Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Fredensborg. 3. november 1893
min ensomme Stilling gør mig trist
Fredensborg
d. 3die Novb. 93.
Kære Lundegaard!
Det var kedeligt, jeg ikke fik at vide af dig, hvor dit Bryllup skulde stå, – jeg kunde da have sendt dig en telegrafisk Lykønskning på selve Højtidsdagen; men dette blev nu både mig og Edv. Brandes – hvem jeg havde lovet at skaffe fornødne Oplysninger – forment ved din Forglemmelse. Nu kommer jo altså min Lykønskning noget sent, men den er lige vel ment. Jeg har af Hjærtet glædet mig på dine 2 Vegne, idet jeg véd, og har følt, at du nu har nået, hvad du længe har attrået. Jeg beder dig at bringe min ærbødige Hilsen også til din Frue, hvem jeg jo desværre ikke fik lært at kende. Min stakkels Hustru, der for Tiden ligger meget syg og er fængslet til Sengen for mindst en Månedstid, føjer sine Hilsner og Lykønskninger til mine. Skade, at Stockholm og Fredensborg ligger så langt fra hinanden. Hvor morsomt vilde det ikke være, om vi i Ny og Næ kunde kigge ind til hinanden. Jeg for mit Vedkommende er jo her i Landet så at sige venneløs, og min ensomme Stilling 3 gør mig ofte lidt trist. Jeg er glad for min gode Veninde, med hvem jeg deler denne Ensomhed; den gamle Bibelbog har ret i dette – som i så mange andre Stykker – "at det er ikke Mennesket godt at være alene".
Lev nu vel og Tak for dit Brev og for dine venlige Ord om min sidste lille Bog1.
Din hengivne Ven
H. Pontoppidan
