Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 29. september 1941

uforskammet lidt kendt

Mikkelsdag1 41. Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Frk. Lea!

En Række Timer har jeg nu tilbragt sammen med Dem og i√ Deres Forhold til Hans Kinck og hans Forfatterskab2, – og det var allesammen indholdsrige Timer til meget Udbytte for mig. Jeg havde jo nok før et ganske godt Kendskab til Kincks Digtning, men det er dog først nu ved Deres Vejledning, at dens store Værd er gået rigtig op for mig og været mig til Berigelse. Jeg fatter derfor ikke, at vore hjemlige Universitetsmennesker har stillet sig til Deres Bog, som de har gjort. For mig har den virkelig været en Oplevelse, og jeg skulde tro, at den vilde kunne få Betydning for adskillige af mine Landsmænd, ikke mindst blandt de mange skrivende Herrer og Damer, vi efterhånden har fået hernede. Det er just Digtning af Kincks dybtgående Art, vi føler Savn af for Tiden. Og han er så uforskammet lidt kendt her i Danmark.

Min Tak også for den ærefulde Tilegnelse 2 af Bogen og det uforandrede Venskab for mig, den er et Vidnesbyrd om. Jeg vilde gerne have skrevet et ordentligt Brev til Dem i Dag; men jeg har desværre stadig Besvær med Helbredet og må hvert Øjeblik lægge Pennen. Jeg må derfor vente med det lange Brev til en anden Gang og nøjes med denne korte Hilsen og mine bedste Ønsker. Forholdene i Norge er jo for Tiden ikke de bedste. Forhåbenlig vil Deres Bog dog blive forstået og skattet af Deres Landsmænd trods alt.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

Dina Leas kommentar i 1957:

En enkelt passus i brevet, i den ros P. gav mitt arb. har jeg selvsagt aldri tilegnet mig. Han er kommet i skade for å si: Det er først nu ved Deres Vejledning at dens (K.s diktnings store verd) er gået rigtig op for mig og været mig til Berigelse. Denne siste forestilling krevet en ny setning. Som den nu står sier den mere enn han har ment.

Ad "vore hjemlige Universitets-Mennesker":

Bedømmelseskomiteen bestod oprinnelig av prof. Brix og Thomsen. Da disse var uenige – førstnævnte var imot mig – blev prof. Rubow tilkalt. Hans stemme vilde gjøre utslaget. Efter krigsutbrudd stillet han mig i utsikt at saken kunde ordnes uten off. disputats (p.g.a. møteforbudet) – Jeg lånte ham noen av P.s brev om arbeidet (det lyktes efterpå en av mine venner å skaffe dem tilbake. De var havnet i hans bankbox) –

Jeg fikk aldrig vite premissene for forkastelsedommen, og kunne ikke tro at R. hadde medvirket her, før han 1 1/2 år senere avslo å anmelde boken som var blitt sendt ham på mitt forslag. Da skal han bl.a. ha kalt den uleselig. – (Overfor felles venner – jeg var jo dengang ikke i Danmark, kalte P. behandlingen jeg fikk "skammelig". [håndskreven tilføjelse i afskriften] Iflg brev av 20/3 42.

Tilføjes må det også at ingen av de tre dommere hadde større kjenskap til emnet jeg hadde brukt en årrekke til å trenge inn i. – Men prof. T. som hadde minst innflydelse, gjorde sig den umak å lese K.s verker for anledningen.

 
[1] Mikkelsdag: 29.9.1941. tilbage
[2] Forfatterskab: Hans E. Kinck. Grunnmotiver i hans diktning. tilbage