II. akt – Italien

II,1 Optakt

OVERGANG til Italien: Italienske klange. Havet i det fjerne.

De ferierende er allerede begyndt at dukke op. Lysklædte skikkelser med mørke solbriller. Ser ud over herligheden fra deres altaner, deres solaltre.

Personerne befinder sig på scenen samtidig, uden af den grund at være i samme rum.

FRU BERTHA:

(ser ud over bugten fra sin lille bungalow)

Virkelig. – Nydeligt. Det må så være Genua, vi kan se derovre på den anden side af bugten. Her skulle Hjalmar have været. Han holdt så meget af Italien … Jytte?

Det er tjenestepigen, der kommer med en besked på et stykke papir.

FRU BERTHA:

Gracias …

Kolding er en af dem, der er kommet ind på scenen. Han får øje på Frk. Evaldsen, der sidder på en bænk på promenaden. Jeg tror hun enten læser eller skriver, aldeles ikke optaget af Middelhavets herligheder.

II,2 Kolding, Frk. Evaldsen.

Kolding er kommet ind.

KOLDING:

Deus fecit!

Frk. Evaldsen hører intet.

KOLDING:

Deus fecit.

FRK. EVALDSEN:

Taler De til mig?

KOLDING:

Det gør jeg da rigtignok, Frk. Evaldsen. Deus …

FRK. EVALDSEN:

Det hørte jeg!

KOLDING:

Ikke sandt? "I disse herligt svungne linier på Europas fodstykke synes man at læse Vorherres kunstnersignatur: Deus fecit." De har måske ikke læst Arthur Højs kronik forleden?

FRK. EVALDSEN:

Jo.

KOLDING:

Men så må De da også medgive ham …

FRK. EVALDSEN:

Der skrives så meget. Det meste glemmer man gudskelov lige så hurtigt, man har læst det.

KOLDING:

Jeg synes nu det var en brillant kronik.

FRK. EVALDSEN:

Det skal De have lov til.

KOLDING:

Tør man spørge, om De er alene hernede?

FRK. EVALDSEN:

Undskyld?

KOLDING:

Jeg tænkte, at den afgåede konseilspræsident ville have godt at det milde klima.

FRK. EVALDSEN:

Enslev er hjemme. Der har han det nu engang bedst.

KOLDING:

Alvorligt talt, Frk. Evaldsen, så tror jeg, at Deres … … Enslev kunne have haft rigtig godt af en alvorlig samtale med Nathalie Lund.

FRK. EVALDSEN:

Med hvem?!

KOLDING:

Nathalie Lund!

FRK. EVALDSEN:

Har ikke den ære at kende …

KOLDING:

Min kone for pokker! De vil da ikke sige, De ikke kender det Wellerske System?

FRK. EVALDSEN:

Det ved Gud, jeg ikke gør!

KOLDING:

Men min kone … !

FRK. EVALDSEN:

Ligger De hernede på grund af helbredet, hr. generalkonsul?

KOLDING:

Mig?! Nej, gudbevares! Jeg er jo gået over til det wellerske system! Tidligere brugte jeg den pettermannske metode, det indrømmer jeg; men det var humbug og reklame. Nathalie Lund har netop i det sidste nummer af vores medlemsblad skrevet en artikel, der er aldeles knusende for Pettermann.

Men hvorfor ligger De hernede, Frk. Evaldsen?

FRK. EVALDSEN:

Søvnløshed.

KOLDING:

Det kender jeg! En forfærdelig lidelse. En gang lå jeg i halvanden time uden at kunne falde i søvn. To gange måtte jeg op af sengen og tage koldt styrt, inden jeg faldt til ro. De skulle virkelig prøve Weller. , Frk. Evaldsen. Op klokken syv hver morgen, systemet … punktligt gennemgået i tolv minutter for åbne vinduer, bagefter styrt, havregrød, frugtkompotter, og De vil efter et par måneder fryde Dem over livet som et føl på en blomstereng.

Er det ikke frk. Abildgaard, der kommer der?

Den unge Mohn råber efter Jytte.

UNGE MOHN:

Nu skal De huske det, frk. Abildgaard. De må love mig at stå i vinduet og se, når jeg sejler forbi. Hører De!

JYTTE:

Jamen klokken elleve ligger jeg på mit grønne øre og sover.

UNGE MOHN:

Ikke når De ved, at jeg sejler forbi og lader raketterne sende til vejrs. Til ære for Dem, frk. Abildgaard!

JYTTE:

(afsides)

Til ære for min bare! Og hans egen …

UNGE MOHN:

Hører, De frk. Abildgaard!

(ud)

JYTTE:

(afsides)

Hurtigt! Voks til ørerne! Myrerne løber op og ned ad ryggen på mig, når han taler til mig. Han har kun en halv lunge tilbage. Om en måned er han død. Åh Gud, hvor kan jeg være så hård! Den stakkels.

FRU BERTHA:

Jytte ... !

(står med et brev i hånden)

Jytte er et andet sted. Ved havet, f.eks.

JYTTE:

Jeg hører ingenting. Jeg står ved havet. Tømmer mig, t for t, tom for tanker.

KOLDING:

Geheimrådinden har lejet en villa længere oppe. Geheimråden var jo justitsminister i Enslevs regering til … Var det ikke bare sådan? Død.

(knipser med fingrene)

De må have kendt ham?

FRK. EVALDSEN:

Enslev satte pris på ham.

KOLDING:

Man må sige, at geheimrådinden har været hjemsøgt af tragedier. Først ægtemanden og så de to sønner. En figurantinde, ulykkelig kærlighed! Var det saltsyre? Eller var det bare bladan? Den anden, en ung søofficer, der rømmede i Vestindien og forsvandt.

(har betragtet Jytte med en lille teaterkikkert)

Yndig. Virkelig yndig. Den sidste mand på dækket, en ung kvinde.

JYTTE:

(lytter mod havet)

Så helt anderledes end vores egen Vesterhavsbrænding, hvor bølgerne ruller ind over sandrevlerne som tunge drømme. Her. Hør. Sprænges de mod undergrunden, og står til vejrs op af klipperne, som en stejlende hest. Så underligt –

KOLDING:

Vidste De, at geheimrådinden og hendes datter er hernede fordi de venter Torben Dihmer hertil hver dag.

FRK. EVALDSEN:

(det ved hun)

Nej.

KOLDING:

Torben er jo min ven, så jeg kan godt unde ham en smuk og interessant kone …

JYTTE:

– Som underjordiske eksplosioner. Man kan mærke kraften forplante sig op gennem fødderne til hele kroppen.

KOLDING:

Hvad tænker jeg da på? De må jo også kende Dihmer! Var der ikke tale om, at han af Enslev selv skulle være udset til at tage over … Jamen er det ikke … Har De set den herre?? !

Frk. Evaldsen er nu på vej væk.

KOLDING:

(som Per Stig efter Fogh)

Gik hun …?

Der er dukket en russisk udseende mand op. Torben Dihmer. Torben står også med en kikkert – og ser efter Jytte.

Kolding har set efter Torben. Men i den modsatte retning af den, hvor Torben befinder sig.

KOLDING:

Min tro og salighed! Er det ikke?! Jo, det er! Torben! Mine gamle ven …

Torben Dihmer!

Kolding iler på vej mod Torben. Dvs. i den modsatte retning. Til et senere møde.

II,3 Jytte, Fru Bertha. Forventninger.

JYTTE:

Her?! Allerede?! Men det er jo umuligt!

Fru Bertha kommer.

FRU BERTHA:

Han var her, mens vi var ude.

(rækker Jytte en besked)

JYTTE:

Torben?

FRU BERTHA:

Jeg har skrevet en besked og bedt ham komme og følges med os ned til hotellet og spise. Hvad siger du til det?

JYTTE:

– Du har vel allerede besørget det. Har du ikke?

FRU BERTHA:

Jo. Naturligvis.

JYTTE:

Hvorfor spørger du så?

(vender sig for at gå)

FRU BERTHA:

Hvor skal du hen, Jytte?

JYTTE:

Man skal vel være præsentabel?

FRU BERTHA:

Kom nu og sæt dig her, lad os tale sammen.

JYTTE:

Har vi ikke travlt?

FRU BERTHA:

Fem minutter kan vi vel ofre. Sæt dig nu her.

JYTTE:

Ja? Og hvad vil du så?

FRU BERTHA:

Hvad jeg vil! Nu må du ikke være så nærtagende. Du har vel forstået, hvorfor Dihmer tager hertil?

Han kunne have taget så mange andres steder hen.

JYTTE:

Du mener, han kommer for vores skyld?

FRU BERTHA:

Du ved jeg udmærket, hvorfor han kommer. Den besked, jeg lige har fået fra Dihmer er ikke den eneste. Jeg har tidligere modtaget et brev fra ham.

JYTTE:

Har du?! Hvorfor har du ikke sagt noget om det?!

FRU BERTHA:

Fordi du ind imellem kan være umulig at tale fornuft med.

JYTTE:

Men hvad skrev han så?

FRU BERTHA:

Han bad mig rent ud at sige, om jeg troede, du helst var fri for hans selskab.

JYTTE:

Og hvad svarede du?

FRU BERTHA:

Hvad kunne jeg svare?

JYTTE:

Ingenting.

FRU BERTHA:

Da Asmus kom til fra Favsingholm med de gode nyheder … tog jeg da helt fejl af udtrykket i dit ansigt?

JYTTE:

– Hvad mener du?

FRU BERTHA:

Jeg mener, at sådan skinner kun et menneske, der får sine inderste håb opfyldt som ved et mirakel.

JYTTE:

–

(benægter det ikke)

FRU BERTHA:

Dihmer har han gået så meget igennem. Han skal ikke en gang til holdes hen i uvished.

JYTTE:

Hvad mener du med det?!

FRU BERTHA:

Hvad jeg mener?! Det er jo ikke første gang, Dihmer frir. Men du … For pokker, Jytte. Kan du ikke bare for én gangs skyld lade være med at være så … så … kontrær!

JYTTE:

… åh mor.

FRU BERTHA:

Ja?

JYTTE:

Jeg … jeg ville jo bare ønske, jeg var død.

Fru Bertha lyser op i et stort smil.

FRU BERTHA:

Gudskelov, lille Jytte! Du ved ikke, hvor glad du gør mig.

JYTTE:

Mor!

FRU BERTHA:

Det er altså ham … Jeg kunne heller ikke begribe andet.

JYTTE:

Mor!

FRU BERTHA:

Vi behøver ikke tale mere om det.

JYTTE:

Men hvordan kan jeg vide, at jeg ikke bedrager mig selv?

FRU BERTHA:

Hvorfor skulle du bedrage dig selv?

JYTTE:

Hvordan kan jeg overhovedet vide, han elsker mig. Han kender mig jo ikke! Jeg er ikke den han og alle andre tror, jeg er. Jeg er ikke den kloge. Jeg er ikke selvsikre Jytte Abildgaard. Det kan godt være folk tror, jeg er sådan; men så ser de mig ikke.

(vender sig bort)

Ingen ser mig som jeg er! Ingen, undtagen min mor. Og hun vil ikke!

Fru Bertha hører det ikke, hun har vendt sig mod Torben Dihmer. Har rakt hænderne frem mod ham. Holder ham i begge hænder.

FRU BERTHA:

… Nej, nej, rigtig glad! Næsten lykkelig.

Jeg er så taknemmelig over at se Dem igen. Så uhørt taknemmelig. Med Dem kan jeg igen tro på fremtiden.

II,4 Jytte og Torben mødes

En akkord bliver slået an. Bagtil. Den store sal i hotellet. Gæsterne indfinder sig. En pianist har sat sig ved klaveret i samme øjeblik Jytte træder frem.

JYTTE:

Goddag, hr. Dihmer.

TORBEN:

(har ikke set hende, vender sig, betragter hende; han er ikke nogen hurtig mand)

– Goddag.

JYTTE:

– Ja. Det var så mig. Og udsigten har mor vel allerede pralet med. "Deus fecit".

TORBEN:

Undskyld?

JYTTE:

Så har De endnu ikke stødt på generalkonsulen.

TORBEN:

General … ?

JYTTE:

Kolding. Han går ellers omkring hernede og bryster sig af at være Deres ven. Og svær at undgå, er han også. Hans hustru er profetinde, og han selv har lige læst en artikel i en avis: "I disse svungne linier fra Europas fodstykke …"

FRU BERTHA:

Jytte!

JYTTE:

Det er klart. Det kan virkelig ikke interessere Dihmer.

TORBEN:

Jojo. Kolding? Harald Kolding. Det er sandt …

JYTTE:

De skal ikke tage Dem af, hvad jeg siger. Ikke sandt, lille mor? Hver gang jeg åbner munden, hopper der en skrubtudse ud af den.

TORBEN:

Undskyld?

JYTTE:

Som i eventyret om den forheksede prinsesse.

TORBEN:

Frk. Abildgaard –

JYTTE:

Rigtigt. Nogen prinsesse er jeg ikke. Men forhekset, det er jeg. Eller også forholder det bare sådan, at jeg ingen sjæl har.

TORBEN:

Jeg har glædet mig til at møde Dem, frk. Abildgaard.

JYTTE:

– Har De?

TORBEN:

Ja.

JYTTE:

Virkelig?

FRU BERTHA:

Og Jytte har glædet sig til at træffe Dem, Dihmer.

(fjerner sig fra Jytte og Torben, går sikker hen og hilser på nogle af de andre gæster i hotellet)

JYTTE:

Der ser De. Min sjæl er stum; men heldigvis kan min mor tale for mig. Det kender vel enhver, der er vokset op efter generationen, der kom, så og sejrede. Hvad kan vi gøre andet end følge i deres fodspor. Gifte os, få børn, drive politik og blive ulykkelige.

(afsides)

Hvorfor kan ikke tie stille og bare nøjes med at se ned i jorden. Hvorfor skal jeg altid blamere mig? Hvorfor, Jytte Abildgaard?!

TORBEN:

Frk. Abildgaard …

JYTTE:

Ikke sandt, det er jo det mest djævelske ved det hele: de har ret!

TORBEN:

Vil De svare mig ærligt …

JYTTE:

Wiesbaden.

TORBEN:

Wiesbaden?

JYTTE:

Ja. Hvordan var der i Wiesbaden?

TORBEN:

Tåget.

JYTTE:

Tåget?

TORBEN:

I Wiesbaden var der tåget. En uforanderlig, stille, grå flodtåge. Alt har været som i en drøm siden jeg forlod Favsingholm. Her var der i det mindste himlen, og stueorglet til at ruske op i mig. Det husker jeg. Vognen, der holdt udenfor og ventede, mens søster Barbara, løb rundt i stuerne med et lys og ledte efter min rejsetaske … Det er den sidste virkelige erindring, jeg har om mig selv. Resten …

JYTTE:

Så underlig, en fremmed mand. Så helt anderledes end ham, jeg kendte.

FRU BERTHA:

Jeg må give Asmus ret. Desværre. Dihmer er virkelig blevet egen. Så tung, så umådelig tung at konversere.

KOLDING:

(i afstand)

Torben!

JYTTE:

Der kommet noget sprødt i hans stemme. En smerte …

KOLDING:

(stadig på afstand)

Torben Dihmer … !

II,5 Torben på hotellet

Frk. Evaldsen henvender sig til Torben.

FRK. EVALDSEN:

Hr. Dihmer.

TORBEN:

Ja?

FRK. EVALDSEN:

Jeg ved ikke, om De husker mig.

TORBEN:

Jojo. Det gør jeg da rigtignok, frk. …

FRK. EVALDSEN:

Evaldsen. Jeg lovede at hilse fra Enslev, hvis jeg traf Dem.

TORBEN:

De vidste, jeg ville komme her?

FRK. EVALDSEN:

De og Enslev har samme læge. Professor Hagen.

TORBEN:

Åh ja. Selvom professoren ikke er min læge … en gammel ven.

FRK. EVALDSEN:

Venner er gode at have. Det kniber desværre med Enslevs venner for tiden; men han blev meget opløftet, da han hørte om Deres helbredelse.

KOLDING:

(nærmer sig)

Torben!

FRK. EVALDSEN:

Dihmer, jeg vil meget gerne tale med Dem.

TORBEN:

Ja?

KOLDING:

Gamle ven!

FRK. EVALDSEN:

Det er vigtig.

KOLDING:

Du ligner grangivelig en russer der er vendt tilbage fra et ufrivilligt ophold i Sibirien.

FRK. EVALDSEN:

Under fire øjne.

Kolding er kommet til. Han breder armene ud.

KOLDING:

Jamen ... ! Du medicinske vidunder! Velkommen tilbage fra De Dødes Rige! Hvad siger De, Frk. Evaldsen?! Er det ikke fantastisk som menneskeheden gør fremskridt!

FRK. EVALDSEN:

(til Torben)

Lover De mig det møde, Dihmer?

Det gør Torben. Frk. Evaldsen går.

KOLDING:

(ser efter Frk. Evaldsen)

Besynderlig skabning. Efter sigende skulle hun i sine unge dage have været Enslevs elskerinde, nu er hun vel nærmest …

Der sker noget bag til på scenen. Optræden. Og i et øjeblik falder fokus på det. Det kan være "fluemanden". Manden der siger som en flue. Eller et par siamesiske tvillinger, der stepper. Eller en operasangerinde, der gir den for fuld barm. Eller en italiensk tenor, der synger om sin mama.

Al opmærksomhed rettes mod de optrædende; men heldigvis har Kolding et stort organ. Og når det kommer dertil, Nathalie Lund et tilsvarende organ.

KOLDING:

Du skal hilse på min kone.

TORBEN:

Er du blevet gift?

KOLDING:

Det ved du da! Med Nathalie Lund.

TORBEN:

Nathalie ... ?

KOLDING:

LUND! Rigtig. Dén Nathalie Lund!

Nathalie Lund nærmer sig.

KOLDING:

(som en introduktion)

Ikke sandt, man ser det med det samme: et passioneret friluftsmenneske. Uforfalsket natur. Ingen korsetdeformaniteter, ingen løse nyrer. Nathalie har sat kursen.

NATHALIE LUND:

Velkommen til sollandet, godsejer Dihmer.

TORBEN:

(hilser på fruen)

Frue …

NATHALIE LUND:

De ligner rigtignok en, der trænger til at få den kære sol til ven.

KOLDING:

Men hvem gør ikke det! Ikke sandt, Torben! Hvem gør ikke …

NATHALIE LUND:

(afbryder)

Må jeg spørge Dem direkte, hr. godsejer. Hvad kender De til det wellerske system?

TORBEN:

Det wellerske … Jeg tror ikke … ?

KOLDING:

Det wellerske! Det kender du da! Det er en verdensbevægelse! Selv i Japan …

NATHALIE LUND:

(vinker Kolding af)

For Dem som sociolog og politiker, hr. godsejer, må det have særlig interesse for ikke at sige en nødvendighed at lære en så stor folkelig bevægelse at kende. "Folkenes velfærd" hedder brochuren. Jeg vil forære Dem et eksemplar.

KOLDING:

Der hører du! Folkets velfærd! Og den lyver ikke.

NATHALIE LUND:

Bagi brochuren vil De finde uddrag af breve fra jævne mennesker om den velsignelse, vor sund­hedslære allerede har bragt til hjem i alle lande.

KOLDING:

En veritabel verdensbevægelse!

NATHALIE LUND:

En første ledetråd til systematisk udvikling af legemlig og sjæle­lig harmoni: De fleste nutids­mennesker har af ren og skær uvidenhed vanrøgtet både sjæl og legeme så sørgeligt, at en sundheds­lære må begynde helt forfra.

KOLDING:

Ved ABC’en, så at sige.

NATHALIE LUND:

Derfor begynder vi jo også helt forfra med tygge­øvelser. Som hos det diende barn. Derfra går vi gradvis frem gennem arm- og benbevægelser. Barnets forskellige alderstrin, ikke sandt! Til sidst er det svækkede legeme så bleven modent til den egentlige gymnastik.

KOLDING:

Det er det, vi skal frem til! Gymnastikken! Styrkens og manddommens amme!

Der er blevet hysset undervejs. Nu hysses der kraftigt!

Alt bliver stille. I stilheden går Jyttes og Fru Berthas stemmer tydeligt igennem til os.

JYTTE:

Mor. Jeg tror ikke Dihmer bryder sig om at være her.

FRU BERTHA:

Hvorfor foreslår du ham så ikke, at vi går?

JYTTE:

Jeg?

FRU BERTHA:

Ja. Vil du have, at jeg …

JYTTE:

Nej! Jeg skal nok …

II,6 Hjemturen

(Klip); men forløbet virker ubrudt, som var det hele en og samme scene:

Torben går frem. De to damer efter. De er på vej hjem fra hotellet. Vi springer direkte ind i samtalen.

FRU BERTHA:

Det er uligt mere tilfredsstillende at frelse end selv at blive frelst.

TORBEN:

Jeg forstår det ikke.

JYTTE:

Jeg tror slet ikke, der er så meget at forstå. Generalkonsulen har sikkert bare haft anlæg for hypokondri.

FRU BERTHA:

Det er meget almindelig lidelse i vore dage.

JYTTE:

Og så har han mødt fru Nathalie Lund. Det er historien om pastor Mavelsen om igen.

TORBEN:

Undskyld?

JYTTE:

De kender historien om den unge kapellan med mavekatar, der kom til en præstegård på landet med en giftefærdig datter.

TORBEN:

Nej.

JYTTE:

Meningen var jo den, at de unge skulle have hinanden, men kapellanen var … rigtig nederdrægtig grim, og præstedatteren hørte heller ikke til verdens syv underværker, faktisk var hun en ren tumling, let foroven og tung forneden, så det hele gik rigtig skævt, lige til den dag, kapellanen under en vandring i en bølgende kornmark bukkede sammen på midten og måtte tilstå, at han led af mavekatar. Så kom der pludselig en uendelig ømhed over hende, for præcis det samme led hun af. – – Voila. Det var deres livs eventyr, og på det levede de lykkeligt til deres dages ende.

FRU BERTHA:

Jaja, Jytte. Du og dine historier, Jytte..

JYTTE:

Jeg husker da, du lo, da professor Knudsen fortalte den.

FRU BERTHA:

Sikkert, min pige, men i aften må du have mig undskyldt. . Eller jeg holdt mig for næsen af ren høflighed.

De skal have tak, Dihmer, fordi De fulgte os hjem. Jeg håber at se Dem til morgenthe i morgen klokken ni. Godnat.

(hun går, dvs. vender ryggen til, tager et par skridt og bliver stående med ryggen til)

TORBEN:

– Godnat.

Jytte og Torben ene tilbage. Jytte som er hun blevet slået. Tavsheden er slående, og til sidst må han sige noget.

TORBEN:

Mavekatar.

JYTTE:

Hm.

TORBEN:

Jeg har ladet mig fortælle, at Mavekatar kan være meget smertefuldt. Præsten hjemme i Fausing sogn havde en svaghed for …

JYTTE:

Det siger jeg Dem, Dihmer. Hvis dette er starten på …

(holder inde)

TORBEN:

Ja?

JYTTE:

Hvorfor kan jeg ikke bare tie stille?!

TORBEN:

Hvis dette er starten på … … ?

JYTTE:

Et frieri, så er dette ikke metoden!

TORBEN:

Så skal jeg nok vare mig. Som Asmus altid har sagt: "Jytte ved, hvad hun vil".

JYTTE:

"Og hun vil altid det umulige". Er det måske derfor, livet er så sørgeligt?

TORBEN:

Er det da det?

JYTTE:

Sørgeligt, Dihmer!

TORBEN:

Jeg kan huske den allerførste gang jeg hørte Asmus sige det om Dem. På Fyn. Storeholt. De var kun en pige. Jeg selv ikke andet end en stor dreng. Asmus og jeg sad ude på Grønnevandet og drev efter geder. Pludselig stod De inde ved bredden og råbte, De ville med. Skulle vi ro ind efter en lille forkælet pige? Det kunne ikke falde os ind! Men så tager pokker ved Dem. De smøger kjolen af, og før vi får set os om, er De på vej ud mod båden. De svømmer, som var De født til det. Det lange hår flyder efter Dem på vandskorpen. Da De er fremme hænger De Dem med armene over rælingen. En havfrueunge. Så ler De. Siden har den latter ligget på lur i øregangen, når jeg var allermest sort. Og jeg tænkte, hvis De nogensinde tog mig i hånden og bad mig følge med, ville vi ende i paradis.

JYTTE:

I paradis?!

TORBEN:

Ja.

JYTTE:

I et tjørnekrat, Dihmer. Et tæt, mørkt tjørnekrat, uden veje og stier, fuld af vandrende skygger, øjne …

TORBEN:

Hovhov.

JYTTE:

Jamen sådan er jeg!

TORBEN:

Det kan jeg ikke tro.tror jeg ikke.

JYTTE:

Det tror ingen! Men De skal vide det! Undskyld, tag Dem ikke af mig. Jeg er vist bare træt. Faktisk ufattelig træt. Godnat, hr. Dihmer.

(hun drejer sig om og begynder at gå)

TORBEN:

– Frk. Abildgaard.

JYTTE:

Ja?

TORBEN:

Jeg er bange for, jeg har trampet rundt i mine egne drømme og forestillinger.

JYTTE:

Det kan vi jo komme til.

TORBEN:

Forestillinger, der desværre er temmelig hjemløse i virkelighedens verden. Jeg må bede Dem sige til Deres mor, at hun ikke skal vente mig i morgen tidlig.

JYTTE:

Hvorfor?

TORBEN:

Jeg rejser.

JYTTE:

Men De er jo lige kommet!

TORBEN:

Jeg beder om forladelse; men jeg tror som sagt, at det hele har været en fejltagelse.

JYTTE:

Nej?! Hvad er nu det for noget.

TORBEN:

Jeg er kommet til ulejlighed. Det ser jeg nu.

JYTTE:

Nej!

TORBEN:

"Nej".

JYTTE:

Ja: "Nej!"

TORBEN:

Er De sikker på, De mener det?

JYTTE:

Hvordan skulle De dog kunne komme ulejlighed her? Vi holder ferie.

TORBEN:

De kunne mene, jeg trængte mig på.

JYTTE:

Nej, og jeg er sikker på, mor ville blive tage Dem det meget ilde op, hvis …

TORBEN:

Nu spørger jeg Dem, frk. Abildgaard. Har De noget imod, at jeg kommer i Deres hus?

JYTTE:

Nej. Slet ikke.

Torben vil tage Jyttes hånd.

JYTTE:

(undgår den)

Så ser vi Dem i morgen tidlig?

TORBEN:

Ja.

JYTTE:

Godnat, hr. Dihmer.

Jytte vender sig – vel mod publikum.

JYTTE:

Uhhh! Sådan er jeg!

TORBEN:

(sætter sig/synker ned på knæ)

Åh …

JYTTE:

Troløs og flygtig! I tre år har jeg gået og ventet … Men, det er jo ikke ham! Det er jo ikke. Ham jeg ventede på, er glemt! Glemt for længst! Han er væk! Et minde!

(ser mod Torben)

Det er ham. Et menneske, der har gennemgået så meget. Øjnene, trækkene i ansigtet, gløden, den tilbageholdte lidenskab …

Nu sker det. Nu binder jeg min skæbne til denne tavse, underligt barske fremmede! I morgen … årh, i morgen !

(til Torben)

Så ser vi Dem alligevel i morgen?

TORBEN:

Ja.

JYTTE:

Godnat, hr. Dihmer.

Jytte vender ryggen til, som var hun ude af scenen. Jyttes stemme har være mere kærlig denne gang. Torben rejser sig.

TORBEN:

Månen!

FRU BERTHA:

Månen! Har I set den!

TORBEN:

Det er fru Abildgaard, der gør opmærksom på den på vej hjem fra hotellet.

FRU BERTHA:

Er det ikke vidunderligt? Det ser næsten ud, som om det har sneet. Som da Hjalmar første gang inviterede mig i teateret og efter forestillingen fulgte mig hjem gennem Københavns gader. Hele byen var dækket af et ganske fint lag nysne. Så stille, der var.

Kommer du Jytte?

Fru Bertha helt ud.

TORBEN:

Appelsin­træernes. Skærmpinjernes. Det er sandt. Over de mørke kroner ligger et fint lag af månesne. Og dernede i byen er hustagene vinterligt hvide. Jeg har fået en fremtid.

II,7 Torben får et tilbud af Frk. Evaldsen / Enslev

Frk. Evaldsen dukker op.

FRK. EVALDSEN:

Dihmer!

TORBEN:

Frk. Evaldsen!

FRK. EVALDSEN:

Så er det, De skal sige "På denne tid?". Javist! De er måske også på jagt efter en lille bjergtop, hvor De kan sætte Dem til at hyle.

TORBEN:

Og hvorfor skulle jeg hyle?

FRK. EVALDSEN:

Månen, kære. Fuldmånen! Jeg tror ikke, Deres ellers udmærkede ven, professor Hagen, har taget kalenderen i betragtning, da han ordinerede mig en kur mod søvnløshed hernede.

TORBEN:

Jeg tror næppe måne og kalender er at finde i professorens videnskabelig verden.

FRK. EVALDSEN:

Sandsynligvis. Og hvad er der så plads til i Deres verden, Dihmer? Hvis jeg siger … ? Undskyld, De må vist være træt af den lange rejse.

TORBEN:

Ikke mere træt end jeg gerne stiller mine to øjne til rådighed, hvis De stadig ønsker en samtale under fire.

FRK. EVALDSEN:

Politik, Dihmer. Det var det, jeg ville tale om. Og Deres fremtid.

TORBEN:

Jaså.

FRK. EVALDSEN:

For at tale rent ud af posen, så har partiet aldrig overvundet tabet af Enslev som leder. For Enslev er politik … alt!

Haltefanden Enslev kommer ind på scenen. Utålmodig, rastløs … dybest set rasende!

FRK. EVALDSEN:

Hans vej til magten og æren, er vor vej. Vores historie.

TORBEN:

En del af den. Vel.

FRK. EVALDSEN:

Mens Tyrstrup tror politik er et spørgsmål om hovedregning og anstændighed. De kan vel mærke middelmådigheden hvine i tænderne: "tæring efter næring" Hvor er visionen?! "Pynten efter mønten" !

Tyrstrup kommer ind efter Enslev. To "spøgelses-herrer" i sydens måneoplyste nat.

Enslev ler af " Pynten efter mønten". Men han morer sig ikke.

TYRSTRUP:

Jeg kan ikke se, der skulle være nogen grund til at more sig.

ENSLEV:

Det kan jeg forsikre Dem omfor, der heller ikke er. Hvis afstemningen af husmandsloven går os imod har vi balladen og valget til sommer.

TYRSTRUP:

Så må vi tage det valg med.

ENSLEV:

Med et splittet parti! De ved ikke, hvad De selv siger, Tyrstrup!

TYRSTRUP:

Splittet?! Hvem splitter det?

ENSLEV:

Fyr landbrugsministeren forhøj statsbidraget, så har De også Socialdemokratiets stemmer, og De kan fortsætte perioden ud. Det er mit råd.

TYRSTRUP:

Trods al respekt for deres erfaring, Enslev, så er grunden til jeg er kommet her ikke for at modtage politiske råd.

ENSLEV:

Men det er grunden til, at jeg lod Dem lukke ind. Evald! Evald!!

Frk. Evaldsen vender sig mod Enslev.

FRK. EVALDSEN:

Jaja, jeg er jo ikke døv, Tyge.

ENSLEV:

Eller stum. Det skal blive mit første ønske til næste jul. Efter et par nye ben. Vær venlig at følge konseilspræsidenten ud. Han trætter mig.

(vender sig om for at gå)

TYRSTRUP:

(til Frk. Evaldsen)

God aften, Frk. Evaldsen.

FRK. EVALDSEN:

Godaften, Tyrstrup.

TYRSTRUP:

Dejligt at se, den gamle herre har fået sin galde tilbage. Så er der måske håb om, vi snart får ham at se igen på Tinge? Jeg synes vi har savnet lugten fra hans cigar for længe i denne omgang.

FRK. EVALDSEN:

Den vender tilbage, vær De sikker på det.

TYRSTRUP:

Oppositionen er begyndt at tale om, at han frygter for at forlade sine trygge stuer.

ENSLEV:

(der er på vej ud, vender sig)

Skal jeg fortælle Dem, hvad jeg frygter allermest, Tyrstrup.

TYRSTRUP:

Gerne.

ENSLEV:

Reaktionen. Ikke hos vore modstandere. Den kender vi jo, og den er sølle. Men i vort eget parti. Hvoraf kommer denne kvalmende nationalisme, denne pludseligt opståede gudelighed? Og hvorfor bøjer ledelsen i vort parti bare af for denne reaktionære idioti, som om det det er en uomgængelig naturlov?

TYRSTRUP:

Jeg ved ikke, hvad De mener, Enslev.

ENSLEV:

Vist gør De så. Jeg har altid sagt, at når præsterne først begynder at galpe op, skal vi skal vi holde krudtet tørt. De har ikke kunnet slå os i åben kamp, nu slutter de sig til os, og undergraver os indefra. Og hvad gør De, Tyrstrup?!

TYRSTRUP:

Konkret?

ENSLEV:

Helt konkret ja.

TYRSTRUP:

Så kommer jeg her for personligt at meddele Dem, at der nok desværre er dårlige udsigter for Deres martyrium, Enslev.

ENSLEV:

Harh!

TYRSTRUP:

Partiledelsen har nemlig besluttet sig for at hædre Dem med et stort maleri, hvor De skal figurere centralt og helt fremme. Her er en liste med fem navne på de malere, der kan komme på tale. Vi vil ikke ansætte nogen uden Deres accept. Jeg har en liste her på mulige kunstnere.

ENSLEV:

Og hvad siger morderenglen til sådan plan?

TYRSTRUP:

Morderenglen?

ENSLEV:

Gjærup, selvfølgelig! Lad nu være med at være så pokkers hellig. Var Gjærup til stede, da den beslutning blev truffet?

TYRSTRUP:

Det var han. Og beslutningen blev truffet i enighed.

ENSLEV:

Det har gjort ondt. Det under vi ham, ikke sandt, Evald?

TYRSTRUP:

Jeg tror Gjærup forstår vigtigheden af, at vi står sammen nu.

ENSLEV:

Jovist. Om hvad, Tyrstrup? Ja, jeg spørger. Hvad forventer man, jeg skal betale for en sådan hæder? At jeg forholder mig i ro under præsternes indtogsmarch?

TYRSTRUP:

Gaven er uden betingelser.

ENSLEV:

Smukt. Virkelig smukt, hr. konseilspræsident.

TYRSTRUP:

Godnat, Enslev. Jeg skal ikke forstyrre mere.

ENSLEV:

Jeg gentager nu alligevel mit råd. Fyr landbrugsministeren, forhøj statsbidraget og bring Gjærup og hans præstevenner til tavshed engang for alle. Kommer du med et varmt tæppe, Evald.

(går)

TYRSTRUP:

Og godnat til Dem, frøken. Jeg kender ingen, der missunder Dem Enslevs fortrolig. Men adskillige, der beundrer Deres udholdenhed og Deres trofasthed overfor partiet.

FRK. EVALDSEN:

Jeg beklager mig ikke.

TYRSTRUP:

Det ved jeg.

(går)

Hermed forsvinder dette natlige drømmesyn. Frk. Evaldsen ser efter ham.

FRK. EVALDSEN:

– Ikke noget entydigt dårligt hoved; men svag, Dihmer, og naiv. Jeg beklager, det er ham, der skulle blive Enslevs efterfølger.

Det kommer vel næppe bag på Dem, at mange af de yngre har set frem til Dem med særlig forventning. Personligt kan jeg love Dem en af vore sikre kredse, hvis De beslutter Dem for at stille op. Vi kan ikke have vor kommende konseilspræsident til at debutere som dumpekandidat. Hvad siger De ?

TORBEN:

Det vil jeg slet ikke udelukke, Frk. Evaldsen. Slet ikke.

FRK. EVALDSEN:

De bliver vel ikke dårlig?

Dihmer? Kan De høre?

TORBEN:

Tak. Alt er så overvældende. Jeg tror bare jeg skal sidde.

FRK. EVALDSEN:

Det forstår jeg.

Så kan det være vi skal udsætte samtalen?

TORBEN:

Tak.

FRK. EVALDSEN:

Hvis De er sikker på, De har det godt?

TORBEN:

– ja. Det har jeg.

FRK. EVALDSEN:

Så godnat.

(går)

TORBEN:

Eller også dør jeg inden der er gået et minut.

(tæller ned)

… og så dør jeg lykkeligt … fuld af håb …

Et sted i natten sætter en pianist sig til klaveret og begynder at spille.

TORBEN:

Ja. Ja. Ja. Jeg lever. Verden er til. Alt begynder igen. Om tre. Fire. Allerhøjst fem måneder står Favsingholm parat til at modtage en brud. Hvad skal jeg gøre? Bygningsinspektøren. Godsforvalteren. Men nu? Jeg må takke nogen.

(ud/lys ned)

II,8 "Forlovelsen"

Fru Bertha kommer bærende på en stor buket – ud af mørket.

FRU BERTHA:

Sover du, Jytte?

(stiller blomsterne fra sig)

De er fra Dihmer.

Husk nu han kommer og drikker morgenteen med os.

JYTTE:

Husker. Det er det første jeg tænker på. Det er i dag. Den dag. Den 25. marts. Dagen der i al fremtid vil skille fortid fra nutid. Det er dagen, hvor frk. Jytte Abildgaard vil blive forlovet med … Så vil de endelig få noget at snakke om derhjemme! Alle de gamle historier om mig … Jeg ved det! Dér sidder Tykke Emma Carlsen på konditoriet og råber mit navn ud til alle og enhver, der gider høre. Og Lydia vil farte rundt i sin luksusbil og himle op om illusioner og forfængelighed. "Sagde jeg det ikke nok. Intet mindre end ministerfrue kan være fint nok til hende!" … Åh nej. Ikke sådan, Jytte! Forfra. Det er i dag den 25. marts. Solen stråler allerede ind i værelset, og gennem det åbne vindue strømmer salt luft fra havet. Krydret med duften fra haven træer og buske.

Godmorgen Jytte. Hvordan ser verden så ud i dag? Alt sitrer. Alt er bristefærdigt af forventning. Du siger. Lad mig høre! Ja, ja – ja, af hele mit hjerte, min sjæl vil det! min krop længes efter det! Hans fingre, min hud, kysset, nu holder han fast, nu kan jeg ikke slippe –– Åh, Jytte! Vær lykkelig. Som alle andre. Hvorfor så ikke? Jeg har jo været der! Jeg har set deres sejrssikre lykke under myrtekrans og brudeslør – og set hvordan de nu sidder rundt om og gør sig lystige over deres forliste ægteskab og alt det de troede og drømte. Og stadig ikke vil slippe! Emma, skilt to gange, interesser: mad og tenorforelskelser, Fennimor og – åh Gud ja! – stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle …

Jytte! Det er den 25. marts! Den dag, det er slut med alt tvivl! Al grublen! Slut, Jytte! Du er ung! Du er klog! Det kan være verden ikke elsker dig! Men han gør! Denne tavse fremmede, der er trådt frem fra forklarelsens rige. Han har set dig! Han vil have dig! Torben Dihmer, Den Ny Torben Dihmer, hærdet af smerte, af år og dage uden håb. Din skæbne vil i evig tid være bundet til hans. Så sikker er du, som du aldrig har været på noget. Ham, ham, ham er det.

Vi hører Torbens latter. Det gibber i Jytte. Hun overværer optrinnet mellem Fru Bertha og Torben uden selv at blive set.

JYTTE:

– ham?

TORBEN:

(latter)

… jeg kan virkelig mistænke Asmus for at have sendt hele Bredgade med tilstødende gader og pladser herned, så han selv kunne blive fri for sine patienter i København.

JYTTE:

Er det ham?

TORBEN:

De kender hende da?

FRU BERTHA:

Frk. Evaldsen. Jojo. Det gør jeg da rigtignok. Hun er gammel i gårde.

TORBEN:

Og fuld tilregnelig?

FRU BERTHA:

Ja bestemt. Tvivler De?

TORBEN:

Tvivlede i det mindste et øjeblik.

JYTTE:

(afsides)

Ham?! Torben Dihmer?

TORBEN:

Hun tilbød mig en af de sikre kredse ved det kommende valg.

FRU BERTHA:

Så sagde De forhåbentlig "ja".

Torben tier.

FRU BERTHA:

Dihmer, nu ødelægger De vel ikke noget for Dem selv?

Torben ler.

FRU BERTHA:

Hvad sagde De?

TORBEN:

Jeg udbad mig betænkningstid.

FRU BERTHA:

Blot De ikke betænker Dem for længe. Valget kan komme før De aner. Jytte! Jytte! Dihmer er kommet.

TORBEN:

Det må så komme; men måske er der også andre ting end husmandsloven og de interne stridigheder i partiet, der optager min opmærksomhed mere for tiden.

FRU BERTHA:

Stridighederne i partiet skal man ikke tage sig for let …

Fru Bertha bliver afbrudt Jytte, der nu dukker frem.

TORBEN:

Frøken Abildgaard.

JYTTE:

Godmorgen hr. Dihmer. Så frisk De ser ud i dag.

TORBEN:

Tak. Jeg befinder mig også glimrende.

(til Fru Bertha)

I charmerende og begavet selskab.

JYTTE:

(til Fru Bertha)

Har hotelkarlen ikke været her?

TORBEN:

Jeg var vist ikke helt mig selv i går aftes. Hvis jeg har skræmt Dem, beder jeg mange gange om tilgivelse.

JYTTE:

Tilgivelse skal De ikke bede om! Og slet ikke for det.

FRU BERTHA:

Men i dag er De som vi kender Dem igen. Og hvor det dog glæder os, Dihmer! Ikke sandt, Jytte. Fuldkommen som i gamle dage.

JYTTE:

Fuldkommen. Jeg kom vist også til nu at afbryde en politiske diskussion.

TORBEN:

Det gjorde De ikke, frk. Abildgaard.

JYTTE:

Mor har længe savnet én hun kunne tale politik med, og jeg er jo helt umulig på det område. Jeg finder også det er forfærdeligt kedeligt og ligegyldigt.

TORBEN:

Ligegyldigt?

JYTTE:

Ja.

TORBEN:

Kedeligt måske, men …

JYTTE:

Ligegyldig. De kan sende bud, når De er blevet enig med mor.

TORBEN:

Jeg var jo netop ved at fortælle Deres mor, at det just ikke var husmandsloven, der optog mig allermest for tiden.

JYTTE:

Og hvad skulle det så være? Jernbanedriften måske?

Torben tager en konvolut frem og rækker nogle billeder frem til Jytte.

TORBEN:

Jeg tog et par billeder med, som jeg tænkte måske kunne interessere damerne.

FRU BERTHA:

Nej se! Sikke en fin gammel gård …

JYTTE:

(idet hun må overlade billederne til moderen)

Undskyld –

(går lidt afsides)

FRU BERTHA:

Det skulle da aldrig være Deres … ?

TORBEN:

Mit gods, jo. Favsingholm.

FRU BERTHA:

Er det Randers Fjord man kan se derude bag træerne?

TORBEN:

Randers Fjord, ja. Og det er den udsigt, man har fra de fleste af vinduerne på gården.

Mens Torben fortæller, sætter Jytte sig frem på scenen. Modløsheden breder sig i hende. Dette var bestemt ikke, hvad hun havde set frem til – vel nærmest, hvad hun har kunnet frygte. Mentalt bliver hun meget fjern.

TORBEN:

Jeg havde jo aldrig tænkt mig, jeg skulle blive på Favsingholm. Men nu går jeg i gang med arbejdet, og jeg skal gerne indrømme, at jeg er lidt utålmodig. Det hele har pludselig fået en anden mening nu.

FRU BERTHA:

Det glæder mig oprigtigt at høre. Asmus har altså god grund til at være stolt. Han har ikke alene givet Dem helbredet tilbage; men også deres gamle barndomshjem.

TORBEN:

Det kan vi måske ikke blive helt enige om.

FRU BERTHA:

Jo, Dihmer! Selvom der er rigeligt, vi kan være skuffede over, så er i det mindste de fremskridt, videnskaben har frembragt, et uomtvisteligt gode. Det må De indrømme!

TORBEN:

Og dog, fru Abildgaard! vil jeg alligevel lytte til præsten hjemme i Favsing.

FRU BERTHA:

Og denne præst … ?

TORBEN:

Pastor Vestrup. Fastslår ganske enkelt, at det lykkelige udfald af vor tids gerninger og opfindelser, alene afhænger af en "velsignelse", som ikke kan udfindes på noget laboratorium og ikke købes på noget apotek.

(idet han ser ned på Jytte)

Jeg gir ham ret.

JYTTE:

"Favsingholm". Hvor kommer den pludselige varme i stemmen fra. Som om han talte om en elsket. "Mit gods", "hjemme i Favsing …" Mit hjem er det ikke. Fjorden mellem træerne. Hvad skal jeg med den? Se på den? Elske den ? Men jeg hader det allerede!

TORBEN:

Frk. Abildgaard …

JYTTE:

Torben … Dihmer …

TORBEN:

De er vist langt væk i tankerne.

JYTTE:

Ham igen. Den gamle Torben Dihmer. Men jeg har jo for længst forvist ham til erindringens verden. Det er ikke ham, denne højttalende, selvsikre mand jeg kan give mit ja; men …

TORBEN:

Tør man spørge, hvad det er, De tænker?

JYTTE:

… den tavse fremmede, der trådte frem, lutret af smerte efter dage og år uden håb. Et menneske, der havde styrken og modet til at se den han elsker, som hun er. Jeg så ham jo. Han var der. Men hvorfor er han så allerede forsvundet?

(vender sig pludselig mod Torben)

Ham ? Igen ?

TORBEN:

(stille, som er han den fremmede)

– det er som alt er blevet set og forvrænget gennem et hulspejl. Jeg har haft svært ved at komme ud … allerede samme dag, jeg var taget fra Favsingholm. Toget kører ind på banegården i Århus, trængslen på perronen, denne lange række af ansigter som glider forbi vinduet. Som dyrehoveder. Jeg tænkte, her hører jeg ikke længere til. Heller ikke i Wiesbaden, på bunden af en stillestående og livløs flodtåge, menneskene der, skygger. En flod af lidelse, der ikke lod sig udtrykke, jeg måtte væk! Den eneste trøst, det overraskede mig, glædede mig. De unge kvinder. At være i nærheden af dem. Der mødte jeg noget, jeg kendte. Ind imellem var det som en beruselse at se med hvilken selvbevidst ynde, de bevægede sig. Den måde, hvorpå disse damer midt i det meningsløse bredte slæbet fra deres kjoler ud over gulvet eller slog deres vifter ud med samme medførte naturlighed som en påfugl spreder sin hale – det betog mig. Så fremmed og frastødende verden var blevet, så var dette et eventyr, der holdt mig fast. Jeg kunne sidde og lytte til to unge pigers tale – om ingenting? som fuglekvidder … men det var først da jeg genså Dem, det gik op for mig, hvad jeg i disse år havde længtes så ufatteligt efter. Jeg er lykkelig – og rædselsslagen for at De igen skal … forsvinde …

Torben bringes til tavshed af det smil, der breder sig i Jyttes ansigt. Han bøjer sig frem mod hende, hun flytter sig ikke. Han kysser hende. Hun lader sig kysse.

TORBEN:

Min elskede.

Frk. Abildgaard.

Jytte ler.

TORBEN:

Jytte.

Jytte bliver nervøs.

TORBEN:

Jeg må høre det med mine egne ører. Når jeg nu spørger …

Jytte ryster afværgende på hovedet.

JYTTE:

Ikke her. Ikke nu.

(rejser sig)

TORBEN:

Jytte!

JYTTE:

(iler afsted)

Senere.

TORBEN:

Senere?

(Torben tilfreds)

Jytte ud. Fru Bertha ind.

FRU BERTHA:

Hvad var der med Jytte? Dihmer? Der er vel ikke noget galt?

TORBEN:

(bevæget)

– Undskyld.

FRU BERTHA:

"Undskyld"? De stråler jo.

TORBEN:

Gør jeg?

FRU BERTHA:

Ja. De stråler! Åh, gudskelov.

TORBEN:

Jeg ved oprigtig talt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvad siger De en udflugt i bil? Hen langs kysten.

FRU BERTHA:

Glimrende.

TORBEN:

Måske kunne vi finde et sted, hvor vi kunne spise frokost.

FRU BERTHA:

Ja, glimrende, Dihmer! Jeg vil spørge Jytte.

(ud)

II,9 På det europæiske fodstykke

Udflugt.

Italiensk stemning. Havet bruser i det fjerne – måske. Torben står og ser ud over det.

Fru Bertha og Jytte kommer med hinanden under armen. De bevæger sig frem mod Torben. Fru Bertha bliver tilbage. Jytte går frem til Torben, stikker sin arm ind under hans. Lægger sit hoved ind til ham. De står sådan stille et øjeblik, er til og nyder det. Så forlader Jytte ham, Fru Bertha og Jytte følges ad.

II,10 Nej til Frk. Evaldsen.

Frk. Evaldsen på den anden side af Torben.

FRK. EVALDSEN:

Gudskelov! Jeg var begyndt at frygte, at jeg ikke nåede at se Dem igen.

TORBEN:

Jeg har været på udflugt det meste af dagen.

FRK. EVALDSEN:

Og det har bekommet Dem vel, kan jeg se. De har fået farve i kinderne.

TORBEN:

(mærker efter)

Jeg synes nok, jeg var blevet lidt varm.

FRK. EVALDSEN:

Dejligt. Friskt, og jeg ville heller ikke have forstyrret Deres private arrangementer, hvis det ikke havde været fordi, jeg bliver nødt til at rejse hjem i morgen.

TORBEN:

Allerede. Der er forhåbentlig ikke sket noget alvorligt?

FRK. EVALDSEN:

Alvorligt, jo. Men gudskelov ikke noget så alvorligt. Der er blevet udskrevet valg til starten af juli. Det er for tidligt, og ikke spor klogt; men det er Tyrstrups beslutning, og det bliver den afgørende styrkeprøve. Lider vor borgerlige liberalisme nederlag nu har vi enten den reaktionære absolutisme eller den sociale revolution, eller værre endnu, dem begge to, først den ene og så den anden. Alt kan ske.

TORBEN:

Vil De ikke sidde?

FRK. EVALDSEN:

Partibestyrelsen samles næste torsdag. Det ville være en personlig triumf for Enslev, hvis han kunne bringe Deres tilsagn om at overtage en kreds.

TORBEN:

Det er jo en stor fristelse – og stor ære –

FRK. EVALDSEN:

Jeg forstod på Dem i går, at De var interesseret.

TORBEN:

For så vidt …

FRK. EVALDSEN:

Oprigtig interesseret.

TORBEN:

Jo. Jeg havde blot ikke forestillet mig, jeg skulle afgøre det så hurtigt.

FRK. EVALDSEN:

Jeg rejser først ved middagstid i morgen. De kan vente med den endelige besked til da. Hvis jeg så kan regne med at De giver tilbuddet en alvorlig tanke.

TORBEN:

Jamen, det kan De, Frk. Evaldsen.

FRK. EVALDSEN:

Så vil jeg overlade Dem til Deres egne drømme. Og partiprogrammet…

(overrækker Torben nogle papirer)

… God nat, hr. Dihmer.

II,11 Jytte på nattebesøg hos Fru Bertha

Det er nat. Jytte kommer ind, stille som et spøgelse. Fru Bertha sætter sig op i sin seng.

FRU BERTHA:

Jytte – ?

Intet svar.

FRU BERTHA:

Er det dig?

JYTTE:

Du skal bare sove videre.

FRU BERTHA:

Hvad er klokken?

JYTTE:

Tre.

FRU BERTHA:

Tre?! Er der noget galt?

JYTTE:

Det var ikke meningen at vække dig. Jeg ville bare gerne sidde her, i nærheden af dig.

FRU BERTHA:

Hvad er der med dig, Jytte?

JYTTE:

Jeg vågnede. Jeg kunne ikke falde i søvn igen.

FRU BERTHA:

Ja – ?

JYTTE:

Jeg var kommet til at tænke på Samsø. Vi var på stranden, og nu var vi der alle sammen. Arvid, Ebbe og jeg. Vi løb og legede dernede, mens du og far sad oppe i lyngen og fulgte os. Det var jo i går, eller i forgårs, og alligevel er der sket så mange forfærdelige ting siden.

FRU BERTHA:

Det har du aldrig før villet tale om, Jytte.

JYTTE:

I var lykkelige? Du og far. Var I ikke?

FRU BERTHA:

Jo.

JYTTE:

Men var I aldrig bange?

FRU BERTHA:

Bange? For hvad?

JYTTE:

Jeg ved ikke. For det skulle ske, som skete. Det, som man ikke ved, hvad er. Det venter …

FRU BERTHA:

Kom Jytte. – Kom herover til mig.

JYTTE:

Lige meget hvor meget man holder af hinanden, lige meget, hvor meget, man bygger op for at holde ulykken ude, over for den er vi værgeløse. Den går gennem døre og tager med sig, hvad man troede var allermest forvaret.

FRU BERTHA:

Thys, lille Jytte.

JYTTE:

Hvad har vi tilbage? Hvilke ulykker venter der os? Og hele det komediespil, alle de drømme om lykke. Hvordan holder du det ud?

FRU BERTHA:

Jeg?

JYTTE:

Jeg vil ikke bedrage mig selv. Det vil jeg ikke. Jeg troede han forstod det, at vi forstod hinanden, men pludselig virker han så lykkelig – så sikker.

FRU BERTHA:

Er Det Dihmer, du taler om nu?

JYTTE:

Ja.

FRU BERTHA:

Har han friet?

JYTTE:

Det har han vel.

FRU BERTHA:

Han har friet. Og hvad har du svaret?

JYTTE:

Det ved jeg ikke.

FRU BERTHA:

Du har svaret "ja".

JYTTE:

Nej!

FRU BERTHA:

Men han tror måske, du har svaret ja.

JYTTE:

Jeg kan ikke holde så meget af ham, som jeg gerne ville. Du må fortælle ham det mor. Du må få ham til at rejse.

FRU BERTHA:

Men jeg forstår ikke.

JYTTE:

Vil du ikke nok. Det må slutte nu. Du må love mig det.

FRU BERTHA:

Forleden sagde du noget helt andet, da vi talte om Dihmer.

JYTTE:

Dengang vidste jeg ikke bedre; men det gør jeg nu.

FRU BERTHA:

Der er ikke sund mening i det, du siger. Du må da selv kunne høre det. Forstår du overhovedet dine egne følelser?

JYTTE:

Forstår og forstår. Hvem kan forstå, hvad der foregår indeni et menneske.

FRU BERTHA:

Man kan starte med at rette blikket udad.

JYTTE:

Mor.

FRU BERTHA:

Det er bare et godt råd.

JYTTE:

Det har jeg ikke bedt om.

FRU BERTHA:

Du spurgte, om far og jeg aldrig var bange for ulykken, mens vi boede på Samsø. Hvem er ikke det; men vi satte os ikke ned og grublede over det. Hvad skulle det føre til? Andet end det ville have hindret os i at opleve lykken, mens den var der.

JYTTE:

Men nu er ulykken sket.

FRU BERTHA:

Jeg har dig endnu, Jytte. Og jeg slipper dig ikke. Det kan ikke passe, at vores kærlighed, der var så stærk, så udadvendt og livskraftig, at den har frembragt tre børn, der bruger alle deres kræfter på at ødelægge – at dræbe! – sig selv. Jeg siger til mig selv …

JYTTE:

Ti stille mor.

FRU BERTHA:

Et sted må der findes en højere fornuft, en mening, det kan ikke passe …

(tager sig sammen)

Jytte. Nu går vi i seng igen og sover, og når vi vågner … Du kan blive her, hvis du vil.

JYTTE:

Må jeg?

FRU BERTHA:

Vi kan vel være i sengen begge to.

JYTTE:

Du må tale med Dihmer i morgen. Lover du det?

FRU BERTHA:

Sov nu Jytte.

Lyset fades ned. Jytte sover.

II,12 Daggry

Fru Bertha har rejst sig, har taget et tæppe om sig og sat sig ud i daggryet med udsigten over havet.

En kirkeklokke høres nede fra byen.

I tusmørket kommer en skikkelse frem mod hende. Han standser op et stykke fra hende.

FRU BERTHA:

– Hjalmar – ?

Intet svar. En kirkeklokke fra byen.

FRU BERTHA:

Hører du. Andagtstimen. Klokken, den lille olieflamme, Maria-billedet ... nu lægger de troende deres angste hjerter i Vorherres hånd. Oh Hjalmar, om vi kunne vinde den samme ro, finde den samme trøst som disse enfoldige. Vi, der troede, at vores kærlighed var det stærkeste og den bedste beskyttelse af vore børn. Men hvad nytter det, at det hele skete af kærlighed, når vi magtesløse må se på, at vore børn trækkes ud af vore favntag og føres bort af mørke strømme.

Skikkelsen træder frem.

FRU BERTHA:

Dihmer?

TORBEN:

Jeg forskrækkede Dem forhåbentlig ikke.

FRU BERTHA:

Hvad laver De her? På denne tid?

TORBEN:

Strejfer. Jeg tror bare, jeg strejfer. Jeg kunne ikke sove. Tankerne ville ikke lade mig i ro, og uvilkårligt blev jeg ført herop. Vist med et helt fornuftsstridigt håb om her i daggryet at kunne spore duften af Deres datters varme ånde.

FRU BERTHA:

(morer sig lidt)

Som en sporhund, Dihmer.

TORBEN:

Ja.

FRU BERTHA:

En morgen for strejfere. Også jeg strejfer. Blandt gamle minder og følelser, der trods deres tynge kan være svære at slippe fra.

TORBEN:

Så vil jeg lade Dem i fred med dem, fru Abildgaard. Vi ses senere i dag.

(går, er næsten kommet ud)

FRU BERTHA:

– – Dihmer!

Torben standser, vender tilbage.

TORBEN:

Ja?

FRU BERTHA:

– – Nej. Undskyld. Der var alligevel ikke noget.

TORBEN:

Må jeg så sige noget?

FRU BERTHA:

Ja?

TORBEN:

… Der er udskrevet valg. Vidste De det?

FRU BERTHA:

Nej!

TORBEN:

Frk. Evaldsen ventede på mig, da jeg kom hjem fra vores tur i går. Hun tager tilbage i dag. Jeg har lovet at give hende endelig besked, inden hun stiger i toget. Om hvorvidt jeg vil stille op …

FRU BERTHA:

Ja, det husker jeg jo! Og?

TORBEN:

Jeg har besluttet mig til at sige nej.

FRU BERTHA:

(det lyder næsten som et angstskrig)

Nej! Hvorfor?

TORBEN:

Jeg ved ikke …

FRU BERTHA:

De må da kunne svare for Dem.

TORBEN:

Ja. Jeg ved.

FRU BERTHA:

Nå!

TORBEN:

En valgkampagne nu kommer meget ubelejligt.

FRU BERTHA:

Det gør den jo altid, Dihmer. Jeg mindes ikke Hjalmar nogensinde var tilfreds. Nu må De ikke svigte os, Dihmer.

TORBEN:

Men jeg troede jo De vidste det?

FRU BERTHA:

Vidste hvad?

TORBEN:

At jeg skal giftes. Oven i købet med Deres datter.

FRU BERTHA:

Jojo.

TORBEN:

Jeg troede også, jeg med Deres tavshed havde fået et stiltiende samtykke.

FRU BERTHA:

Det har De! Af hele mit hjerte, Dihmer. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Har De talt med Jytte om det?

TORBEN:

Hun kender mine hensigter, og jeg har grund til at tro, at hun ikke tager mig dem ilde op.

FRU BERTHA:

Nej. Det gør hun sikkert ikke. Det er jeg overbevist om, hun ikke gør. Men …

TORBEN:

Men?

FRU BERTHA:

Det behøver vel ikke gifte Dem lige nu.

TORBEN:

Så hurtigt som muligt.

FRU BERTHA:

Men nu må De ikke glemme de store forventninger, der stilles til Dem. De har Deres chance nu.

TORBEN:

Jeg får rigelig at gøre med at bringe Favsingholm i en stand, så jeg kan være bekendt at hjemføre en brud til den.

FRU BERTHA:

Men det er vel ikke Deres hensigt at leve i al fremtid alene for Deres personlige lykke?!

TORBEN:

Det er måske det, jeg allerhelst vil. Jeg tror jeg har en del til gode.

FRU BERTHA:

Jamen, hvad går der da af Dem, Dihmer! Hvad er det, der er sket med Dem?

TORBEN:

Spøger De, fordi De gerne vil vide det. Eller er De bare vred?

FRU BERTHA:

Begge dele! Begribeligvis!

TORBEN:

Jeg tror, det er gået mig som den mand, der en aften sidder i en lænestol og næsten rent tilfældigt gør den opdagelse, at han er en helt anden end den, han troede han var. Han havde jo ingenting mærket, men daglige små lagforskydninger har pludselig en dag fremkaldt en fuldkommen sammenstyrtning af hans forestillinger og det grundlag, han havde levet på. Som et af de bjergskred, man hører om, hvor en hel fjeldvæg ramler ned, fordi en mand nede i dalen har sendt et skud efter en krage.

FRU BERTHA:

Og den kragejæger er – Frk. Evaldsen?

TORBEN:

Frk. Evaldsen? Ja, måske er det sådan; men jeg skal ikke forstyrre Deres morgen mere. Som sagt …

FRU BERTHA:

Dihmer. De må ikke regne med at se Jytte i dag.

TORBEN:

Ikke i dag?

FRU BERTHA:

Jytte er ikke så rask som man kunne ønske. Turen i går har taget på hende. Hun bliver sikkert nødt til at holde sengen i dag.

TORBEN:

Men hvad fejler hun?

FRU BERTHA:

Noget forbigående. Jeg er overbevist om, det er noget forbigående. Jeg går på apoteket og køber noget jern, så er hun klar om en dag eller to.

TORBEN:

Men er der ingenting jeg kan gøre?

FRU BERTHA:

Måske tænke over svaret til Frk. Evaldsen en gang til. Jeg ved Enslev altid har sat Dem højt.

TORBEN:

Jeg beklager, fru Abildgaard; men beslutningen er truffet. Jeg har lært man må være tro mod sin skæbne og lære at elske den. Og jeg … Jeg er så lykkelig, Fru Abildgaard. Så taknemmelig. De må hilse …

FRU BERTHA:

Dihmer!

Gør også Jytte lykkelig. Lov mig det.

TORBEN:

Med alt hvad jeg formår.

FRU BERTHA:

Jeg ved, jeg ikke skal sige det; men jeg er tit så urolig for hende. Hvis De gør hende lykkelig, vil jeg tilgive, at De har svigtet os.

TORBEN:

Jeg har ikke andet ønske end at gøre Jytte lykkelig.

FRU BERTHA:

Jeg ved det.

Torben går.

II, 13 Jytte elsker ikke Toben

Jytte er dukket op. Hun har hørt stemmerne, men nok ikke, hvad der er blevet sagt.

JYTTE:

Mor? Var det ikke Dihmer jeg hørte?

FRU BERTHA:

Jo. Men han er gået nu.

Jeg synes du skal gå op og sove igen.

JYTTE:

Fortalte du ham det?

FRU BERTHA:

Åh Jytte.

JYTTE:

Du fortalte ham det ikke? Du lovede.

FRU BERTHA:

Hvorfor, Jytte? Du grubler dig ind i alle mulige stemninger. Du stjæler livet ud af hænderne på dig selv!

JYTTE:

Mor.

FRU BERTHA:

Lad dog for en gangs skyld dit hjerte råde, Jytte!

JYTTE:

Mit hjerte?!

FRU BERTHA:

Du elsker ham.

JYTTE:

Er det ikke dig, der har lært mig at bruge mine øjne og min forstand.

FRU BERTHA:

Jeg har da også øjne i hovedet, og jeg kan se …

JYTTE:

(afbryder)

Jeg elsker ham ikke. Jeg troede jeg gjorde, men det var ikke ham …

(Fru Bertha vil sige noget, men Jytte snapper hende af før hun kommer i gang)

Og jo mere, du bliver ved, desto mindre kommer jeg til at synes om ham.

FRU BERTHA:

Du ved ikke, hvad du selv gør.

JYTTE:

Jeg er så sikker, som jeg aldrig før har været. Det er ikke ham.

FRU BERTHA:

Men hvad nu, hvis du tager fejl?

JYTTE:

Så ville det alligevel være bedst på den måde. Så trækker jeg ikke andre med ned i ulykken.

FRU BERTHA:

Der er ikke sans eller samling i det, du siger.

JYTTE:

Det er synd for dig mor.

FRU BERTHA:

Det er ikke synd for mig.

JYTTE:

Du skal ikke bekymre dig mere om det. Jeg skriver til ham.

FRU BERTHA:

Du har tid til at tænke dig om, Jytte. Han regner ikke med at høre fra dig i dag.

JYTTE:

Jeg skriver.

II, 14 Afsked med Italien

Fru Bertha er gået. Jytte på vej ud, passerer Torben, der kommer med brevet. Han læser, standser. Jytte bliver stående og ser nervøst Torben læse.

JYTTE:

(fremsiger, hvad Torben læser)

"… min opførsel kan jeg ikke forklare anderledes for mig selv end som en utilgivelig kådhed. Jeg er nu fuldt og fast besluttet på aldrig at gifte mig … Jeg er sikker på, at De snart vil kunne se tilbage på denne lille affære uden sindsbevægelse. For mit vedkommende … "

(holder inde, da hun kan se, det berører Torben)

Torben folder brevet sammen. Reagerer følelsesmæssigt på det. En eksplosion, der ikke længere kan holdes tilbage. Han brøler.

I brølet sættes der i med italiensk musik. Afvikling af det sydlandske sceneri.

Kolding har i baggrunden fat i en ny person.

KOLDING:

Velkommen til Sollandet, hr. retsassessor.

NATHALIE LUND:

De ser ud, som om De kunne trænge til at få den kære sol til ven. … Hvad kender De til det wellerske system?

KOLDING:

Op klokken syv hver morgen, systemet punktligt gennemgået i tolv minutter for åbne vinduer. Bagefter styrt, havregrød, frugtkompotter … Garanteret ingen korsetdeformationer!

TORBEN:

"Man må være tro mod sin skæbne og lære at elske den … "

NATHALIE LUND:

Vi må starte helt forfra …

Omgivelserne er svundet ind. Der er fokuseret ned på Torben, der sidder tilbage.

TORBEN:

I Wiesbaden, tåge. Her er lyset så skarpt, at man må knibe øjnene sammen for ikke at fortvivle.

(Forsæt til Akt III)