Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Tipperup. 1. april 1893 (udateret)

Italien er umulig om Vinteren

p.t. Tipperup¹
pr. Kvistgård
Danmark.
[påtegnet:] 1893?
[1.4.1893²]

Kære Ven!

Det var kedeligt, at du også denne Gang kom mig i Forkøbet med Brev; men jeg har fartet så meget rundt i den sidste Tid og har slet ikke haft Stunder til at skrive. Nu er jeg da endelig hjemkommen til Danmark og har foreløbigt ferieret lidt heroppe i Nordsælland, men snart rejser jeg til Fyen, og jeg tænker lidt på at lægge Vejen om ad Hørby, hvor der jo er en "Gästis". Men først må jeg have læst din nye Bog, for at vi kan tale om den, når vi sees. Er den lige så god som din 2 sidste, er du vel hjulpen; "Titania" står mere og mere for mig som en ganske fortrinlig Bog. Nu sender du mig altså "Stormfuglen", så snart du modtager disse Linjer og efter ovenstående Adresse. På Forhånd Tak for den og til Lykke med den.

Tak også for dit sidste Brev, – ja, det er jo nu så gammelt, at du vel har glemt ^det√. Om Italien skal vi tales ved, når vi mødes. Blot så meget strax: læg endelig ikke Planer om at rejse til Syden om Efteråret, d.v.s. efter 1^st Oktb; det vil bringe dig Skuffelse. Italien er umulig om Vinteren, – at sige i Forhold til, hvad det er om Foråret og Høsten. Selv kom jeg halvt af Vanvare derned, lokket af min gamle Ven Rohde, som i Sommer besøgte mig i den lille Alpeby, hvor jeg boede. Ellers havde jeg valgt en anden Årstid. 3 Jeg kom til Florenz i September, i Månedens første Dage – og frøs gudsjammerligt. Siden blev det atter varmt, og i Oktober var der dejlige Dage.

Nu på Gensyn, min myreflittige Ven! Jeg selv går og skriver i denne Tid, levende på 2^de Oplag af "Det forjættede Land", og ærgrende mig over, at jeg stadig må undvære mit Statstilskud.

Din Ven
Henrik P.