Henrik Pontoppidan til Karen Pontoppidan
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 14. december 1937
ønsker ikke at blive ældre
14d Dec. 37. | Holmegårdsvej 2. Chl. |
Kære Karen!
Imorgen fylder min lille Navne et halvt År. Jeg bringer i din Anledning hans Forældre min Lykønskning og ham selv et Hurra. Jeg vilde også gerne have sendt ham en eller anden lille Gave; men din Mor sagde forleden til mig, at den eneste Slags Legetøj, han satte Pris på, var noget, der gjorde Spektakkel; og den Slags har jeg af Hensyn til Omgivelserne foreløbigt villet skåne jer for. Til Jul sender jeg som sædvanlig en Kransekage til Dommergården, hvor I velsagtens tilbringer Aftenen; men den kan Drengen jo ingen Fornøjelse have af. Kun dersom Konditoren (Larsen på Torvet) vil gøre sig Umage med Pynten, kan han måske have lidt Morskab af Synet.
Jeg havde i Forgårs (Søndag) et overraskende Besøg af et ungt Ægtepar, der samme Dag havde fået en Søn døbt og netop af den Grund 2 besøgte mig. De hører nemlig til Familjen, og jeg er vel nu næsten bleven Slægtens Ældste. Drengen kom til at hedde Dines (min Fars Navn) Sidenius Pontoppidan. Barnets Fader er min Broder Knuds Søn og eneste Barn: Erik P. Så husker du ham måske? Hans Kone er en Datter af "Politiken"s Forretningsfører, og Erik, som er Jurist, har fået en – vistnok indbringende – Stilling som juridisk Medarbejder og Rådgiver ved det samme Blad.
For nu at springe fra de alleryngste til de allerældste i min Bekendtskabskreds, så fyldte gamle Galschiøt i Helsingør for nogle Dage siden 93. Skønt han er næsten blind, skrev han for nylig et længere Brev til mig. For at sikre sig, at det var til at læse, lod han sin Husbestyrerinde se det igennem inden Afsendelsen. Det viste sig da, at der på Papiret stod Begyndelseslinjerne til et Brev. Uden at han havde kunnet se det, var Pennen løbet tør, og han var blevet ved at skrive løs, skønt der ikke kom et Bogstav mere på Papiret. Ja, Alderdommen kan være både komisk og tragisk. Du 2 skal ikke ønske for mig, at jeg må√ blive stort ældre end jeg allerede er. Jeg ønsker det ikke selv.
Jeg har hørt noget om, at det ungdommelige Ægtepar i Politigården omgåes med Planer om et Vintertogt i Julen, en Langfart, der skal ende i Rørvig. Om denne fortsatte Rejsetrang skal opfattes som Udtryk for Ungdomsletsind eller som Tegn på begyndende Alderdomsforstyrrelser, er mig ikke ganske klart. Men ligemeget – hils dem begge, og fortæl din Mor, at Fru Rohde1, med hvem hun for blot en Uge siden drak Te her i min Stue, nu ligger på Onkel Einars Klinik2 og er blevet oprereret for en Svulst, som heldigis var helt godartet – en Fedtknude, der trykkede på en Nerve og havde fremkaldt stærke Smerter.
Skønt vel også jeg går lidt i Barndom, tænker jeg dog ikke på at rejse til Rørvig i Julen. Jeg bliver i min Stue undtagen selve Juleaften, som jeg efter gammel Skik tilbringer på Østerbro. Første Juledag kommer de til Gengæld derfra her til mig til Middag, og vi vil da drikke også på de Fraværendes Sundhed. Ja kære Karen, en god Jul og et lykkeligt Nytår både for dig og den hele Familjekreds derovre.
din hengivne
Morfar.