Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 17. juni 1900
den majestætiske Selvfølelse
17d Juni 1900. |
Snertinge |
Først en Tak for dit Besøg. Så kort det end var, og hvor uhyggeligt sagtens du har måttet følt det, var det mig til megen Opmuntring og Glæde. – Og så Tak igen for Struensee III. Jeg er glad ved, at jeg fik talt med dig om Bogen, før jeg læste denne Del. Idet jeg nu betragtede det hele, mægtige Arbejde fra dit Synspunkt, blev det mig ganske anderledes forståeligt; men jeg er iøvrigt stadig af den Mening, at du gerne kunde have ofret noget af den "historiske" Sandhed 2 (der imorgen måske ikke længer er Sandhed men en Vildfarelse) og givet din Fantasi friere Alburum. Det er dog til syvende og sidst det, der gør Digteren til et kronet Hoved og giver ham den mægtige, majestætiske Selvfølelse, man kalder Inspiration, at han har Hals- og Håndsret over sine Skikkelser, er en Gud for den lille Verden, han skaber i sin Digtning. Men derom skal vi tale, når vi nu sees.
Hvornår dette kan ske – ja, det står i Vorherres Hånd, som vi siger her i Vilhelm Becks Danmark1. Med min Hustrus Helbred går det fremad men kun langsomt – dræbende langsomt, kunde jeg fristes til at sige. Det er mig i Øjeblikket umuligt at sige, 3 hvornår jeg kan komme herfra. Men finder du et lille godt og billigt Sted til mig, saa kommer jeg så√ hurtigt, som det på nogen Måde lader sig gøre. Før efter Midten af næste Måned bliver det dog i hvert Tilfælde ikke. Men du og din Hustru bliver der jo hele Sommeren, ikke sandt?
En hjertelig Hilsen til Fruen og dig selv fra os begge
din hengivne
H. Pontoppidan
