Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra København. April 1875 (udateret)

har ventet og ventet

Kjbhvn.
Torsdag Aften. [April 18751]

Kjære J!

Der er noget, som kaldes almindelig Høflighed; dertil hører også det at svare på et Brev; endskjønt du virkelig ellers er et meget høfligt Menneske, så er du dog i det Kapitel meget uhøflig; nu kan det snart være 2 Måneder siden, jeg skrev til dig og sendte dig de to Billeder, som jeg skulde kjøbe for dig, jeg løb hele det store Kjøbenhavn om for at skaffe dem og opfylde dit Ønske, jeg sendte dem over til dig så snart det var mig muligt; synes du så ikke, at man kan vente i det Mindste efter to Måneders Forløb at høre lidt fra den Pågjældende. Jeg har ventet og ventet og atter ventet, men forgjæves; nu da det er mig klart, at du har glemt, at der herovre existerer en Henrik Pontoppidan, som i flere År har været din Klassekammerat, som har repeteret Fransk sammen med dig (Gud frie mig for det tiere) og som sidste Sommer gik om med dig i øde Egne – nu griber jeg Pennen for at lade dig vide, at han endnu lever og ofte har tænkt på dig, mens du har forglemt ham. Ak! husker du da ikke mere, hvorledes du vandrede sammen med ham, hvorledes I spiste af samme Fad Tykmælk – nej, det er sandt, det spiser du jo ikke – men så af et Fad med noget andet i; husker du da ikke længer den Dag, da I dyngvåde vandrede til Albeck2, hvis hvide Kirkespir i lang Tid var os en spøgelseagtig Vejviser, husker du ikke hvor veltilfredse I vare ved Modtagelsen i den venlige Præstegård3; det var en anderledes Modtagelse end den I den foregående Aften havde fået på Buderupholm; ja, Buderupholm! du gjæstfri Buderupholm; du ejer Sjæle, som andre lede efter uden at finde; husker du ikke den Aften på dette stolte Sted – ja, jeg skal ikke nægte, jeg har tidt tænkt på den Aften; det er så underligt at tænke på, at man dér sad i dette mørke Hummer med en sur Pibe i Munden sammen [med] disse to ligefrem ækle Børster; det var godt, at vi dengang var to, og at vi kunde få Lejlighed til rigtig at skjælde dem ud, rigtignok uden de hørte på det; vor gode Ven Landinspektøren har jeg sét herovre; jeg kjendte ham naturligvis ikke!

Da jeg som omtalt ikke har fået Brev fra dig, har jeg intet at svare på eller referere til, og da herovre intet nyt er, har jeg ellers ikke meget at skrive om, alt går her sin gamle Gang. Du må endelig fortælle mig noget, om du har truffet nogensomhelst Foranstaltninger med Hensyn til dit fremtidige Ophold herovre. Så rart jeg syntes det kunde være, om vi på én eller anden Måde kom til at bo sammen, så lod du ikke til at have Lyst dertil; men lad mig endelig 2 lidt snart høre lidt fra dig både angående det ene og det andet; det er dog så underligt slet ikke at høre noget som helst fra den Kant. "Samfundsefterretninger4" læser jeg stadig med Interesse; jeg har allerede betalt for næste Kvartal.

Du kunde også nok snart gjøre mig den Fornøjelse at tilfredsstille det Ønske, jeg i 2 à 3 År har fremsat for dig, nemlig at give mig dit Portrait; men det nytter jo vel aldrig noget – "du är som du blir, och du blir, som du var".

Ja, kun denne lille Epistel vil jeg sende dig sammen med mange Hilsner

fra din hengv. Ven
H

 
[1] jf. oplysningen om at 2 måneder er gået siden sidste brev, som tidligst kan have været ved semesterstart i februar. "Samfundsefterretninger" tyder på 1875. tilbage
[2] Albeck: Albæk syd for Sæby i Vendsyssel. Kirketårnet er hvidt, med sadeltag, men uden spir. tilbage
[3] Præstegård: Rohdes faster Agathe Wilhelmine Rohde (1825-1911) var gift med sognepræst Frederik Christian Faaborg (1821-1908) i Albæk. tilbage
[4] Samfundsefterretninger: antagelig: Samfundsefterretninger fra de lærde Skoler i Norden, Nr. 1-11. Den 9ende Januar – den 12te Juni 1875. Udkom i Viborg 1875, genudgivet 1950. Forbilledet for disse har muligvis været Samfundsefterretninger, udgivet 1867-1868 af disciple i Randers lærde skole. tilbage