Henrik Pontoppidan til Agnes Slott-Møller
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 27. november 1922
| 27.11.22.1 |
Overg. n. V. 15 C. |
Fru Agnes Slott-Møller!
Da jeg desværre ikke tør betro mig til min egen Hørelse, navnlig ikke når det gælder Telefonsamtale, måtte jeg forleden lade min Datter gøre Tjeneste som Bindeled imellem os. Jeg hører nu, at hun som en Grund til, at jeg må udeblive fra Festen for Valdemar Rørdam2, har nævnet Prisen. Ganske vist beklagede jeg den høje Pris, der vil gøre det vanskeligt eller umuligt for mange af Hædersgæstens Venner og Beundrere at tage personlig Del i Hyldesten. Men jeg indser meget godt, at det i denne Dyrtid 2 ikke kan blive billigt, dersom Festligheden også i det ydre Forløb skal svare til Anledningen. Og Rørdam var i sin Digtning altid en Grandseigneur, og som sådan må han fejres. For mit eget Vedkommende skulde de 25 Kr. selvfølgelig ikke have været nogen Hindring.
Nej, Grunden til, at jeg (til min store Sorg) må blive borte, er alene mit svigtende Helbred, der i det sidste Årstid har tvunget mig til at give Afkald på al Selskabelighed udenfor Familjekresen. Jeg er bleven et Offer for de såkaldte "Ansigtssmerter", og netop i denne Tid er jeg i usædvanlig Grad strakt på Pinebænken. Derfor bliver jeg heller næppe i Stand til at skrive noget Digt til Festen. Men skulde et sådant, mod 3 Forventning falde ned til mig fra Himlen – og anderledes kan det ikke komme; kun virkelige Poeter kan "sætte sig hen" og gøre Vers – skal jeg straks sende Dem det.
Med Højagtelse
Deres
Henrik Pontoppidan
