Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 20. september 1931

de to Samtidige, hvis Venskab jeg skatter højst

Kære Ven!

Da Deres Brev forleden blev bragt mig, kom der med samme Post et Brev fra Deres Antagonist Vilh. Andersen. Det var et besynderligt Træf, der vakte lidt triste Følelser hos mig. For jeg tør jo ikke tage dette brevlige Møde som et Forvarsel om, at De og han en Gang skal søge og finde hinanden her og forsonede falde i hinandens Arme, druknende alt gammelt Fjendskab i Kødbollesuppen og den kolde Genever. Jeg kan ikke en Gang ønske, at det måtte ske. Det vilde vist ikke kunne blive et naturligt Venskab. Men underligt er det alligevel for mig, der jo ellers ikke er nogen Forligsmand, at de to Samtidige, hvis Venskab jeg skatter højst, ikke ret vel tåler hinandens Selskab.

Nu kan jeg altså snart vente at se Dem igen. Jeg skal nok give Møde på Stationsvejen, 2 men længere nåer jeg heller ikke. Vore fælles Vandringer i Dyrehaven og Ordrup Krat må vi opgive, måske for altid. Jeg er og bliver Invalid. Jeg må vænne mig til at blive et Stuemenneske, og det kniber for mig at sige Skov og Mark Farvel.

Jeg undrer mig ikke over, at De efter 5 Måneders Fraværelse endnu ikke har rigtig Lyst til at vende hjem og helst blev ude i den Verden, hvor der sker noget af det, der giver det offenlige Liv Interesse. Herhjemme synes alt mig mere og mere at blive Gentagelse, og det snart sagt på alle Områder. I Literaturen er der nogle unge, der gør Spræl og truer med Revolte, men om de evner at sætte noget igennem, ved jeg ikke. Teatret, som jeg skrev lidt om sidst, har heller ikke vist Tegn til Fornyelse trods Dobbeltscenen¹, som man ventede sig så meget af. Men alt det kender jeg jo kun von Hörensagen, og måske er meget af det, der fortælles om "den danske Skueplads"² og dens tomme Bænke ikke rigtig.

3 Selv har jeg ikke oplevet noget særdeles i den senere Tid. Dog, blev jeg ^blev√ i Forgårs til min største Overraskelse ophøjet til "Jubilar". Jeg vidste godt, at jeg i September Måned for 50 År siden debuterede som Forfatter³; men Datoen vidste jeg ikke, og jeg troede i Grunden Dagen lykkelig passeret. Men – som sagt – da jeg i Forgårs intetanende sad og slikkede Solskin nede på en Bænk for Enden af Karréen her, dukkede fire højtidelige Herrer⁴ op som Gratulanter fra Forfatterforeningen og Randrusianerforbundet. Ved den Lejlighed så jeg også Michaëlis, hvem jeg ikke har set i flere År. Han var unægtelig ældet svært. Det gjorde mig ondt at se. Han er jo ingen gammel Mand af År; men han er vistnok syg, og så skal han nok også have økonomiske Bekymringer.

Nu bliver vel dette sidste Gang, jeg skriver til Dem, og De er vel næsten allerede i Gang med at pakke sammen til Hjemrejsen. Jeg kunde forsåvidt egenlig helt have sparet Dem for disse indholdsløse Linjer, som også blot er skrevet for at kvittere og takke Dem for Deres sidste Brev og for at ønske Dem og Deres Frue 4 på Forhånd velkommen tilbage til de hjemlige Gryder.

Med hjertelig Hilsen til Dem begge.

Deres hengivne
H. Pontoppidan