Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 31. juli 1938

har det ikke helt godt


31.7.38.
Holmegårdsvej 2.
Chl.

Kære Niels Jeppesen!

Jeg har ikke mindre end to Breve og en Avisartikel1 at takke Dem for. At jeg ikke forlængst har gjort det, skyldes den lidt urolige Tilværelse, jeg i den senere Tid har ført. Rørvig er nu ved Sommertide et så befolket Sted som nogen Badeby ved Kysten, og for blot 30 År siden kendtes den knap nok af Navn. Men altså: jeg takker Dem både for venlig Fødselsdagshilsen2 og for Brevet fra Vejle3 med Afhandlingen om min Far og hans Forhold til Biskop Brammer. Jeg har vist en Gang fortalt Dem om den oprindelige Grund til Fjendskabet mellem disse to og hvad der bidrog til at holde det vedlige i så mange År, ja for Bispens Vedkommende endogså udover min Fars Død. At teologiske Stridigheder er nogle af de mest hårdnakkede er jo en gammelkendt Ting; men her bidrog desuden et rent personligt Mellemværende til at skærpe Uforsonlighederne på Bispens Side.

Jeg håber disse Linjer må nå Dem√ til Trods for den ret ufuldstændige Adresse, jeg har givet Brevet. De er jo nu rejst til Løgstør, hvor De vil tilbringe den sidste Del af Ferien. Løgstør er jo ganske vist ingen 2 Verdensstad; men muligt er det dog måske, at Postvæsenet i Begyndelsen vil være i Vildrede med Dem som Tilflytter, og noget nøjagtigt om Stedet, hvortil De er taget hen, véd jeg ikke. De skriver ret ubestemt "til Løgstør eller lidt udenfor". Til København kommer De altså heller ikke i denne Ferie. Nu er det ellers snart længe siden, vi har set hinanden og talt sammen.

Jeg sender venlige Hilsner, også til Fruen og Børnene. Og hav det selv godt fremdeles!

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Jeg har fået så mange Breve at besvare, og har det ikke helt godt. Derfor bare disse Linjer denne Gang.

 
[1] Avisartikel: kronik i Aarhuus Stiftstidende 8.7.1938. tilbage
[2] Fødselsdagshilsen: kendes ikke. tilbage
[3] Brevet fra Vejle: NJ skrev 9.7.1938: "p.T. Vejle. […] Endelig lykkedes det mig at faa Artiklen om Deres Far frem – efter at jeg havde sendt et Par Rykkerbreve til Richardt Gandrup. Men Bogen, hvori Brevene fra Biskop Brammer stod, kan jeg desværre ikke sende Dem, da jeg ikke ejer den. Skolen i Viborg har den, men foreløbig kun i uindbunden Stand og derfor ikke til Laans, men jeg vil antage, De kan faa den inde paa det kgl. Bibliotek eller paa Gads Forlag. Det er Kirkehistoriske Samlinger 6. Hæfte […] arbejder med H.C. Andersen og Kierkegaard (Radioforedrag)." tilbage