Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Saunte. 16. maj 1919

Nevralgier plager mig Nat og Dag

Saunte.
16.5.19.

Kære Ven!

Tak for dit Brev og for dit Råd angående Gaven til Forfatterforeningen. At kunstnerisk udførte Sølvarbejder var stegen stærkt i Pris, vidste jeg jo nok lidt om; men de Summer, du nævner, gør mig tam. Jeg havde tænkt at ofre nogle få hundrede Kroner, men der må altså føjes et Nul til for at få en anstændig Jubilæumsgave, og det kan jeg naturligvis ikke. Jeg følger da dit Råd og opgiver Sølvet.

Til Lykke med vel overstået Flytning. I Oktober eller November bliver det vor Tur til 2 at gå den Skærsild igennem, da vi, som du måske veed, endelig har fundet en lille Lejlighed i København. For nogle Dage siden flyttede vi her til Saunte, hvor vi bliver indtil Ferien, dersom jeg ikke nødes til at tage til Byen tidligere√ for igen at komme under Behandling for mine Nevralgier, der i denne Tid plager mig både Nat og Dag. Jeg glæder mig til en Gang at se dig og din Familje i Eders nye Hjem; men i denne Tid kan jeg slet ikke tænke på at tage bort og allermindst til nogen Selskabelighed, hvor privat denne end er.

Vi sender begge Hilsen til din Frue med Tak, fordi I vilde se os.

Din hengivne
Henrik P.