Lykke-Per

Et skuespil efter Henrik Pontoppidans roman

Af Jørgen Ljungdalh

DEL I

SCENE 1

(PER står udenfor og ser: Det er nat. Det blæser kraftigt. På dækket af et skib. På dækket står en kiste. Ved kisten sidder en mand. En mægtig bølge ruller ind over dækket. Vi føres tilbage.)

SCENE 2

(En seng står det samme sted, hvor kisten stod. I sengen halvt sidder, halvt ligger MODEREN med 4-5 af sine børn omkring sig. I fodenden af sengen sidder en halvstor dreng på omkring 9-10 år og masserer moderens ben. Gruppen omkring sengen udstråler tryghed.)

SIDENIUS (fra kulissen)
Hvor er Peter Andreas? (Drengen i fodenden af sengen rejser sig. Faderens skygge i døren, før han blir til person.)

SIDENIUS
Peter Andreas. (Kommer ind, ser drengen.) Som det er Guds vilje, at alt, der er blevet avlet og født i mørke, engang skal åbenbares, så er nu også det, du har bedrevet kommet for lyset for at få sin dom. Du har ikke ville agte Guds lov og befaling, Peter Andreas. Du har forhærdet dit hjerte overfor fars og mors formaninger og trodset det bud af Herren, der lyder: Du må ikke stjæle.

PER (som står udenfor)
Stjæle…?!

SIDENIUS
Du har været i gørtlerens have, Peter Andreas, og du skal ikke skånes for at høre din synd nævnt ved rette navn. Men du skal vide, det er af kærlighed, vi alle her taler til dig gennem min mund. (DRENGEN ser sig omkring. Hans søskende trækker over mod faderen, somom DRENGEN var spedalsk.)

SIDENIUS
Vi kan ikke slippe håbet om, at det dog engang skal lykkes os at finde vejen til dit hjerte, at du ikke skal ende som den onde bror over hvem Herren udtalte sin frygtelige dom: Fredløs og flygtig være du overalt på jorden. Lad os forene os i bøn til Herren… (Alle, undtagen DRENGEN, folder deres hænder. Der en samlet gruppe mod DRENGEN.)

SIDENIUS
… at han vil tage jeres vildledte bror ved sin hånd. Og vi beder dig om at bøje hans genstridige sind og føre ham ud af syndens trældom, bort fra fortabelsens veje. Dette bønhører du, oh Gud, som er i evighed, at ikke en af os skal savnes, når dine børn på opstandelsens dag samles om din herligheds trone! – Amen. (SIDENIUS trækker sig tilbage. DRENGENS søskende står og betragter ham – somom han var farlig. DRENGEN går frem mod dem.)

PER
Det var et æble. (Hans søskende trækker sig tilbage. Fra MODERENS seng høres en hulken. DRENGEN vender sig mod hende.)

PER
Et æble.

DRENGEN
Mor –!

MODEREN
Gå ind på dit kammer, Peter Andreas. Jeg vil ikke snakke med dig, før du har angret.

DRENGEN
Mor! (MODEREN vender sig bort. DRENGEN alene i verden. Oppe fra mørket høres der råben og halløj. DRENGEN drejer efter lyden – mod frihedslydene.)

SCENE 3

(PER står udenfor og ser: Der er et vældigt liv oppe på kælkebakken. Skygger i måneskin. Sne. Der blir råbt deroppe. Bl.a. "Per". Pludselig kommer det som en løbeild: "Wolle kommer", "Wolle kommer" – og alle skyggerne deroppe forsvinder. WOLLE står der stor og mægtig.)

WOLLE
Al slædesport på amtchaussé'en er strengt forbudt!

Kuk-kuk, mijav. (WOLLE går frem mod et "mijav", fra den anden side lyder nu en stemme. Under det følgende løber WOLLE efter stemmerne.)

WOLLE
Vent I bare til jeg får fat i en af jer, så skal jeg lære jer at holde jav med øvrigheden. (Ud.)
(Så snart han er forsvundet vender livet på kælkebakke tilbage. OLINE står og ser ud over omgivelserne. UNGE PER kommer til og stiller sig op ved siden af hende. Ser også ud over landskabet.)

UNGE PER
Hvad ser du på?

OLINE
Hva'?

UNGE PER
Fjorden –?

OLINE
Måske…

UNGE PER
Den ville kunne holde til en hestevogn i nat… Engen –? Byen dernede? Måneskinnet på tagene…

OLINE
Jo…

UNGE PER
Landsbyerne derude. Skovene. Snemarkerne… (OLINE ser nu på UNGE PER.)

UNGE PER
Det hele ligger der. Som det er til bare for os.

OLINE
Du er præstens søn.

UNGE PER
Nej.

OLINE
Du bor da på præstegården, gør…

UNGE PER
Kan du holde på en hemmelighed?

OLINE
Det kommer an på…

UNGE PER
Så kan det være lige meget.

OLINE
Kom så. Sig det!

UNGE PER
Og du lover, det kun kommer til dig? Gør du?

OLINE
Ja.

UNGE PER
Min far lever på heden.

OLINE
Heden?

UNGE PER
Som høvding. Han hersker over de vilde stormes rige. Jeg er født der, men jeg blev røvet som lille af en bande omstrejfere, der ville hævne sig på min far, fordi han var stærkere og modigere end dem.

OLINE
Det er næsten som man får det fortalt.

UNGE PER
Det er bare sandt. Tror du ikke på det?

OLINE
Jeg ved ikke…

UNGE PER
Gør du ikke?! (Tar fat i hende.)

OLINE
Jo… Jo!

UNGE PER
De hadede ham fordi han havde frelst en ung pige, de havde dømt til at gå i mosen. Han var en helt…

OLINE
Det er derfra, du har det.

UNGE PER
Den unge pige elskede min far, og jeg blev født på en bakke, mens hvide skyer galopperede over himlen. Men en dag, min far var ude og jage kom de og røvede mig. De havde udtænkt den værste skæbne, der kunne overgå en fri mands søn: de lagde mig på præstens trappe. På pastor Johannes Sidenius's trappe.

OLINE
Nårh…

UNGE PER
Der skal ikke ynkes. En dag står jeg frem. Så skal alle få at se, hvem jeg er. Jeg har holdt et øje med dig, Oline. Om ikke du var den, der skulle føre slægten videre. Jeg lover ingenting, men måske…
(Pludselig dukker VÆGTEREN frem fra mørket. En stor stærk mand. Oline flygter. UNGE PER når også lige at smutte, men de kommer i hver sin retning. VÆGTEREN alene tilbage på scenen. Forsvinder så ud. Ude/oppefra høres OLINES sang. En længselsfuld, æggende, men også lidt vemodig sang. PER kommer ind på scenen, draget af den.)

UNGE PER
Oline…? Hvor er du…? (Lys på OLINE. Hun sidder over scenegulvet og synger. UNGE PER står og lytter, først da holder OLINE inde.)

UNGE PER
Vi slap fra ham.

OLINE
Går du med?

UNGE PER
Hvorhen?

OLINE
Hjem til mig. Oppe på loftet. Der er ikke andre deroppe end mig. – Der er så mørkt. Der er ingen, der vil opdage noget.

UNGE PER
Nej –

OLINE
– Du er præstens søn. (UNGE PER trækker sig tilbage fra OLINE.)

SCENE 4

(SIDENIUS har siddet og ventet på UNGE PER)

SIDENIUS
Ad tyvens vej går du ind i din far hus. Hvor har du været?

UNGE PER
Det er sagt. Jeg har været på kælkebakken.

SIDENIUS
Men angeren, Peter Andreas.

UNGE PER
Hvad skulle jeg angre.

SIDENIUS
Angre over at have løjet mig op i mit åbne ansigt. Du sagde, du ville gå op på dit værelse for at skrive stil.

UNGE PER
Far havde aldrig givet mig lov, hvis jeg havde spurgt.

SIDENIUS
Og det tilstår du?!

UNGE PER
Sådan er det.

SIDENIUS
– Hvordan kan det gå til, at al den lykke en så stor børneflok har velsignet din mor og mig med, alene opvejes af den sorg, et enkelt barn kan forvolde? Kan du sige mig det, Peter Andreas? (UNGE PER siger ingenting.)

SIDENIUS
Jeg spørger dig om noget.

UNGE PER
Det har jeg ingen forstand på.

SIDENIUS
Hvad skal det sige?

UNGE PER
Far kender nok allerede svaret bedre, end jeg gør.

SIDENIUS
Du er og blir et syndens barn. Gå op i din seng, Peter Andreas. (UNGE PER vil gå.)

SIDENIUS
Vent. – Engang troede jeg, du i det mindste havde et forstandigt hoved.

UNGE PER
Det har jeg også.

SIDENIUS
Men hvad skal der blive af dig? Der er ingen fasthed…

UNGE PER
Jeg vil være ingeniør.

SIDENIUS
Hvad vil du?

UNGE PER
Jeg vil til København og læse på den polytekniske læreanstalt.

SIDENIUS
Ingeniør. Af alt –

UNGE PER
Far har hjulpet Eberhard og Thomas til at studere.

SIDENIUS
Eberhard læser jura og Thomas teologi. Det er noget andet. Det er alvorligt. Du…

UNGE PER
Jeg vil være ingeniør.

SIDENIUS
Du kan gå i seng nu.

UNGE PER (blir demonstrativt stående.)
Far har hjulpet Eberhard og Thomas.

SIDENIUS
– Jeg kan kun bebrejde mig selv, at jeg ikke for længst har set sandheden i øjnene. At min tredje søn ingenting vil drive det til.

UNGE PER
Far skal få at se, hvad jeg vil drive det til.

SIDENIUS
At han vil vende mig og alt det, jeg står for, ryggen.

MODEREN
Peter Andreas…?

SIDENIUS
… fredløs og flygtig…

UNGE PER
Far har hjulpet Eberhard…

MODEREN
Peter Andreas? Er du der? (UNGE PER blir stående og ser på faderen. Han forventer et svar.)

SIDENIUS
Din mor kalder på dig. (UNGE PER blir stående.)

MODEREN
Peter Andreas. (UNGE PER blir stående.)

SIDENIUS
Ikke engang din mor kan længere nå dit hjerte. (Går ind til MODEREN. UNGE PER blir stående tilbage. Stormen er under opsejling.)

PER
Min mor. Det var ham, der udslettede hende. Jeg ved knap, hvem hun er. Alt hvad jeg husker… (FRITJOF dukker op "i erindringen".)

FRITJOF
Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige oprører! Du, frihedens og glædens skytsånd! Alle djævelungers gud! (PER trækker sig ud.)

SCENE 5

(Bruset og suget fra nogle bølger. Kuling. Et forstemt klaver blander sig. FRITJOF rejser sig. Rusen er gammel og solid. Stormen, klaveret – og nu blander stemmer sig også i foretagenet. Der blir snakket og leet. Bag FRITJOF står et lærred: Orkan over Nordsøen!)

FRITJOF (råber gennem stormen og klaverspillet)
Kan I høre mig! Hallo! HALLO! Det utæmmelige! Det uovervindelige! Drivkraften, urkraften! … må jeg præsentere! For første og sidste gang: Orkan over Nordsøen! (Kvindelatter) Mine damer… De ved ikke hvad De går glip af!
(Stormen forsvinder. Klaveret forsætter. Stemmerne tar til. Vi befinder os i kunstnerværtshuset "GRYDEN". Et røgfyldt, beklumret værtshus. Folk bevæger sig frem og tilbage mellem bordene, snakker og ler. BERG sidder ved et gammelt klaver og hamrer i tangenterne. FRITJOF har sat sig igen. Kvindelatteren. LISBETH kommer ind som en frisk vind i det beklumrede værtshus. Hun er sammen med nogle andre lystige venner. Lige ved døren befinder IVAN sig.)

LISBETH
Salomon. Er han kommet?

IVAN
De mener…?

LISBETH
Per.

IVAN
Sidenius. Ikke endnu, men hvis han har lovet …

LISBETH (Fortsætter forbi.) Tak… (LISBETH skynder sig gennem værtshuset og hilser på gæsterne. Det sker med knus og latter. Pludselig standser LISBETH op i sin lystige fremfærd. Hun har fået øje på NEERGAARD. NEERGAARD har rejst sig.)

LISBETH
Neergaard –?

NEERGAARD
Vil De ikke sidde? Bare et øjeblik?

LISBETH
De skulle ikke være kommet.

NEERGAARD
Er der ikke noget, jeg kan byde dem?

LISBETH
– Nej.

NEERGAARD
Slet ingenting? Jeg er ked af, hvis det er ubehageligt for Dem… (LISBETH ryster på hovedet.)

NEERGAARD
Jeg måtte se dem igen.

GRIPOMENUS
Lisbeth! Der er du! Vil du have at jeg skal løbe livet af mig.

LISBETH
Jeg har stået for Frederiksen. Det fortalte jeg dig da.

GRIPOMENUS
Da vel ikke til nu! Kom nu, kom nu i gang! (Fortsætter)

LISBETH (Til NEERGAARD)
De er så sød, men det nytter ikke noget. Det er jo håbløst. (LISBETH gør en bevægelse, hvorved hun bliver opmærksom på sit armbånd – undskyldende) – Det er armbåndet –

NEERGAARD
Det klær Dem.

LISBETH
Jeg ville have givet Dem det igen.

NEERGAARD
Det var en gave.

LISBETH
Jo, men når jeg nu ikke…

NEERGAARD
Der var ikke knyttet nogle betingelser til den.

LISBETH
Jeg ville nu alligevel… (vil tage armbåndet af.)

NEERGAARD
En gave, frøken Lisbeth. Vær venlig at beholde det på.

GRIPOMENUS
Lisbeth!

LISBETH
Undskyld. Ja! Jeg er på vej!… Det var ikke min mening at såre Dem.

NEERGAARD
De skal ikke undskylde noget. De har ret, jeg skulle ikke være kommet. Jeg fik jo Deres brev. Det var ikke min mening. Jeg ved ikke engang, hvilke forhåbninger, jeg gjorde mig. Jeg måtte bare se Dem… Hvis der måske var noget, jeg kunne hjælpe Dem med…

FRITJOF
Sidenius! (PER er dukket op. LISBETH blir noget adspredt.)

FRITJOF
Kom her over, Sidenius!

NEERGAARD
Nej, det er der ikke.

LISBETH
Hvad siger De?

FRITJOF
De er ung og uspoleret. Stil Dem her, og sig mig. hvad De ser!
(FRITJOF stiller PER foran maleriet. PER tavs hvad skal han dog mene?)

NEERGAARD
Det er latterligt. Jeg ved det. En gammel ungkarl som mig.

LISBETH (adspredt)
Hvad?

NEERGAARD
Man skal resignere i tide. I min alder har man plager nok i forvejen. Når man først er nået over på den forkerte side af de fyrre…

LISBETH
Så har man da minderne.

NEERGAARD
Minderne?

FRITJOF
Gripomenus! En pokal til Sidenius!

GRIPOMENUS (I færd med at betjene et andet bord)
Straks, hr. Fritjof. Lisbeth! (LISBETH iler. Over til PER. IVAN sætter sig ved NEERGAARDs bord)

IVAN
Sikken hud! Det siges, den moderne malerkunst skylder hende halvdelen af æren for sin succes.

NEERGAARD
Hvem er den unge mand? Er han også maler?

IVAN
Maler?! (ler) Han er polytekniker.

NEERGAARD
Polytekniker…

IVAN
Har studeret fire-fem år, men kommer vist ikke så tit på læreanstalten mere. Han går med sit eget. Noget stort er jeg sikker på.

NEERGAARD
Hvad var det, De sagde, navnet var?

IVAN
Sidenius. Per Sidenius.

NEERGAARD
Per…

IVAN
Lykke-Per. Desværre har han vist ikke store midler at gøre med. Men det er jo det sædvanlige for genierne herhjemme.
Men han har tiden for sig. Det er mit håb, jeg en dag får lejlighed til at hjælpe ham… (FRITJOF her rejst sig. Råber ud i lokalet.)

FRITJOF
Mine damer og herrer! Må jeg præsentere! For første og sidste gang… (BERG gir sig til at spille støjende.)

FRITJOF
Berg! Kan du komme til (opgir, sætter sig.)

IVAN
Det er første gang, jeg træffer Dem her i "Gryden"? De er måske begyndt at interessere Dem for den moderne kunst?

NEERGAARD
For dens motiver. Det er en ond lidenskab.

IVAN
Lutter navne. Enevoldsen. Manden med den evige cigar. Her sidder han år ud og år ind på samme sted og revolutionerer den danske digterkunst uden at sige ét ord.

ENEVOLDSEN (løfter cigaren)
Lisbeth!

IVAN
Berg ved klaveret. Han har lige fået komponistlegatet. Og Reeballe, næsten som man ser ham i avisernes karikaturtegninger. Helt ædru… (FRITJOF rejser sig og går hen til klaveret.)

FRITJOF
Hvorfor kan du ikke li mig, Berg?

BERG
Du lugter. Og det er ikke af saltvand. (FRITJOF tar den spillende BERG ved kravetøjet og løfter ham op, så benene ikke kan nå jorden.)

FRITJOF (bærer ham rundt i værthuset)
Mine damer og herrer. Kan I alle se ham. Dagens mand! De døves håb! (FRITJOF gir den forsvarsløse BERG et smækkys. BERG vræler og spræller. Folk i værtshuset jubler. Enkelte protesterer på BERGS vegne.)

BERG
Sæt mig, Fritjof! Sæt mig!

FRITJOF
Du sku ha været organist med det benarbejde.

BERG
Jeg svarer ikke for følgerne! (FRITJOF ler støjende.)

BERG
Jeg skal nok…

FRITJOF
Lad falde, hvad der ikke kan stå. (Slipper BERG) Mine damer og herrer, må jeg så præsentere. For sidste gang ser I det: Orkan over Nordsøen! Det utæmmelige, det uovervindelige. Urkraften! Solgt for penge. Masser af penge. Tag afsked med det. I morgen skal det på mausolæum! Men, mine damer og herrer, i aften vil vi fejre dets sidste dag blandt de levende! (FRITJOF får ikke helt den opmærksomhed, han havde regnet med. BERG er nemlig faldet forkert ned på foden og har tilsyneladende forvredet den. En del af gæsterne har samlet sig omkring ham. FRITJOF opdager det. Går frem og ser på.)

FRITJOF
Hvad er der sket, lille Berg?

BERG (rejser sig, ømmer sig)
Flyt dig, din okse!

FRITJOF
Men Berg dog –. Gripomenus, bring flaskerne ind. Der skal være søgang i aften! Det er Fritjof, der gir!

GRIPOMENUS
Det er en højst besynderlig aften, hr. Fritjof.

FRITJOF
Er det penge, du vil ha? Du skal få penge. I morgen. Alle de penge, du vil ha.

GRIPOMENUS
I morgen, hr. Fritjof…

FRITJOF
Jeg har solgt malerier. Det hører du jo.

GRIPOMENUS
Desværre, hr. Fritjof. I morgen er i morgen, og jeg har mine principper.

FRITJOF
Hvad skal vi med principper, når vi vil ha vin.

GRIPOMENUS
Desværre, hr…

FRITJOF
Men hvad så?! Gripomenus!

REEBALLE
Lån pengene af Berg. Han har fået komponistlegatet i dag.

FRITJOF
Berg. Lille Berg. Lån din ven dine penge til i morgen.

BERG
Hva'?

FRITJOF
Kan du ikke høre, hvad din gamle ven siger?

REEBALLE
Han vil ikke.

FRITJOF
Penge…

BERG
Hvad rager penge mig.

SUSSE
Har!

BERG
Hvad siger du?

SUSSE
La vær og pral, Jørgen.

BERG
Pral? Penge betyder ikke noget for mig. Det sku du være den første til at vide, Susse!

SUSSE
Ja, for det er mig, der skal betale købmandsregningerne!

LISBETH
Nu ingen ballade med jer to i aften.

REEBALLE
Hvis penge ikke betyder noget, så lån dem til Fritjof.

SUSSE
Det får I ham aldrig til. Han vil ha dem i glas og ramme, så han kan gå og føle sig af noget.

BERG
Det er sgu da ikke hver dag, man får et legat.

SUSSE
Der kan I se. I glas og ramme!

FRITJOF
Du får dem tilbage i morgen med renters rente.

BERG
Hvad anser I mig for?

REEBALLE
Det bestemmer du selv. En bror eller en fedtsyl.

BERG
For mig er det alene æren, der betyder noget!

SUSSE (fnyser foragtelig)
Æren og pengene, lille Berg. Du er som alle andre. Bare lidt værre.

BERG
Og det siger du!

SUSSE
Og hvor mange gange har du så haft den 500-kroneseddel oppe af lommen for at se på den.

BERG
Har jeg?!

SUSSE
Det har du da.

LISBETH
Kan det ikke være lige meget?

SUSSE
Nej!

LISBETH
Vi gider ikke ha jeres skuespil her i aften.

FRITJOF
Jeg skal bare have ham til at låne mig nogle penge til i morgen.

BERG (til SUSSE)
Vil du påstå, jeg er pengepuger?

SUSSE
Ja!

BERG
Er jeg pengepuger?!

LISBETH
For guds skyld…

IVAN
Hvis De vil tillade mig at løse problemet…

REEBALLE
Det er udelukket.

FRITJOF
Det er en æressag.

BERG (til FRITJOF)
Så spørg Susse, om du kan låne dem.

SUSSE
Mig?!

BERG
Det er hende, der altid klager over, vi ingen penge har. (Til SUSSE) Eller fortæl dem den historie med lotterisedlen!

REEBALLE
Spiller I?

SUSSE
Det er lige meget.

BERG
Fortæl det til dem!

GRIPOMENUS
Desværre, vi blir nødt til at lukke om et øjeblik…

BERG
Nå! Vil du ikke?

SUSSE
Nej!

BERG
Susse havde købt en lotteriseddel. Store gevinster. Og hvad så? Fortæl det, Susse.

SUSSE
Jørgen finder den. River den i stykker og stikker stumperne i kakkelovnen.

BERG
Hvorfor?!

SUSSE
Han sagde, det var fordi, han ikke ville blive rig ved et held. Skulle han blive rig, sku det være gennem det, han lavede.

BERG
Godt! Godt!! Lad os så komme ud af dether galehus. (Rejser sig med besvær)

GRIPOMENUS
Hvis jeg også må have lov til…

SUSSE
Men det er jo noget pjat, Jørgen!

BERG
Er det noget pjat?!

SUSSE
Det er det jo! Du havde skrevet nummeret op. Jeg fandt det i din pung dagen efter. (Stilhed. Et enkelt fnis høres nede bagfra. BERG er på vagt. Han trækker sin pung frem og hiver en 500-seddel ud.)

BERG
500 kroner, Susse!

REEBALLE
Så er det det sgu' rigtigt.

BERG
Det er din, Susse. Ta' den. Du kan bruge den til hvad fanden du vil.

SUSSE
Hold op, Jørgen.

BERG
Ta' den. Ellers går den også bare op i røg. (SUSSE ryster på hovedet.)

LISBETH
Ta’ den dog, Susse. Han er tosset nok til at gøre det.

BERG
Du tror måske ikke, jeg mener, hvad jeg siger.

SUSSE
Det kan ikke blive ved, Jørgen. Jeg kan ikke mere.

BERG
Det blir du alligevel nødt til. Hvis du ikke vil ha, de skal forsvinde. (Stikker sedlen hen til et stearinlys.)

REEBALLE (vil ta den)
Ta hellere og lån Fritjof den. (BERG skubber REEBALLE væk. SUSSE er stivnet. Hun rører sig ikke.)

BERG
Een!

FRITJOF
Berg for faen. Det var jo bare for sjov.

REEBALLE
Du tror da ikke på, han gør det.

BERG
To!

LISBETH
Berg! (Sedlen brænder. SUSSE sidder uden at røre sig. Alle er stille. BERG vender sig og humper ud. Knust.)

FRITJOF
Hatten af for komponisten Jørgen Berg! Et leve for det uovervindelige! (BERG fortsætter uden tilsyneladende at se eller høre. FRITJOFS opfordring blir ikke hørt. Selskabet er rystet og i opbrud. Alle vil væk. Også SUSSE er på vej ud.)

FRITJOF
Susse – (SUSSE fortsætter ud. Vender sig ikke. IVAN haster efter SUSSE.)

IVAN
Fru Berg – (Ud.)

FRITJOF (råber efter ham)
Hvorfor går I? Bliv! Der skal festes!

GRIPOMENUS
Desværre, hr. Fritjof –

FRITJOF (vender sig bort)
Arrrh – (De fleste har forladt "Gryden". GRIPOMENUS går rundt og slukker lysene. LISBETH sidder udbombet. Et lille stykke derfra står NEERGAARD og ser på hende.)

FRITJOF (pludselig meget træt)
Leve det uovervindelige –

NEERGAARD (næsten hviskende)
Lisbeth. Frøken Lisbeth…

LISBETH (hører det ikke)
Per – Per –! (NEERGAARD trækker sig lydløst tilbage. Han forsvinder dog ikke helt ud af lokalet. Han blir stående, sådan han tilfældigvis kommer til at overhøre samtalen mellem FRITJOF og PER. PER har ikke hørt LISBETH. Han står og betragter "Orkan over Nordsøen". Han er tilsyneladende helt opslugt af det. FRITJOF får øje på PER. Trisser over til ham.)

FRITJOF
Du blir? Du gir heller ikke op?

PER
Det kunne ikke falde mig ind. Der er noget ved det billede –

FRITJOF
Du kan se det?

PER
Ja! Kunsten i det har jeg ikke forstand på; men jeg blir så forbandet ærgerlig ved at tænke på al den energi, der hele tiden går til spilde. Den kan tæmmes.

FRITJOF
Hva’?

PER
Den energi ville kunne blive et vigtigt våben mod menneskets undertrykkere.

FRITJOF
Hva’?

PER
Man kunne lægge nogle maskiner ud i brændingen. Det er noget af det, der har optaget mig en del i den sidste tid. De vil kunne omforme bølgernes energi til elektrisk energi. – Og det uovervindelige ville være overvundet.

LISBETH
PER!

PER
Kan du ikke se det? (går over til LISBETH)
(NEERGAARD frem for at betragte maleriet. FRITJOF og NEERGAARD side om side.)

FRITJOF
Den ene brænder 500 kroner. Den anden vil lægge Vesterhavet i lænker. Hvad skal anstændige mennesker som De og jeg stille op i en gal verden -?

NEERGAARD
Tjaaa… Forlade den måske… (Samtidig har LISBETH grebet ud efter PER. Han har trukket sig lidt tilbage. De har hvisket sammen.)

GRIPOMENUS
Lisbeth!

PER (til LISBETH)
Jaja. Jeg venter. (LISBETH ud. PER over til FRITJOF igen.)

PER
Det må være noget, der tiltaler en mand som dig. At få naturen til at arbejde for menneskene. Det er en revolutionerende tanke. I stedet for alt det kunstnerbavl, vi får stukket i hovedet her på stedet. (FRITJOF står uden at røre sig.)

PER
Sover du?

FRITJOF
– Hvad ved vi, hvad der befinder sig på den anden side af graven?

PER
Hva'?!

FRITJOF
Har du da ingenting set i aften? Ingenting forstået?

PER
Hvad skulle jeg have set?

FRITJOF (mangler ord, når han ikke har set det)
… mennesker…!

PER
Og hvor vil du hen med det?

FRITJOF
Det er fortvivlende! Det er det jo… Mennesker uden tro… uden noget…

PER
Jeg har set nogle mennesker, der forsøgte at ødelægge sig selv. På grund af nogle fuldkommen ligegyldige ting. Hvad er der at forstå ved det?

FRITJOF
Og hvor blir vi ført hen? Pludselig er det slut. Det hele er væk. Graven! (PERS blik møder NEERGAARDS. Et øjeblik. NEERGAARD nikker og forsvinder.)

PER
Og det skal jeg høre fra dig?!

FRITJOF
Det er så nemt, mens man er ung. I grønskollinger har så let ved at være raske på den. Men vent, til I får de første grå hår i tindingen. Så skal I nok føle en løjerlig kriblen i kroppen ved at tænke på, at jeres velplejede person skal anrettes som festmåltid for nogle hundrede maddiker. Bare lidt overflødigt fedt om hjertet – færdig! En høvlspånspude, 8 skruer i kistelåget, værsego', der er serveret. Lad os ingenting forsværge, siger jeg! Kommer der ikke en regnskabets dag for os allesammen? Vi bilder os ind at være blevet så kloge. Men er vi blevet lykkeligere? Er vi?

PER
Du er i hvert fald blevet fuldere.

FRITJOF
Måske findes der alligevel mere over stjernerne end vore moderne profeter drømmer om. Og i så fald…

PER
Og måske er gravhøjene fulde af trolde og elverpiger.

FRITJOF (vågner op, slår i bordet)
Respekt!

PER
Respekt?! Hvad er det, du vil ha jeg skal ha respekt for? Overtro og kællingesnak!

FRITJOF
Stille menneske!

PER
Respekt for livet! Respekt for initiativet! – Een ting har jeg forstået i aften: Det haster.

FRITJOF
Det hele er jo ingenting. Alt hvad vi laver… Vi er fredløse…

SCENE 6

(Mens "GRYDEN" drejer ud.)

LISBETH
Per – Per –!

PER
Så kom da!

LISBETH (kommer humpende)
Du er slet ikke sød.

PER
Bare du skynder dig.
(LISBETH når frem til den utålmodigt ventende PER. Hun sætter sig ned og tar sin ene sko af.)

LISBETH
Er det måske dig, der har løbet rundt hele dagen… (gnider sin fødder.) Åh Gud… 500 kroner! Sikken aften… Sikken aften … (rejser sig og trykker sig ind til PER. De begynder at gå.) Og så var Neergaard der også –

PER
Neergaard?

LISBETH
Han er så flink og høflig. Det er forfærdeligt. Det har altid været noget andet med Neergaard. Men man kan ingenting gøre, selvom man gerne ville.

PER
Hvem er Neergaard?!

LISBETH
Når det byder én imod. Det kan man da ikke! Og Fritjof. Jeg har aldrig set ham sådan. Åh, mine fødder. Mine stakkels, stakkels fødder. Hvis det blir ved på den måde, er jeg snart en grim, gammel kone. Og hvad så?

PER (mildt)
Sæt dig ned.

LISBETH
Hvad vil du?

PER
Sæt dig. (Hun gør det. PER tar en sko af hende og gir sig til at massere foden.)

LISBETH
– Det er dejligt. – Også højere oppe – (PER masserer hendes lægge. LISBETH begynder at nynne.)

LISBETH
Du er alligevel meget sød.

PER
Du skal bare tie stille.

LISBETH
Men du er sød. (nynner videre på sin melodi!)
(Situationen – billedet – minder publikum om PER som dreng, da han sad og gned moderens ben. Inde i mørket står en skikkelse, en skygge med en glødende cigar og betragter PER og LISBETH. PER blir opmærksom på den, og nu er det også, som om han får mindelser om den svundne situation. Faderen … PER holder inde. LISBETH har ingenting bemærket. Hun tar skoen på og rejser sig.)

LISBETH
Kom.

PER
Jeg går ikke med op.

LISBETH
Hvorfor ikke? (tar om ham) – Per. Hvorfor ikke?

PER (frigør sig)
Ikke i aften.

LISBETH
Du kan da ikke la' mig være alene nu. Efter alt det. Du skal bare være der, Per. Kom nu… (tar igen om PER, men han er helt stiv.) Hvad er der med dig? (PER vender sig og tar en cigar i munden. LISBETH tar den du af munden på ham.)

PER (tar roligt cigaren fra hende igen)
Du er ved at få rynker om øjnene. Det ville sikkert hjælpe med en skønhedssøvn. (LISBETH trækker sig såret tilbage. Vender sig om og går.)

PER (råber efter hende)
Godnat, Lisbeth. Sov godt. (LISBETH forsvinder uden at sige et ord. PER tænder sin cigar, vender sig om mod gløden i mørket. Den kommer nærmere.)

PER
Forfølger De mig?

NEERGAARD
De må sandelig være en lykkelig mand, hr. Sidenius, siden De tillader Dem selv at afslå en så… (hvordan skal han nu udtrykke det.)

PER
Det er jeg også.

NEERGAARD
Hvilket?

PER
Jeg har ikke noget at klage over.

NEERGAARD
De mener det endda selv. Det hører til sjældenhederne. (PER på vagt. Han afventer.)

NEERGAARD
Vi har jo næsten hilst på hinanden i aften. Må jeg have lov til at præsentere mig selv.

PER
Neergaard.

NEERGAARD
Der kan De bare se.

PER
Men jeg fik ikke fat i titlen.

NEERGAARD
Jeg har en stilling i et ministerium. Det er for så vidt ligegyldigt. Skal vi ikke holde os til, at jeg også engang blev betragtet som et lykkeligt menneske. Jeg har haft mine muligheder.

PER
De er altså et meget ulykkeligt menneske.

NEERGAARD
Nejnej. Det kan man ikke sige. Jeg er bare en smule nysgerrig efter at lære Dem lidt nærmere at kende. Jeg bor ikke så langt herfra. Kunne jeg ikke byde Dem på et glas vin.

PER
Det er sent.

NEERGAARD
De hører jo ikke til dem, der så let gir op. Det hørte jeg jo. Tilstå nu bare, De også er nysgerrig. Måske vil der virkelig dukke noget op, der berettiger Deres nysgerrighed. Det er ikke til at sige. Hvad der for det ene menneske kan være livet om at gøre, kan være fuldkomme ligegyldig for det andet.

PER
De har ikke sovet i timen, må man sige.

NEERGAARD
Nej vel. Nysgerrighed er vel i øvrigt også en af kardinaldyderne i Deres metier, hr. ingeniør. (PER beslutter sig.)

NEERGAARD
Det er kun et par gader herfra. (Går ud, opstemt)

SCENE 7

(NEERGAARDS lejlighed. Et uvirkeligt sted. I det fjerne høres et klaver (ovenpå). En melodi-stump der aldrig når over et vist punkt og som gentages igen og igen. PER ser sig omkring. NEERGAARD kommer ind med en flaske og nogle glas.)

NEERGAARD (skænker op og følger PERS blik rundt)
– et hjem, et gravkapel for familieerindringer. Selv i dagtimerne mærker man forfædrenes hænder på sine skuldre. Jovist, man føler sig tryg ved det. Man har sin følelse. Men til sidst er der kun dén tilbage. Pieteten. Og kvalmen. (Rækker PER glasset) Velkommen – hr. Lykke-Per. (PER drejer hovedet skarpt mod NEERGAARD.)

NEERGAARD
De bryder Dem måske ikke om navnet? Det var Deres ven…

PER
Min ven?

NEERGAARD
Den lille Salomon. Han brugte det.

PER
Salomon er ikke min ven.

NEERGAARD
Han har ellers høje tanker om Dem. Han gjorde sig endda forhåbninger om engang at kunne komme til at hjælpe Dem.

PER
Jeg behøver ikke hans hjælp.

NEERGAARD
Med det ry han har som "geni-jæger", forstår jeg Dem. Det er de utroligste folk, han i tidens løb har set ud. Og hver gang er han enten blevet sørgelig skuffet eller direkte snydt. En anden kunne have fortalt ham det med det samme.
(PER ser op i loftet.)

NEERGAARD
Og alligevel blir han trolig ved. En ren Sisyfos.

PER
Generer det Dem aldrig?

NEERGAARD (lytter)
– Det er frøken Petersen. Når hun vågner og ikke kan sove –

PER
Så sent.

NEERGAARD
– Altid den samme melodi. Altid det samme sted – så vil fingrene ikke mere.

PER
Men det er da hensynsløst.

NEERGAARD
– man vænner sig til det. Som ung pige kom hun ud for – det er ligegyldigt. Jeg sidder her og lytter til hendes tragedie – og glæder mig på hendes vegne – (lytter.) De ulykkeligste er nok i virkeligheden de mest lykkelige. De kan skælde ud på skæbnen, kræve forsynet til regnskab, mens den lykkelige kun har sig selv at anklage for uheldet. (Ser over på PER.) Har jeg ret?

PER
Hvorfor uheldet?

NEERGAARD
Heldet så. Er heldet ikke det værste uheld, der kan ramme noget menneske, fordi… (PER rører på sig. NEERGAARD blir mere intens, skal holde PER fangen.)

NEERGAARD
Fordi vi i et ud af tusinde tilfælde ikke er i stand til at udnytte heldet. Vi er ikke opdraget til at omgås fortroligt med det eventyrlige.

PER
Der taler De ud fra Dem selv.

NEERGAARD
Gør jeg? I vore unge dage stormer vi frem mod det overordentlige og eventyrlige. Men i hele vort danske fantasteri stikker der en grundfæstet kærlighed til det hjemlige og tilvante. I samme øjeblik det forjættede land virkelig åbner sine porte for os, og kongedatteren vinker fra altanen, så kommer anfægtelserne over os.

PER
Anfægtelser?

NEERGAARD
Og vi ser os om efter vores barndoms lune kakkelovnskrog. Vi hører vor mors stemme, vor fars formaninger. Hvor tåbelige og naive, de end var. Hvor meget vi end hader dem, forfølger de os langt op i alderdommen. Vi kan ikke slippe fri.

PER
De anfægtelser kender jeg ikke noget til.

NEERGAARD
Ikke? Deres barndom…

PER
Er fortid. Jeg ved ikke, hvad De er ude på!

NEERGAARD
Men en mor og far har De dog haft.

PER
Rent biologisk…

NEERGAARD
Sidenius er så vidt jeg ved navnet på en kendt præsteslægt.

PER
Jeg har aldrig haft det, man kalder "nærmere pårørende".

NEERGAARD
Virkelig.

PER
Og jeg nærer heller ikke noget ønske om at få det.

NEERGAARD
Så må jeg gratulere Dem. Ingen familiehensyn, ingen søskendeplager. De er måske et –

PER
Ja! Jeg er kun mig selv.

NEERGAARD
– Der hænger virkelig noget af eventyret over Dem, hr. Sidenius. De er fri. De er ubekymret. De har store planer for fremtiden –? (PER tier bekræftende.)

NEERGAARD
– Noget genialt, forstår jeg på den lille Salomon.

PER
Hvorfor blir De ved med at binde mig den lille jøde på ærmet?

NEERGAARD
Og så har De viljestyrke. Det så jeg jo, da De afslog at gøre en så vidunderlig kvinde Deres opvartning.

PER
Jeg havde blot lyst til at sove i min egen seng i nat. Det kan blive for meget med al den jammer.

NEERGAARD
Men sæt nu, hvis kvinden på grund af Deres akutte behov for ensomhed, vendte Dem ryggen i al fremtid.

PER
Så er der andre kvinder. Verden er fuld af kvinder, hr. Neergaard.

NEERGAARD
– Det er sandt. Verden er fuld af kvinder – De er et ualmindeligt friskt og fornøjeligt menneske, hr. Sidenius.

PER
Når jeg blir opfordret!

NEERGAARD
Må jeg gøre Dem et forslag?

PER
Hvis det kan gøres kort.

NEERGAARD
Det lover jeg. Jeg har en ven, der ligger for døden. Han har fået den fikse idé, at alt, hvad han ejer, skal sælges på en auktion, splittes for alle vinde. De penge, der kommer ind, vil han gerne testamentere bort. Det kan ikke blive til så forfærdeligt meget, når hans gæld og øvrige forpligtelser er gjort op. Han har spurgt mig, om jeg måske kendte et menneske – præcis sådan én som Dem, fri og med appetit på tilværelsen – der ville kunne få gavn af det. Må jeg have lov til at foreslå Dem? (PER ser på NEERGAARD så gir han sig til at le. NEERGAARD lidt fortumlet, så gir han sig også til at le.)

NEERGAARD
– ja, ikke sandt. Ikke sandt. Det er næsten komisk.

PER (ler)
Det er komisk!

NEERGAARD (ler)
"Det er komisk".

PER
Berg brænder 500 kroner, Fritjof ser Vorherre, og nu kommer De.

NEERGAARD
De accepterer altså –?

PER
Accepterer jeg? Hvorfor ikke? Man har altid brug for penge. Så er man i det mindste fri for at tænke på dem. Så kan man samle sig om det eventyrlige. Få eventyret gjort til virkelighed. For det er muligt. De skulle bare vide… Hvorfor smiler De?

NEERGAARD
De skal ikke tage Dem af mig.

PER
Nej. De vil bare have lov til at sidde der og more Dem i fred og ro over mine "tåbeligheder".

NEERGAARD
Jeg tror, De misforstår.

PER
Jeg misforstår ingenting. Man møder det allevegne. Det er atmosfæren i hele vores polytekniske kleresi. Latterliggørelsen. Gør småligheden til din religion. Underkast dig vores snæversyn og modtag nåden. Stuekultur! Men hvad nu, hvis det tilfældigvis var rigtigt, hvad jeg sagde. Hvis de planer jeg har brugt hvert ledigt øjeblik i de sidste fire år på rummede kimen til et andet og bedre samfund, end det vi har nu. Skulle jeg så bare lade det drukne i den almindelige ligegyldighed? Der er kun ét menneske herhjemme, jeg kan have tillid til. Det er oberst Bjerregrav. Og selvfølgelig står han også udenfor det hele. Resten af ingeniørerne ønsker bare at kunne læne sig tilbage, pege fingre og føle sig trygge. Hvor man dog har været naiv.

NEERGAARD
Ja?

PER
Jeg havde forestillet mig, at ingeniører i det mindste var anderledes. Handlingens mænd. Jeg så dem for mig som høje, bredskuldrede mænd. På toppen af en bakke med blæst i håret. Mænd der står og spejder ud i fremtiden. Som en slags høvdinge-skikkelser. "Disse moderne mirakelmagere", som min far kalder dem. Han skulle bare vide, hvor meget de ligner ham selv – – – (PER har hørt sine egne ord, han blir stille, rører sig ikke. Overfor ham sidder NEERGAARD. Han viser ingen tegn på triumf. Frøken Petersens klaver høres atter. NEERGAARD læner sig frem og skænker i PERS glas. PER rejser sig uden at røre det.)

NEERGAARD
Skal De gå allerede –

PER
Jeg trænger til luft.

NEERGAARD
Vi åbner et vindue –

PER
– De må hilse Deres ven og lykønske ham med en heldig spøg – (Ud.)

NEERGAARD
Sidenius! Det var ingen spøg. De må ikke gå! Hører De! – Lykke-Per –!

SCENE 8

(PER haster ind på scenen. UNGE PER dukker op foran ham. Deres øjne mødes. PER er sammenbidt. UNGE PER med et smil, forventningsfuld)

PER
– Det er ikke nok. Det er ikke nok, du har det i dig. (PER går mod sit værelse.)

SCENE 9

(PER ind på sit værelse. Gir sig til at lede i en af de velordnede bunker papirer, der ligger på hans skrivebord. Han finder en stor konvolut, tar indholdet ud. Gennemgår det hastigt for at forvisse sig om, at alt er der. Stikker papirerne tilbage i konvolutten. Klapper den.)

PER
Her. (Finder derpå pen og papir frem. Skriver)

PER
"Hr. ingeniøroberst K. Bjerregrav.
Jeg skal hermed tillade mig at sende Dem en overordnet beskrivelse af et projekt vedrørende en udbygning af det jyske kanalsystem, et havneanlæg ved den jyske vestkyst, energiudvinding m.v. altsammen med henblik på en industrialisering af det jyske hovedland. Idet jeg stiller mig til disposition til dyberegående redegørelse. Med venlig hilsen P. Sidenius.
(læner sig tilbage, bøjer sig så igen fremad)
Ingeniør.
(PER stikker brevet i konvolutten, lukker den. Breder et stort kort ud over hele skrivebordet. Læner sig tilbage, drømmer, falder i søvn)

SCENE 10

(Morgen på "broen". Endnu før solen står op. En ung pige, FRANSISCA, sidder og ser drømmende ud i morgenen. UNGE PER dukker op. FRANSISCA opdager ham ikke, før han sætter sig ned ved siden af hende.)

UNGE PER
Jeg tror, De sidder og drømmer, frøken Fransisca.

FRANSISCA
– Ja.

UNGE PER
Man må måske være så fri og spørge om hvad?

FRANSISCA
De kunne jo forsøge.

UNGE PER
Vil De fortælle mig det?

FRANSISCA
De ville bare le.

UNGE PER
De kan stole på mig.

FRANSISCA
Kan jeg?

UNGE PER
Det ved De da.

FRANSISCA
Jeg tænkte på, hvis jorden pludselig en nat standsede og sagde: nu har jeg drejet rundt om mig selv på samme måde i millioner af år.

UNGE PER
Nej, det er jo ikke noget at le ad.

FRANSISCA
Nej vel, og den så gav sig til at dreje den anden vej.

UNGE PER
Så ville tiden begynde at gå baglæns.

FRANSISCA
Tror De virkelig?

UNGE PER
Bestemt. De ville være tilbage hos Deres forældre i Kerteminde om et par måneder.

FRANSISCA
Det ville ikke være tilstrækkelig bare at vende sig om?

UNGE PER
Hvorfor?

FRANSISCA
For at se solen stå op, naturligvis. Det er vel derfor, vi er her.

UNGE PER
Tiden vil gå baglæns. Det er jeg sikker på. Gravene vil åbne sig, og menneskene vil begynde en vandring tilbage til deres fødsel.

FRANSISCA
Det er jo forfærdeligt.

UNGE PER
Anderledes i hvert fald.

FRANSISCA
Også forfærdeligt. For man vil altid huske på sin egen død og begravelse.

UNGE PER
Det kommer an på … Nej, omvendt. Man har erindringen om det, man går imod. Om fremtiden altså. Men nutiden vil blive udslettet i samme øjeblik, den blir fortid. Så når De er tilbage i Kerteminde, vil jeg aldrig have eksisteret.

FRANSISCA
Det vil da næsten være en skam.

UNGE PER
Jeg tror også jorden vil fortryde sit oprør, når den finder ud af, hvor indviklet det er at dreje modsat.

FRANSISCA
De har tabt en knap i Deres jakke.

UNGE PER
Har jeg? Det må være ved opbremsningen i nat.

FRANSISCA
De ser også træt ud.

UNGE PER
Jeg har heller ikke været i seng i nat. Jeg har truffet en meget vigtig beslutning.

FRANSISCA
– en beslutning –?

UNGE PER
Det må være nu, drømmene skal stå deres prøve. De mugner, hvis man går for længe med dem. Nu må de bære eller briste.

FRANSISCA
– Jo.

UNGE PER
Bære selvfølgelig. Jeg er sikker på, de vil bære. Jeg har udarbejdet det hele i detaljer. Det kan ikke tilbagevises.

FRANSISCA
Hvordan kan drømme udarbejdes i detaljer?

UNGE PER
Det kan de. Matematisk korrekt, uigendrivelige. Og det skal de, hvis de skal blive til virkelighed.

FRANSISCA
Jo.

UNGE PER
Det er flere uger siden, jeg gjorde det hele klar; men i nat skrev jeg så det endelige brev til oberst Bjerregrav.

FRANSISCA
Hvem?

UNGE PER
Redaktøren af det mest ansete fagtidsskrift herhjemme. Og når først mit arbejde blir publiceret, skal De se løjer. (En længere pause.) De siger ingenting.

FRANSISCA
Nej.

UNGE PER
De er da ikke ked af det?

FRANSISCA
Madam Olufsen siger, De arbejder hele tiden. Hun er bekymret for Dem. Hun siger, De studerer til minister.

UNGE PER
Noget skal man jo sige, når man blir spurgt.

FRANSISCA
– Det skal man vel –

UNGE PER (efter en pause)
Er De? Bekymret for mig? – Frøken Fransisca, jeg forstår ikke. Jo. Her sidder De og drømmer og så kommer jeg brasende. (FRANSISCA har vendt sig mod UNGE PER. Det syn, der møder ham, er for stærkt. Han læner sig frem og kysser de mutte, lidt forurettede læber.)

FRANSISCA (rejser sig)
Hvis min onkel vidste, jeg sad her alene med Dem, ville han sende mig tilbage til Kerteminde med det samme. (UNGE PER rejser sig også.)

FRANSISCA
De skal ikke følge mig. Hvis De tar knappen med i morgen skal jeg sy den i. (Ud.)

SCENE 11

(En solfyldt morgen. Scenen er fyldt med mennesker, der lar sig varme af morgensolen. Et gyldent billede. En ung elegant, men glædesløs herre kommer slentrende ind. Opknappet frakke, løsthængende halstørklæde. Han har en avis stikkende op af frakkelommen. Det er DYHRING. Han blir fanget af solen, standser op, tænder sig en cigaret. ET BUD passerer scenen.)

ET BUD
G'morgen, journalist Dyhring! Tidlig oppe.

DYHRING
Sent i seng.

(PERS værelse, en del af det samlede billede: MADAM OLUFSEN kommer ind med en bakke. Hun kan li PER.)

MADAM OLUFSEN
Får han aldrig rest eller ro.

PER
Det kommer, madam Olufsen.

MADAM OLUFSEN
Lidt spiseligt må han nu ha. Selvom han også er tre måneder bagud med betalingerne.

PER
Det kommer, madam Olufsen. De vil måske være venlig at poste konvolutten her, når De går ud. Så skal De se, så kommer det alt sammen. (Idet MADAM OLUFSEN vil gå) Herligt vejr!

MADAM OLUFSEN
Hvis jeg må ha lov til at sige en ting.

PER
Ja.

MADAM OLUFSEN
Så skal der mere til at gøre en sommer end at sætte unge piger fluer i hovedet.

PER
Hvad mener De?

MADAM OLUFSEN
Det ved han vist bedst selv. Og mester Jacobæus kunne nemt få nys om, hvad der passerer om morgenen.

PER
Solen kan han vel ikke puste ud.

MADAM OLUFSEN (ud med konvolutten)
Man kan aldrig være sikker.

(Konvolutten bevæger sig nu over scenen fra hånd til hånd for til sidst at ende på BJERREGRAVS skrivebord.)

SCENE 12

("Broen". Igen en tidlig morgen. PER på sit værelse.)

UNGE PER (ser sig om)
– Fransisca –! – Fransisca –! (FRANSISCA dukker op.)

UNGE PER
Hvor har du været? Jeg var lige ved at blive bange for, vi ikke skulle mødes igen.

FRANSISCA
Onkel er begyndt at vågne tidligere.

UNGE PER
Se – (rækker FRANSISCA brevet fra BJERREGRAV)

FRANSISCA
Hvad er det?

UNGE PER
Læs –

FRANSISCA
"Hr. ingeniør P. Sidenius" – Er du …

UNGE PER (det går for langsomt, tar brevet tilbage)
"… Tak for Deres brev og det tilsendte materiale, som jeg med særdeles interesse har gjort mig bekendt med" … Hvad siger du så?

FRANSISCA
Hvad betyder det?

UNGE PER
Hvad det betyder?! Først og fremmest, at jeg ikke er idiot. Bjerregrav er blevet interesseret. Det er det første, måske det allervigtigste skridt, der er taget.

FRANSISCA
Får du så embede?

UNGE PER
Embede? Somom jeg skulle være præst? Siger du ikke til lykke?

FRANSISCA
Jo.

UNGE PER
– Fransisca –

FRANSISCA
Onkel er begyndt at se efter mig.

UNGE PER
Hvem ville ikke se efter dig?

FRANSISCA
Men underligt, Per!

UNGE PER
Det er maven, Fransisca. Han har bare spist for meget kål. (Vil røre hende.)

FRANSISCA
Lad være. (Sidder lidt.) Jeg er færdig med tilskæringskursus i næste uge – men der er så meget mere, jeg synes, jeg skal lære i København.

UNGE PER
Ja, selvfølgelig. Det hele er først lige begyndt.

FRANSISCA
Hvis jeg kunne få lov til at blive – men jeg ved ikke hvordan.

UNGE PER
Du skal blive.

FRANSISCA
Skal jeg –?

UNGE PER
Hvad ellers?

FRANSISCA
– Og jeg er ikke til besvær for dig?

UNGE PER
Hvordan skulle du kunne blive til besvær for mig.

FRANSISCA
Hvis du ikke synes rigtigt om mig.

UNGE PER
Men det gør jeg. Du skulle se mig de morgner, du ikke kommer.

FRANSISCA (Solen bryder endelig frem på hendes ansigt, så ser hun bort igen.)
– Jeg har tre søskende, men…

UNGE PER
Jeg har ti. (FRANSISCA ser undrende på UNGE PER. Han har forstyrret hende i det svære, hun ville sige.)

UNGE PER
Jeg ser dem aldrig. Heldigvis.

FRANSISCA
– Men selvom jeg har tre søskende, skulle der alligevel ikke komme til at mangle noget til mig. (Så er det UNGE PERS tur til at se undrende på FRANSISCA.)

FRANSISCA
Min far er en solid mand.

UNGE PER (bryder ud i et stort grin.)
Ja, penge! Det skulle lige være det, der manglede! Men de kommer. Vær vis på det. Hvor heldet er, kommer der mere til!

SCENE 13

(Morgenfolket igen.)

AVISSÆLGER
Sidste nyt! Mondænt selvmord! Herre af det bedre selskab begår selvmord! Sidste nyt! Sidste nyt!… Læs detaljerne! Ukendt kvinde skaffer sig adgang til kapellet. Sidste nyt! Mondænt selvmord!

(IVAN råber ind til PER.)

IVAN
Sidenius – Sidenius! Har De hørt det? Neergaard har skudt sig en kugle for panden! (Ud.)

(En oprevet LISBETH mødes tilfældigt med ENEVOLDSEN på "broen")

ENEVOLDSEN
Har De tid et øjeblik, frk. Lisbeth. Et digt …
I Rummet det vældige vugges
Vor Jord som på Havet et Blad,
Og jeg er et Støvgran, der glimter
"Gud" ved i Lyset af hvad?…
(LISBETH bryder i gråd. Trykker sig ind til ham.)

LISBETH
… Det er så forfærdeligt… så forfærdeligt… Jeg kan ikke holde det ud…

ENEVOLDSEN
… Tak, frøken Lisbeth… De kender det… De kender det også.

LISBETH
Så forfærdeligt.

ENEVOLDSEN
Det er så sjældent, jeg modtar de reaktioner på min kunst… tak…

SCENE 14

(PER på sit værelse.)

PER
Kom ind. (SAGFØREREN kommer ind på PERS værelse.)

SAGFØREREN
Berggren. De har modtaget vores skrivelse?

PER
Jo.

SAGFØREREN
Jeg skulle bare forvisse mig. Må jeg kondolere. (PER utilpas.)

SAGFØREREN
Hr. Neergaard kom her for et par uger siden op på kontoret. De var nært knyttet til ham, forstår jeg? Må jeg sætte mig?

PER
Værs'go'.

SAGFØREREN (sætter sig)
Desværre kan jeg se, at Neergaard gjorde sig noget overdrevne forestillinger om sine aktiver.

PER
Det tror jeg ikke.

SAGFØREREN
Det er jeg glad for, De siger. Så blir De ikke skuffet.

PER
Hvad skulle jeg blive skuffet over?

SAGFØREREN
– De ønsker måske ikke at modtage arven? (PER svarer ikke.)

SAGFØREREN
Han havde i det sidste år sat sig i en betydelig gæld. Langt større end han vist selv var klar over. Dertil kommet salæret og udgifterne til begravelsen. De kan selv se opstillingen. (Opstillingen blir skubbet frem foran PER.)

SAGFØREREN
Det er jo ikke noget stort beløb.

PER
For en advokat, måske.

SAGFØREREN
De ønsker altså at modtage arven?

PER
– Ja? Det er jo kun penge. Jeg lider ikke af overtro.

SAGFØREREN
De mindede ham vist ikke så lidt om ham selv, da han var ung. – Hvis De skriver under her. (PER tøver, men skriver dog under.)

SAGFØREREN
Vi gik på universitet på samme tid. Han var dengang en mand, man havde de største forventninger til. Han kom ind i udenrigstjenesten. På et tidspunkt fik han tilbudt at komme til England og blive privatsekretær for Prinsen af Wales. Hvorfor han ikke tog imod det tilbud forblir lidt af et mysterium. (PER er nu fuldstændig tillukket. Pengene er talt op lagt foran PER.)

SAGFØREREN
Nej overtroisk er der ingen, der behøver være nu om dage. (Idet han skal til at gå:) I øvrigt, Sidenius. Der indtraf en besynderlig hændelse, efter Neergaard var død. De må have hørt om det.

PER
– Nej.

SAGFØREREN
En ukendt kvinde trængte ind i kapellet, hvor han lå, og overstrøede kisten med blomster. – Jeg tænkte, at De muligvis vidste, hvem den kvinde var.

PER
Nej.

SAGFØREREN
Det gør De ikke. Farvel da. Hvis blot alle vore forretninger kunne gå lige så gnidningsløst som denne. (PER begynder at tælle pengene, men holder op midt i. PER går hastigt. I mørket står en utydelig skikkelse. Skikkelsen tænder sig en cigar.)

SCENE 15

(PER på LISBETHS værelse. En seng, en servante. Et spejl. LISBETH med ryggen til PER. Hun er i færd med at vaske sminken af ansigtet. Hun har en ikke hel pletfri kimono på. LISBETH tørrer ansigtet og vender sig mod PER.)

LISBETH
Hva' så, Per? Ser jeg forfærdelig ud? Er jeg ved at blive gammel?

PER
Hvad taler du om?

LISBETH
Nordmanden, selvfølgelig. Det svin. (Tar en flaske og nogle glas.) De bedste kalder ham genial. Og så spørger han mig, om jeg vil sidde model. (Trækker proppen op med tænderne.) Hvad er for godt for de geniale, tænker jeg. Så jeg sidder gratis. Næsten gratis.

PER
Ikke til mig.

LISBETH
Mine øjne, Per. Ligner de måske et par mosehuller. Genial! Og min hud, som jeg er berømt for… Det hele er selvfølgelig bare noget han har i sig selv og som jeg kan være lige glad med. Men alligevel. Mit legeme er en triumf. Det er, hvad de andre siger, og man har da også kunnet se det på deres lærreder. De lyver ikke! Og her sidder jeg så i al min… Når man sidder model, så gir man sig selv. Alt hvad man har. Se mig og mal. Og hvad er det så han ser… døden. Det er sygeligt. Egentlig skulle man vel bare have medlidenhed med ham.

PER
Neergaard. Du kendte ham, Lisbeth. (LISBETH har sat sig hen til servanten. Ser sig selv i spejlet. Smiler til sig selv. På servanten står der en spilledåse. Hun får den til at spille.)

PER
Du kendte ham vist endda ret godt.

LISBETH
Jeg er også en lille pige, der hopper og leger, og som glæder sig, hver morgen solen står op. Det vil jeg blive ved med at være, ligegyldig hvor gammel jeg blir. (Spilledåsen spiller ud.)

PER
Du vil ikke tale om ham.

LISBETH
Man vil kunne male et billede af en gammel kone på en måde, så man ikke kan undgå at få øje på den unge pige. (Tar sin kimono af. Hun er nøgen under den.)

PER
Lisbeth –

LISBETH
Jeg havde ikke bedt dig om at blive væk så længe. Men jeg er ikke vred. Jeg er også en moden kvinde, der aldrig forlanger mere af sine mænd, end de er i stand til at give. (Går hen til PER.) Nogle mænd kan blive overraskede over at opdage, hvor megen kærlighed, de har i sig. Nogle kan ligefrem blive bange for at opdage det. Det blander jeg mig ikke i. Det er altsammen op til dem. Det eneste jeg er begyndt at satte pris på, er, at de fortæller, når de går og tænker på at blive væk. (Hun er begyndt at knappe ham op, trækker ham med hen til sengen.) Kommer du Per. Vis mig nu, hvad jeg har lært dig. Du er så ung, så spændstig, som et nyplukket æble… rolig, Per, roligt… lige til at sætte tænderne i… (PER er med et øjeblik, men holder så pludselig op.)

LISBETH
Er der noget galt?

PER (sætter sig op.)
Hvorfor kom jeg?

LISBETH
Fordi du trænger til trøst.

PER
Og det benytter du dig af?

LISBETH
Gør jeg?

PER
Du har kendt ham! Det var dig, der strøede blomsterne ud over hans kiste i kapellet! (LISBETH tavs.)

PER
Så ligger du her. Endnu før han er sunket sammen i kisten. Hvad er dether for noget? Hvad er du for et menneske!

LISBETH
Jeg synes, du skal knappe din skjorte igen og gå.

PER
En tæve! En gemen tæve!

LISBETH
Gå, Per.

PER
Hvad er det for noget?

LISBETH
Og bliv væk.

SCENE 16

(Det regner. Tordner måske. En forkommen FRANSISCA står på mødestedet og venter på PER. Han dukker ikke op.)

SCENE 17

(BJERREGRAV's stue)

BJERREGRAV
Du gode Gud! De er jo helt ung! Er De ingeniør Sidenius?

PER (ind med en stor kuffert, han er våd.)
Jeg fik Deres brev…

BJERREGRAV
Hvor gammel er De?

PER
22.

BJERREGRAV
22! (ser PER an.)

PER (tar et lommetørklæde op og tørrer ansigtet,)
Et forfærdeligt vejr.

BJERREGRAV
Det kan være. Jeg har ikke tænkt mig at gå ud… 22!

PER
Jeg tog nogle af de skitser med, De efterlyste i Deres brev. (Løfter kufferten op.)

BJERREGRAV
Holder De mig for nar?!

PER
– ? Det er selvfølgelig kun en del af dem. Men jeg vil hurtigt kunne hente andre, hvis der blev brug for det.

BJERREGRAV
– Lad mig se på det. Jeg siger på forhånd – – (PER har lukket kufferten op og begynder at lægge papirer og tegninger på bordet. BJERREGRAV forsøger ikke at være imponeret.)

BJERREGRAV
Noget af interesse har jeg naturligvis fundet i Deres materiale. Ellers havde jeg ikke bedt dem komme, men langt hovedparten… (nye papirer vælter frem) Deres forslag til en regulering af de jyske fjordindløb røber nye synsvinkler, der synes at hvile på et – nogenlunde – fornuftigt grundlag; men Deres idé med et kanalanlæg tværs gennem Jylland, det forekommer mig mildest talt – ungdommeligt.

PER
Det har vi her – – (ruller en stor tegning ud) Den samlede plan –

BJERREGRAV (stirrer)
Hvis dether er andet end… (blir optaget af tegningen) Hvad er det?

PER
Det er industricentre, som jeg forestiller mig placeret omkring skæringspunkterne.

BJERREGRAV
Det er jo vanvid!

PER
Det hele skal nok ses under ét, før det får mening.

BJERREGRAV
Det rene og skære vanvid!

PER
Fjordreguleringen, kanalanlæggene, som jo i hovedsagen er baseret på allerede eksisterende vandløb, industricentrene – vi må have industrien til Jylland, i stedet for at placere det hele i den afkrog af verden, som København jo er.

BJERREGRAV
Javel så.

PER
Der skal anlægges en havn ved Hjertingbugten, og det blir også nødvendigt at skaffe faciliteterne til en frihavn på stedet…

BJERREGRAV
Også det.

PER
Hvis ikke Hamburg om få tiår skal have erobret den danske handel og gjort Danmark til en ubetydelig provins af Europa.

BJERREGRAV
I Hjertingbugten –?

PER
Ud for Grådyb, ja. Placeringen af Esbjerg er en skandale. Havnen i Hjertingbugten vil aldrig få de tilsandingsproblemer, som Esbjerg altid vil være plaget af. Det er på høje tid, den danske ingeniørstand tar sig sammen og får øjnene op for, hvor i verden, vi befinder os. Og med vandløbene har vi så meget givet på forhånd. Det må være der, vi skal tage fat. I stedet for alle mulige prestigeprojekter. Man må altid spørge sig selv, hvad vi har, og hvor vi kan få mest ud af vore anstrengelser.

BJERREGRAV (ler)
Det må jeg sige! De er et modigt mandfolk. De vil udfordre hele den danske ingeniørstand, og De er fræk nok til at ville gøre det i vores eget tidsskrift – – nejnej, jeg kan li det. De har visioner; men lad os komme igang. Hvordan tar det sig ud, når vi blir konkrete? (tænder sig en cigar.) Jeg har selv engang beskæftiget mig med fjordregulering.

PER
Det kan jeg godt huske.

BJERREGRAV
Kan De?

PER
Da jeg var barn. Jeg boede i Randers. Jeg tillod mig faktisk at bruge ideerne fra dengang som udgangspunkt for mine beregninger; men jeg blev ved med at løbe ind i vanskeligheder. Præcis til det øjeblik det gik op for mig, at det var nogle svagheder ved selve udgangspunktet, der var skyld i det. Det var som en åbenbaring. – Nu skal De se –

BJERREGRAV (med fremstrakt hånd)
Desværre. Jeg har en frokostaftale om en halv time.

PER
Jo.

BJERREGRAV
Uopsætligt. Det ser lovende ud. Hvis De vil give mig fjorten dage, skal jeg se på det.

PER
Jo. Tak – farvel. (BJERREGRAV sætter sig ved kortet. Tar jakken af. Blir opslugt.)

BJERREGRAV
Det var pokkers.

SCENE 18

(PERS værelse.)

PER
Jeg fik ham, madam Olufsen! Den gamle hugaf. De skulle have været der. Han var ellers ved at sætte mig på døren fordi han mente, jeg var for ung. (MADAM OLUFSEN er synlig nervøs. Hun tysser på PER.)

PER
Han ville bare have fjorten dage til at sætte sig ind i tingene. Så skal De se.

MADAM OLUFSEN
Så ti da!

PER
Nej jeg vil ej. Det skal fejres. (Vil gå efter glas, men blir opholdt af en tanke.) – Og når det så står dér. I tidsskriftet. Så vil jeg lade det være ved det. Ikke noget med at sende det rundt. De skal nok få det at vide allesammen. (Vender sig mod MADAM OLUFSEN.) Selv min far. (PER får øje på MESTER JACOBÆUS, der står og ligner et uvejr.)

PER
Fransisca – (MADAM OLUFSEN "flygter".)

MESTER JACOBÆUS
Jeg har ansvaret for min niece. De har haft hemmelige stævnemøder med hende.

PER
Hvad skal det sige?

MESTER JACOBÆUS
Min niece har tilstået alt.

PER
Tilstået? Jeg har talt med Fransisca.

MESTER JACOBÆUS (går truende frem mod PER)
Vil De gifte Dem med hende?

PER
Hvarbeha'r?

MESTER JACOBÆUS
Vil De gifte Dem med hende? Jeg forlanger et klart svar.

PER
– Nu? Vil De ikke sidde?

MESTER JACOBÆUS
Et "ja" eller et "Nej".

PER
Jeg ved ikke –

MESTER JACOBÆUS
De siger "nej"?!

PER
Nej – jo, men –

MESTER JACOBÆUS
De vil ikke gifte Dem med hende? (PER ved ikke, hvad han skal sige.)

MESTER JACOBÆUS
Så skal jeg sige dig én ting, min fine ven! Hvis du så meget som en eneste gang mere forsøger at nærme dig hende, så skal jeg sørge for du blir gennempryglet og lempet ud af kvarteret som den gadedreng, du er!

PER (vreden stiger op i ham, men han tar sig i det.)
– Tøv nu lige…

MESTER JACOBÆUS
Som en skabet hund! Har du forstået?! (Vender sig om og går.) Nu er du advaret! (PER vil gå efter ham, men standser op. Oppe på broen står FRANSISCA og UNGE PER. PER ser derop.)

UNGE PER
Fransisca –

PER
Jeg kunne ikke. Jeg kan ikke gifte mig nu. Så skulle jeg have givet slip på alt. Nu det hele skal til at begynde.

(Lyset ned for FRANSISCA og UNGE PER.)

SCENE 19

(BJERREGRAV sidder midt på scenen i al sin magt og vælde. Kufferten står ved siden af ham. Han rækker den frem mod PER.)

PER
Hvabehar?

BJERREGRAV
Som jeg siger. Det er for umodent og De er for ung til at gå på egen hånd. I Deres alder skal man bruge sin tid til at tage ved lære. De har ikke engang taget Deres eksamen, så vidt jeg har forstået.

PER
Så det er på den måde –

BJERREGRAV
Hvordan kommer De i det hele taget på den vanvittige idé? Sidenius, siger De. Da jeg i sin tid arbejdede med planerne om fjordreguleringen ved Randers, var der en præst af det navn, der førte an i oppositionen mod foretagenet. Det har slået mig…

PER
De har altså skiftet mening?

BJERREGRAV
Min skepsis er blevet bekræftet.

PER
De har skiftet mening! Hvordan kan det gå til?

BJERREGRAV
Jeg skylder vist ikke Dem nogen forklaring.

PER
Hvordan?

BJERREGRAV
Jeg forstår Deres skuffelse.

PER
Hvordan?

BJERREGRAV
Og jeg undskylder Deres ubehøvlede opførsel med den!

PER
Hvorfor har De ikke tillid til Deres egen vurderingsevne?

BJERREGRAV
Sagen er uddebatteret.

PER
Det er vi to om at bestemme.

BJERREGRAV
Så er det godt!

PER
Så er De alligevel ikke et hår bedre end de professormumier, der går omkring inde på gangene og hvirvler støv op.

BJERREGRAV
Deres fornærmelser overhører jeg. Og det er ikke opgaven for vores tidsskrift at tage sig af unge mænds umodne forsøg. De kan tage Deres ting…

PER
Hvor affældig skal jeg da være, før jeg kan gøre mig håb om anerkendelse?

BJERREGRAV
Er De gal?!

PER
Jeg spurgte om noget.

BJERREGRAV (blir en smule nervøs for PERs truende fremfærd) – Jeg har ikke mere at sige Dem. Jeg vil råde Dem til at gå nu, før De ødelægger alt for Dem selv.

PER
Jeg går; men ét ord først.

BJERREGRAV
Jeg må anmode Dem om at gå nu.

PER
De vil komme til at fortryde.

BJERREGRAV
Truer De!

PER
Næste gang vi to mødes, er det Dem, der opsøger mig! (Tar kufferten og går i raseri.)

(Vi blir et øjeblik til på BJERREGRAV. Han brøler i ærgelse.)

BJERREGRAV
Den dreng…!

SCENE 20

(Den trodsige, vredladne melankoli fra BERGS klaver hænger et øjblik og vibrerer i blindheden. Nogle få akkorder. Så blir der stille. En skikkelse, EBERHARD, står på scenen og lytter. Han står for den gennemgående bevægelse. EBERHARD som vidne til synd og armod. Det er aften i storbyen. De trætte familiefædre er vendt hjem efter en lang dags slid og har lagt en dæmper på livsudfoldelsen. Fjernt: Et spædbarn vræler hist, et ægtepar skændes pist – og fra en tredje kant høres brudstykker af en sprukken vuggevise. Det hele samler sig i en hvisken, en mumlen, som er det husene, der står som vidner til menneskenes gang på jorden og formidler deres indtryk tilbage til vores repræsentant på scenen i en lavmælt, monoton messe. BERGS klaver vender tilbage, men nu som en del af "messen". Under dette fades der op for et lys på forscenen. I focus sidder PER. Han er bleg og ser næsten sygelig ud. Han ser tomt hen for sig. Rører sig ikke. Skikkelsen, EBERHARD, nærmer sig PER bagfra, som en skygge, der træder i karakter. Under det følgende toner byen ned og forsvinder. PER er bevidst om EBERHARDS tilstedevœrelse, men vender sig ikke.)

EBERHARD
Det er ikke meget, jeg har set til dig, selvom vi bor i samme by… men jeg skal ikke blande mig i dine sager. Når jeg kommer er det af en bestemt grund. Jeg har været hjemme i nogle dage…

PER
Nåå… De har det vel godt…

EBERHARD
Det kan man vist ikke sige… Far har skrantet en tid.

PER (en sprække i det tillukkede ansigt.) Hvad så –?

EBERHARD
Jeg har i længere tid haft på fornemmelsen, det var alvorligt. Jeg får jævnligt brev fra mor. Jeg skriver jo til dem. (PERS ansigt lukkes igen.)

EBERHARD
Jeg havde en lang samtale med doktor Carlsen, før jeg tog tilbage til København. Det er sandsynligvis kræft. (Det gipper i PER. Han kommer under det følgende i stor sindsbevægelse – en sindsbevægelse, han forsøger at skjule.)

EBERHARD
Far går stadig oppe og passer sin gerning. Så vidt hans kræfter rækker. Du kender jo selv hans pligtfølelse… Men han kan ikke blive ved i mange måneder endnu… Han ved selv, det er ved at være slut… Han er fuldt forberedt… Mor er selvfølgelig ulykkelig; men det er som hendes bekymring over far har givet hende ny livskraft. Hun er endda begyndt at stå lidt op for at kunne være noget mere for ham den sidste tid… Det er en forunderlig nåde at opleve de to gamle mennesker sammen. Så forstår man, hvad man skylder dem… Jeg synes, du ikke skulle være uforberedt, hvis katastrofen pludselig skulle indtræffe … Vi… Jeg taler nu i dine søskendes navn, efter samråd med dem… Vi har tænkt os, at du måske kunne føle dig opfordret til… Jeg mener… kunne føle trang til at søge en tilnærmelse til far, før det er for sent. Jeg ved, han tænker meget på dig… (PER forholder sig tavs og stille.)

EBERHARD
Jeg vil som sagt ikke blande mig i dine anliggender…

PER
Så synes jeg, du skulle lade være.

EBERHARD
… Ja… Så fik jeg vist også sagt, hvad jeg ville… Farvel Peter Andreas. (PER kæmper for, at den indre sindsbevægelse ikke skal blive synlig. EBERHARD fjerner sig. Han går ud af en "dør". Med den åbner han for suset til stormen.)

SCENE 21

(Suset får tag i PER.)

PER
Han kan ikke dø nu. Det kan han ikke! Ikke før jeg får vist, hvem jeg er! Jeg går til aviserne!

(Under det følgende går andre "døre" op. I hver "dør" træder en nobel, noget stiv mand frem. Samtidig stiger suset, for hver "dør" der åbnes.)

PER
Sandheden kan ikke forties. (PER går/løber fra den ene person til den anden, efterhånden som de træder frem. Alle vender de ham ryggen, eller spadserer forbi ham, som var han luft.)

PER
De danske ingeniører er den største hindring for fremskridtet her i landet!

PERSON l
Beklager…

PER (vifter med nogle papirer)
Jeg har beviset!

PERSON 2
Det har ingen interesse.

PER
Beviset!

PERSON 3
Ikke tid.

PER
De overlader Danmarks fremtid til udenlandske hænder!

PERSON 4
Måske en anden gang.

PER
Til ubodelig skade for den danske befolkning! Der må gribes ind! Skal Danmarks fremtid overlades til en flok uduelige fagidioter!

(Ingen orker at svare mere.)

PER
Ministeren! Jeg må tale med ministeren!

PERSON 5
Tar ikke imod i dag.

PER
Er der ingen, der vil høre! Ingen der kan!

(Stormen er taget til. Der står en skikkelse på hans vej. Det er SIDENIUS i præstekjole i færd med at forrette en jordpåkastelse.)

SIDENIUS
… og om føje år vil selv hans navn forsvinde af livets tavle, som støvet der en regnvejrsdag blir skyllet af vore ruder. Så se i nåde ned til denne usle støvhob, forbarm dig over ham, som vi ber dig forbarme dig over os, at vi ikke forspilder vor frelse i tidens larm, men lærer at bøje vore hoveder under din tugtende hånd. For du er alt! Mennesket intet!

(Vinden hyler gennem gaderne. Sidenius begiver sig nu med sit følge tværs over scenen. Fra den modsatte side, dukker der nu et andet følge op. Dette følge strider sig frem mod stormen. FRITJOF går i spidsen og viser vej. Umiddelbart bag ham går to mænd med et stort lærred mellem sig. Det er "Orkan over Vesterhavet". Det er som et optog i en middelhavsbv, hvor den korsfæstede Kristus bæres gennem gaderne. Bagest i dette følge går IVAN, NANNY og DYHRING. Da IVAN får øje på PER vender han sig mod ham og råber gennem stormen.)

IVAN
Sidenius! Sidenius! De er fremtidens mand! (IVAN og NANNY slår en bue forbi PER, mens følget fortsætter lige frem og DYHRING standser op og venter på de to.)

NANNY
Er det ingeniøren?!

IVAN
Hva'!

NANNY
Ingeniøren!

IVAN
Ja!

NANNY (råber til PER)
Det glæder mig at træffe Dem! Ivan har talt meget om Dem!

PER
Jo!

NANNY
Kom og besøg os på Skovbakken! De må komme!

DYHRING
Nanny –!

NANNY
Ivan blir så rastløs derude!

DYHRING
Naanny!

NANNY
Kommer De så! De kommer! (NANNY efter de andre. Hun ser tilbage mod PER og smiler, fortsætter så. Følget bevæger sig ud af scenen.)

PER
Jeg kommer, jeg ser… Den sorte prinsesse! Hun skal føre mig til målet! (Stormen tar nu et sidste øredøvende spring fremad, og opsluger alt.)

SCENE 22

JAKOBE
Jeg var på vej til München. Jeg skulle mødes med en ung, sydtysk advokat. Jeg var forelsket, og jeg troede, mine følelser var gengældt. Det er to år siden.

(Berlins hovedbanegård, industrialiseringens forgård vokser op omkring hende.)

JAKOBE
Fra Berlin skulle jeg fortsætte til München sammen med en veninde; men jeg var taget afsted før tiden, og der var derfor ingen til at tage imod mig i Berlin. – Da jeg trådte ud på perronen, så jeg et stykke derfra en flok lasede skikkelser stå presset sammen. Et par betjente holdt de nysgerrige på afstand. – Jeg skyndte mig bort, ned mod ventesalen i den anden ende. Men hernede mødte der mig et endnu værre syn. – Overalt på gulvet sad eller lå flere hundrede af dem. De samme skikkelser. Mænd, kvinder og børn. Oldinge og spædbørn ved mors bryst. Pjaltede, beskidte, nogle var næsten nøgne, mange bar blodige bind om hovedet eller om hænderne. – Hvad var det for noget? Først forstod jeg det ikke. Så opdagede jeg et par jødiske mænd med hvidt armbind. De gik omkring derinde og uddelte tøj og mad – – Russiske jøder. Jøder ligesom jeg selv. Jeg havde læst om det i aviserne; men jeg havde ikke kunne tro det. Ikke rigtigt. Deres huse var blevet brændt, kvinder skændet, børn slagtet, nu så jeg dem, min egen race, mig selv. Kunne det have været mig selv? Det var som jeg i et glimt så tilværelsens grund afdækket. – Jeg måtte væk. Udenfor gik folk frem og tilbage. Snakkede og lo. Somom flygtningene derinde ikke eksisterede. Som var det en drøm; men det var ingen drøm. Det var virkelighed! Og dette kunne foregå for øjnene af hele Europa uden en myndig stemme hævede sig imod det. Tværtimod. Kirkernes klokker ringede gudsfred over byen, og præsterne stod på prædikestolene og vidnede om kristendommens velsignelser og næstekærlighedens sejr i et land, hvor man med koldblodighed – ja, skadefryd – betragtede disse tog af forkomne hjemløse, der blev drevet gennem landene som pestbefængte og ofret til nød og undergang i selve kristendommens navn! Og derhenne ved døren stod de. To ægte prøjsiske løjtnanter med nakkeskilning og slæbesabel og skinnende sølvepauletter på de brede skuldre. Disse lovens vogtere. Med deres overmodige miner og deres uanfægtethed. Som et sindbillede på hele dette farisæiske kristendomssamfunds brutale selvgodhed. (En mand på hænder, omgivet af en flok, lyse leende piger bevæger sig forbi de to prøjsiske soldater. Det er PER.)

JAKOBE
Hvis jeg havde haft et mordvåben. Jeg kunne have dræbt dem med egen hånd.

SCENE 23

(Skovbakke-idyllen har afløst Berlins banegård. De sidste foranstaltninger til festen gøres i baggrunden. Der er et opgør i gang mellem NANNY og ONKEL HEINRICH. IVAN er også tilstede. JAKOBE er der ligeledes, men ude i siden.)

ONKEL HEINRICH
Hvor mange gange har jeg ikke sagt det, Nanny. Det er væmmeligt at høre en ung pige som dig føre sådan en uanstændig tale. Og forresten er den unge dame, du taler om…

NANNY
Hvadfor en ung dame?

ONKEL HEINRICH
Hende du har set mig følge en enkelt gang. Det er min værtindes datter. En meget dannet og højst respekteret…

NANNY
Jeg taler ikke om nogen ung dame. Jeg taler om en gammel hejre med røde uldblomster på hatten og fede sminkeklatter på kinderne. Og dét siger jeg dig, onkel. Hende kan du ikke være bekendt.

ONKEL HEINRICH
Og jeg siger dig, tøs, at du skulle snakke om, hvad man kan være bekendt.

NANNY
Mig?

ONKEL HEINRICH
Ja du! Hvad er det måske for personer, du trækker til huset med dit uanstændige koketteri? En hr. Sidenius! En bondedreng, der akkurat har fået så megen politur, at han ikke snyder sig med fingrene! Og hvad er det for en fjæs, der sidder på den fyr! Han ser grangivelig ud, som om han har haft en jomfru næsvis til mor og en Hanswurst til far.

NANNY
Jeg finder nu, han er smuk.

ONKEL HEINRICH
Ja, du finder ham smuk. Men det siger jeg dig, Nanny. Gifter du dig med en døbt, som ikke i det mindste er født, så…

NANNY
Hvad så, onkel?

ONKEL HEINRICH
Så får du ikke min brilliantnål efter min død.

NANNY
Dén. Jamen, den har du da også lovet Jakobe. Og Ivan har vist også fået lovning på den.

ONKEL HEINRICH
Hvad er det for et hus! I er allesammen splittergale. Jeg sætter aldrig mine ben i det mere. Det er befængt! (Ud.)

FRU LEA (kommer ind)
Hvad har I dog gjort ved jeres onkel?

NANNY
Ingenting.

IVAN
Du ved, hvordan han har det med mine venner. Nu har han også set sig gal på Sidenius. Jeg fortalte ham bare, at Sidenius tænkte på at rejse og bad ham gøre mig en tjeneste i den anledning. Det er det hele.

NANNY
Skal Sidenius rejse?

IVAN
Han tænker på det. Når han er blevet færdig med sin bog. Jeg har skaffet ham nogle udenlandske kontakter. Det har han måske ikke fortalt dig?

NANNY
Det har han nok. Han siger så meget. (Ud.)

IVAN
Det ved du da mor. Det kunne ikke falde os ind at genere onkel Heinrich. Ikke for alvor. (Ud.)

FRU LEA
Hvad med dig, Jakobe? Er du klar?

JAKOBE
– Jeg har allermest lyst til at gå op og trække gardinerne for og glemme der kommer gæster.

FRU LEA
Hvad så med hr. Eybert? Han har afbrudt sin rejse for at kunne være til stede.

JAKOBE
Så derfor blir jeg også. Det ville være synd andet. Hvis vi bare kunne blive fri for denne Sidenius.

FRU LEA
Ham kan du ikke li?

JAKOBE
Li' og li'. Jeg synes bare det er så nedværdigende at se Nanny springe omkring og gøre sig til for ham. Det er jo helt klart, hvad han er ude efter.

FRU LEA
Nanny er ung og har lyst til at more sig. Hun skal nok vide at passe på sig selv, og når Sidenius rejser…

JAKOBE
Nu undervurderer du ham, mor.

TJENESTEPIGEN (kommer ind)
Fru Salomon.

FRU LEA
Jeg kommer nu. (Til JAKOBE.) Hvad mener du?

JAKOBE
Ikke andet end han her ikke lar sig nøje med lidt mæcenstøtte. Han vil have del i den store gevinst. Og han rejser ikke før han har fået det. Men jeg kan selvfølgelig være ligeglad, så længe det ikke er mig, han har udset til at være den, der skal fremme hans mål. (Vil gå.)

FRU LEA
Jakobe!

JAKOBE (gir FRU LEA et lille knus)
Bare rolig, lille mor. Jeg skal nok opføre mig pænt i aften. (Ud.)

TJENESTEPIGEN
– Fru Salomon.

IVAN (kommer strygende ind)
Er der ingen, der så, hvor onkel Heinrich blev af?

ONKEL HEINRICH
Jeg er her.

IVAN (ud igen) Er straks tilbage, onkel!

ONKEL HEINRICH
– Nå, kære søster – Så befinder vi os atter i en fredfyldt landlig idyl –

FRU LEA
Du har mig nok undskyldt. (Til TJENESTEPIGEN) Nu kommer jeg. (Ud.)

ONKEL HEINRICH
Lea!

(SALOMON kommer trissende ind med en lille buket markblomster. Stor, rund og mild. ONKEL HEINRICH opdager ham.)

SALOMON
Goddag, svoger. Du skulle vel aldrig have set Lea?

ONKEL HEINRICH
– Lea?!

SALOMON
Min kone, ja –

ONKEL HEINRICH
Jeg for min part leder efter fyrst Igor. Der er telegram fra Alexander den Store. Han er gået over Bosporus. (Ud.)

(SALOMON ser desorienteret efter ham. I det samme høres behagelig dansemusik. Gæsterne begynder at komme. SALOMON går frem mod gæsterne for at tage imod. En glidende overgang. Vi er et stykke henne i festen efter middagen på Skovbakken. Gæsterne har formeret sig i små grupper på scenen. Nogle middagsherrer står et sted og taler dæmpet sammen. Her finder vi bl.a. SALOMON og EYBERT. Nogle damer har sat sig ved et bord. Her snakkes der også. Man finder bl.a. FRU LEA og DYHRING her. De fleste, især de unge, er samlet omkring ENEVOLDSEN, der læser op af sine digte. Her finder man bl.a. JAKOBE og IVAN.)

ENEVOLDSEN
… vælter sin duft over vang, over vove,
Hvad gør det mig?
Mit hjerte er ej blomst, ej blad,
og våren gør det ikke glad.
Det har sin egen, sære vår,
Når?

(ENEVOLDSEN kvitterer for applausen med et tungsindigt smil. – Ovre fra kvindegruppen høres:)

EN DAME (henrykt)
Men det kan De da ikke for alvor mene, hr. Dyhring.

DYHRING
Jeg forsikrer Dem, frue… (han fortæller videre, men vi hører det ikke).

JAKOBE (har rejst sig)
…Eybert…!

(EYBERT skiller sig ud fra herrerne og sætter sig til rette ved siden af JAKOBE. Omkring ENEVOLDSEN er stemningen næsten andægtig. ENEVOLDSEN har med en lang pegefinger bladret sig frem til det næste digt.)

ENEVOLDSEN
"Stemninger"
I rummet det vældige vugges
vor jord som på havet et blad,
og jeg er et støvgran, der glimter,
"Gud" ved i lyset af hvad?

(Raffineret. IVAN klapper lydløst i sine hænder.)

ENEVOLDSEN
Og dog er det hele solsystem,
der vugges i ætherens bad,
en krusning i mine tankers hav,
kun lille, og kruses af hvad?

(Der opstår under dette uro udenfor rummet. En uro, der også forplanter sig ind til tilhørerne. Der høres latter og tilråb. ENEVOLDSEN forsøger sig lidt endnu)

ENEVOLDSEN
Alle de voksende skygger
har vævet sig sammen til én
(men så blir han stum).

(Ind på scenen kommer PER gående – på hænder. Han er omgivet af en lille gruppe jublende unge mennesker med NANNY i spidsen. Det er de unge, der morer sig. De ældre befinder sig et stykke derfra. De noterer det, men stort set lader de som om de ikke ser det.)

DYHRING
Det må være ingeniøren. Man kan jo de utroligste ting nu om dage.

NANNY
Er det ikke pragtfuldt?

DYHRING
Det må siges at være temmelig ualmindeligt.

ONKEL HEINRICH
Slet ikke. I Kina er det absolut det almindeligste.

NANNY
Lidt endnu, Sidenius. For min skyld…

ONKEL HEINRICH
Engang jeg var indbudt til middag med de betydeligste mandariner, kom jeg som jeg gik og stod. Det var nær blevet en skandale. Jeg måtte straks op med rumpen, så jeg kunne se mine værtsfolk i øjnene. Men så gjorde vi også de gevaldigste forretninger.

(PER fortsætter under almindelig morskab. EYBERT har rejst sig for helligt hovedrystende at følge fænomenet. IVAN tripper.)

IVAN
Sidenius. Kom ned, Sidenius. Sidenius –

PER
Hvad siger De?

IVAN
Kom ned –

PER
Jeg kan ikke høre!

IVAN (må bøje sig, ned på alle fire, ansigt til ansigt)
Kom ned. Det er ikke hensigtsmæssigt.

PER (får fodfæste)
(Til NANNY) Tror De mig så? (Til IVAN) Deres søster troede ikke jeg kunne. Hun antydede, jeg havde fået for meget at drikke ved bordet. (Til NANNY) Hvad siger De så?

NANNY (klapper PER på kinden)
Det er ikke hver dag, man møder en mand, man kan få til at gå på hænder.

DYHRING
Man skal ikke undervurdere det jyske islæt i vores kultur…

PER
I Holmsland kalder de den evig ungdom. De skulle prøve.

DYHRING
Hvis De ikke har noget imod det, foretrækker jeg at bevare hovedet øverst.

PER
De er måske bange for at tabe det? Nakkemuskler.

IVAN (nervøs)
Sidenius – Dyhring er journalist. Han er interesseret i at høre noget om Deres projekt. Dyhring skriver i "Falken".

PER
Nå – "Falken" – (kender ikke avisen.)

IVAN
Toneangivende indenfor den fremskridtsvenlige del af pressen.

PER
Så skal vi vel gribe det an fra den økonomiske side … med frihavnsprojektet… (ser over på IVAN, der nikker bifaldende.) Hvis vi ser på Hamburgs rolle …

DYHRING (ser efter NANNY, der fjerner sig.)
De må have mig undskyldt… (efter NANNY.)

(IVAN efter DYHRING. ONKEL HEINRICH kommer hen til PER. Følger PERS blik.)

ONKEL HEINRICH
– Hvad siger De, hr. Ingeniør. Hvad formår ikke en skønhed! Det er ikke så få unge mænd, min niece gennem år og dag har trukket til huse… Skønhed og ungdom. Min svoger er desforuden ikke ganske uden midler… (går efter et glas.)

(PER møder JAKOBES blik, netop som hun rejser sig. Et øjeblik varer deres kontakt, så læner EYBERT går frem og hvisker hende noget i øret. Hun smiler. PER vender sig og går udenfor. ONKEL HEINRICH vil snakke videre med PER, men opdager han er væk. Udenfor. I baggrunden toner nu "indtrykket af Skovbakken" op som et eventyrslot.)

PER
Rigdommen! Her er den! Velsign den. Den er grundlaget. Den går hånd i hånd med den sunde, åndelige vækst. Den fri karakterudfoldelse. Vejen bort fra den åndelige forkommenhed, pjalteriet og snusketheden, som har rådet i landet i slægt efter slægt. (Tænder sig en cigar.) Respekt for pengene. På knæ for guldet, folkenes opretholder og forløser.

NANNY (fjernt)
… Hvor blev han af?… … Sidenius –! Sidenius –!

(PER vender sig, uden dog at have til hensigt at give sig til kende. NANNY og hendes tilbedere – deriblandt DYHRING – forsvinder igen. Ud af nattens mulm træder to herrer, som er ude og trække frisk luft. De opdager ikke PER.)

1. HERRE
… Så megen ånd og så mange kundskaber. Det er i grunden både synd og skam, at en kvinde som frøken Jakobe ikke har til sinds at gøre nogen mand lykkelig. Men naturligvis, hvem skulle det være? Det måtte mindst være en prins –

2. HERRE
Der er da hr. Eybert. Han er ganske vist ikke prins, men rigsdagsmand og minister, hvis oppositionen får magt, som den har agt.

1. HERRE
Eybert! Hvor vil De hen. Det må da være en mand af format, min gode. Ellers vil et forhold aldrig komme i stand. (På vej ud.) Ud over alle hendes egenskaber kommer også, at hun er kvinde. Har De virkelig ikke bemærket det?

(De to herrer forsvinder. ONKEL HEINRICH dukker frem fra mørket.)

ONKEL HEINRICH
Ikke sandt, hr. Sidenius? Man kan gøre de mest kuriøse observationer her på Skovbakken. Penge er magnetiske. Disse små runde metalstykker kan bringe de ædleste rørelser frem os. Agtelse, venskab…

PER
Hvad er det egentlig, De vil mig?

ONKEL HEINRICH
Uden omsvøb er jeg vidende om, at en kreds af betydende mænd vil støtte Deres geni. Man har bedt mig kontakte Dem.

PER
Det er Deres spøg.

ONKEL HEINRICH
Absolut. (Rækker PER et kort.)

PER (tar det)
Hvad er det?

ONKEL HEINRICH
Navnet på en spøgefugl. Advokat Griessmann i Klosterstræde. Sig Deres navn, nævn et beløb – og De skal se løjer. (PER ser på kortet. Eventyrslottet.)

ONKEL HEINRICH
I Amerika kan man den kunst at kaste sig frem i verden. Det kunne De lære meget af. Jeg har selv engang bidraget. En fattig djævel skulle frem til karrieren. Han var et geni eller en charlatan, hvad det nu hedder derovre, og alligevel lykkedes det ham at snappe en milliardærdatter for næsen af fødte grever og baroner.

(PER går, blir draget mod eventyrslottet. I dets midte sidder JAKOBE omgivet af nogle herrer i en dannet disput. ONKEL HEINRICH efter PER.)

ONKEL HEINRICH
Han ville lave sødmælk og butter af præriegræs. Uden om køer og malkepiger. Den unge datter var naturligvis forliebt i ham. Men milliardæren, nej. Han skulle ikke have en stodder som svigersøn. Hvad gjorde vi så? Vi dannede et aktieselskab. "Compagny til kunstig fremstilling af sødmælk og fløde". (Her gir ONKEL HEINRICH op. PER er standset op, blændet af synet.)

JAKOBE
Jamen, der må da kunne rejses en bevægelse for den sag.

EN HERRE
Har vi overhovedet råd?

JAKOBE
Har vi råd til at lade være? Vi kan da ikke bare sidde med hænderne i skødet, mens stormagterne indlemmer den ene koloni efter den anden i deres magtområder. Vi må selv skaffe os vores kolonier. Og hvis der fattes penge til krigsvæsnet, så lån dem dog. Vi vil få dem rigeligt tilbage.

EYBERT
Jeg vil nu meget anbefale, at man ikke begir sig af med eventyrpolitik. Den slags er umuligt for et land som Danmark.

JAKOBE (har rejst sig)
Jamen, Danmark er jo selv en umulighed. Så lille det er. Den eneste måde vi kan skabe respekt hos de store er ved rigdom, ved overflod. Rejs en stemning i rigsdagen, Eybert. Det må kunne lade sig gøre for Dem.

EYBERT
Nåh…

JAKOBE (muntert)
De skal ikke altid være så forsigtig. (Hun går.)

NANNY (kommer ind)
Nu kan De ikke holde Dem tilbage længere, Sidenius. De må ind og danse.

PER
Desværre, frøken… (han ser efter JAKOBE)

(NANNY følger PERS blik. Hun får fat i den første den bedste og trækker ham med sig ind på dansegulvet.)

ONKEL HEINRICH (kommer igen hen til PER)
Jeg tror, De gik glip af det vigtigste i min beretning. For den unge mand blev slået op som levemand på Broadway. Han holdt tjener og hest og gav soupers for journalister, og efter to måneder var han kendt af alle i the Street, og…

(PER følger efter JAKOBE. Han finder hende udenfor. JAKOBE har sat sig på en bænk.)

PER
– Frøken Salomon –

JAKOBE
– Ja?

PER
Må jeg have lov –?

JAKOBE
Jeg var ellers gået herud for et øjeblik at blive fri for tobaksrøgen.

PER (slukker cigaren. Sætter sig, lar roen komme over sig)
– Det må være et af de dejligste steder i Danmark – i nærheden af København i det mindste –

JAKOBE
Tror De ikke, min søster leder efter Dem?

PER (overhører det)
Der er et sted ved Randers Fjord. Jeg sad der tit som dreng. Det skete, en sælhund stak sit hovede op over vandet et stykke ude. Den betragtede mig, og jeg betragtede den. I halve timer. Sæler er utroligt nysgerrige – Ellers sad jeg bare der og drømte mig langt bort –

JAKOBE
Jeg forstår på Ivan, De har tænkt Dem at rejse?

PER
Når jeg er færdig med mit kampskrift.

JAKOBE
Hvorhen?

PER
Til Tyskland. Amerika – men dengang drømte jeg mig bare bort. Ikke til bestemte steder. Bort fra indelukket. Mod en anden jord, under en anden himmel, kan man næsten sige. Til et sted, hvor menneskene var skabt af et andet stof. Mennesker med større udsyn, større glæde… men først og fremmest med et større mod til at handle, til at skabe nyt. Det er derfor jeg har kastet mig over ingeniørfaget. Men De kan måske slet ikke li' stillingen. Som ingeniør, mener jeg?

JAKOBE
Jo – hvad får Dem til at tro andet? Tværtimod er jeg overbevist om, at den tekniske udbygning vil få den allerstørste betydning. Afstanden mellem landene og menneskene vil blive mindre. Jernbanen, telegrafen, dampskibene. I virkeligheden er det vejen, måske den eneste, mod virkeliggørelsen af menneskehedens gamle drøm om en broderlig forståelse mellem alle jordens folkeslag…

PER
Hvis De tillader, jeg siger det. De rummer et langt større potentiale, end De selv er klar over.

JAKOBE
Det skal De nu ikke være så sikker på, hr. Sidenius.

PER
Ikke?

JAKOBE
At jeg ikke er klar over det, mener jeg.

PER
Jeg tror det. De er jo også kvinde.

JAKOBE
… Jeg tror, min søster leder efter Dem.

PER
Men hvis jeg nu foretrækker at sidde her og tale med Dem. (JAKOBE som lammet. PER bemærker det ikke. Han bøjer sig ned og samler en sten op.)

PER
Skal vi gætte på, der er mindst fem smut i denher. (Går frem for at kaste.) Kender De ikke til den lidenskab. At slå smut. (Kaster, tæller) …fire, fem,…SYV!

(PER vender sig. JAKOBE er gået. Hun er på vej op mod selskabet. PER forfølger hende. På skovbakken danses der. JAKOBE finder EYBERT. Får ham med ud på dansegulvet. PER står og ser på dem. Jagten på JAKOBE er gået ind. Skovbakken drejes ud.)

SCENE 24

(Bag ONKEL HEINRICH toner nu billedet af en doven sommersøndag frem. Verandaen på Skovbakken. SALOMON sidder i afslappet antræk med en hvid klud over issen som værn mod solen og læser i en avis på den for børsfolks karakteristiske måde: smal sammenfoldet avis – han gør små notater med en kvart blyant. FRU LEA drikker te. EYBERT og JAKOBE sidder og taler sammen. Det er meget varmt. ONKEL HEINRICH befinder sig i forgrunden.)

ONKEL HEINRICH
Det blir en dejlig sommer. Den ene solskinsdag afløser den anden i en lang doven række. Og uden komik blir den heller ikke, for bondeknolden Sidenius har kastet sine øjne på Jakobe, så Nanny slår med nakken og erklærer, at han dog er det mest opblæste menneske, Ivan til dato har bragt til Skovbakken. Jovist, han vil frem i verden, vil Sidenius, chapeau, min bare! tyrebrøl i solnedgang, for skal det være, så er en bondekarl med træske i lommen dog at foretrække for en bleg og smiskende rigsdagsrabarber som Eybert, der fører sig frem med dannelse og kultur som en offentlig piges Jon med fedt i håret. En ren komedie, for se, om ikke min højt begavede niece lar sig befedte, når Eybert, dette baroni i slebne artigheder, kommer spankulerende for at konversere hende med alverdens elendighed i almindelighed og sine småpigers savn efter en mor i særdeleshed. Han har lejet en sommerbolig i nærheden af Skovbakken, og folk er allerede begyndt at tyde stjernernes bane og taler nu åbenlyst om en snarligt forestående forlovelse mellem de to. Alle kan se, hvor det bærer hen, og imens trasker Sidenius omkring med en jysk sindighed, somom marken er mejet og tøsen allerede ligger i høet og venter med blussende kinder og blomster i håret. Hvad venter han på? Skulle det ikke være på tide han fik skeen op af vestelommen? Har han slet ingen øjne i sin skruppelløse forstand? – Herrn Gott von Mannheim, så herlig en sommer, skal den nu ende i sovs og sirup?

(ONKEL HEINRICH ligger nu henslængt i en liggestol med lukkede øjne.)

EYBERT
…jovist, jovist, et tågefolk med uklare hjerner og slappe viljer, som digteren siger. Er det dét, De mener?

JAKOBE
Ikke præcis. Men De må da give mig medhold, Eybert. Det er besynderligt så få og små ambitioner, der præger de unge mænd nu om dage.

EYBERT
Det er vel, som man ser det. Man kunne også kalde det et klædeligt mådehold, for hvad er ambitioner andet, stort set, andet end slet skjult forfængelighed?

JAKOBE
Jamen har det virkelig aldrig undret Dem…

(IVAN og PER er under dette kommet ind.)

EYBERT
Hvad, frøken Jakobe…?

JAKOBE
… hvor sjældent det i virkeligheden er, man møder et menneske, hvis indbildningskraft ligger ud over hverdagens snævreste rammer. I langt de fleste tilfælde går deres stræben ikke længere end til en almindelig samfundsstilling, et borgmesterembede, et indbringende…

EYBERT
Drømme. Forfængelige drømme kender vist de fleste unge mennesker. Lykkeligvis forholder det sig så også sådan, at netop de fleste samtidig er i besiddelse af en portion sømmelig selverkendelse, der bevirker, de holder dem for sig selv.

JAKOBE
Drømme, siger De. Men har noget menneske nogensinde udført noget af betydning her i verden uden først at have drømt det? Er det ikke sådan, at virkeligheden så at sige vikler sig ud af vore fantasier…

(IVAN går hen og kysser sin mor goddag. PER er standset op ved JAKOBE.)

PER
Goddag, frøken. De nyder vejret.

JAKOBE
Goddag.

EYBERT
Det er en anden sag. Når man ikke nøjes med at fantasere, men også forstår at realisere…

(PER går demonstrativt EYBERT forbi.)

EYBERT (der har fulgt PER med "løftede øjenbryn")
Jeg tror jeg har været så uheldig at gøre mig til fjende med den unge mand.

(PER har hørt det, vender sig mod EYBERT. Stirrer på ham.)

JAKOBE
Jamen, hvad er der at realisere, hvis der ingen drømme er?

EYBERT
Jeg sagde ikke, der ingen var. Jeg sagde blot, at de fleste klogeligt holdt dem for sig selv.

FRU LEA
Vil De ikke sidde, hr. Sidenius?

PER (uden at flytte blikket fra EYBERT.)
Nej tak.

JAKOBE
Resultatet blir vel det samme. Hvis man ikke tør at stå ved sine drømme. Det er klart, det kræver mod. Det er forudsætningen. Modet til selv at tro på …

(JAKOBE blir opmærksom på PERS pågående opførsel. Og så opstår den pinlige tavshed. Det rumler i det fjerne. Alle – undtagen PER og IVAN – løfter blikket efter lyden.)

IVAN (skyder en stol hen bag PER.)
Sæt dig nu ned, Sidenius.

(PER vender sig og går hurtigt ud.)

IVAN (efter ham)
Sidenius – (Ud.)

EYBERT
Deres brors ven vil gøre karriere i hovedstaden? Har jeg forstået det rigtigt?

JAKOBE
Det tror jeg.

EYBERT
Man kan så nok blive lidt nervøs for, han vil kunne få svært ved at få folk i tale.

FRU LEA
Hr. Sidenius har vist fået en temmelig mangelfuld opdragelse. Det er virkeligt beklageligt…

(Det rumler igen. SALOMON har rejst sig under det foregående.)

SALOMON
Det må da give regn dether. Hr. Eybert, må jeg lægge beslag på Deres tid et øjeblik.

EYBERT
Naturligvis.

SALOMON
Så lad os gå indenfor. (Idet de går ind) … Jeg er ikke klar over, hvor meget i detaljer, De er inde i lovgivningen omkring bankvæsnet… (De forsvinder ind. JAKOBE rejser sig og går hen til ONKEL HEINRICH.)

JAKOBE
Onkel Heinrich –?

ONKEL HEINRICH (vrissent)
Hmmm.

JAKOBE
Kan jeg forstyrre lidt?

ONKEL HEINRICH
Nej.

JAKOBE
Jeg må bede dig om et godt råd. Du er den eneste kapacitet på det felt i familien.

ONKEL HEINRICH (med lukkede øjne)
Hvis du tænker på at sætte dine penge i østasiatisk kompagni, så lad vær'. Den forretning blir aldrig til noget.

JAKOBE
Det er ikke penge, onkel. Det er alvorligt.

ONKEL HEINRICH
Hvor alvorligt?

JAKOBE
Det skal være en hemmelighed.

ONKEL HEINRICH
Jaså.

JAKOBE
Kan jeg være sikker på, du ikke røber det for nogen?

ONKEL HEINRICH
Du kender mig da, Jakobe.

JAKOBE
Det drejer sig om en gave, jeg gerne vil give til Eybert.

ONKEL HEINRICH
Eybert! Kan han nu ikke købe sine ting selv?!

JAKOBE
Det er en ganske særlig gave. Til en ganske særlig lejlighed.

ONKEL HEINRICH
Og hvad skal det så være for en lejlighed?

JAKOBE
Det er jo det, der er hemmeligheden.

ONKEL HEINRICH
Jakobe – nu begår du vel ingen dumheder?

JAKOBE
Du kender mig da, onkel. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal finde på. Hvis du vil være rigtig sød, så tænker du over det. Og jeg lover ikke at forstyrre mere. (Kysser onklen på kinden og går.)

(PER er under det foregående vendt tilbage til verandaen. Er standset op i nogen afstand fra FRU LEA. FRU LEA lader somom hun ikke har bemærket ham. Nu vender JAKOBE tilbage. PER træder frem.)

PER
Jeg vil gerne undskylde min opførsel for lidt siden. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.

FRU LEA
Deres undskyldning er modtaget. Kommer du med ind, Jakobe. (FRU LEA og JAKOBE ind. PER ser fortabt efter dem. ONKEL HEINRICH kommer op til PER. Han hvisker ham noget i øret.)

PER
Forloves!

ONKEL HEINRICH
Thyss.

PER
Med Eybert!

ONKEL HEINRICH
Jajaja. Behersk Dem unge mand…

PER
Eybert! Frøken Jakobe?!

ONKEL HEINRICH
Hov, hvor skal De hen?

PER (på vej bort)
Hun skal da i det mindste ha en mand! (Ud.)

JAKOBE (kommer tilbage)
Kaldte du, onkel?

ONKEL HEINRICH
Hvem? Mig? Nej!

JAKOBE
– Hvor blev Sidenius af?

ONKEL HEINRICH
Sidenius? Han gik. Det gale menneske.

JAKOBE
Ved du hvad jeg tror, onkel?

ONKEL HEINRICH
Hvor skulle jeg dog vide det fra?

JAKOBE
Jeg tror du har sladret til Sidenius.

ONKEL HEINRICH
Har jeg? Hvad anklager du mig for?!

JAKOBE
Jamen, onkel dog. Ta dog ikke sådan på vej. Jeg ved da, hvor jeg har dig. Du har kun gjort det, jeg ville have dig til at gøre.

ONKEL HEINRICH
Hva'behar. Nu fornærmer du mig.

JAKOBE
Det er da så ligetil. Nu vil det hele være overstået om nogle dage.

ONKEL HEINRICH
Undskyld, hvad vil være overstået?

JAKOBE
Nu ligger Sidenius på sine knæ og erklærer mig sin kærlighed, inden der er gået en uge.

ONKEL HEINRICH
– Og hvad så? Jamen Jakobe dog, kunne du ikke bare have sagt det, som det var?

JAKOBE
Du er altså ikke vred på mig?

ONKEL HEINRICH
Alt skal være dig tilgivet, når vi bare kan blive fri for at få den klaverstemmer af en rigsdagsmand i familien.

JAKOBE
Du mener Eybert?

ONKEL HEINRICH
Eybert, ja.

JAKOBE
Det er jeg ked af at høre. Hvis jeg skal forloves med nogen, blir det da ham.

ONKEL HEINRICH
Hvad blir det! Hvad siger du?!

JAKOBE
Prøv da at forstå, onkel.

ONKEL HEINRICH
Man skal ikke stole på nogen mere! Min egen niece!

JAKOBE
Sidenius vil blive ved med at plage mig, hvis ikke…

ONKEL HEINRICH
Og mig snyder og bedrager du!

JAKOBE
Man har da ret til at gå i fred i sit eget hjem.

ONKEL HEINRICH
Det er altså, hvad man får ud af sin hjælpsomhed. Men det skal blive husket. Det er ikke dig, der arver min brilliantnål. (Ud.)

JAKOBE
Bare et par dage, så behøver jeg ikke mere tænke på ham. Så kan jeg igen sove om natten. Bare et par dage. Så vil det hele være overstået.

SCENE 25

(Hos madam Olufsen. Per er kommet i stadstøjet. Ret fornøjet med sig selv.)

PER (kommer frem)
Nå, hvad siger De så?

MADAM OLUFSEN
– Salomons datter. Det går jo aldrig.

PER
Er der noget galt?

MADAM OLUFSEN
Ingenting med det ydre. Men der er jo det indeni. Han skulle ha sagt "ja", da mester Jakobæus friede for Fransisca.

PER
Det var da pokker til frieri.

MADAM OLUFSEN
Men ærligt ment, og Fransisca kunne jo li ham.

PER
– Hvor gjorde De af buketten? (MADAM OLUFSEN rækker ham blomsterne)

PER
Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer. Frøknen at være alene på Skovbakken onsdag eftermiddag. – Nå, hvad siger De?

MADAM OLUFSEN
Hvad skulle jeg vel sige andet, end han ikke er den unge mand, der flyttede ind her i huset for seks år siden. (MADAM OLUFSEN trækker sig tilbage.)

SCENE 26

(PER står med en stor buket røde roser. Skovbakken drejer ind. Huset er fuldt af festklædte mennesker. Den ældre generation dominerer selskabet. EN HERRE er i færd med at holde en tale for SALOMON.)

EN HERRE
(…) Det er jo ikke så forfærdeligt meget, vi ser til Dem på Børsen, hr. Salomon. De har jo normalt afsluttet forretningerne og er på vej til Deres kontor, når kursnoteringen begynder. Ikke desto mindre er De kendt for Deres flid og Deres høje moral og som sådan et forbillede for mange. Som det blir sagt på børsen, og De må efterhånden også selv have hørt det: Det sker aldrig, De tar fejl af husnumrene trods det Deres kontor og Deres hjem begge ligger i Bredgade. Deres klare, forstandige hoved helliger De forretningerne, og Deres varmtfølende og let overvundne hjerte Deres hjem. Det kan vi, De har været så elskværdig at åbne Deres døre for, bevidne. Må jeg derfor bede de tilstedeværende sammen med mig løfte Deres glas og hilse på fødselaren. (Der hilses.)

(ONKEL HEINRICH har under talen fået øje på PER. Så snart den er færdig, baner han sig vej mod ham.)

ONKEL HEINRICH
…Sidenius…

(JAKOBE står på den anden side af menneskeskaren. Hun ser, hvad der er i færd med at passere, og hendes stemme lyder over selskabet.)

JAKOBE
Onkel Heinrich! (ONKEL HEINRICH standser op som ramt af lynet.)

JAKOBE
Vil du bringe mig et nyt glas, onkel. (ONKEL HEINRICH følger JAKOBES opfordring. PER vil have fat i ham; men bliver standset af NANNY. PER vil under det følgende over til JAKOBE, der står og følger slagets gang. Han har ikke held med sine bestræbelser, for han blir hele tiden indfanget af folk, der gir sig til at snakke med ham.)

NANNY
Også Dem Sidenius! Og med blomster til far.

PER
Deres far?

NANNY
Det er jo hans fødselsdag! Far –!

PER
Nej… vent… (Det er for sent. SALOMON nærmer sig.)

NANNY
Se, hvad Sidenius kommer med. (Tar blomsterne ud af hænderne på PER og rækker dem til SALOMON.)

SALOMON
Roser?

NANNY
Det er da pænt af ham, far!

PER
De må undskylde, jeg sådan trænger mig på; men jeg synes ikke, jeg kunne undlade at kvittere for den gæstfrihed og åbenhed man altid har vist mig her på Skovbakken.

SALOMON
Jo, tak. Tak.

NANNY
Sidenius kan jo ikke vide, du foretrækker markblomster. (SALOMON går over til FRU LEA med roserne.)

NANNY
Og så er De kommet i det nyeste engelsk snit –? Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, De var kommet for at fri. (NANNY går. PER ser fortabt efter hende.)

SALOMON
Roser?

FRU LEA (tar dem)
Så må det være på tide, vi får Ivan til at bede Sidenius om at holde sig væk fra Skovbakken. (EYBERT har med uro betragtet roserne og ægteparret SALOMONs. FRU LEA blir opmærksom på det.)

FRU LEA
– Og hvordan går det nu med den lille Astrids halsbetændelse, hr. Eybert?

EYBERT
Joh tak. Hun er blevet rask.

FRU LEA
Så skulle De have taget børnene med. Det ville have glædet Jakobe.

EYBERT
Jeg tænkte selv på det, men…

(Deres samtale falder i med de andres. EN ÆLDRE HERRE har stillet sig hen ved siden af PER. Han ser over på NANNY, som står med DYHRING. Hun er i færd med at fortælle ham en morsom historie. DYHRING ler højt.)

EN ÆLDRE HERRE (ulykkelig)
– Hvor finder man mage til kvinde?

PER
Hva'?

EN ÆLDRE HERRE
Hvis det kan være Dem til nogen trøst, er vi i den samme ulykkelige situation. Man skulle have været ung journalist…

PER
Undskyld, men hvad mener De?

EN ÆLDRE HERRE
Frøken Nanny, naturligvis. Frøkenen og jeg ville ha været som skabt til hinanden.

(PER vil videre, men blir næsten med det samme opsnappet af IVAN, der har en lille forsigtig mand, ARON ISRAEL, på slæb. ISRAEL har den besynderlige vane hele tiden at kikke til siden for at sikre sig, at andre ikke vil sige noget – i så fald vil han nemlig øjeblikkelig holde inde. Bag ham står FRK ISRAEL og betragter PER med mindst lige at megen velvilje som sin bror. Hun er en lille nikkende dame.)

IVAN
Jeg har læst manuskriptet til dit kampskrift. Det overgår alle forventninger. Min onkel vil meget gerne hilse på dig.

ISRAEL
Israel. Aron Israel. (PER hilser)

IVAN
Jeg går ud fra, du først rejser, når bogen er udkommet. Jeg har netop fået aftalen med Blackbourn og Griess i hus. Du er velkommen til at følge deres opdæmningsprojekt i Alperne som observatør. Min onkel har også nogle forbindelser til Tyskland, hvis det skulle have interesse. Min onkel er filosof.

PER
Kan man være det?

ISRAEL
Jeg for min part… (ser sig om) … mener, at netop de tekniske videnskaber vil få den allerstørste betydning for fremtiden. Det vil kunne påvirke vores måde at opføre os på, ja selv vores måde at tænke.

PER (adspredt)
Det mener De?

ISRAEL
Ja, bestemt. (IVAN er under dette blevet kaldt hen til andre.)

PER (skotter over til JAKOBE, som stadig står på afstand og betragter sceneriet med et dystert blik)
Jaså – Vores måde at tænke på…

FRK ISRAEL (fortroligt til PER)
– Jeg har hørt det –

ISRAEL
Det er min søster. (PER hilser.)

FRK ISRAEL
Men det er måske for tidligt at lykønske Dem –?

PER
Med hvad?

FRK ISRAEL
Så er det for tidligt. Det er jeg ked af. Forlovelsen med Jakobe, naturligvis.

PER
Hvor har De hørt det?

FRK ISRAEL
Jeg holder selv så forfærdelig meget af musik. Jeg håber De vil spille for os senere på dagen.

PER
Jeg spiller ikke.

FRK ISRAEL
Ikke for tiden, måske? Er det arbejdet med den næste samling, der optar Dem?

PER
Min næste samling?

FRK ISRAEL
I Rigsdagen.

ISRAEL
Undskyld, jeg tror min søster misforstår…

FRK ISRAEL (til ISRAEL, påståelig)
Men hr. Eybert er da i Rigsdagen!

ISRAEL
Det er ikke hr. Eybert, Esther.

FRK ISRAEL
Ikke?

ISRAEL
Det er hr. Sidenius. Ivans ven.

FRK ISRAEL
Er det ham? (PER på vej mod JAKOBE, men nu har JAKOBE også sat sig i bevægelse. Nu skal det være. – Hun hilser fraværende på nogle gæster undervejs. Hun tænker hele tiden på det, som skal ske. EYBERT ser, hvad der sker.)

JAKOBE (går forbi ham)
De kan stole på mig, Eybert. (JAKOBE går ud. PER ser det. EYBERT ser at PER ser det, og FRU LEA ser også at PER ser det, og tænker: nu ser EYBERT det forhåbentlig ikke)

FRU LEA
Hr. Eybert. De lovede at give et nummer på Deres instrument i dag.

EYBERT
Skal det være nu?

FRU LEA
Meget gerne, Eybert. Min tante er så opsat på at høre det. (FRK ISRAEL står og nikker bekræftende.)

EYBERT
Jo – naturligvis. (EYBERT sætter sig ned.)

FRU LEA (klapper i hænderne)
Må jeg bede om forsamlingens opmærksomhed et øjeblik. Hr. Eybert vil gøre os den glæde at spille for os. (EYBERT ser hen mod PER. Han ser at PER er på vej ud af døren. Hvorefter EYBERT overgiver sig selv og sit publikum til kunstens vemodige klange.)

SCENE 27

(JAKOBE i haven. Det damper efter regnen. Inde fra huset høres EYBERTS spil. – JAKOBE har taget sin beslutning, men da hun hører PERS skridt blir hun svag. – Så står PER der. JAKOBE vender sig brat. Der er ingen vej tilbage.)

JAKOBE
Hvorfor forfølger De mig? Hvad vil De?!

PER
– De er vel ikke syg? Frøken Jakobe –? Vil De ikke sidde?

JAKOBE (sætter sig)
– De havde noget at fortælle mig?

PER
– Jo – De har måske den sidste tid… Jeg havde blomster med… Jeg kom for at spørge, om De ville være min. Min hustru… (ingen reaktion fra JAKOBE.) Jeg ved, det er dristigt af mig at henvende mig til Dem på den måde. De er en eftertragtet kvinde. Smuk, klog, formuende… Kan jeg tolke Deres tavshed sådan, at min… anmodning ikke kommer helt bag på Dem…? At De måske ser på den med velvilje…? (JAKOBE gir sig ikke til kende.) De må ikke tro, der er tale om en flygtig sommerforelskelse. Fra den dag, jeg første gang kom i Deres forældres hjem og så Dem, var det som et helt nyt liv begyndte for mig… Jeg tilstår, jeg ikke er rig; jeg har kun mine fremtidsudsigter at byde på; men man siger om mig, at jeg ikke mangler evner – og det gør jeg heller ikke. Jeg bilder mig endda ind, at man har svært brug for mig herhjemme; men uden Dem… Det er ikke kun min personlige lykke, men hele min fremtid og velfærd, der afhænger af Deres svar…. Frøken Jakobe…

JAKOBE
Nej.

PER
Jeg forlanger ikke noget endeligt svar. Alt hvad jeg ber om er et lille håb… et løfte med på rejsen ud i verden. De må stole på mig, frøken Jakobe. Der er ingenting jeg ikke vil vove, ingenting jeg ikke vil gøre for at kunne vinde Deres kærlighed.

JAKOBE
Nej.

PER
Jamen, hvad svarer De så?

JAKOBE
Jeg svarer "nej", hr. Sidenius.

PER
– Det kan De ikke. (Jakobe tavs.)

PER
Det er umuligt. Hvordan skal jeg…

JAKOBE
Jeg tror, De overvurderer Deres følelser for mig.

PER
Det er, som jeg har sagt.

JAKOBE
Det kan være. Men det er overflødigt. Jeg er allerede forlovet.

PER
De er for…? Med Eybert?

JAKOBE
Det skylder jeg Dem ingen forklaring på.

PER
De kan ikke gifte Dem med den mand. Det ville være en forbrydelse mod Dem selv. Et menneske som Dem, med De egenskaber De besidder. Hvad kan han tilbyde Dem? Mere rigdom, anseelse, sikkerhed…

JAKOBE
Jeg ber Dem tie stille.

PER
Nej! De er et lidenskabeligt menneske, frøken. De vil måske ikke selv være ved det. Jeg ved, De er et lidenskabeligt menneske. Jeg kan se det.

JAKOBE
Kan De ikke høre, hvad jeg siger!

PER
De er ikke skabt til at sidde i en stol og blive "anset" af fremmede, klappet på kinden af Deres mand – De skal leve, De skal elske. De hader lissom jeg alt det, De er i færd med at give Dem hen til.

JAKOBE
Så ti da stille, menneske!

PER
… Frøken Jakobe…

JAKOBE
Vi har ikke mere at tale om. Hvis De har så meget til overs for mig, som De påstår, så vil jeg bede Dem holde Dem fra Skovbakken i fremtiden. (Vender sig om og går.)
(PER blir stående tilbage. Inde fra Skovbakken klappes der. EYBERT er færdig med at spille. Der blir stille.)

PER
Jeg elsker hende jo!

SCENE 28

(PER står udenfor og ser: Scenen forvandles. Sommeraften i Dyrehaven. En begyndende aftentåge, et let uvirkeligt kogleri. En lille gruppe lyse piger bevæger sig leende over scenen. En mindre del af selskabet fra Skovbakken er taget på aftentur – ud over PER: SALOMON, FRU LEA, IVAN, ISRAEL, FRK ISRAEL, EYBERT – som nu har bragt sine småpiger med – og JAKOBE, som ikke virker lykkelig for situationen.)

EYBERT
– Jakobe – (rækker hende en lille buket blomster, han selv har plukket.) – De dufter pragtfuldt.

JAKOBE
Det gør de sikkert. (EYBERT får travlt med at nyde den smukke aften.)

IVAN (til FRU LEA)
Han sad på vognen, da jeg kom ud. Du vil da ikke ha, jeg skulle have bedt ham om, at stige af igen.

FRU LEA
Hvad som helst, Ivan. Når bare vi kunne være blevet fri for det skrækkelige menneske. (Får øje på EYBERT og JAKOBE.) Se nu der. (Går over til EYBERT, og JAKOBE gir sig til at nyde aftenen sammen med EYBERT, der forsøger at få JAKOBE draget ind i nydelsen) …så velgørende… hvad kan man så forlange mere…?

IVAN (ser sig om)
Men hvor blev han af? Sidenius! – Sidenius! (Nu dukker ISRAEL og SALOMON op. ISRAEL taler, SALOMON grynter. Han kommer med en lille buket. Et par skridt efter ISRAEL følger trofast den lille FRK ISRAEL.)

ISRAEL
– – – men disse bølgemaskiner og vindmotorer eller hvad det nu er, han kalder det. Du må da indrømme det, Philip, det er en tiltalende tanke. Alt det vi hidtil har betragtet som vore fjender og ødelæggere, pludselig kan der vindes kraft af det. Og ovenikøbet, det skulle komme vore fattigste egne til gode. Der blir skabt et helt industri-eldorado. Det lyder da næsten som et eventyr.

EYBERT
Og det er som sådan. Eventyrdigtning. Det er der jo desværre sjældent mangel på herhjemme. Man fødes, lever og dør som fantaster i dette land. – Jeg går ud fra, det er Sidenius, herrerne drøfter.

ISRAEL
Jeg for min del… (SALOMON rækker blomsterne til FRU LEA, der tar dem op til næsen og snuser dem ind. Hun smiler kærligt til SALOMON. EYBERT står med sine blomster.)

ISRAEL
… Jeg synes, det er befriende at træffe et ungt menneske som Sidenius. Han sætter sine mål højt, fantastisk højt. Det er de færreste unge, der gør det nu om dage. En god karriere, og dermed slut. Det er det, de vil. Jeg synes, det er trist.

EYBERT (vender noget uforskammet ryggen til ISRAEL)
En aften i Dyrehaven – (snuser luften ind.) Egentlig burde det belægges med bøder at tale sådan et sted – sådan en aften –

JAKOBE
Dyrehaven er vist stor nok til os alle. Både til de tavse og til de talende.

EYBERT
Bevares. (PER nærmer sig nu selskabet. En næsten umærkelig forandring. Det er som det hele sceneri blir som oplevet af PER. For PER er selskabet en sammensværgelse, han har sat sig for at tilintetgøre.)

FRK ISRAEL
Så du kronvildtet, Philip?

SALOMON
Ja, vi må afsted. Hestene skulle nødig blive forkølede.

IVAN (ser PER, der er noget galt)
Sidenius –? (PER "ryster" ham af. Han er tavs.)

FRK ISRAEL
Jeg kan ikke se dem uden at komme til at gyse. For du har vel hørt om den historie… (ser sig om efter tilhørere) Ivan.

IVAN
Ja, mig. Nej.

FRK ISRAEL
Om den svenske student, der indgik et væddemål?

IVAN
Nej, det har jeg vist ikke, tante.

FRK ISRAEL
Han ville bevise, at han kunne løbe et bestemt dyr i flokken op, men efter en times jagt over stok og sten, så… Død! Et bristet hjerte.

EYBERT (ler skingert)
Jamen, kære frøken. Den historie kan De da ikke selv tro på.

FRK ISRAEL
Han var svensk!

EYBERT
Jo, men selv en svensker ville have løbet sig til besindelse. Og sparet sit hjerte. Tror De ikke?

FRK ISRAEL
Han faldt død om!

PER
Jeg tror på det.

EYBERT
Gør De?

PER
Jeg tror på, at en mand med respekt for sig selv, gennemfører, hvad han har sat sig for. Koste, hvad det vil.

EYBERT
Javist, det er mandigt; men ikke klogt. Fra mine studenterdage er der en episode, der kunne minde en hel del om denne. (Ser sig omkring for at samle opmærksomhed – og det gør han fra PERS synsvinkel, lutter optagethed.) En flok på vej tilbage fra en skovtur. En af vennerne holder af at gøre sig til af sine kræfter. Pludselig springer han af vognen og siger han vil løbe resten af vejen tilbage. Og alligevel være i byen samme tid som os. Det lyder ikke urimeligt. Hestene er stivbenede og dovne. Men ti minutter efter standser han op. Han kan knap nok få vejret. Og han erklærer højtideligt, at han ikke ville løbe mere, fordi "det var synd for hestene". (Latter. – Man er begyndt at stige på "vognen". Alle ler, undtagen JAKOBE – og PER. Han raser, i stilhed.)

SALOMON
Han burde indstilles til hædersdiplom i "Dyrenes Beskyttelse". Hvis han stadig lever.

EYBERT
I bedste velgående. Han tog overhovedet ingen skade.

PER
Men samfundet gjorde måske.

EYBERT
Hvad? Det forstår jeg vist ikke.

PER
De mennesker, der var udset til at være fremtidens ledere, de mistede ved den lejlighed troen på den menneskelige viljestyrke. Og det lider vi allesammen under i dag. (Alle, undtagen PER, er kommet op i "vognen".)

FRU LEA
Ivan, vil du bede hr. Sidenius…

PER (afbryder, til EYBERT)
Hvad nu, hvis jeg påtog mig at indfri Deres vens ord. Kunne det så tænkes, at De kunne genvinde troen på viljestyrken.

EYBERT
Jeg tror ikke, vi er i stand til i tilstrækkelig grad at værdsatte Deres form for humor, hr. Sidenius.

FRK ISRAEL (der ikke aner, hvad det handler om, men som føler den almindelige modvilje mod PER.)
Han forsøgte også at bilde mig ind, han var rigsdagsmand.

ISRAEL
Nej, Esther –

PER
Hvis jeg nu løb tilbage til Skovbakken. (JAKOBE, som har sat sig bagerst i vognen, rejser sig. Hun er bleg. Suset fra havet kan nok høres nu. Det stiger under det følgende.)

EYBERT
Det kan De ikke.

PER
Hvis jeg nu alligevel gør det.

EYBERT
De må være gal.

PER
Jeg gør det!

IVAN
Sidenius…

SALOMON
Sæt Dem op i vognen, Sidenius!

PER
Beklager, hr. grosserer. Det er alt for vigtigt til man kan lade den chance gå fra sig.

SALOMON
Hvis De ikke sætter Dem op, må De gå tilbage.

PER
Jeg løber…

SALOMON (slår med tømmen)
Kom så!

PER (sætter i løb – på stedet)
Tænk, hvad det kunne kommer til at betyde for fremtiden, hvis rigsdagsmændene pludselig genvandt troen på viljestyrken! Ethvert forsøg må gøres. (Der køres og løbes.)

IVAN
Sidenius… Jeg ber Dem. De blamerer familien.

PER
Det nytter ikke. Der må tænkes større. Dristigere, hr. Eybert!

FRU LEA
Vi kan ikke have Dem til at løbe dér ved siden af vognen.

PER
Så tar jeg et forspring! For hjertet kan De være rolig… det holder… det holder… (osv.)
(PER løber til. Vognen med passagererne lades bagud. Den eneste der ses, er JAKOBE. Hun har rejst sig, bleg men fattet. Hendes ansigt svæver som en måne over skyggerne i vognen. Suset, stormen tar til. PER skal overvinde det. "Jeg vil…jeg vil…" Skikkelser dukker nu op ude i mørket og gir sig til at råbe gennem stormen til den løbende PER. De medvirkende skikkelser er: BJERREGRAV, FRANSISCA, MESTER JAKOBÆUS, NEERGAARD, LISBETH, EBERHARD, SIDENIUS, FRITJOF og sirenen OLINE. Først modstanden:)

BJERREGRAV
En charlatan! En gal!

EBERHARD
Far tænker på dig. Du skal vide, hvad du skylder ham!

SIDENIUS
Gud er alt! Mennesket intet!

PER
Jeg vil… jeg vil…! (Så "medvinden", sirenen OLINE gir sig til at synge.)

FRITJOF
Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige oprører! Frihedens og glædens skytsånd! Jeg hilser dig! Jeg hilser dig!

NEERGAARD
De er fri! De er ubekymret! De har store planer! Vent og se!

ALLE (overgiver sig)
Vent Vent –! (PER segner. Skikkelserne trækker sig tilbage.)

SCENE 29

(PER ligger på Skovbakkens veranda. En ny gruppe samler sig om ham. De tilbageblevne rester af eftermiddagens selskab. JAKOBE står lidt i baggrunden.)

NANNY
Han kom løbende. Dyhring forsøgte at tale til ham…

DYHRING
Det var som han ingenting forstod.

NANNY
Og så pludselig faldt han om. Hvad skete der egentlig? Var det et væddemål?

FRU LEA
Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik af hr. Sidenius.

SALOMON
Er der sendt bud efter lægen?

NANNY
Det er længe siden.

FRU LEA
Længe siden?

NANNY
Mindst fem minutter –

EYBERT
Manden er virkelig moden til indlæggelse.

PER (rejser sig)
De skal ikke sende bud efter nogen læge til mig.

IVAN
Sidenius! De klarede den! Han klarede den!

PER
Jeg har det fint nu. Det var bare …

IVAN
Han klarede den, tante!

FRK ISRAEL
Men hjertet.

IVAN
Ingenting! Han klarede den, Eybert! Nu må De da tro på viljestyrken. (Folk begynder at gå indendørs.)

EYBERT
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro. (Går ind.)

IVAN
Han sætter sig et mål og når det. Det er det, der skal til. Sådan skal det være. Hvad siger du så, onkel Aron. Tror du så ikke den mand kan gøre det umulige? (Ind med de sidste.)

(Et stykke fra PER står JAKOBE. Deres blikke mødes. JAKOBE blir stående. På bænken ligger de blomster, JAKOBE har fået af EYBERT.)

PER
Nu skal De ikke glemme Deres blomster, frøken. (JAKOBE rører sig ikke. PER rejser sig, tar blomsterne og går frem mod JAKOBE med blomsterne. Idet han når frem til JAKOBE, går hun. PER griber fat i hende. Hun kaster sig ind til ham. Omfavnelse.)

PER
– De vil være min. Vil De?

JAKOBE (næsten uhørligt)
Ja. (PER slynger blomsterne fra sig og begraver sig i JAKOBE.)

PER
Er det altså sandt?

JAKOBE
Ja! (Omfavnelse. Et øjeblik vildt og inderligt, så slider JAKOBE sig løs. Idet hun går fra PER på vej ind, kommer EYBERT ud.)

EYBERT
Nå der er De, jeg kunne … (så opdager han den er hel gal, vil gribe ud efter hende.)

JAKOBE
De skal lade mig være. (Ind.)

(Taberen EYBERT. Går så ind igen. PER frem på scenen, råber ud over publikum.)

PER
Jeg har sejret! Jeg har vundet en million!

SCENE 30

(MADAM OLUFSEN sidder og gynger. Hun hører nogen komme.)

MADAM OLUFSEN
Hvem er det?

PER (off, træt)
Mig. Sidenius.

MADAM OLUFSEN
Der ligger et brev til ham.

PER (off, oplivet)
Hvem er det fra?

MADAM OLUFSEN
Han kan godt falde ned. Det er ikke fra hans forlovede. (PER kommer ind. I hverdagstøj.)

MADAM OLUFSEN
Hvornår er kærestefolk også begyndt at skrive breve til hinanden, når de bor så tæt og kun har været forlovede i en uge.

PER
Hvor er det? (PER får det, hvorefter MADAM OLUFSEN fjerner sig. PER åbner det.)

PER
… Eberhard… "Jeg hører, du står i begreb med at begive dig ud på en længere udenlandsrejse. Jeg skal derfor ikke undlade at gøre dig opmærksom på fars tilstand, som er mærkbart forværret siden vi sidst talte sammen. Om katastrofen indtræffer nu eller om et halvt år, kan ingen sige; men mor skriver, at ingen dag går til ende, uden han taler om dig…" (PER krøller brevet sammen. Synker sammen på en stol. OLINES sang, off, mens lyset lukker sig om ham, som en eftertanke.)

SCENE 31

(På verandaen. JAKOBE sidder med en plaid om livet og en bog i skødet. Hun læser ikke. Der høres krager. Nu er der også en anden lyd. Mennesker. JAKOBE går ind. IVAN og PER kommer ind.)

IVAN
Du kan da virkelig ikke rejse, før din bog udkommer.

PER
Den er skrevet. Andre må tage sig af den.

IVAN
Jamen pressen. Debatten efter. Det er næsten det vigtigste. Du må blive og forsvare dine synspunkter. Det nytter ikke noget.

PER
Var Jakobe ikke her lige før. Jeg synes jeg så hende.

IVAN
Det ved jeg ikke.

(TJENESTEPIGEN kommer ud for at rydde op efter JAKOBE.)

IVAN
Har De set Jakobe?

TJENESTEPIGEN
Hun gik op for at lægge sig. Hun havde det dårligt.

IVAN
Vil De så ikke nok være rar at gå op og sige, at Sidenius er kommet.

TJENESTEPIGEN
Desværre. Frøknen gav mig besked på, at hun under ingen omstændigheder ville forstyrres.

IVAN
Ja så… (trækker på skuldrene mod PER.)

PER
– Det kan jeg sige dig. Jeg kunne rejse den dag i morgen. Det eneste, der holder mig tilbage er Jakobe. (IVAN forlegen.)

PER
Din far var så elskværdig at give mig et akkreditiv på 5000 kroner. Jeg kan få det fornyet om et år, så jeg kan rejse overalt – så længe, jeg har lyst – det eneste, han forlangte, var, at forlovelsen blev holdt hemmelig til jeg kom tilbage.

IVAN
– Jeg er lykkelig på Jakobes vegne. Hun kunne ikke have gjort noget bedre valg.

PER
Du er den første, der siger det.

IVAN
Du må ikke misforstå mine forældre. Jakobe…

PER
Hvad er det, der foregår, Salomon?

IVAN
Jakobe…

PER
Hvad anser man mig for? Det er Jakobes hjerte jeg har vundet. Ikke en frirejse til alverdens lande. Hun sagde "ja". Men hun lukker sig inde på sit værelse, eller taler til mig, somom jeg var en fremmed. Jeg rejser ikke en dag før, jeg har talt med hende. Alene. Jeg må vide, hvad hun tænker.

IVAN
Hvis jeg bare vidste, hvad jeg kunne gøre.

PER
Der må være en nøgle…

IVAN
En nøgle?

PER
En måde man kan få hende i tale. Der findes altid en måde… Desværre, Salomon. Jeg blir nødt til at tage tilbage.

IVAN
Du er lige kommet. Du kan da blive og hilse på mor.

PER
Det nytter ikke. (På vej bort.)

IVAN
Hvad med Jakobe? Skal jeg hilse hende?

PER
Det må du heller. Nu hun alligevel har set mig. (Ud.)

(IVAN går ind.)

SCENE 32

(Hen mod morgen på Skovbakken. Det er endnu mørkt. To petroleumslamper nærmer sig hinanden fra hver sin side og mødes midt på scenen. Den ene blir båret af FRU LEA, den anden af JAKOBE. Den sidste er fuldt påklædt. – SALOMON i baggrunden.)

FRU LEA
– Jakobe –? Sover du heller ikke?

JAKOBE
Forstyrrer jeg?

FRU LEA
Vi er på vej i seng. Det var dig, vi snakkede om. Vi undrede os over, hvorfor vi ikke har set Sidenius herude i et stykke tid.

JAKOBE
Han har vel så travlt med sine forberedelser til rejsen.

FRU LEA
– Er du lykkelig, Jakobe?

JAKOBE
Det var da et underligt spørgsmål.

FRU LEA
Er det? Du fik brev fra ham i går morges.

JAKOBE
Ja.

FRU LEA
Det lå fremme på dit bord om aftenen. Jeg kom tilfældigt til at se det. Det var ikke blevet åbnet. Mit spørgsmål er måske ikke så underligt endda.

JAKOBE
Det har sine grunde, mor.

FRU LEA
Det har det vel; men det tyder nu ikke på, du er lykkelig. Når man kan vente så længe … Det er måske dig selv, der har bedt ham holde sig fra Skovbakken? (Jakobe tavs.)

FRU LEA
– Vi fik også et brev den anden dag. Fra Eybert. Han ber os have forståelse for, at han den kommende tid vil holde sig fra Skovbakken. Et venligt brev, og storsindet. Jeg er sikker på, han ville genoptage sine besøg, hvis vi bad ham. Jakobe – Du er vel ikke syg?

SALOMON
Ja så… Lea, skal vi… (FRU LEA lægger et sjal om skuldrene på JAKOBE. De to gamle trækker sig tilbage. JAKOBE går frem, ud på terassen, hvor hun sætter sig.)

JAKOBE
Hensynsløs… han er hensynsløs… Ingen skal slippe fra at behandle mig, somom jeg var en… Hvad er det for en magt han har over os. Ivan, onkel Heinrich … Nanny … Nanny … Og jeg, der har drømt om fremtidens helte, det genskabte aristokrati, åndens adelsskab. Og så ham! Men den dag. Jeg så ham. Han svømmede ud på Sundet. Det blæste, der var bølger, og han svømmede ud, længere og længere ud, til sidst forsvandt han. Han kunne være druknet. – Skal jeg kunne forstå ham? – Per – (Det er blevet lysere. En grå morgen. JAKOBE blunder let. Det er som halvt drøm halvt virkelighed. PER kommer ind, standser op, ser den sovende JAKOBE. Står et øjeblik. Han går op til hende.)

PER
– Jakobe – Jakobe –

JAKOBE
Per! Så er du her. Så er du her, Per. (JAKOBE springer op og omfavner ham. Holder ham tæt ind til sig.)

JAKOBE
Og nu rejser du.

PER
Nu kan jeg rejse.

JAKOBE (trykker sig igen tæt ind til ham.)
Jeg beklager mig ikke. Du skal aldrig høre en klage fra min mund. (Kysser ham.) Sig, du elsker mig.

PER
Det ved du da.

JAKOBE
Sig det alligevel. Jeg vil høre det.

PER
Det er da…

JAKOBE
"Jeg"

PER
Jeg…

JAKOBE
"elsker"

PER
Det er for tosset… Du ved det. Det hele er vores nu. Vent og se, Jakobe. (Trækker sig tilbage.)

JAKOBE
Er det nu?

PER
Det er nu. (Ud.)

(FRU LEA og SALOMON kommer ud. JAKOBE vender sig mod dem. Hun går hen og omfavner moderen.)

JAKOBE
Jeg elsker ham, mor. Sådan er det. (Ser over på SALOMON.) Det kan ikke være andet. (SALOMON går sørgmodigt, men med accept hen og klapper hende på kinden.)

JAKOBE
Tak – (SALOMON og FRU LEA trækker sig tilbage. JAKOBE vender sig mod det sted, hvor PER forsvandt, og nu er det som al kraft siver ud af hende. Hun samler sjalet om sig. Det er efterår, bladende begynder at falde. På Skovbakken går man i gang med at pakke sammen til vinteren. Kulissen lægges ned.)

PER (off)
Berlin, Jakobe!

JAKOBE (lille)
Af alle byer. Berlin.

PER (off)
Hvilken koncentration af kraft! Hvis jeg troede på forsynet, ville jeg knæle ned i taknemmelighed over at være født i dette stolte århundrede! Endelig er mennesket blevet sin magt bevidst. Nu begynder det at omskabe verden efter sit eget hovede. I en storhed ingen gud i sine vildeste nætter kan drømme!

JAKOBE
Men hvad nytter det –? Er han den, han tar sig ud for at være? Er det andet end ord –? (IVAN kommer.)

JAKOBE (til IVAN, fortsætter næsten monologen)
Er det overhovedet andet end ord, Ivan?

IVAN
Kom –

JAKOBE
Er det ikke bare sådan, at han har fordrejet hovederne på os. Fordi han er – en mand?

IVAN
Der er én, der vil tale med dig. Kom med. (ISRAEL kommer IVAN og JAKOBE i møde.)

ISRAEL
Jakobe! Nu skal du se. Jeg fik et brev fra min gamle ven, professor Pfefferkorn …

IVAN
Professoren er en af Tysklands førende videnskabsmænd.

ISRAEL
Min ven har mødt din forlovede. Jeg tænkte, du måske var interesseret i at høre, hvad han skrev.

JAKOBE
Jo.

ISRAEL (med brevet)
"… ingeniør Sidenius" – ja – "… en mærkelig naturbegavelse, af hvem den danske nation vistnok har lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har sjældent truffet noget menneske, der besad en så umiddelbar, frisk og levende opfattelse af naturen og dens fænomener. Jeg vil ikke sige, hans betragtningsmåde tiltaler mig stærkt, dertil er den mig for jord-vendt; men hver tid har vel sine idealer, og når jeg hører din unge landsmand uden svimmelhed tumle med de dristigste planer til en samfundsomskabelse, skabt gennem en beherskelse af naturkræfterne, synes jeg at se for mig en prototype for det tyvende århundredes handlestærke menneske –" (JAKOBE har måttet sætte sig. Hun har under det foregående ikke kunne holde lettelsens gråd tilbage.)

ISRAEL
Jamen, Jakobe. Lille Jakobe. Det var ikke meningen, du skulle blive ked af det – (IVAN tar ISRAEL med sig, så JAKOBE kan være alene.)

JAKOBE
Nu ved jeg det. Så er det ham. Ingen forloren hellighed eller falsk næstekærlighed – ingen selvforherligelse, ydmygelse. Der vil blive kastet det lys over mennesket, det fortjener, ikke mere og ikke mindre. Han vil kunne gøre det. – Åh, Per – hvor længe skal der gå.

TJENESTEPIGEN (ind med et telegram)
Der er et telegram til frøknen.

JAKOBE
"Min bror telegraferede. Min far ligger på sit yderste. Jeg tar toget nordpå i aften, er i Randers i morgen formiddag. Jeg tar tilbage samme aften. Det drejer sig kun om en afbrydelse på to døgn, så er jeg tilbage i Berlin." – Hvad er det, din far – Per! (blir igen meget lille)

SCENE 33

(En øredøvende tuden fra natekspressen. Toget farer gennem natten. PER vender tilbage til sin barndomsby. Barndomserindringer møder ham på hans vej frem. Råb fra kælkebakken, oppe på "broen" sidder OLINE og synger. UNGE PER ser efter OLINE. Han krydser PERS vej og forsvinder ud. Sengen med FADEREN køres frem mod PER. Den er omgivet hans søskende. PER er standset op, sengen står stille. OLINE forsvinder. Fra gruppen omkring sengen træder EBERHARD nu frem mod PER.)

PER
Hvordan går det?

EBERHARD
Det kan ikke vare længe nu.

MODEREN (har nu også set PER)
Peter Andreas! (kommer imod ham, omfavner ham.) Så er du kommet, Peter Andreas. Så er du kommet. – Måtte det ikke være for sent.

PER
– For sent?

MODEREN
Det var din fars store håb, han måtte opleve, du vendte tilbage til ydmyghedens vej. – Du har fået rige velyndere, kan jeg se. For du har vist ikke noget arbejde, har jeg forstået.

SIGNE (kommer til dem)
– Mor. – Det er nu, mor – (MODEREN skynder sig til sygesengen, bøjer sig ned over FADEREN.)

MODEREN
Det er Peter Andreas, far. (MODEREN bøjer sig ned over FADEREN. Han forsøger at hviske hende noget i øret.)

MODEREN
Han vil, vi skal synge. (SIGNE sætter i med "Til himlene rækker din miskundhed Gud", og de andre følger trop. MODEREN er dog for bevæget – og PER deltager ikke. Pludselig tar PER hænderne op til ansigtet, nogle rystelser går gennem hans krop. Han sætter sig et stykke fra gruppen. Sangen svinder hen, og FADEREN er død. – SIGNE folder FADERENs hænder. PERs søskende trækker sig tilbage og ud. SIGNE sætter sig ved liget. PER sidder alene. Læser et brev op, han lige har skrevet.)

PER
"… at for få øjeblikke siden gik min far bort. Jeg vil ikke skjule for dig, Jakobe, at jeg er glad for, jeg tog hertil. Hvor meget der end har været mellem far og mig, har han jo altid kun handlet efter sin bedste overbevisning. Hans død var meget smuk. Han var ved bevidsthed til det sidste og med en beundringsværdig sjælsstyrke så han døden i møde –" (PER krøller så pludselig brevet sammen i vrede. Mod PER kommer nu MODEREN. Hun lægger en lille bylt foran ham. PER pakker op, et ur. Han ser på MODEREN. Hun nikker.)

MODEREN
Din fars eneste jordiske klenodie.

PER
Sølvuret.

MODEREN
Han ville, du skulle have det. Det har en historie, han selv ville have fortalt dig. Nu må jeg gøre det i hans sted. Det var efter en juleferie, han som halvstor dreng skulle rejse tilbage til latinskolen, da bedstefar forlanger at få kuffertnøglen, så han kan se, at alt er lagt ordentligt ned og ingenting er glemt. Din far blir vred. Han er som ung heftig og nem at støde, når nogen går hans ære nær. Så han rejser uden at sige farvel til bedstefar. Da han kommer til skolen og åbner kufferten, ser han, at ingenting er rørt; men i et hjørne ligger det ur, du der sidder med, Peter Andreas. Da forstår han, at bedstefar har villet give ham en glad overraskelse, og han falder i heftig gråd. Den nat vandrer han de fire mil tilbage og helmer ikke, før han har kastet sig om bedstefars hals og bedt om tilgivelse. Og samme nat, da han på den måde ydmygede sig og gik den tunge bodsgang til jordiske fader, den nat var det også, at han overvandt sin trods og fandt vejen til Gud Fader i Himmerig. (Ud.)

(PER sidder med uret uden at røre sig. Så rejser han sig, går hen til liget. Han lægger uret ved sengen og går. MODEREN kommer til. SIGNE og MODEREN, de efterladte, ser efter ham.)

SCENE 34

(Fra mørket)

PER
Min far er død! Han så mig aldrig! (I Alperne. En bryllupsfest på sit højeste. Festdeltagerne er på vej op i en højereliggende dal, hvor de slår sig løs. De kommer op gennem scenegulvet. I deres midt er en FRITJOF-lignende figur, der råber ansporende:)

"FRITJOF"
Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige oprører! Du frihedens og glædens skytsånd! Alle djævleungers gud! ("FRITJOF" griber fat om en ungmø og svinger sig i dansen. PER er deltager i festlighederne. Han er sammen med en lokal bondepige. Der er blandt deltagerne også EN NEERGAARD lignende figur. Han går bleg af ophidselse omkring fra kvinde til kvinde for at se, om der ikke skulle befinde sig en LISBETH bag facaden. Han har ikke held med sin eftersøgning. "FRITJOF"s ungmø blir revet ud af armene på ham, og da han igen vil have fat på hende, vil hun ikke kendes ved ham.)

PER (midt i dansen, til "FRITJOF")
Hva' så, Lucifer. Hvor blev oldemor af?! ("FRITJOF" ser sig gal på PER, forfølger ham under det følgende.)

"FRITJOF"
Vent og se! I er så raske, I unge! Vent, siger jeg! Til I selv får de første grå har i tindingen! Det kommer også til jer! Regnskabets time! Lidt overflødigt fedt om hjertet, færdig! Værsego, der er serveret. Et festmåltid for et regiment maddiker! (PER slider sig løs fra BONDEPIGEN. Hun blir straks grebet af en anden; men i modsætning til "FRITJOF"s frille, vil hun gerne tilbage til PER.)

BONDEPIGEN
Hr. Ingeniør! Hr. Ingeniør!

"FRITJOF" (forfølger PER)
Vi skal ingenting forsværge, unge ven! Der findes mere over stjernerne, end vi drømmer om. Vores liv er som skrevet i sand! Flygtige og fredløse på jord! (PER er forsvundet. Selskabet er igen på vej ned igennem hullet i scenen. Den sidste, der forsvinder er BONDEPIGEN. Hun går omkring som en herreløs hund og råber.)

BONDEPIGEN
Hr. Ingeniør! Hr. Ingeniør! (Så forsvinder hun også. Jorden lukker sig efter dem.)

SCENE 35

(PER i højden. Isøde. Stilhed: en tone. En højtidelig stemning griber ham. Han ser, lytter.)

PER
… stenørken… is… så nær det tomme rum… stilheden … den evighedsdybe stilhed … findes der i verdensrummet lydsvingninger, der ikke lar sig opfatte af det menneskelige øre…? (Ja.) Så er det med døden som med stilheden? Så er det vi kalder død kun en anden form for liv, som alene kan fornemmes gennem "sjælens opvakte" sanser. Så er det sandt! Gud er til! Du er der! Derfor var det, de gamle profeter i tvivlens og afmagtens øjeblikke søgte ensomheden i ørknen. For at høre din stemme! Det var det, jeg skulle se! Så vis dig for mig, herre! Lad mig ikke alene
(suset)… ingenting … hallucinationer … bedrag (råber stadig til den gud, der har snydt ham) Der er kun mig selv! Og angsten! Den samme angst menneskene til alle tider er blevet grebet af, når de har stået ansigt til ansigt med verdensgabets øde! Horror vacui! Far og mor til alt i himmerig og helvede! Angsten skaber hallucinationer, og hallucinationerne ny angst. Sådan er det blevet ved gennem tiderne til gud er formet og himmerig og helvede er befolket. Du er skabt af vores egen angst, Gud! Tilbage blir tomhed, iskulde, dødsstilhed –! – Jeg har set det! Tilværelsens grund afdækket. – Men hvordan finder jeg tilbage herfra? Når det er som hele mit liv synes at tilhøre en fjern fortid. Som har jeg levet på en anden klode. Hvordan komme tilbage –? Hvordan?! (Lyset lukker sig om ham. Det begynder at sne.)

SCENE 36

(JAKOBE står nede på scenen. Det sner. Hun har et sjal over skulderen. Så kommer TJENESTEPIGEN og lægger en kappe over skulderen på hende. TJENESTEPIGEN går igen.)

JAKOBE
– Kulden har bidt sig fast. Det er som alt har slået sig sammen for at minde mig om savnet. (TJENESTEPIGEN kommer med to rejsekufferter.)

JAKOBE
Hvad er det, der foregår med ham? Der må være sket noget. Denne uvished. Fra Berlin modtog jeg begejstrede breve fra ham hver dag. Nu går der uger imellem, og efter jul er hans breve blevet så underligt usammenhængende. Det er så lidt, jeg ved om ham – (Et tog høres i det fjerne. Klokker og damp. Døre der smækkes. FRU BABI kommer og tar kufferterne og leder JAKOBE mod "værelset".)

FRU BABI
… han blir altid så glad, når der er brev. Til gengæld er han ikke til at slå et ord af de dage, der ingen kommer. Her er det… (Et bord med en stabel bøger, en stol, en seng og et skab.)

FRU BABI
At det så netop var i dag, De skulle komme, hvor han er ude ved dæmningen. De sidste par måneder har han for det meste siddet her og læst. De skulle have skrevet, så han kunne have taget ordentligt imod Dem.

JAKOBE
Det skulle jeg nok, men desværre…

FRU BABI
De kan hænge Deres overtøj i skabet, så laver jeg lidt varmt til Dem. De kan nok trænge til det.

JAKOBE
– Tak – (ser sig om.) Her, altså. (Går hen til bordet og tar en bog, med forundring) Mester Eckehart –? (Forundringen blir ikke mindre, da hun slår op et tilfældigt sted i bogen og læser:) "… Jeg ved om et menneske, der i ørknens ensomhed stræbte efter at nærme sig Gud, at han for fjorten år siden blev bortrykket til den 3. himmel – om det var i legeme eller uden for legeme, det ved jeg ikke; men Gud ved det… " (Lægger bogen fra sig, tager med en rask beslutning kappen af og hænger den i skabet. Hun lukker skabsdøren efter sig, åbner den så igen. Hun har set noget. Hun trækker en pistol frem.) Hvad er nu det –? Hvad er dether for noget? (lægger pistolen på plads, ser sig igen omkring, hvor skal hun gøre af sig selv?) Der lyder stemmer udenfor.

PER (off)
… en dame? Jeg kender ingen damer her. (PER kommer ind. Standser op ved synet af JAKOBE. FRU BABI kommer ind bagved. Dether vil hun ikke gå glip af.)

PER
– Jakobe – (går frem og omfavner JAKOBE.) Så er du kommet – (FRU BABI trækker sig tilbage. PER og JAKOBE i omfavnelse.)

JAKOBE
Hvad foregår der med dig, Per?

PER
Du er her. Det er alt.

JAKOBE
Jamen…

PER
Thysss. Du er det svar, ingen bøger har kunnet give mig. Og meget, meget mere. Du er kommet, kommet Jakobe. Du er her. (Omfavnelse. Mørke på scenen.)

SCENE 37

(Hoher Goll rødmer højt over scenen i morgensolen. FRU BABI kommer ind i PERS værelse. Værelset er forladt. Hun gir sig til at rede sengen, hvor PER og JAKOBE har sovet.)

SCENE 38

(Verden folder sig ud. Et frodigt liv i de sydvendte Alper. PER og JAKOBE på vandretur i bjergene. Et sted står der et kors med en Kristus–figur. – PER og JAKOBE kommer op af scenegulvet.)

JAKOBE (sætter sig)
Så! Nu går jeg ikke videre den første halve time.

PER
Her? Du vil da ikke sidde her. Under gespenstet.

JAKOBE
Hvilket ge… (ser sig om) Nå. Kan det ikke være lige meget?

PER
Selv heroppe blir det ved med at forfølge os.

JAKOBE
Da ikke, hvis man er ligeglad.

PER
Hvis du er, er jeg også. (PER tar om JAKOBE.) Nu. (Går frem til udsigten.) Nu er jeg.

JAKOBE
Hva' –? (PER brøler pludselig. Brølet gir ekko. JAKOBE vender sig forskrækket mod PER.)

PER (fornøjet)
"Man bemærker ekkoet".

JAKOBE
Du er gal, Per.

PER
Her er det så. Livet. Stemmer, lys, farver. Og så er det hele så ufatteligt stort.

JAKOBE
Engang imellem tror jeg i hvert fald, du er det.

PER
Det er først efter jeg har mødt en forhærdet ateist som dig, jeg kan begynde at tro på mirakler. – Skal jeg fortælle dig om ét.

JAKOBE
Du skal fortælle mig alt, Per.

PER
Du blir skuffet.

JAKOBE
Det mener du jo ikke selv.

PER
På vej herned kom jeg op i snemarken. Alting skrumper ind deroppe. Blir til ingenting. Dine drømme, dit liv, selv tiden forsvinder næsten. Her har de stenblokke ligget i millioner af år. I evig ligegyldighed overfor det, der foregår på jorden. Vi eksisterer slet ikke for dem.

JAKOBE
Det er miraklet?

PER
Engang tænkte jeg: Hvad nu, hvis du pludselig dør, så er det, somom du aldrig har været til. For det, du er, det er det, du har i dig. Alt det, du ved, du skal udrette. Og det er der ingen andre end dig selv, der kender. Så at opleve tomheden, den totale ligegyldighed, ikke fordi det angår dig personligt, men bare i sin almindelighed og i et glimt forstå, at det ingenting betyder, om du får udrettet det, du har satset hele din eksistens på. Det er også en befrielse. Forstår du det?

JAKOBE
Nej.

PER
Det er også lige til at blive religiøs af.

JAKOBE
Ti stille!

PER
Stoler du da ikke på mig? Du tror måske, jeg ville vælge Vorherre fremfor dig? (JAKOBE siger ikke noget.)

PER
Tror du virkelig?

JAKOBE
Per –

PER
Ja –?

JAKOBE
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Bare –

PER
Ja?

JAKOBE
Hvis det hele er tomt og ligegyldigt –

PER
Det er jo det, det ikke er. Først tomheden. Så dig. Pludselig står du der, hvor jeg allermest har brug for det. Som et mirakel. Det er jo dig, jeg skylder det hele. Tidligere ville jeg ikke have været i stand til at se det, jeg nu ser. Det er som du har givet mig helt nye sanser. Verden er blevet anderledes, bedre, smukkere… der er meget mere lykke til i verden, end jeg nogensinde havde troet. Hvad gør det så, at ens eksistens taber i betydning, hvis tilværelsen stiger i værdi?

JAKOBE
Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige.

PER
Så ti stille.

JAKOBE
Somom det er mig der snakker.

PER
Du har selv bedt mig. (JAKOBE griber om PER.)

JAKOBE
Og det er det bedste. Det bedste du har kunnet give mig.

PER
Så har du glemt det vigtigste.

JAKOBE
Hvad?

PER
At vi skal erobre verden. Eller noget i den retning.

JAKOBE
Hvis ikke stenene synes det kan være ligegyldigt.

PER
Lad Vorherre tale til dem. Vi er mennesker. Vi taler med hinanden. (PER stryger JAKOBE ned over benene. JAKOBE ligger stille.)

PER
– Måske er det bare noget, vi leger. Dommeren leger dommer, og så må andre lege forbrydere. Præsten leger præst og andre syndere. Måske er det ikke anderledes, end at nogle finder på og andre må så rette sig efter det. Nu er det vores tur til at bestemme, hvad der skal leges.

JAKOBE
Og jeg, der troede, du kun tænkte i matematiske formler..

PER
Når jeg tænkte.

JAKOBE
Det sagde jeg ikke.

PER
Husk på jeg kommer af en gammel præsteslægt. Det hænger ved.

JAKOBE (mildt bebrejdende)
Per –

PER
Det bryder du dig ikke om. Hvad siger du så til, at det bare er nogle sorte negle, der betror sig til et par fødder med form som dådyrører – En tilfældig dag i de italienske Alper. – Jakobe –

JAKOBE
Hmmm.

PER
Der noget, jeg blir nødt til at sige dig. – Jeg får ikke ro, før det er sagt.

JAKOBE
Jeg ved jo det hele, Per.

PER
Gør du?

JAKOBE
Det, du vil sige. Men fortiden er glemt.

PER
– Jeg har talt til dig om kærlighed, jeg har vundet dig, gengældt dine kys. Jeg vidste ikke, hvad jeg talte om. Jeg har handlet som en pranger; men jeg vidste ikke, hvad det var, jeg handlede med. Jeg vidste det ikke. Ikke før den dag du kom til mig her og vi var sammen.

JAKOBE
Du er ikke den eneste, der har handlet.

PER
Kan du tilgive mig?

JAKOBE
Du er tilgivet. For længe siden. – En mand, der har vilje og evne til at erobre herredømmet over tilværelsen tilbage, ham skal alt være tilgivet. Du er alt det, jeg har længtes mod. Du bærer fremtiden i dig. Og den skal blive anderledes, helt anderledes end nogen har kunne drømme om… Det skal blive en tid, hvor det endelig vil blive forstået, at det ikke er på det tilfældige, det særegne, men på det almenmenneskelige i os, at vi skal bygge vores tilværelse. (PER rejser sig, går frem til udsigten, kvalfuld lykke. JAKOBE er blevet liggende.)

JAKOBE
– Din mor er flyttet til København. Vidste du det? (PER vender sig brat mod JAKOBE.)

JAKOBE
Ivan har fortalt det.

PER (vender sig igen mod udsigten)
Min mor (går hen til JAKOBE.) Jeg ved knap, hvem hun er. Alt hvad jeg husker er et par arme, der omfavnede mig, et hjerte, der slog, når jeg lagde øret tæt til hendes bryst. Det hører til mine tidligste erindringer. Så forsvandt hun. Om hun befinder sig det ene eller det andet sted …

JAKOBE
Der er en ting, jeg har tænkt på?

PER
Så spørg. I dag vil du kunne få mig til at sige alt. Selv sandheden.

JAKOBE
Da din far døde …

PER
Hør.

JAKOBE
Hvad, Per?

PER
Hør –

JAKOBE (lytter)
Hvad skal jeg høre?

PER
Klokkerne. Nede fra dalen.

JAKOBE
Ja –

PER
Er de ikke afskyelige. Selv herop når de. (Rejser sig.) Jeg har hadet den lyd, siden jeg var barn. Ligegyldigt hvor langt jeg strejfede omkring, var der på et eller andet tidspunkt altid en kirkeklokke der nåede mig. (Rejser sig, tar sin rygsæk og trækker en revolver frem.) Kender du historien om friskytten?

JAKOBE
Hvor har du den fra?

PER
Berlin.

JAKOBE
Til hvad?

PER
Hvis man pludselig skulle blive træt af det hele.

JAKOBE
Jamen, Per –

PER
Har du aldrig hørt om ham?

JAKOBE
Friskytten?

PER
Han skyder med troldekugler og rammer alt, hvad han sigter på.

JAKOBE
Du mener "der Freischütz"?

PER
Friskytten. For at få den færdighed, må man en måneklar nat stille sig ud ved en korsvej og skyde en kugle gennem et kristusbillede, lige gennem hjertet. Og det kan den bondekarl ikke, som har sat sig for at blive friskytte. Hænderne ryster, fingeren vil ikke krumme sig om aftrækkeren. (Går hen mod billedet.)

JAKOBE (rejser sig)
Per –!

PER
Og derfor blir han ved med at være søndagsskytte hele sit liv.

JAKOBE
Du har da ikke tænkt dig –

PER
Og det, der er værre: hele sit liv forblir han slave. Trukket ned af fordomme og fattigdom. Og der sidder han så i høj alder, og det eneste, han kan trøste sig med, er, at han ikke forbrød sig mod den almindelige idioti. (PER skyder. Ekkoet løber rundt i rummet. JAKOBE kaster sig om halsen på PER.)

JAKOBE
Per! Du er helt ustyrligt Per! (PER skyder igen. Ekkoet fra skuddet danser rundt.)

Lykke-Per

Dramatisering
af Jørgen Ljungdalh
(1988)

INDHOLD:

Personerne
Del I
Del II