Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 31. oktober 1934

lyssky, onanistisk Orgie


31 Oktb 34.
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund.

Kære Jeppesen!

Dersom mange læser Deres Bog1 med samme Udbytte og dybe Interesse, som jeg har gjort det, vil Kidde opnå en Renaissance ved den. Jeg har – som så mange andre – haft vanskelig ved at forlige mig med hans Forfatterskab, der var mig et lyssky, onanistisk Orgie. En lille bitte Smule kan der vel være derom; men at det var en altfor mandfolkeagtig Bedømmelse har jeg forlængst indset, og nu har Deres Bog yderligere tvunget mig til at revidere min Opfattelse af hans Person og hans Digtning. Jeg har følt Trang til at læse ham igen med den Viden om hans private Livs Skuffelser og Glæder, som De nu har afdækket for mig. Men desværre tvinges jeg til at give Afkald herpå, eller i hvert Fald at opsætte det på Grund af mine Øjnes nuværende miserable Tilstand; men jeg måtte sige Dem Tak for Bogen og vise Dem min Glæde over den2.

Og så for Resten min Tak også for Deres 2 lille Besøg og de venligste Hilsner også til Familjen.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Bog: Harald Kidde og hans Digtning udkom 1934 på Levin og Munksgaards Forlag efter at Jespersen og Pio havde afvist den. tilbage
[2] NJ svarede 16.11.1934: "Tak for Deres Brev. Hermed 3 Anmeldelser af forskellig Art – den værste modtog jeg i Ekstrabladet af Hr. Frejlif Olsen; han kan hverken med Kidde eller mig […] var i Aftes til Oxford-møde i Haandværkerforeningen med Stiftsamtmanden, Generalen, Retspræsidenten og Biskoppen i Spidsen – aandelig Kiropraktik […]." tilbage