Henrik Pontoppidan til Peter Nansen
Sendt fra Halls Allé 13. 22. oktober 1908 (2)
opsat på at give Møde
Halls Allé 13
Kære Nansen!
Nu må jeg næsten tro, at Fanden eller en anden munter Ånd morer sig med at lege Kispuds med os. For to Timer siden sendte jeg et Brev afsted til Dem, og straks efter listedes der et fra Dem ind gennem Sprækken i min Forstuedør. En rød Tågeskikkelse skimtedes gennem Dørens grønne Glas og forsvandt som en dæmonisk Åbenbaring. Men måske var det bare et Postbud. Jeg søgte da at komme i telefonisk Forbindelse med Dem; men det mislykkedes. At jeg går omkring med Jod og Vat og Svovl og Gud veed hvilke andre Krydderier 2 omkring mit ene Kæbeparti, og at her er Jammer og Tænders Gnidsel, er jo kun i Stilen.
Dog har jeg ikke opgivet at komme med på Mandag, og at De bryder Dem om at se mig, gør mig jo yderligere opsat på at give Møde. Plads har jeg sikret mig i den tolvte Time.
Med Tak for Brevet og venlige Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan.