Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Gentofte. 21. november 1912
mine Arbejder i Sverig
Gentofte.
21.11.12.
Kære Ven!
Dit Brev har fulgt mit Spor fra Freiburg over Nürnberg og Berlin, og nu har det fundet mig i Gentofte, hvor vi har indrettet os for Vinteren. Jeg er din Frue og dig meget taknemlig for Tilbudet om at give mig Husly. Når jeg mindes mit sidste Besøg i Grenna, de hyggelige Aftner ved Kaminen, med Fruen i den mægtige Tronstol – ja, så er det ikke så let at stå imod Fristelsen til at pakke Kufferten 2 igen og drage afsted. Men nu har jeg altså fået Tag over Hovedet, og Vinteren er så vidt fremskreden, at jeg gør bedst i at blive ved Hjemmet. Men nu veed jeg altså, at jeg trods mit ulykkelige Danskerblod ikke vil blive bortvist, dersom jeg påny en Dag ringer på Eders Dør, og den Vished er jeg meget glad for.
Jeg lykønsker dig til, at du har fået dine historiske Romaner samlet i en Standard-Udgave. Det må dog være dig en Tilfredsstillelse, og jeg er overbevist om, 3 at de i Årenes Løb vil skaffe dig mange Venner. Det er Værker, som Tidens så ubarmhjertige Tand ikke let skal få Bugt med. – Naturligvis er jeg nysgerrig efter at erfare, hvad du i dit Otium har tænkt om Muligheden for at indføre mine egne Arbejder i Sverig. De Forsøg, der hidtil har været gjort, opfordrer dog ikke til Gentagelse. "Det forjættede Land" er udkommen på Svensk; men "Lykke-Per" har Oversætterinden forgæves søgt at afsætte på anstændige Vilkår, 4 og den Bog har dog vakt nogen Opmærksomhed i andre fremmede Lande, især i Tyskland. Størst Chance vilde måske en Samling af mine mindre Fortællinger have, "Den kongelige Gæst", "Borgmester Hoeck og Hustru", "Højsang"[,] "Det store Spøgelse" o.s.v.
Men jeg tør ikke anbefale Nogen at ofre Tanker på denne Sag. Den svenske Literatur er i Øjeblikket så rig og frodig, at den kan undvære Tilløb fra den danske.
Lev vel, kære Ven. Bring din Hustru min varmeste Tak og modtag begge den venligste Hilsen også fra Fruen her i Huset.
Din hengivne
H. Pontoppidan
