Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 9. juli 1933
Madsen i Bjerringbro
9.7.33. |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Niels Jeppesen!
De må ikke tage mig det ilde op, at jeg ikke tidligere har takket Dem for Deres sidste, indholdsrige Breve1; men som De ser, er jeg endnu i Charlottenlund, og her har været svært lummert i den senere Tid. Men nu slår endelig Opbrudets Time for mig. I Overmorgen rejser jeg til Rørvig, og senere ned til en Svoger i Sydsjælland, der er Skovrider. Udover Sjælland kan jeg ikke komme, da jeg med mit dårlige Ben ikke kan "rejse", men kun lade mig befordre som Stykgods fra Dør til Dør i en Bil. Vi er altså for så vidt nogenlunde ens stillede i Øjeblikket; men med Dem går det dog åbenbart fremad, hvad jeg ikke kan sige om mig selv. Men da jeg læste om vor fælles Bekendt, Madsen i Bjerringbro, af hvem der jo ikke blev meget tilbage, inden han døde, skammede jeg mig selv ud, fordi jeg af og til har kunnet beklage mig 2 over min Mangel på Bevægelighed. Den stakkels Mand! At blive så voldsomt parteret, – og til ingen Nytte!
At De må gå Tiggergang hos Aviserne, og både det ene og det andet Sted får Deres Artikler tilbagevist, harmer mig virkelig; men det går adskillige andre selvstændige Skribenter på samme Måde. Man har undertiden Fornemmelsen af, at der et eller andet Sted sidder en hemmelig Censurkomité, der fungerer for alle de københavnske Blade og disses Udløbere. H.P.E. Hansen er der f.Eks. også lukket for de fleste Steder. Harald Nielsen er langtfra den isolerede√ Martyr for sin Selvstændighed, som han gerne vil gælde for. Han har såmænd mange Fæller i de skrivendes Lav. Og så er det for Harald Nielsens Vedkommende endda ikke så meget hans Selvstændighed som hans usmagelige Selvoptagethed, der får Folk til at tage Afstand fra ham.
Det gør mig ondt, at Deres Datter ikke fik Examen denne Gang. Men Herregud, det Uheld hører ikke til de ubodelige. Madsen i Bjerringbro2, hvem jeg i sin Tid skrev en 3 Kronik3 om, havde overhovedet aldrig gået i Skole, kunde hverken læse eller skrive, og blev dog en af sin Egns fremstående Mænd.
Jeg har ikke villet forlade mine Stuer uden at have givet et Livstegn fra mig; men mere end til Goddag og Farvel bliver det ikke denne Gang. Jeg har en Del at besørge, inden jeg kan komme afsted, og man bliver jo med Årene lidt langsom i Vendingen. Men hils nu Deres Familje fra mig, og vær selv venligst hilset fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
