Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 5. september 1901
Dødens Tavshed om dig
5t Septb. 1901. |
Snertinge. |
Kære Ven!
Hvor i Verden lever du? Jeg kan slet ikke finde mig i, at der går så lang Tid hen, uden at jeg hører det mindste om dig. Jeg skrev sidst til dig efter din elskværdige Indbydelse til at besøge dig i din Faders Præstegård. Siden har det været en Dødens Tavshed om dig. Jeg aner så lidt, hvor du er, at jeg sender disse Linjer til din Forlægger i det Håb, at han må vide noget om dit Opholdssted.
Om mig og mine er det at fortælle, at vi alle har været i Norge i Sommer og først nu for nylig er vendt tilbage hertil efter henved 3 Måneders Fravær. Vi har haft en prægtig Ferie; særligt min Hustru for hvis Skyld Rejsen væsentlig blev gjort, har haft udmærket af Opholdet og tiltroer sig nu Kræfter nok til at turde forsøge på at genoptage Husmoderarbejdet her i Hjemmet. Vi får nu se, hvordan det går. Lykkes det at holde Huset på Benene, så bliver vi her i Vinter.
2 Men jeg vil ikke skrive noget Brev, før jeg har hørt fra dig og erfaret, at du endnu lever. Blot for et Par Ord vil jeg være taknemlig, – længere Meningsudvekslinger kan jo vente, indtil vi, forhåbentlig inden altfor længe, træffes. Vor Tid er jo ikke for (og vel heller ikke til) de langstrakte Breve. Lad os da, hellere end at være helt tavse, nøjes med den Slags Telegram-formede Breve, der erstatter en Telefonsamtale. Altså: Klingelingeling … 1) Er det Aksel Lundegård? 2) Hvordan har du og din Frue det? 3) Hvor lever I? 4) Hvad tænker du på for Vinteren? 5) Har du arbejdet flittigt? 6) Hvordan går det med din lovede Stilling i Nobel-Institutets Underråd? … Afringning. Hilsner!
din hengivne
H. P.