Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 10. januar 1921
Smaa Romaner på få uger
10.1.21. |
Overgaden n. Vandet 15. C. |
Kære Søiberg!
Jeg forstår jo godt, at Nygårds Brev1 har vakt Uro hos Dem og sat Dem i stor Forlegenhed. Men da De hidtil har mødt så megen Velvilje og Forståelse hos ham, vilde jeg i Deres Sted ikke sende ham det Brev, De har ladet mig læse. Han synes jo tilmed at have forberedt Dem på – endogså "Gang efter Gang", som han skriver – at hans årlige Tilskud måtte ophøre. De må se at komme tilrette med ham. En mere imødekommende Forlægger får De næppe nogensinde.
Jeg har en Fornemmelse af, kære Søiberg, at De anvender for meget af Deres Tid 2 og spilder for mange Tanker på at "arrangere" Deres Pengesager. I Deres Brev til Nygård nævner De til Forsvar for den Årrække, De har brugt til at skrive "De Levendes Land", den lange Tid, der hengik mellem første og sidste Bind af "Lykke-Per". Men samtidig med denne Bog skrev jeg en halv Snes mindre og større Fortællinger, plyndrede Gang efter Gang mine Skrivebordsskuffer for Skitser og halvfærdige Ting, som jeg kastede i Forlæggerens Gab, når han begyndte at knurre. De må tro, at jeg mangen Gang gjorde det med blødende Hjerte; men det er nødvendigt for en Forfatter at have et sådant Reservefond at tage til, og det har De vistnok forsømt at samle Dem.
Var jeg nu i Deres Situation og havde jeg Deres Alder og Arbejdskraft, da 3 vilde jeg lukke mig hermetisk√ inde og skrive løs, Nat og Dag, en Fortælling, en Rejseerindring, lige meget hvad. Deres Stilling i Literaturen er nu en sådan, at intet fra Deres Hånd kan være helt ligegyldigt. Giv Dem selv en Måneds Frist, og når Manuskriptet foreligger, og dersom√ Hr. Nygård så√ endnu ikke er at få i Tale, luk Dem inde endnu en Gang og overvæld ham med beskrevne Blade. Flere af mine "Små Romaner" har jeg skrevet på få Uger. De vil måske sige, at de er bleven derefter. I senere Udgaver har jeg jo også søgt at bøde på Manglerne. Men denne strenge Arbejdstid tænker jeg alligevel nu tilbage på med Tilfredshed.
Jeg forstår jo nok, at De efter at have afsluttet Deres store Værk kan synes, at De fortjener en Hviletid. Men jeg veed 4 ingen anden Hjælp end Selvhjælpen, intet andet Råd i Deres fortvivlede Stilling end en Opfordring til at arbejde Dem ud af den hurtigst muligt som en Druknende. De vil – måske til Deres Forundring – se, at det vil lykkes Dem igen at få Luft i Lungerne. Og måske vil De også gøre den Erfaring, at Ordet om Nøden, der lærer nøgen Kvinde at spinde, også gælder drømmende Digtere.
Nu får jeg nok lidt at vide om, hvorledes det går Dem.
Med de bedste Ønsker for Dem
Deres hengivne
H. Pontoppidan
