Henrik Pontoppidan til Karin Michaëlis
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 5. december 1924
ikke rigtig Tillid til Foretagendet
Overg. n. V. 15
København C 5.12.24
Kære Fru Karin Michaëlis!
De synes vistnok, at jeg har været længe om at læse Deres Bog1, og det har jeg vist nok også. Men Årsagen dertil er ikke krænkende for Dem. Jeg blev jo hurtig klar over, at Bogen ikke var nogen egenlig Roman men et Memoireværk, og at den derfor ikke burde jages igennem i ét Åndedrag men helst læses stykkevis, et Kapitel om Dagen, som om det kunde være Breve, der daglig kom med Posten. Sådan har jeg nu i et Par Uger underholdt mig med Deres fortrolige Meddelelser fra et forhenværende Randers2. Store Begivenheder er det jo ikke, der berettes om. Kun undtagelsesvis 2 forefalder der noget katastrofalt, f.Eks den store Ildebrand. Men takket være Deres Kunst er man alligevel hele Tiden levende interesseret. Den Måde, hvorpå Byen og dens i Grunden kun kedsommelige Borgere og Madammer, afspejler sig i den lille overfølsomme Piges Sind, virker tidt helt betagende. Af Gadelivet genkender jeg et og andet; men det er underligt, så ringe en Rolle Naturen i og udenom Byen spiller i det Barns Liv. Man hører jo nok lidt om de store gamle Købmandsgårde, om Hestemarkederne, om Åen og Floes Skov; men man oplever ikke noget sammen med hende udenfor hendes eget og et Par andre Hjem, og det føles som en Mangel. Det for alle Indtryk så modtagelige Pigebarn vilde vi gerne have set ude i Skoven en 3 Sommerdag eller på Engene i Blomstringstiden eller i en Båd på Åen. Nu blivervirker√ Skildringen så tilklippet netop dér, hvor man havde Grund til at vente den største Frodighed. Der er f.Eks. denne Hund, der er som et Medlem af Familjen og stadig omtales, uden at man dog nogensinde lærer den rigtig at kende, skønt det gennem hele Bogen er et Barns Fornemmelser og Tanker vi indvies i, ikke et Barndomsliv "genoplevet i Erindringen" – for at tale med Fru Heiberg3. Det er jo netop Deres Mindebogs Originalitet, at den ikke er skal være√ et Tilbageblik over en Barndom, der betragtes med den Voksnes Øjne og Erfaring, men Øjebliksbilleder af et Barns kaotiske Forestillingskreds. Men er der noget et Barn sér og husker, så er det alt, hvad der kommer det for Øje af Natur, frem for alt Dyr. For Menneskers Udseende har Børn 4 sjelden noget rigtigt Blik; men lad et Barn blive fortrolig med en Hund, og den kender hvert Hår på dens Krop, hvert Udtryk i dens Øjne, og kan ikke lade være med at røbe sin dybe Medleven, når det taler om den. Her synes der mig altså at være en Lakune i den lille Gunhilds Betroelser. Mens hun ellers er veltalende nok, sine Indtryk fra Naturens Verden røber hun ikke.
Når jeg kommer med alt dette, er det nærmest for at drille Dem lidt, eller rettere, fordi De selv udtrykkeligt bad mig om Kritik. Jeg har da sat Fingeren på det Sted i Bogen, som der burde kradses lidt i. Og nu håber jeg, sammen med alle Deres Venner, på en snarlig Fortsættelse. Af Deres mange Bøger synes denne mig den bedste, fordi den er næsten helt fri for den Slags Syvspring over Stok og Sten, som De plejer at være forfalden til; – jeg venter 5 mig især meget af den lille Gunhilds første Kærlighedshistorier, som vel må blive det næste Binds Indhold. Men foreløbig sidder De vistnok indespundet i et helt andet Arbejde. I hvert Fald har Frk. Marie Behrens meddelt mig, at De har lovet hendes "literære Forlag" en ny Bog i Begyndelsen af det kommende År4. Det kunde iøvrigt interessere mig at vide Deres Mening om dette Forlag; – jeg selv finder, at Ideen er sund og god; men foreløbig har jeg alligevel ikke rigtig Tillid til Foretagendet.
Nu Tak for Bogen, hvis Udgivelse De forhåbentlig også selv har fået Glæde af; og modtag venlig Hilsen fra min Kone, der – som jeg – takker for det lille Besøg og håber, at De vil gentage det, når De igen viser Dem i Kbhvn.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
