Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 14. september 1933
Lykønskninger post festum
14.9.33. |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Niels Jeppesen!
De er forhåbenlig nu bleven udløst af Deres Lænker, og kan – som De mente – i Morgen igen begynde at undervise. Så er De vel altså også i Deres Hjem igen, og dertil lykønsker jeg Dem og også Deres Hustru og Børn. Hospitalsopholdet har naturligvis været særlig nedtrykkende for Dem, fordi Sommeren denne Gang var så ualmindelig pragtfuld, et Solbad, næsten enestående på disse Breddegrader. Når nu blot Virkningen af Kuren må svare til Forventningerne og blive af Varighed. Mit Råd til Dem om at forsøge em Alkohol-Indsprøjtning forkastedes jo af Deres Læge. Men husk alligevel på det, dersom der skulde komme Recidiv.
Jeg ser ikke meget til Aviser og véd derfor ikke, om jeg var den eneste, der ikke huskede 2 Deres Jubilæumsdag forleden. Først da det var for sent at sende Hilsen, kom jeg i Tanker om, at den faldt sammen med Grundtvigs 150 Års Dag. Forresten gik det mig ikke bedre med mit eget 25 Års Jubilæum, som både jeg og andre først blev opmærksom på ved en Artikel af Borchsenius, i hvis Blad jeg havde debuteret med en lille Fortælling "Et Endeligt". Som mine Venners Lykønskninger den Gang kom post festum, møder jeg nu også med min længe efter at måske andre Venner og Kolleger har opsendt Raketter og afbrændt Blålys til Deres Ære. Men lad os være ærlige. Der var ingen Anledning til at jubilere med Glædesråb og Fanfarer. Deres 25 Års Forfatterliv var fattigt på Blomster, rigt på Modgang og Kamp. Skulde der flages i Anledning af Deres Jubilæum, skulde det være på halv Stang; og sådan føler De det vist også selv, når De tænker tilbage.
Mon De kan blive bevægelig nok til at gøre en Københavnsrejse i Efterårsferien? De kom tidligere gerne herover i den Ferie for at deltage i Skolemøderne. Det skulde 3 glæde mig at træffe Dem igen. Vi skal da bl.a. tale om H.P.E. Hansen, der bor her i Nærheden, og har boet her vistnok et Årstid. Jeg har kun set og talt med ham en eneste Gang; men jeg får ofte Breve fra ham, mest om sinehans egne Genvordigheder, som vist også er store. Jeg har oprigtig ondt af ham. Han er jo stadig syg, og må vist som oftest holde sig inden Døre. Sidst skrev han til mig om en Tragedie, som han havde indsendt – eller agtede at indsende – til det kgl. Teater. Men det er ikke Sørgespil, Teatrene og Publikum for Tiden er begærlige efter1.
En hjertelig Hilsen til Familjen, og Tak for Deres Brev2.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
