Asgaardsrejen

Et Skuespil

PERSONERNE:

REKTOR NORDBY.
KLARA, hans Hustru, født Kall.
FRITS, deres Børn.
RAGNA, deres Børn.
OTTO KALL, forh. Journalist og Lystspildigter.
ETATSRAAD GRUNNERT til Vejlbygaard.
HARALD GRUNNERT, hans Søn.
PASTOR JOHANSSEN.
ADJUNKT MØLLER.
JOMFRU ANDERSEN, i Rektorens Hus.

Handlingen foregaar i Rektorboligen i Vejlby i tre paa hinanden følgende Dage.

FØRSTE AKT

(Dagligstue i Rektorboligen. Aaben Verandadør i Baggrunden. Tidlig Formiddag.)

FØRSTE SCENE

RAGNA (har siddet og læst i en Bog og lægger den nu ligegyldig fra sig. Sidder en Tid i Tanker. Løfter pludselig Hovedet med et lyttende Udtryk. Rejser sig tilsidst og gaar langsomt til Verandadøren. Taler herfra til Nogen udenfor:)
Godmorgen! … Jeg kendte dine Aareslag … Hvad siger du? … Om vi er hjemme? … Mor? … Ja, hun er … For tidligt? … Naa ja, kom du bare.

FRU NORDBY (fra Spisestuen tilvenstre)
Ragna! Hvem taler du med?

RAGNA (vender sig og gaar ind igen)
Det er Harald Grunnert.

FRU NORDBY (i anden Tone)
Aa, er det Harald! Kommer han herind?

8 RAGNA
Han fortøjer da Baaden. Han har vist noget at tale med dig om.

FRU NORDBY
Med mig?

RAGNA
Han spurgte udtrykkeligt, om du var hjemme.

(HARALD GRUNNERT – en smuk, kraftig bygget, solbrun ung Mand – kommer ind fra Verandaen i en lys Flonels Morgendragt.)

FRU NORDBY
Godmorgen, Hr. Viking! Eller Goddag skal man vel i Grunden sige. For De har sagtens været oppe med Lærkerne og har allerede hilst paa alle Vejlbygaards Marker. Og nu har De været ude og taget Dem et friskt Fjordbad, ikke sandt?

HARALD GRUNNERT
Det sidste er i hvert Fald rigtigt.

FRU NORDBY (rækker ham Haanden)
Ja, saadan skal det være! … Sæt Dem nu ned. Hvordan staar det til hjemme?

HARALD GRUNNERT
Jeg skal hilse mange Gange fra Mor. Hun var saa ked af, hun gik glip af Rektorens Foredrag forleden ved Skovfesten. Vi havde lige faaet spændt for, saa blev hun daarlig og maatte gaa i Seng.

9 FRU NORDRY
Det er da ikke noget alvorligt?

HARALD GRUNNERT
Aa nej; hun er da oppe igen. Det er den gamle Historie fra ifjor.

FRU NORDBY
Ja, kære Harald, Deres Forældre begynder at blive tilaars. De trænger til Hvile. Den Tanke maa De se at vænne Dem til, – det har jeg sagt Dem.

HARALD GRUNNERT
Jeg tænker ogsaa, det nu endelig bliver til noget med den Baderejse, der har været talt om saa længe. Mor vil absolut afsted.

FRU NORDBY
Og Deres Far?

HARALD GRUNNERT
Ja, det har jo hele Tiden været det kildne Punkt. Men nu er han da gaaet ind paa at gøre Mor Følgeskab. Jeg skal forresten hilse fra ham ogsaa. I Grunden kommer jeg som en Slags Udsending fra Far. Han bad mig, om jeg vilde forhøre, hvornaar det var Dem belejligt at tage imod ham. Det skulde gerne være en af de nærmeste Dage. Og helst paa en Tid, da Rektoren ikke var hjemme.

10 FRU NORDBY (med et Smil)
Det sidste lyder jo næsten foruroligende. Og jeg begriber ikke, … hvad kan det være for Hemmeligheder, Deres Far vil tale med mig om?

RAGNA (der gaar omkring i Stuen)
Aa, Mor! At du vil lade saa uskyldig! Det er naturligvis noget med Fars Jubilæum. Du veed jo godt, hele Byen snakker nu om det.

FRU NORDBY
Jeg har ganske vist hørt en lille Fugl kvidre lidt. Men jeg kan da ikke tænke mig, at det er i den Anledning, Deres Far –

HARALD GRUNNERT
Jeg tror nok, det er i den Anledning. Men forresten veed jeg ingenting og har heller ikke Lov til at sige noget.

RAGNA
Der er saamænd ingen Grund til at være saa hemmelighedsfuld. Vi veed Besked om det altsammen. Baade om Festmiddagen og Theservicet og Ungdomsforeningens Fakkeltog.

FRU NORDBY (strengt irettesættende)
Ragna!

11 (Fra Spisestuen kommer OTTO KALL – en gusten og forkommen Skikkelse – støttende sig tungt til en Stok.
Hans Tilsynekomst fremkalder et Øjebliks forlegen Tavshed.)

FRU NORDBY (flygtigt forestillende.)
Min Broder! – Hr. Grunnert, Vejlbygaard!

OTTO KALL
Jeg vidste ikke, her var Fremmede. (Til Søsteren) Pigen vilde gerne gøre i Stand i mit Værelse.

FRU NORDBY
Du skulde sætte dig lidt ud i Haven. Henne paa Bænken under den store Kastanie er der endnu Skygge.

OTTO KALL (efter en tavs Hilsen ud gennem Verandaen.)

FRU NORDBY (da han er borte)
Hvad var det nu, vi talte om?

HARALD GRUNNERT
Undskyld! Vil De give mig Lov til at gøre Dem et Spørgsmaal, Fru Nordby?

FRU NORDBY
Hvad er det?

HARALD GRUNNERT
Det var altsaa Hr. Kall, der kom hertil igaar sammen med Frits?

12 FRU NORDBY
Har De allerede talt med Frits?

HARALD GRUNNERT
Nej, men Forvalteren var nede ved Havnen igaar med Kreaturer, da Københavnsdamperen kom. Han fortalte, at Frits var med Skibet og havde ledsaget en ældre, svagelig Herre. Jeg har spekuleret paa, hvem det kunde være. Jeg maa tilstaa, det faldt mig mindst af alt ind, at det var – Otto Kall.

FRU NORDBY
Ja, det vil vel nok vække nogen Forbavselse.

HARALD GRUNNERT
Hr. Kall er syg?

FRU NORDBY
Dødssyg. Og vi var jo nærmest til at tage os af ham – syntes vi.

HARALD GRUNNERT
Det er saa … (Søger forgæves efter et Ord.) Og Rektoren var selv nede paa Bryggen for at tage imod.

FRU NORDBY
Saa det veed De ogsaa. – Men lad os tale om noget andet. Det er et saa trist 13 Emne. Hvor er i Grunden Frits? Har du ikke set ham, Ragna?

RAGNA (gaar bort fra et Vindu, hvorfra hun i Smug har fulgt Otto Kall med Øjnene.)
Nej!

FRU NORDBY
Mon han er gaaet ud?

RAGNA
Jeg veed det ikke.

HARALD GRUNNERT
Saa vidt jeg husker, laa Deres Baad ikke ved Trappen.

FRU NORDBY
Saa er han nok allerede ude med sine Fiskesnører. Han er ganske barnlig henrykt over sin Ferie, den kære Dreng. – Naa, men det har da sikkert holdt haardt for Dem at overbevise Deres Far om, at Vejlbygaard ikke netop behøver at styrte sammen, fordi han overlader Dem Styret en lille Tid.

HARALD GRUNNERT (ser bort med et lille Smil)
Ja, De kender jo fra Fortiden Fars svage Side. Han har lidt svært ved at slippe Forestillingen om sin Uundværlighed.

14 FRU NORDBY
Ja ja. Begyndelsen er altsaa nu gjort. Og det glæder jeg mig rigtig over for Deres Skyld, Harald. De skal se, naar alt gaar godt, vil Deres Far selv foreslaa, at De beholder en Del af Ledelsen. Som der staar i Sangen: "Ungdommens Mod og de gamles Besindighed Haand i Haand ved Styret". I det Billede ser jeg i det hele nu Landets lykkelige Fremtid ligge for os.

HARALD GRUNNERT (efter nogen Tøven)
Ja se, – det Syn vil De nu alligevel ikke faa at se paa Vejlbygaard.

FRU NORDBY
Jeg siger Dem, Harald, – De maa ikke opgive Haabet.

HARALD GRUNNERT (smilende)
De forstaar mig ikke rigtig, Fru Nordby. Jeg mener … ja, jeg har egenlig slet ikke Lov til at tale om det endnu, men De vil jo ikke bringe det videre … Far og jeg er kommen til Enighed. Netop igaar blev Sagen endelig afgjort. Far og Mor overdrager mig Gaarden helt og holdent og flytter til København.

15 FRU NORDBY
Saa er det virkelig sket! (Rækker ham Haanden over det Bord, hvorved de sidder.) Til Lykke, Harald Grunnert! Nu er De da rigtig glad!

HARALD GRUNNERT
Ja, det er jeg!

FRU NORDBY
Men hvordan er det gaaet til?

HARALD GRUNNERT
Aa, det er en lang Historie. Kan De huske, Fru Nordby, engang i Vinter, vi kom til at tale om Forholdene derhjemme. De forstod godt, sagde De, hvor nedtrykkende det maatte være for mig at gaa om med saa megen Lyst til at tage fat og ikke kunne faa Lov til det. De syntes, jeg maatte jo meget hellere tale med Far og Mor om at faa Lov til at rejse bort og begynde noget selvstændigt i Amerika eller Avstralien.

FRU NORDBY (undvigende)
Naa – det var jo kun min Spøg.

HARALD GRUNNERT
Aa ja. Men i mit Hjerte maatte jeg alligevel give Dem Ret. Jeg følte selv, at det kunde ikke blive ved at gaa, som det gik. Saa 16 gjorde jeg en Dag Alvor af det og talte om at rejse.

FRU NORDBY
Gjorde De virkelig! Hvad sagde saa Deres Forældre?

HARALD GRUNNERT
Mor blev jo fortvivlet. Far forresten ogsaa. Lige siden den Dag har i Grunden Forhandlingerne staaet paa. Mor foreslog straks en Deling af Arbejdet; men det vilde Far ikke høre Tale om, og det var saamænd heller aldrig gaaet. Far og jeg ser saa forskelligt ogsaa paa rent praktiske Ting. Det mente De forresten ogsaa dengang, kan jeg huske.

FRU NORDBY (afledende)
Og hvornaar skal Overdragelsen ske?

HARALD GRUNNERT
Allerede nu til Høsten. De veed nok, – naar Far endelig har taget en Bestemmelse, faar han ingen Ro, før den er udført. Foreløbig følger han altsaa Mor ned til Wiesbaden, og mens de er borte, skal Møblerne flyttes til København.

FRU NORDBY
Er det ikke underligt, jeg er i Grunden slet 17 ikke overrasket. Da De før kom ind, slog det mig, at der var foregaaet en Forvandling med Dem. De formelig straalede, Harald! (Til RAGNA, der under den sidste Del af Samtalen har flyttet sig uroligt fra Sted til Sted i Stuen og just staar i Begreb med at liste ud ad Spisestudøren.) Hvor gaar du hen, mit Barn?

RAGNA
Jeg maa vist se til Frokosten.

FRU NORDBY
Aa, det gør jeg helst selv. Rul lidt ned for Solen, min Pige; den brænder saa stærkt paa Betrækket. Blomsterne trænger vist ogsaa til Vand. (Til HARALD GRUNNERT) Men nu vil da Folk faa noget at snakke om. Det er jo virkelig en Nyhed!

HARALD GRUNNERT
Som sagt, – De vil nok lade være med at tale om det til Nogen foreløbig. Heller ikke til Far. Det var kun, fordi vi netop kom ind paa det Emne … Og saa syntes jeg jo ogsaa, at De og Deres Mand havde Krav paa at være de første, der fik det at vide.

FRU NORDBY
Det var saa elskværdigt tænkt af Dem, kære Harald. – Hvordan tager Deres Far det?

18 HARALD GRUNNERT
Aajo, bedre end man skulde have tænkt sig. Tiden har lært ham at resignere – siger han selv.

FRU NORDBY
Ja, ja. Han kommer nok over det ogsaa. Vi sætter allesammen saa megen Pris paa Deres Far. Saa haardt han ogsaa har staaet min Mand imod, har vi dog altid erkendt, at han var en Personlighed.

HARALD GRUNNERT
Jeg er glad ved, at De siger det. For jeg føler godt nu, at jeg selv ofte har bedømt Far uretfærdigt. Han handlede dog altid kun efter sin bedste Overbevisning.

FRU NORDBY
Det gjorde han sikkert.

HARALD GRUNNERT
Naar Far i sin Tid traadte saa stærkt op mod Rektoren, var det jo ogsaa i en Slags Selvforsvar. Far var saa at sige opdraget med den Forestilling, at han som Ejer af Vejlbygaard var Byens fødte Formynder.

FRU NORDBY
Ja, ja, der skal ikke rippes op i de gamle Stridigheder. Deres Far har jo desuden nu 19 loyalt erkendt sit Fejlsyn paa min Mand og hans Gerning. (Rejser sig) Og nu maa De tilgive mig, kære Harald, at jeg betænker mine husmoderlige Pligter. Bliver De ikke og spiser Frokost med os?

HARALD GRUNNERT
Tak, ikke idag. De venter mig hjemme.

FRU NORDBY
Saa hils Deres Forældre. Sig Deres Far, at han er altid velkommen. Og dersom han absolut helst vil træffe mig alene, sker det bedst om Formiddagen, omtrent paa denne Tid. Tror De, det vil kunne passe ham?

HARALD GRUNNERT
Det vil det ganske sikkert. Far kører endnu hver Formiddag herind til Byen. Det er saadan en gammel Vane, han ikke har kunnet lægge af. Han kigger saa indenfor i Banken og Aktiebryggeriet, – der sidder han jo endnu i Bestyrelsen.

FRU NORDBY
Ja, saa venter jeg ham altsaa. Farvel, Farvel! (Ud.)

ANDEN SCENE

HARALD GRUNNERT
Hvorfor vilde du gaa, Ragna?

RAGNA
Det sagde jeg jo.

HARALD GRUNNERT
Det var jo kun et Paaskud. Var det for ikke at blive ene med mig?

RAGNA (tier)

HARALD GRUNNERT
Husker du dit Løfte?

RAGNA
Jeg har aldrig lovet noget. Det veed du godt.

HARALD GRUNNERT
Kald det, hvad du vil. Maa jeg blot minde dig om, at allerede da jeg den 15. Marts ifjor friede til dig, sagde du noget, som i hvert Fald stærkt lignede et Løfte.

RAGNA
Hvad var det?

HARALD GRUNNERT
Har du virkelig glemt det? Du sagde, at af 21 alle Mennesker var jeg den eneste, du kunde tænke dig at være gift med.

RAGNA
Kalder du det et Løfte?

HARALD GRUNNERT
Nej, men nogen Tid efter sagde du ogsaa noget andet. Du kunde ikke lide lange Forlovelser, sagde du. Vi skulde blive ved at være gode Kammerater, indtil vi kunde blive enige om at gifte os. Husker du det? Fra den – Nat var det, jeg for Alvor tog Kampen op med Far. Og jeg lovede mig selv, at jeg skulde ikke oftere tale til dig om Giftermaal, før jeg havde skabt mig et selvstændigt Hjem og kunde sige til dig: Kom nu og del det med mig. – Hvad svarer du nu?

RAGNA (efter nogen Kamp)
Jeg kan ikke, Harald. I al Fald ikke nu – det maa vente.

HARALD GRUNNERT
Igen vente. – Hvordan er det egenlig fat med dig, Ragna? Du har jo aldrig været let at komme rigtig tilbunds i. Men jeg har en Fornemmelse af, at du i den senere Tid er ved at blive borte ogsaa for dig selv.

22 RAGNA
Naar du tror saa daarligt om mig, kan jeg ikke forstaa, du bliver ved at holde af mig. Det skulde du ikke gøre.

HARALD GRUNNERT
Ja se, – nu bliver du straks studs! Du er dog et Barn, Ragna! Men det har du ikke længer Lov til at være. (Træder hende nærmere.) Hvad er det, du gaar og gemmer paa? Er det en Forelskelse, saa sig det rent ud.

RAGNA
Ja, det er det maaske.

HARALD GRUNNERT (betragter hende nøje)
Det faar du mig alligevel ikke til at tro paa, Ragna. (Haardt) Der er jo heller ingen Kunstberidere her paa Egnen for Tiden, saa vidt jeg veed.

RAGNA (bider sig i Læben og bliver brændende rød).

HARALD GRUNNERT (tager sig i sin Ophidselse, dæmpet)
Jeg sagde det ikke for at saare dig. Men du skal engang vide, Ragna, hvad Slags Mistanke du udsætter dig for med din Lunefuldhed. Og det vil jeg sige dig: hvad man kan tilgive en Femtenaarig, finder man sig ikke i 23 hos den, der har fyldt de tyve. Jeg veed ikke, hvad det er, du nu igen gaar og drømmer dig bort i; men jeg taler til dig, som jeg gør, fordi jeg tror, at det her gælder ikke alene min egen Lykke, men ogsaa din, Ragna.

RAGNA
Og dersom du nu tog fejl? – Jeg ønsker bare, man vil lade mig i Fred.

HARALD GRUNNERT
Ja, saadan siger alle Drømmere. Men Tiden trænger til vaagne Mænd og Kvinder, Ragna. Og skulde Rektor Nordbys Datter ikke blive en af dem! – Lad mig sige dig en Ting. Kan du huske den samme 15de Marts, da vi stod derude ved Havelaagen. Jeg fortalte dig, at jeg havde holdt af dig, lige siden jeg saae dig som lille Pige sidde bag Spisestuevinduet derinde og kigge ned paa os Drenge paa Legepladsen. Jeg kunde se paa dig, at du ikke troede mig; du fik dit mistænksomme og spydige Udtryk i Øjnene; og det var maaske ogsaa dumt sagt, for det kan jo være en Indbildning af mig. Men een Ting skal du tro paa, og det er, at siden jeg kom hjem fra England og første Gang saae dig som Voksen, har jeg ikke haft og har jeg heller ikke kunnet tænke mig nogen virkelig Lykke 24 uden sammen med dig. Da jeg igaar havde faaet Fars bindende Ord og endelig kunde føle mig som en uafhængig Mand, – jeg maatte gøre Vold paa mig for ikke straks at tage herind og fortælle dig Nyheden. Jeg troede jo, du ogsaa vilde blive glad ved den. – Men jeg har altsaa levet i en Indbildning. Jeg maa vel ovenikøbet gøre dig en Undskyldning, fordi jeg nu igen har talt til dig om mine Følelser, som jeg har gjort. – Farvel!
(Vil gaa)

RAGNA (modstræbende bevæget)
Harald! Du maa ikke være vred. Jeg tror nok, det engang vil blive, saadan som du ønsker det. Men hvorfor skal det netop være nu? Lad os i det mindste vente, til det Jubilæum er vel overstaaet.

HARALD GRUNNERT
Naar du synes det, saa – naturligvis. Men hvorfor i Grunden?

RAGNA
Forstaar du dog ikke? Jeg vil ikke have, at … at det skal se ud, som om den Ting hørte med til Festarrangementet. Men maaske er det netop det, du gerne vil?

25 HARALD GRUNNERT
Jeg skal ikke nægte, jeg synes ikke, Tidspunktet kunde være mere passende valgt. Netop nu, da Striden mellem vore Familjer endelig er udjævnet, kunde Freden da ikke faa en smukkere Besegling, end om vi offenliggjorde vor Forlovelse.

RAGNA
Ja, der har vi det igen! Saa forskelligt føler vi 1– Det er vel ikke engang saa sikkert, at dine Forældre vil blive videre henrykte for Partiet.

HARALD GRUNNERT
Dersom det er det, du er bange for, saa –.

RAGNA
Nej, det er det ikke. Slet ikke.

HARALD GRUNNERT
Ja, for saa tror jeg, jeg fuldstændig kan berolige dig. Hvad Mor angaar, saa veed du selv, hun er ganske fortryllet af dig, … ja, nu ser du igen saa mistroisk ud; men det er sandt, hvad jeg siger. Hun har jo desuden længe forstaaet din Fars Betydning og veed, hvormeget vi unge – og ikke mindst jeg – skylder ham. Og for Fars Vedkommende – 26 ja, saa hørte du jo, at han selv tænker paa at benytte Jubilæet som Anledning til yderligere Tilnærmelse.

RAGNA
Ja, det hørte jeg nok. Men jeg vil alligevel ikke. Jeg synes i det hele slet ikke om den Jubilæumskommers.

HARALD GRUNNERT
Du er dog altid fuld af Underligheder. Man kunde fristes til at tro, du var skinsyg paa din egen Far.

RAGNA
Aa Snak! Hvor falder du paa saadan noget?

HARALD GRUNNERT
Det er ikke første Gang, du er kommen med den Slags Udtalelser.

RAGNA
Naa ja! Jeg er vel et selvstændigt Menneske. Ikke bare "Rektor Nordbys Datter". Den Titel er jeg snart ked af altid at faa serveret.

HARALD GRUNNERT (efter en Pavse)
Der er noget her, du ikke vil sige? Hvad er det, Ragna?

27 RAGNA
Jeg kan ikke svare paa alt, hvad du spørger om. – Og nu maa du helst gaa. Der kommer Nogen.

TREDJE SCENE

FRITS (med en Buket hvide Aakander i Haanden)
Haraldus! Næ, det var da morsomt! … Og i Knæbukser!

HARALD GRUNNERT
Velkommen hjem! Du undskylder mig, jeg maa gaa.

FRITS
Hvad for noget? (Ser fra den ene til den anden) Naa saadan! – Bi dog et Øjeblik. (Anbringer Blomsterne i en tom Skaal.) Vi sætter os ned i Haven.

HARALD GRUNNERT
Jeg har ikke Tid. Vi ser dig vel paa Vejlbygaard. (Hurtigt ud)

FRITS (efter ham)
Nej, hør dog! Du Krudttønde) Du Stormvind! (Ude paa Verandaen) Haraldus Hotspur! (Man hører Aareslag) Gud forbarme sig, som han haler 28 ud! … (Kommer ind igen) Har I nu igen været oppe og toppes? Du spiller højt Spil, Ragna.

RAGNA
Maa jeg være fri!

FRITS
Jeg begriber dig Pinedød ikke. Harald er dog en prægtig Fyr. Og saa brillant han saae ud i den Sportsdragt! – Naa! Har du set, hvad jeg har her? (Tager Buketten af Skaalen og holder den i Vejret) Er de ikke vidunderlig dejlige?

O, Lotus! Lotus!
Uskyldsdrømme! Jomfrusjæl!

Tror du ikke, Mor vil blive glad for dem? (Ordner skønsomt Blomsterne i Skaalen.).

RAGNA (sætter sig, uden at svare, ved Klaveret og blader i nogle Noder)

FRITS
Jeg kan forresten hilse dig fra en af dine Veninder. En Brunette. Hvide Sko. Græsgrønne Hattebaand. Henrivende Figur. – Hvem er det saa?

RAGNA
Det er vel Charlotte Holm.

FRITS
Truffet! Jeg fangede et Glimt af hende før, 29 da jeg roede forbi Apotekerhaven. Hun saae brillant ud. Kan du ikke invitere hende til en Cycletur i Eftermiddag?

RAGNA (klimprer lidt med den ene Haand)
Vi omgaaes ikke længer.

FRITS
Naa, – er hun nu ogsaa forskudt! Har du overhovedet nogen tilbage af dine Veninder?

RAGNA
Nej.

FRITS
Sig mig, hvad har du egenlig imod dem?

RAGNA
De morer mig ikke.

FRITS
Det er omvendt med mig. Kunde jeg bare blive enig med mig selv om, hvem af Vejlbys mange Dejligheder jeg dennegang skal forelske mig i, gav jeg gerne en Krone og femogtyve Øre til de Fattige. – Saa! (Anbringer Skaalen. Faar derved Øje paa den Bog, RAGNA før læste i.) Men Herregud! Her ligger jo "Guldkalven"! Jeg søgte den i Morges allevegne.

30 RAGNA (stadig bladende i Noder og klimprende lidt)
Jeg fandt den ude paa Græsplænen. Du maa have glemt den der iaftes.

FRITS
Har du læst den?

RAGNA
Jeg har kigget i den.

FRITS
Kigget? Det er en noget overlegen Maade at behandle en Literaturens Banebryder paa.

RAGNA
Duer den noget?

FRITS
Om Svendsen duer? Du vil være naiv? Der er navnlig en Skildring af en natlig Ildebrand, hvor tre Børn brænder inde. Saadan noget kan ganske simpelt ikke gøres bedre. Det er fænomenalt. Man sidder formelig og føler Luerne svide En paa Kinden. Man kunde godt fristes til at stikke Fingrene i Ørene, saadan hører man Børnenes Skrig. – Hvor er Mor?

RAGNA
I Køkkenet.

31 FRITS
Skulde hun spørge efter mig til en lille Promenade før Frokost, saa sidder jeg nede i Haven. Husk det! (Gaar med Bogen ud gennem Verandadøren men standser pludselig ved at kaste Blikket ud i Haven.) Saa – for Fanden! Sidder ikke Spøgelset derhenne paa Bænken og tager Pladsen op!

RAGNA (standser sit Spil)
Er det Onkel, du taler om?

FRITS
Hvem ellers! (Ind igen.) Hør, Ragna, kan det virkelig være Meningen, at vi skal have den miserable Fortidslevning gaaende her hele Sommeren? Det bliver jo ikke til at holde ud. Og sæt han gaar hen og himler … eller helveder … lige til Jubilæet og spolerer hele Festen. Det var dog, ved Gud, Synd for Far.

RAGNA (der har rejst sig)
Aa, saa længe holder han vel nok ud. Han er jo desuden mest paa sit Værelse.

FRITS
For Øjeblikket breder han sig dog paa den Plads, hvor jeg netop havde tænkt at sidde og dase lidt med Svendsen.

32 RAGNA
Det var Mor, der viste ham derud før, da han kom ind i Stuen.

FRITS
Ja, veed du hvad, han pynter sgu heller ikke. Du kan tro, det var en nydelig Opsigt, vi vakte igaar paa Dampskibet. Gud veed, hvad Folk tænkte om mig. Far stiller undertiden vel store Fordringer til min Menneskekærlighed. Næste Gang han faar i Sinde at optræde som barmhjertig Samaritan, agter jeg at bede mig fritaget for at spille Muldyrets Rolle.

RAGNA
Var du selv ude og hente Onkel?

FRITS
Ja, det havde jeg Ordre til.

RAGNA
Hvordan boede han i Grunden?

FRITS
Rædsomt uhyggeligt. Et Hummer til en halv Snes Kroner om Maaneden. I en Arbejderkaserne med et halvt Hundrede Lejligheder, Spytteklatter paa Trappen, Børneskraal gennem alle seks Etager og en Lugt … en Stank, siger jeg dig, som der kunde skrives tyve naturalistiske Romaner om.

33 RAGNA
Var han straks villig til at følge med?

FRITS
Det hele var jo ordnet i Forvejen. Far havde selv faaet hans Adresse opspurgt, og de havde vekslet et Par Breve. Han sad saamænd allerede med sin Kavaj paa, da jeg kom. Jeg glemmer aldrig det Syn. Jeg kom til at tænke paa engang, da jeg oppe paa Pulterkammeret opdagede den gamle, skimlede Sælhundeskindskuffert, du veed, fra Fars Studentertid. Der gik ligefrem et Gys igennem mig.

RAGNA
Du skulde skamme dig for at tale paa den Maade om et sygt Menneske, der snart skal dø.

FRITS
Dersom min Medlidenhed kunde være ham til Spor af Gavn, skulde jeg saamænd gerne skænke ham den, – det er en prisbillig Vare. Forresten er det maaske værd at erindre, at vor gode Onkel ikke nægtede sig nogen Hensynsløshed, dengang han endnu var i Stand til at gøre Skade. Man maa lade ham, han kunde ikke bare bjæffe, men ogsaa bide. Han havde en Maade at fare hæderlige Folk i Benene paa, der undertiden var ganske virkningsfuld.

34 RAGNA
Han har vel ment, de ikke var for gode til det.

FRITS
Det har han sagtens. Skade blot, at hans Kamphyl var saa erbarmelig umusikalske. Og at han gjorde sig latterlig ved at optræde som en Menneskehedens Befrier. Men han lignede sin Tid, – det er hans Undskyldning.

RAGNA
Du taler, saa –

FRITS
Saa – hvad?

RAGNA
Aa, jeg gider ikke sige det.

FRITS (forandrer Tone)
Saa skal du høre min Mening. Jeg finder det mere end besynderligt, at du føler dig forpligtet til en saa højstemt Forargelse i Anledning af en gammel Skandalemager som Onkel, der har været Far og Mor til saa megen Sorg og Skam. Og det ovenikøbet efter at du selv for et Øjeblik siden har været ubehagelig mod et Menneske som Harald, der er en god Ven af Huset og – tør jeg nok sige – din egen taalmodige – ufattelig taalmodige – Ridder.

35 RAGNA
Mine Ting skal du ikke blande dig i.

FRITS
Det føler jeg mig alligevel forpligtet til i visse Tilfælde. Du er nu engang min Søster, og Harald er min Ven. – Jeg veed ikke, om det muligvis er for at gøre dig interessant overfor dine Veninder … dine forhenværende Veninder, at du behandler Harald, som du gør. Men jeg vil advare dig. Det kunde ende med Forskrækkelse. – Og maa jeg saa med det samme henstille til dig at være lidt mindre ekstravagant i din Paaklædning. (Ser paa hendes stærkt nedskaarne Kjole.) Det er godt nok at have sin egen personlige Smag. Men man skal vogte sig for at gaa Grænsen for det passende alt for nær. Især naar man som du – allerede er en Dame med en Fortid.

RAGNA (imod ham, i et ubehersket Udbrud)
Jeg siger dig, – jeg taaler ikke længer dine Uforskammetheder!

FRITS (lidt forbløffet)
Hvad gaar der af dig? Er du gaaet helt fra Forstanden?

36 RAGNA
Aa, jeg kunde … spytte paa dig! (Vil gaa, men støder foran Spisestuedøren paa FRU NORDBY, der kommer ind med Køkkenforklæde paa.)

FRU NORDBY
Hvad er her paafærde?

FRITS
Det er Ragna, der spiller Melodrama.

RAGNA
Det er Frits, der er uforskammet.

FRITS
Hun vil spytte mig i Ansigtet, skønt jeg lige er bleven barberet.

FRU NORDBY (til RAGNA)
Du er dog ogsaa … Altid skal du stifte Ufred. (Det ringer.) Stille! … (Efter en Pause) Det er Etatsraaden. (Til RAGNA) Gaa ud og gør Lamperne i Stand og lad ham ikke se dit mugne Ansigt. Vil du tage imod ham, Frits, mens jeg gaar ind og skifter Forklæde. (Gaar ud tilligemed RAGNA.)

FJERDE SCENE

(JOMFRU ANDERSEN aabner Døren til Entreen i Forgrunden tilhøjre. ETATSRAAD GRUNNERT med Hat og Handsker i Haanden.)

ETATSRAADEN
Se-se! Husets Søn er kommen hjem! Og frisk og sund som altid! Arbejdet i Kancelliet tærer ikke paa Dem. Men sig mig – (tager ham interesseret ved en Knap og sænker Stemmen) – hvem er den Herre, der sidder derude i Haven? Jeg kunde se ham fra Vejen. Det er ikke Nogen her fra Byen.

FRITS
Det er min Onkel.

ETATSRAADEN
Onkel?

FRITS
Min Morbroder. Etatsraaden veed vist nok, at Mor har en Broder.

ETATSRAADEN
Morbroder? Vent lidt! Ham … Literaten? Publicisten?

FRITS
Ja.

ETATSRAADEN
Men Gudbevares! Hvordan kommer han her?

FRITS
Det er sandelig ikke mig, der har haft Bud 38 efter ham. Han er syg og kan ikke leve. Og saa har Far ment, at han passende kunde lægge sig til at dø her.

ETATSRAADEN
Hvor det ligner Deres Far! Altid højsindet! … Ah! (Vender sig mod FRU NORDBY, der kommer tilbage fra Spisestuen) De tilgiver mig, at jeg forstyrrer saa tidligt paa Dagen. Men jeg maa forklare Dem Sagen. Jeg opholdt mig just inde i Banken, da jeg tilfældigt saae, at Rektoren gik ind til Barber Jensen overfor. Saa tænkte jeg, at nu kunde jeg vanskelig faa nogen bedre Lejlighed til at søge den lille Konference med Dem, kære Frue, som min Søn vistnok allerede har talt til Dem om, og som Deres Mand – De forstaar – jo foreløbig helst maa holdes udenfor.

FRU NORDBY
Vil Etatsraaden ikke tage Plads.

FRITS
Det er vist Meningen, at jeg ogsaa helst skal gøre mig usynlig. Det er Statshemmeligheder, kan jeg forstaa.

ETATSRAADEN (nikker til kam)
Vi ser Dem vel paa Vejlbygaard? Altid velkommen!

39 FRITS (hilser og gear bort med sin Bog.)

ETATSRAADEN
En højst indtagende ung Mand! Det er Deres Mand op ad Dage. Lige til "Ørneblikket". – Hvordan er det? Det er i Finansministeriet, Deres Søn har faaet Ansættelse?

FRU NORDBY
Nej, i Indenrigsministeriet.

ETATSRAADEN
Aa, Departementschef Plum! Min gamle Ven og Regimentskammerat fra Krigsaarene! Dersom De vil tillade mig det, skal det være mig særdeles kært at bringe Deres Søn i Erindring hos ham. Avancementet i den røde Bygning bliver jo let en Sneglevandring, naar man ikke –

FRU NORDBY (afbrydende)
Det er meget venligt af Dem; men Frits klarer sig nok ved egen Hjælp. Han er vel anskreven hos sine Foresatte og har jo ogsaa en god Eksamen.

ETATSRAADEN
Det tror jeg! Fem store Laud'er, ikke sandt? Og ikke mere end treogtyve Aar! – Men jeg tør ikke opholde Dem for længe paa denne Tid af 40 Dagen. Jeg skal derfor tillade mig straks at komme frem med mit Ærinde. Det vil forhaabenlig ikke vække Deres Forundring, kære Frue, naar jeg siger Dem, at det er i Anledning af Deres Mands forestaaende Embedsjubilæum, jeg kommer til Dem. De vil sikkert forstaa, at ogsaa jeg føler Trang til ved denne celebre Lejlighed – trods alle Meningsforskelligheder – at bevidne Rektoren min absolute Højagtelse. Jeg har sagt Dem det før, Fru Nordby, – havde jeg paa et tidligere Tidspunkt lært Dem og Deres Mand personlig at kende, vilde megen beklagelig Strid og Ufred kunnet være undgaaet. Den selskabelige Omgang gør saa meget.

FRU NORDBY
Naa – Tiden har vel ogsaa gjort sit.

ETATSRAADEN
Jeg vilde netop sige det. For at dømme os Mænd af l'ancien régime helt retfærdigt maa man ikke glemme Tidsforholdene. Dengang Deres Mand kom her til Byen, stod Nationen Fare for – det er slet ikke for meget sagt – at undergraves af det vildeste Anarki. Jeg behøver blot at erindre om, hvordan der paa selve det kongelige Universitet blev holdt oprørske Forelæsninger, der vakte den største Opsigt. Jeg minder tillige om, hvordan Moralen frækt forhaanedes i Literaturen og Religionen latterliggjordes, 41 for ikke at tale om, hvorledes Masserne paa den skændigste Maade ophidsedes mod de Besiddende – – (Afbrydende sig selv) À propos. Jeg hører til min Overraskelse, at Deres … Deres Slægtning, Publicisten, er her hos Dem.

FRU NORDBY
Ja, min Broder kom hertil igaar Eftermiddags sammen med Frits.

ETATSRAADEN
Men hvordan skal jeg forklare mig –?

FRU NORDBY
Min Broder er dødssyg, – uhelbredeligt nedbrudt paa Sjæl og Legeme.

ETATSRAADEN
Ja, det fortalte Deres Søn.

FRU NORDBY
Og vi var jo nærmest til at tage os af ham, syntes vi.

ETATSRAADEN
Men er han ikke gift? Det forekommer mig, jeg har hørt … med en Skuespillerinde … en Varietedame.

FRU NORDBY
Kære – gift og skilt; gift igen og skilt igen – saadan levedes der jo i de Krese.

42 ETATSRAADEN (hovedrystende)
Ja, det er sandt. Og han har ingen Børn?

FRU NORDBY
Nej, Gudskelov, Børn har han aldrig haft. Nu bliver han sagtens her hos os, indtil vi lægger ham i Graven.

ETATSRAADEN
Ja, saadan gaar det. Naar Uvejret er ovre, driver Vragene paa Land. Et sørgeligt Skue! Vi maa endda være Forsynet taknemlige, fordi større Ulykker blev afværget for vort dyrebare Fædreland. Og – som jeg oftere har udtalt det – jeg erkender beredvilligt de Fortjenester, den hæderlige Del af Demokratiet har haft deraf. Hvad særlig Deres Mand i den Henseende har udrettet gennem Tale og Skrift, bør sikkert vurderes meget højt. Men, kære Frue – ikke sandt? – De forstaar, at Sindene paa det nævnte Tidspunkt, opskræmte som de var, kunde ængstes ved at se en ung, nylig ankommen Adjunkt træde op som Reformator. Føjer jeg hertil Indtrykket af Deres Mands – jeg tør jo nok sige det – højst originale Personlighed, vil det ikke undre Dem, at vi følte os berettigede til nogen Forbavselse. Desuden, det havde jo allerede i Forvejen rygtedes, at Deres Mand engang – for adskillige Aar tilbage 43 naturligvis – havde haft en ikke helt flygtig Forbindelse med visse københavnske Studenterkrese, der gav den revolutionære Bevægelse i Folket Næring. De tilgiver, at jeg nævner det, kære Frue! Jeg gør det kun for at forsvare mig.

FRU NORDBY (køligt)
Jeg forstaar det nok.

ETATSRAADEN
Men for nu at komme tilbage til mit Udgangspunkt, saa skulde det altsaa være mig særdeles kært, om jeg ved den forestaaende Højtidelighed kunde yde mit Bidrag til Dagens Hæder. Jeg har tænkt mig, at det maaske kunde være Deres Mand en Tilfredsstillelse, om den offenlige Anerkendelse ved denne Lejlighed fik et – som man siger – varigt Udtryk. Jeg tør jo ganske vist ikke længer tale for højt om min Indflydelse; men – som De maaske veed – er Hofchefen min nære Slægtning. Det skulde være mig en Glæde, om jeg kunde bidrage til, at Deres Mand opnaaede en velfortjent Udmærkelse.

FRU NORDBY (overlegent smilende)
Tænker De paa et Ridderkors?

44 ETATSRAADEN
Nu – jeg veed jo, Deres Mand har gentagne Gange udtalt sig mod det hele Ordensvæsen; og det i Udtryk, der – jeg beklager det – ikke lader sig bortforklare. Men der er jo f. Eks. Fortjenstmedaljen. Det er ikke nogen egenlig Orden; og den har jo før vist sig brugbar i lignende Tilfælde.

FRU NORDBY
Det er meget elskværdigt af Dem, Etatsraad Grunnert; men jeg kan forsikre Dem, min Mand har ikke fjerneste Ønske i den Retning. Jeg kan sige det med saa stor Bestemthed, fordi der – mellem os sagt – allerede for længe siden og fra selve Regeringen er bleven tilbudt ham en offenlig Hædersbevisning.

ETATSRAADEN (forlegen)
Ja saa!
(Pavse.)

FRU NORDBY
Hvordan staar det til med Deres Frue? Jeg hører, hun har været lidt daarlig.

ETATSRAADEN (samler sig med nogen Anstrengelse)
Tak! Gudskelov! Det er nu meget bedre. – Det skulde glæde os, om De og Deres Børn 45 vilde drikke The hos os en Aften i denne skønne Tid. Imorgen har vi netop Fuldmaane. Kunde det passe Dem?

FRU NORDBY
Tak. Vi kommer gerne.

ETATSRAADEN
Ganske en famille – veed De nok. Højst med et Par fælles Bekendte.

FRU NORDBY
Tak. Det passer os netop bedst.

ETATSRAADEN
Tror De, vi faar den Fornøjelse ogsaa at se Rektoren?

FRU NORDBY
Det tænker jeg. Min Mand har jo Ferie i denne Tid. – Der hører jeg ham forresten komme. Nu kan De selv spørge ham.

FEMTE SCENE

REKTOREN (kommer fra Forstuen. Idet han faar Øje paa ETATSRAADEN, standser han med et lystigt Udbrud)
Nej, det er virkelig kuriøst! Vil De tænke Dem – jeg kommer lige ude fra Vejlbygaard.

ETATSRAADEN
Det gør De nu ikke, Rektor Nordby. De kommer fra Barber Jensen.

46 REKTOREN (ler)
Ja, De veed jo alting! De burde have været Detektiv, Etatsraad Grunnert. Man maa færdes om Natten og være sort som en Skorstensfejer for at undgaa Deres Politiøjne! … Naa, jeg kommer dog altsaa fra Vejlbygaard. Jeg var rigtig ærgerlig over ikke at have truffet Dem. Og saa løber jeg i Armene paa Dem her i min egen Dagligstue.

ETATSRAADEN
Jeg beklager, at De har gaaet den lange Vej forgæves.

REKTOREN
Det skal De nu alligevel ikke ! Det var en prægtig Tur. Jeg gik ad Markedsgade op over Teglgaardsstien, og da jeg kom op paa Bakken, maatte jeg synge højt af Glæde over al den dejlige Frodighed deroppe. Hvor er det dog et vidunderligt Syn! … Læg Mærke til, hvad jeg siger! Det bliver et Aar, som der vil gaa Sagn af! I Danmarks Annaler vil Høstudbyttet iaar komme til at staa som trykt med Guldbogstaver. Se bare paa Deres egen Vejlbygaard! Den er jo nærved at blive borte i sit eget Kornhav.

ETATSRAADEN (indadvendt)
Unægtelig – det bliver et smukt Aar.

47 REKTOREN (stiller sig foran ham og lægger Haanden paa hans Skulder)
Sig mig, Etatsraad Grunnert, har De tænkt paa, hvad De for Deres Vedkommende skal gøre med al den Overflod? Nej, det har De ikke. Men nu skal jeg sige Dem det. For det var derfor, jeg søgte Dem.

ETATSRAADEN (urolig)
Undskyld – jeg stod just i Begreb med at gaa. Min Vogn venter henne ved Hotellet.

REKTOREN
Nej, har jeg truffet Dem, saa skal De saa sandelig ogsaa høre paa mig. – – Ser De, ved saadan i disse Dage at gaa rundt og se paa saa megen Herlighed er jeg kommen til at tænke paa, at vore Jorddyrkere – de smaa med de store – jo maa føle Trang til at give et Høstoffer, en Taknemlighedsgave for Sommerens Velsignelser. Jeg mener, der maa rundt om i Landet kunne skabes en Stemning for Tanken. Jeg vil i hver Egn have indrettet et Depot, hvortil en saadan frivillig Tiende af Aarets Afgrøde kan sendes in natura, og hvorfra igen Fattigfolk, naar Vinteren og Arbejdsnøden kommer, kan faa uddelt det nødtørftigste. Det skulde være noget i Lighed med 48 Storbyernes Samaritaner. Hvad siger De til den Ide?

ETATSRAADEN
Ja, – den er jo meget smuk. Og den ligner Dem aldeles. Men –

REKTOREN
Nej, nu ikke noget "men". Sig engang et Ja uden Forbehold.

ETATSRAADEN
Jeg vilde blot sige, at da De jo ikke – ja, undskyld jeg nævner det – men da De jo ikke selv er Jorddyrker, som De siger, kommer De maaske let til at se for optimistisk paa Sommerens Udbytte.

REKTOREN
Det tror jeg ikke. Men forresten skal jeg gerne vente med at sætte Sagen i Gang, til Tærskemaskinerne har haft Ordet. Faar jeg Ret, haaber jeg at skulle møde aabne og offervillige Hænder hos alle. Ogsaa paa Vejlbygaard.

ETATSRAADEN
Jeg kender jo Deres sjeldne Overtalelsesgave, saa –. Hvad Vejlbygaard angaar, kan jeg forsikre Dem, at der fra min Side ikke vil blive rejst Indvendinger. Men nu maa De tilgive mig. Jeg stod – som sagt – i Begreb med at gaa. (Tager tavs Afsked og gaar duknakket bort.)

SJETTE SCENE

REKTOREN (efter at have fulgt ud)
Det var dog et kuriøst Besøg. Havde han noget særligt paa Hjerte?

FRU NORDBY
Ja, han vilde gøre dig til Ridder.

REKTOREN
Hvad vilde han?

FRU NORDBY
Nej, det var forresten Fortjenstmedaljen, han tilbød at skaffe dig gennem sin Fætter Hofchefen.

REKTOREN
Stakkels Mand! Han kan slet ikke tro paa, at den gamle Tid og dens Daarskaber virkelig er forbi. Jeg har ondt af ham. Han vil saa gerne forstaa men kan ikke.

FRU NORDBY
Jeg siger dig, Jørgen, han er ikke til at lide paa. Han pønser endnu paa ondt. Saae du ikke, hvor han dirrede af Arrigskab? Han er en ægte Grunnert – halsstarrig til det yderste.

50 REKTOREN
Men du fortæller mig jo netop, at han endogsaa vil tage sig af mit Knaphul.

FRU NORDBY
Du begriber nu engang ikke den Slags Mennesker, Jørgen. Da han ikke længer kan komme os tillivs paa anden Maade, forsøger han paa at ydmyge os med Velgerninger. Det har jeg forstaaet for længe siden.

REKTOREN
Ja ja – lad ham nu værel Hvor er din Broder?

FRU NORDBY
Jeg lod ham sætte sig ned i Haven.

REKTOREN
Jeg har naturligvis ogsaa haft ham i mine Tanker paa min Spaseretur idag. Aa du – jeg kan ikke komme mig af min Forfærdelse. At det virkelig er Otto! Hvor dog saadan noget er uendelig sørgeligt! … (standser, paa Vej til Haven, foran Verandadøren med et Ryk. Sænker Stemmen.) Klara! Kom herhen! Se, der sidder han henne under Kastanien. – Men lad ham ikke se os. (Træder et Skridt tilbage.) Hvor stille han sidder! Hænderne paa Stokkehaandtaget. Øjnene halvt lukkede. Du kan tro, han rigtig nyder Freden og Trygheden. 51 Stakkels gamle Ven! Det er vist længe, siden han har haft et saadant stille Møde med Naturen.

FRU NORDBY (giver sig til at terre Støv af i Stuen)
Jeg er ikke sikker paa, han har brudt sig stort om det, du. (Opdager Skaalen med Frits' Aakander, løfter den og smiler moderligt.)

REKTOREN (uden at have hørt hende)
Hvad tror du, han sidder og tænker paa? Han har dog sikkert nu fuldt ud indset, hvor goldt og sørgeligt forfejlet hans Liv har været.

FRU NORDBY
Lad os haabe det.

REKTOREN
Jeg har den inderligste Medlidenhed med ham. Tænk, hvad for Billeder der maa glide ham forbi, naar han saadan sidder og tænker tilbage paa sit Liv. Disse mange triste Erindringer – de er Hjemløshedens sidste og smerteligste Forbandelse. Kafeuhygge, Nattesværmen, smudsige Redaktionskontorer …

FRU NORDBY
Fængselscellen.

52 REKTOREN
Ja – det er sandt! Fængslet ogsaa! Ja, han var altid sin egen værste Fjende. (Kommer hen til hende og tager hendes Hoved mellem sine Hænder.) Aa, Klara, hvor var det godt, jeg selv i Tide fik Øjnene aabnede! Og det skylder jeg dog i Grunden dig.

FRU NORDBY (klapper hans Kind)
Du var saamænd nok kommen til dig selv uden min Hjælp, min Ven.

REKTOREN
Ja ja. – Hvor er Børnene? Jeg vil sige til dem, at ogsaa de maa beflitte sig paa at lette deres Morbroder hans sidste Dages Byrder. Ragna f. Eks., hun gaar saa ørkesløs omkring. Hun kunde godt engang imellem læse lidt højt for ham. Hans Øjne er svage, og Tiden kan let falde ham lang.

FRU NORDBY
Naa, lad os nu heller ikke overdrive. – Og sæt dig nu ned. (Tager selv Plads.) Jeg har en Nyhed at fortælle dig.

REKTOREN
Hvad nu?

FRU NORDBY
Lagde du ikke Mærke til, at Etatsraaden 53 paa en underlig Maade blev tavs før, da du talte om de gode Udsigter for Høsten paa Vejlbygaard?

REKTOREN
Nej, – det husker jeg ikke.

FRU NORDBY
Ser du – Harald har ogsaa været her i Formiddag. Og han betroede mig som en Hemmelighed, at hans Far nu endelig har givet efter. Og veed du hvordan? Etatsraadens giver fuldstændig Afkald paa Gaarden og flytter til Efteraaret til København.

REKTOREN
Aa Snak! Det er ikke sandt.

FRU NORDBY
Som jeg siger dig.

REKTOREN
Tænk! At det virkelig er sket! Det lyder næsten som et Eventyr. Jeg kan ikke sige dig, hvor det glæder mig, – og det ikke alene for Haralds Skyld. Der er noget af et stort Symbol deri. Med det gamle Herrevælde paa Vejlbygaard falder Barbariets sidste, middelalderlige Skanse her paa Egnen. Den Dag Harald tager Styret derude, har Frigørelsesværket gjort et mægtigt Skridt fremad.

54 FRU NORDBY
For vor egen Skyld har vi vel ogsaa Lov til at glæde os lidt over det. Paa Ragnas Vegne, mener jeg. For nu afhænger det vistnok kun af hende selv, hvornaar hun skal blive Frue paa Vejlbygaard.

REKTOREN
Kære Klara, som jeg før har sagt dig: den Sag lægger vi – ganske stille – i Skæbnens Haand.

FRU NORDBY
Ja, tør vi nu ogsaa det? Jeg vilde netop sige til dig, at du vistnok bliver nødt til at tale lidt alvorligt med Ragna. Hun er ved at ødelægge sig selv.

REKTOREN
Hvad mener du?

FRU NORDBY
Vi maa engang tale rent ud om hende. Forstaar du, Ragna var herinde, dengang Harald fortalte mig, hvad der var sket. Jeg kunde mærke paa ham, at han gerne vilde være ene med hende, og jeg gjorde mig saa et Ærinde ud af Stuen. Men der var ikke gaaet mange Minutter, før han tog bort. Jeg saae ham fra Køkkenvinduet, og det var ikke til at tage fejl af, han var i en frygtelig Ophidselse.

55 REKTOREN
Kære Klara, jeg har sagt dig, vi har ingen Ret til at blande os i de unges Forhold.

FRU NORDBY
Men vi kan dog ikke rolig se paa, at vort Barn styrter sig i Ulykke.

REKTOREN
Du bruger nu altid saa stærke Ord. Hvad vil du i Grunden, vi skal gøre? Vi kan dog ikke tvinge hende til at holde af ham.

FRU NORDBY
Det behøver vi saamænd ikke. Herregud, jeg har da Øjne i Hovedet, – hun elsker ham.

REKTOREN
Men saa begriber jeg virkelig ikke –

FRU NORDBY
Nej, det gør du ikke, kære Jørgen; men du kan stole paa, det er, som jeg siger. Jeg kender Ragna. Hun har en underlig, en virkelig sygelig Tilbøjelighed til at gøre netop det modsatte af, hvad hun veed er rigtigt. Saadan har det jo altid været.

REKTOREN (pinlig berørt)
Ja, hun har et sært – et vanskeligt Sind.

56 FRU NORDBY
Det er af Trods, hun bærer sig ad, som hun gør. Hun veed godt, at baade du og jeg vil være glade for den Forbindelse. Derfor sætter hun sig imod. Men du skal tage hende ordenlig i Skole, Jørgen. Hun maa ikke have Lov til af Egensindighed at staa sin Livslykke i Vejen. Mine Formaninger bryder hun sig ikke længer en Døjt om. Jeg veed ikke, om du f. Eks. har lagt Mærke til de udskaarne Bluser, hun gaar med. Tror du, jeg har kunnet faa hende til at lægge blot saa meget som en Smule Tyll over. Hun vil vække Forargelse i Byen med det bare Bryst. – Derfor maa du nu tale til hende. Du er den eneste, som nu kan hjælpe. Og jeg vil sige dig en Ting endnu: det er paa Tide, hun bliver gift. Saa kold hun er, har hun dog ret hede Sanser, og vi skulde jo ikke gerne opleve en Gentagelse af den gamle, dumme Affære.

REKTOREN
Men kære Klara, nu ser du sikkert Spøgelser –

FRU NORDBY
Jeg siger dig, vi kan ikke være forsigtige nok med hende. Undertiden er jeg saamænd helt bange for hendes Forstand. Hovedet har jo aldrig været stærkt paa hende. Kort og 57 godt, du: jeg lever i en evig Uro for hende. Der gaar snart ikke en Nat, uden jeg ligger vaagen for hendes Skyld. Og det vil ikke blive anderledes, før jeg veed hende vel forvaret i et lykkeligt Ægteskab.

REKTOREN
Jeg lover dig, jeg skal ved Lejlighed tale med hende. Naar det forholder sig, som du siger, er der jo virkelig den alvorligste Grund til –

FRU NORDBY (afbrydende)
Der kommer Otto. (Rejser sig.)

SYVENDE SCENE

OTTO KALL (ses paa Verandatrappen)

REKTOREN (gaar ham imøde)
Skal jeg ikke hjælpe dig?

OTTO KALL
Tak, jeg kan godt selv.

REKTOREN
Stands et Øjeblik her i Døren og vend dig om. – Hvad siger du til det Panorama? Er her ikke dejligt? Tænk dig denne Engflade 58 om Foraaret, naar den lyser med et Væld af Farver som et milelangt Blomstertæppe. (Peger ud.) Derude gaar Fjorden ind. Du kan vist se lidt af en Sejler, ikke sandt? Her fra den anden Side kommer Aaen og lægger sig som en kælen Arm omkring Byen. Derhenne – bag Havnen – løber den ud i Fjorden. Den smukke Herregaard her lige overfor er Vejlbygaard. Det røde, du ser derhenne langt tilhøjre, hvor Landevejen er ført over Aaen, er Byens Alderdomsasyl. Det har jeg selv Æren af at have faaet oprettet i den Skikkelse. Er det ikke kongeligt? – Men du bliver træt af at staa. Lad os gaa ind. (De gaar ind).

OTTO KALL (til Fru Nordby)
Jeg har ikke før haft Lejlighed til at takke dig for de smukke Blomster, jeg fandt inde paa mit Bord iaftes.

FRU NORDBY
Blomster? Jeg veed ikke af nogen Blomster.

OTTO KALL
Om Forladelse! Saa er de altsaa kommen derind af en Fejltagelse.

REKTOREN (der har været henne i den anden Ende af Stuen)
Hvor vil du sidde? Tag Lænestolen her. Der sidder du mageligt.

59 OTTO KALL
Tak. Jeg sidder godt her. (Sætter sig andetsteds.)

FRU NORDBY
Jeg skal gaa ud og se, om der er i Stand paa dit Værelse. (Ud.)

REKTOREN
Og du har set dig lidt om i Haven. Hvad synes du om den? Sidder man ikke ganske rart og hyggeligt derude?

OTTO KALL
Jo, du har i det hele indrettet dig det godt. Hvor længe er det, du nu har været her?

REKTOREN
Femten Aar.

OTTO KALL
Og du tænker ikke paa Forandring?

REKTOREN
Nej, nej ! Jeg kan slet ikke længer tænke mig at bo noget andet Sted. (Ler) Jeg urolige Fyr har virkelig slaaet Rod her. Ja, ja! Det gaar os Mennesker saadan! Umærkeligt binder et Spind af gyldne Traade os til den Plet, hvor vi nedlægger vor Manddomsgerning.

OTTO KALL
Og Tilfredsheden er nok gensidig. Din Søn 60 fortalte mig igaar, at der forberedes store Festligheder her i Byen i Anledning af dit 25 Aars Jubilæum som Embedsmand.

REKTOREN (ryster smilende paa Hovedet)
Ja vist! Ja vist!

OTTO KALL
Jeg synes endogsaa, han talte om et Fakkeltog.

REKTOREN
Ja, jeg har jo selv hørt lidt derom.

OTTO KALL
Og et stort Festmaaltid.

REKTOREN
Ja, ja! Det var umuligt at slippe !

OTTO KALL (efter et lille Ophold)
Ja, Livet har unægtelig artet sig ret forskelligt for os to.

REKTOREN
Naa, kære Ven, det skal vi nu ikke tale om.

OTTO KALL
Det er dog vanskeligt at lade være med at tænke paa det her.

61 REKTOREN
Men nu vil du jo i Fremtiden dele godt og ondt med os, kære Otto. Det er netop, hvad baade Klara og jeg har ønsket, at du i enhver Henseende vil betragte vort Hjem som dit eget. Alt, hvad der saa længe har skilt os, skal være dødt og magtesløst imellem os.

OTTO KALL (tier)

(Pavse. – RAGNA kommer fra Spisestuen med en Lampe, som hun anbringer paa et af Bordene.)

REKTOREN
Har du sagt Godmorgen til Onkel, Ragna?

RAGNA (med Ryggen til)
Ja.

REKTOREN
Hvor er Frits?

RAGNA
Han ligger nede i Baaden og læser. Skal jeg kalde paa ham?

REKTOREN
Aa nej, lad det være. (RAGNA ud.)

OTTO KALL
Det er en ualmindelig smuk Datter, I der har.

62 REKTOREN
Det siger Folk. Hun er i hvert Fald sund og velvoksen. I aandelig Henseende er hun endnu lidt tilbage, lidt holdningsløs, – som du maaske nok har mærket.

OTTO KALL
Det veed jeg dog ikke, – lidt sky maaske.

REKTOREN (overrasket)
Sky? – (Eftertænkende) Aa ja. Ogsaa det! Ogsaa det maaske! – Naa, men for at komme tilbage til, hvad vi talte om, saa har jo disse femten Aar her i Byen i mange Henseender været en ufredelig og brydsom Tid for os. Som du kan vide, mødte jeg til at begynde med en forbitret Modstand. Der var en Tid, da man ligefrem prøvede at gøre mig umulig. Kan du tænke dig: der cirkulerede Adresser mellem Borgerne for at faa mig afsat som Oprører.

OTTO KALL
Ja, det er virkelig forbavsende.

REKTOREN
Alt det ligger nu bag os som en ond Drøm, og det har været en stor Lykke og Tilfredsstillelse at følge Frisindets stille Vækst rundt 63 om i alle Befolkningslag. Jeg tror, det uden Pral kan siges, at vor Landsdel nu tælles blandt de første i det nyskabte Danmark. Vort Skolevæsen, vor Fattigdomsforsørgelse, vore Arbejderinstitutioner er blevne genfødte i moderne, human Aand. Og nu har vi her i Byen endelig ogsaa faaet en virkelig frisindet Præst med en sund og jævn Kristendomsopfattelse, – men, det er sandt, du kender ham jo. Karl Johanssen.

OTTO KALL
Jeg har set, han er bleven Præst – ja.

REKTOREN
Vi maatte saamænd i Deputation over til Ministeren for at faa ham. Han har jo, som du maaske veed, udtalt sig med stor Frimodighed mod den ortodokse Opfattelse af Himmelfarten, hvad der paa visse Steder blev taget ham meget ilde op. – Men du har vel forresten ikke fulgt Striden om det Spørgsmaal.

OTTO KALL
Emnet er mig dog ikke fremmed. Du husker maaske, jeg selv for en Snes Aar siden skrev en Række Artikler derom i salig "Lynet".

REKTOREN
Nu, du siger det, saa tror jeg nok –

64 OTTO KALL
Det var netop for en af dem, jeg fik de tre Maaneders Fængsel.

REKTOREN (ilde berørt)
Ja ja – nu husker jeg det. (Efter et Øjebliks Betænkning) Men det vil jeg sige dig, Otto, den Straf var ikke ufortjent. Den alvorlige religiøse Overbevisning skal man vise Respekt.

OTTO KALL
Ogsaa Dumhedens?

REKTOREN
Jeg siger dig, Otto, din Tone var usømmelig. Med den Slags Ting maa der ikke drives Spot. Det skader man til syvende og sidst kun sig selv med.

OTTO KALL
Det fik jeg unægtelig at føle. – Naa, men det er da et morsomt Tilfælde, at du og Karl Johanssen skulde mødes her. Og begge to som kongelige Embedsmænd. Det drømte I dog næppe om dengang. – Det er vel et ganske godt lønnet Præstekald, detteher?

REKTOREN
Det er ingenlunde af de sletteste. Naar 65 der er gaaet et Par Aar og Afdraget til Enkepensionen falder bort, bliver det vel paa en syv Tusinde Kroner.

OTTO KALL
Ja, sammenlignet med mine tre Maaneder maa det jo siges at være en naadig Straf.

REKTOREN (tygger lidt paa Svaret)
Hør, Otto, skal vi ikke for Alvor lade Fortiden hvile? Jeg troede – ærlig talt – ogsaa, du selv nu helst vilde glemme den. Jeg kan vanskeligt tænke mig andet, end at Livet nu endelig maa have belært dig om, hvor fattig og gold, ja i sit inderste Væsen formaalsløs, hele den Tid var med sin evige Trodsen og Spotten og al sin kværulerende Ophidselse. Du veed, hvor nær det gik mig til Hjerte, at du – min bedste Ven fra Ungdommen – ikke vilde følge mig, da jeg for mit Vedkommende sagde mig løs fra det dødstriste og dødsmærkede Kompani. Jeg sparede jo ikke paa Overtalelser for at bringe dig til Fornuft, – Klara ikke heller. Men du vilde din egen Ulykke. Alle vore Advarsler gjorde dig blot endnu mere umedgørlig. Tilsidst fremtvang du selv et Brud ved dine personlige Angreb paa mig.

OTTO KALL
Jeg fulgte vel min Natur, – som du din.

66 REKTOREN (der har rejst sig og spaserer op og ned ad Gulvet)
Ja ja, det er jo nærmest en af den Slags Talemaader, man søger at undskylde sig med, – lidt umandigt, synes jeg forresten. Men jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Ting. Jeg veed jo, hvad du og mine andre gamle Venner har ment om mig, siden jeg begik, hvad I kaldte mit "Forræderi". Dersom jeg virkelig behøvede at retfærdiggøre mig, kunde jeg pege ud over Egnen her, og paa alt, hvad der gror og blomstrer af aandeligt Liv rundt om i Landet, og som jeg – det har jeg Ret til at sige – har været med til at give Vækst. Og saa kunde jeg spørge dig og de andre Himmelstormere, de levende med de døde : Hvad fik I udrettet? Hvor er de Fodspor, I satte her i Livet? Ikke sandt? I vilde blive mig Svar skyldig. (vender sig mod JOMFRU ANDERSEN, der kommer fra Forstuen) Er der noget? Jeg synes, det ringede.

JOMFRU ANDERSEN
Det var Posten. Jeg lagde den ind paa Rektorens Skrivebord.

REKTOREN (til Otto Kall)
Saa maa du undskylde mig –

67 JOMFRU ANDERSEN
Og saa skulde jeg sige, at der er i Stand i Hr. Kalls Værelse. (Ud.)

REKTOREN (til Otto Kall)
Det var i Grunden godt, vi blev afbrudt. Det er en rigtig dum Snak, vi her har ført, og det maa ikke gentage sig. Jeg tager gerne Skylden paa mig. Og saa glemmer vi det! … Vi sees jo ved Frokosten! (Han gaar hen mod Døren til Kontoret – tilhøjre i Baggrunden – men standser pludselig og staar et Øjeblik i Overvejelser. Kommer derpaa tilbage og indtager i Tavshed sin Plads fra før.) Det falder mig ind, … der er noget, … en Sag, jeg vistnok helst maa sætte dig ind i med det samme. Du undgaar dog rimeligvis ikke ved Lejlighed at høre om den af Folk her i Byen, – maaske endogsaa med Udsmykninger. Vi talte før om Ragna. Hun har som halvvoksent Barn været ude i et lille Eventyr.

OTTO KALL (opmærksom)
Hvordan?

REKTOREN
Ja, i al Uskyldighed naturligvis – fuldkommen barnligt, for ikke at sige enfoldigt. Som sagt, jeg tror ikke, Historien endnu er gaaet i Glemme. Jeg foretrækker derfor selv at fortælle dig, hvad der virkelig er passeret. – 68 Ragna var vel en femten-sejsten Aar – var altsaa i en særlig vanskelig Periode – da der kom en Trup Beridere her til Byen og vakte en Del Opsigt. Der var især en Akrobat – en Italiener tror jeg – en smidig og forvoven Fyr, der gik paa Line under aaben Himmel. Det var et ganske virkningsfuldt Syn, naar han ved Aftenforestillingerne gik deroppe højt over Hustagene med brændende Fakler i Hænderne – selv vi Voksne havde vor Fornøjelse af det. Men Barnet gik skam hen og forsaae sig paa den hele Kommers. Og det i fuld Alvor! Da Trup'en var rejst, forberedte hun en hemmelig Flugt fra Hjemmet, – hun vilde være Kunstberiderske. Til alt Held fik Klara det opdaget i Tide; men hun havde dog allerede skrevet et Brev til Direktøren og havde desuden solgt sine Skolebøger og andre Ting for at skaffe sig Penge, – kort sagt, hun bar sig rigtig dumt ad, og i saadan en lille By gør man sig ikke ustraffet latterlig, selv om man kun er et Barn. Ragna maatte virkelig en Tid døje en Del, og det har sat sine Mærker paa hende, tror jeg. Lidt vanskelig var hun i Forvejen og havde et tungt Nemme, saa –

OTTENDE SCENE

FRU NORDBY (fra Spisestuen)
I sidder her endnu.

REKTOREN (hurtigt op)
Ja, jeg maa ind.

FRU NORDBY
Nej, nu skal vi spise, Jørgen. Maskinen staar paa Bordet.

REKTOREN
Blot to Minutter! Jeg skal lige gennemse Posten. (Ud.)

FRU NORDBY
Skal du ikke gøre dig lidt i Stand, inden vi gaar tilbords?

OTTO KALL
Det var maaske rigtigst. (Rejser sig og gaar.)

FRU NORDBY (til JOMFRU ANDERSEN, der kommer fra Verandaen)
Har De kaldt paa Kandidaten?

JOMFRU ANDERSEN
Ja.

FRU NORDBY
Saa kan De rette Æggene an.

70 JOMFRU ANDERSEN
Ja. (Vil gaa.)

FRU NORDBY
Aa, hør et Øjeblik. Sig mig, Jomfru Andersen, har De iaftes sat Blomster ind paa min Broders Værelse?

JOMFRU ANDERSEN
Nej, det havde Fruen ikke givet Ordre til.

FRU NORDBY
Men Blomster har der været. Hvor er de da kommen fra?

JOMFRU ANDERSEN (husker sig om)
Nu Fruen siger det, saa synes jeg, jeg saae Frøkenen komme ind fra Haven med en Buket.

FRU NORDBY
Ragna! (Tager sig i det) Naa, den sædvanlige Tankeløshed!

[gå frem]