Henrik Pontoppidan til Eli Kinck
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 29. januar 1930
en Oprejsningens Tid
29.1.30. |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Frk. Eli Kinck!
Der er gået 8 Dage, og endnu har jeg ikke fået takket Dem for Brevpakken og Deres eget Brev. Det rørte mig, at De havde husket de gamle Skrivelser, og at De havde gjort Dem Ulejlighed med at finde dem frem. Jeg kender af Erfaring, hvilket Arbejde det kræver at sortere Breve, og hvor utaknemligt det i Almindelighed er. Evnen til at skrive Breve er jo næsten uddød. Telefon og Telegraf har udryddet den√. Hvor man 2 ikke kan komme i Forbindelse med hinanden pr. Tråd, tier man som oftest. Mine Breve til Deres Far har altså kun udgjort 28 – i et√ Tidsrum af over 30 År. Det kan knap kaldes en Korrespondance. Og dog var det mig altid en stor Glæde at høre fra Deres Far. Nu har jeg ikke andre norske Korrespondenter end Dem og Frk. Dina Lea, som De vist også kender. En sjelden utrættelig Brevskriver var Thrap-Meyer. Skønt vort Bekendtskab kun strakte sig over en kort Årrække, har jeg modtaget flere hundrede Breve1 fra ham, til Tider ét hver Dag. Og så fik jeg dog aldrig talt med ham, ja véd knap, 3 hvordan han så' ud.
Hvad De skriver om den nysudkomne norske Anthologi, der ikke har en Linje af Deres Far, er jo uhørt. Men erfarne Folk siger, at Tiden umiddelbart efter en Forfatters Død i Almindelighed er den vanskeligste for hans Produktion, og det er vistnok rigtigt. Der kommer da nok en Oprejsningens Tid også for Deres Far.
Jeg håber, det stadig går fremad med Deres Søsters Helbred. Jeg sender Dem begge en hjertelig Hilsen og mine bedste Ønsker.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
