Henrik Pontoppidan til Eli Kinck
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 5. november 1926
bittert savnet i Norden
5te Novb. 26. |
Overgaden n. V. 15. København. |
Kære Frk Eli og Jeannette Kinck!
Da jeg for 3 Uger siden modtog Budskabet om Deres Fars Død1, var jeg i Forvejen stærkt nedtrykt på Grund af Sygdom her i mit eget Hjem, hvor min Hustru har ligget alvorligt nedbrudt i mere end et År. Jeg fik derfor kun sendt Dem en kort telegrafisk Hilsen. De venlige Linjer2, jeg i Dag har modtaget fra Dem, benytter jeg som Anledning til at gentage for Dem, hvor nær den 2 store Mands Død er gået mig til Hjertet. Hver Dag i den mellemliggende Tid har jeg genfølt den heftige Smerte, som Deres Telegram d. 13d Oktb. vakte hos mig, og det har været mig et Savn, at intet af de danske Blade, der er kommen mig for Øje, har omtalt Begravelsen, da jeg dog gerne i det mindste i Tankerne havde fulgt Deres Far til Graven. Havde det været mig muligt, var jeg kommen til Oslo for personlig at deltage i Mindehøjtideligheden; for det var ikke alene en stor Digter, vi mistede i Hans E. Kinck, men også et stort og sjeldent Menneske, der vil blive bittert savnet i Norden. 3 Skønt et mere end tyveårigt Venskab forbandt os, såes han og jeg kun sjeldent, ja i Grunden bare et Par Gange; men jeg ser ham i dette Øjeblik tydeligt for mig i Deres Dagligstue i Bæstum3. Da sad De som to artige Småpiger på hans Knæ, og dette hyggelige Gruppebillede har jeg ofte måttet tænke på i disse Dage. Det åbenbarede en Side af hans Væsen, som kun sjelden fik Udtryk i hans Digtning, og som måske alene De rigtig har lært at kende.
Modtag de venligste Hilsner fra
Deres ærbødigst hengivne
H. Pontoppidan
