Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 15. juni 1933

Hitler i fuld Figur

15.6.33 Holmegårdsvej 2
Charlottenlund1

Kære Andersen-Nexø!

På Grund af min Invaliditet kan jeg stadig ikke komme hjemmefra. Men måske vil De og Deres Hustru på en af Deres Byture alligevel standse ved min Dør og se ind til mig, så vi kan passiare lidt om Tidens Begivenheder, enten ved et Frokost- eller et Middagsbord, ganske som det passer Dem. Det skulde glæde mig, om De vilde komme.

Jeg sender Dem i Dag igen en Hitler-Artikel2 af Fr. Böök. Der har ialt været en fem-seks Stykker, og de synes mig at kaste et Søgelys over Manden, som kommer til at vise sig for En i fuld Figur, både med Lys og Skygge.

Jeg håber De har det godt og trives vel i denne Varme.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Vedlagt konvolut adresseret til "Forfatteren / Hr. Martin Andersen-Nexø. / Skansebakken / Hillerød". Poststemplet "Charlottenlund 15.6.33". tilbage
[2] Hitler-Artikel: i Svenska Dagbladet fra 17.5 til 22.6.1933. Den 5. artikel havde overskriften "Arbetaren". tilbage