Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Rørvig. 1. august 1926
koldt eller lummert
f.T. Rørvig.
1st Avg. 26.
Kære Ven!
Jeg læste for nogen Tid siden i den Avis, jeg holder, at du med det første vilde bryde op og rejse sydpå. Du nævner ikke noget derom i dit Brev; men jeg husker, at du tidligere har ymtet lidt om at ville tilbringe din 70 Års Fødselsdag et Sted i Italien. Der kan da måske undtagelsesvis være noget sandt i, hvad Bladet meddelte, og jeg tør så ikke vente længer med at sende dig Tak for din Fødselsdagshilsen. Du skulde ikke gerne rejse af Landet uden 2 at have hørt fra os. Det gør os ondt, at det endnu ikke er helt godt med Gabriele; men Einar (vor Svigersøn) siger, at det kunde heller ikke ventes efter en så indgribende Operation. Ansigtssmerterne, mener også han, vil forsvinde, når Øret først er helt lægt; og at dette tager lang Tid, fik vi Erfaring for, da den lille Nils1 for 3 År siden gennemgik den samme Operation. Han fyldte i Går ni År, og han er nu så rask, at han daglig går i Marken hos en Nabo-Gårdmand og gør Høstarbejdet med, som om han aldrig havde kendt til Sygdom. Det er jo i det hele vidunderligt, hvor sådan et Par Sommermåneder på Landet kan omskabe Børn, mens det er tvivlsomt, 3 hvad Gavn vi Gamle har af at komme på Græs i en Sommer som denne. For otte Dage siden var her så koldt, at alle Mennesker, i hvert Fald alle Landliggerne, havde i Kakkelovnen; og i Dag er det så lummert, at man snapper efter Vejret. Min Kone har da heller ikke haft det Udbytte af Opholdet her, som vi havde håbet på; og nu skal vi snart tilbage til Byen. Selv har jeg været rigtig dårlig; og når det rigtig rev og sled i Kinden har jeg sendt min unge Lidelsesfælle i Sønderho en kammeratlig deltagende Tanke.
Din Frygt for, at Johanne2 skal gøre Alvor af at sætte Bo i Nordby3, tror jeg er ugrundet. Men jeg forstår, at Fristelsen dertil kan komme over hende, når hun ser, hvor godt hendes svagelige Dreng4 trives der. Men måske kan hendes Mand5 gøre sig Håb [om] inden ret længe at få et Politimesterembede et andet Sted i Jylland, og det må da være bedst at vente med Opbrudet fra København indtil den Tid.
Hils nu din Hustru, som så venligt forsynede min Kone med Sommerlektyre, og hils alle Børnene, ikke mindst Gabriele fra
din gamle Ven
Henrik P.
