Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Fredensborg. 13. oktober 1894
den naturalistiske Digtning er død
Fredensborg.
d. 13d Oktb. 94.
Kære Ven!
Det Brev, som jeg lige nu modtog1, har sat mig i en kedelig Forbavselse. Jeg har intet vidst om, at du har været i Kbhvn, har intet Telegram modtaget, har ingen Hilsen fået fra dig af Rohde, og det endskønt jeg har været sammen med ham daglig i et Par Uger ude i Rørvig. Derimod har jeg, siden jeg hørte fra dig sidst, skrevet to Gange til dig for at få at vide, hvor du var. Jeg vilde søge at holde på dig sålænge, til vi kom her til Fredensborg for at kunne modtage 2 dig og din Hustru på standsmæssig Måde. Det gør mig nu mere ondt, end du vistnok troer, at vi ikke traf hinanden. Jeg har på Fornemmelsen, at det nu kan vare længe, før vi sees; og det er Synd; jeg troer, vi havde en Del at tale om; jeg har jo heller ikke set dig, Gud véd hvorlænge. Til Arild kunde jeg ikke komme, da jeg nødvendigvis skulde til Fyen for mit Arbejdes Skyld2. Jeg var kun borte 4-5 Dage, og det er al den Rejse, jeg har tilladt mig denne Sommer.
Dog – hvad er det, du skriver om en Teaterpjes, du venter opført her? Skulde det blive til noget, modstår du måske ikke Fristelsen til at svippe herned for 3 at blive Vidne til din Triumf. Hvem véd? Det vil jeg i hvert Fald nu håbe på.
For mig har Sommeren været mager i literær Henseende. Jeg håber på en frugtbar Vinter.
Hvad er det for noget, du har skrevet i en Fortale til den danske Udgave af "Prometheus"?3 Jeg har ikke set selve√ Bogen men et Referat i en Avis, og efter dette skulde du have været i rent morderisk påmod√ den naturalistiske Digtning. Jeg synes ikke, det er Umagen vært at slå en død ihjæl.
Lev vel, og mange Hilsner fra hele Familien4 i Fredensborg til dig og Hustru
din hengivne
H. Pontoppidan.
