Henrik Pontoppidan til Anker Kirkeby
17. februar 1920
Noahs Æt i Syndflodstider
17.2.20.
Kære Hr. Anker Kirkeby!
Jeg så', at De for nogle Dage siden var ovre i Sønderjylland, og måske er De der endnu. Alligevel vil jeg ikke længer opsætte at takke Dem for Deres lille Bog1, hvis Tilståelser åbenbart har overrasket mange, og vakt en Del Uro hos de kloge Høns blandt vort Fjerkræ. Jeg for mit Vedkommende havde ikke glemt en Kronik2 af Dem, der stod i "Politiken" for et Årstid siden. De udtalte Dem ganske vist ikke dengang i eget Navn. De foregav at gengive en Vens 2 Udtalelser om Tidens Fordærvelse og Slægtens Forfald. Men gennem dette Skriftemål hørte man Deres eget Hjerte banke i Uro og Angst.
Jeg behøver jo ikke at sige Dem, at jeg deler Deres Syn på de Tidsfænomener, De så modigt har fremdraget og taget Standpunkt til. Vil man i Syndflodstider gøre sig Håb om at komme til at√ virke for en ny Menneskehed, må man høre til den retfærdige Mand Noah's Æt eller lade sig adoptere af den.
Derfor min Lykønskning!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
