Sølvbruden
Nu faar vi Vaar!
I Dag, i Gaar
jeg hørte Stærens Fløjt i Lunden.
Den meldte sig som Gæst
til vores Bryllupsfest,
vil vække os med Sang paa Morgenstunden.
Min Sølvbrud! – Ak, saa mange Aar
du delte mine Vandrekaar
og skabte Hjem ved stormfuld Strand
med Kærlighed og Kildevand.
Jeg veed det godt,
dit Haar blev graat,
det store, skønne, brune;
og Øjets sommerlige Blaa
har Vintren ogsaa aandet paa,
dets Smil blev stille Lune.
Men endnu for mit Syn du staar,
som den Gang i de unge Aar,
da Livet var en Blomstervej
og loved evig Maj.
Din Fryd blev min,
min Sorg blev din,
og fælles var vor Lykke.
Bevar, min Ven, dit Sommersind,
naar – maaske snart – vi glider ind
i Alderdommens Skygge.
Et herligt Nu var Livets Fest,
men evig er vi Dødens Gæst.
Dog skal du se, at ogsaa hist
vi mødes nok tilsidst.
