Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Hillerød. 20. december 1906
for lidt kvindelige Anlæg
Hillerød.
20d Decb. 1906.
Kære gamle Ven!
Tak for din Bog! Jeg har gemt den hen til Julen for at kunne nyde den i Ro. Jeg aner, at den vil berede mig megen Glæde. Af dens Forgænger har jeg endnu bevaret et stærkt Indtryk, endda det vel næppe var den interessanteste Del af Margretes Liv du dér skildrede.
Jeg overraskedes ved at se, at Bogen var afsendt fra Grenna. Så bor I da endnu dér, og din Hustru er forhåbenlig igen helt rask. Jeg længes mangen Gang meget efter Eder begge, og jeg havde måske endnu engang søgt at overraske dig i Grenna, om jeg havde vidst, at jeg kunde træffe dig der. Men da jeg sidst hørte fra dig, var du Gæst i Gøteborg, og så tog jeg da sydpå, til Italien. Jeg boede en 2 Tid (2 Måneder) i Nærheden af Genua, i den lille By Nervi, hvor Hr. Hirschsprung sen. har sin Vintervilla; og senere gjorde jeg sammen med min Hustru en Rundrejse i Norditalien.
Kommer din Frue og du aldrig mere til Danmark? Deler du dit Folks Uvilje mod os på Grund af vort Forhold til Norge under Unionsopløsningen? Og er det derfor, vi aldrig mere ser dig hernede? Jeg vil da sige dig, at vi er ikke så ganske få her, som fuldt ud forstår Sveriges Følelser. Jeg for mit Vedkommende tror, at der ikke siden 1864 er overgået Danmark en større Ulykke end den, vi i vor Enfoldighed påførte os, da vi sendte en Prins til Norge. Det vilde have været en Forbrydelse, dersom det ikke, som jeg tror, var en Dumhed. Det var vor Ulykke, at vi havde – og endnu har – et Ministerium, der gør Lakajtjeneste ved Hoffet.
Gid vi snart igen kunde snakkes ved! For med Brevskrivning holdes Forbindelsen 3 åbenbart ikke vedlige. Dertil har vi begge lige lidt af de dertil fornødne kvindelige Anlæg. Så lad da os dette kun være en Hilsen og et Håndtryk, der taler for mig ved sin Tavshed.
En god Jul og et godt Nytår for dig og din Hustru!
Din hengivne
H. Pontoppidan.
