Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 3. marts 1929
Kiddes Mangel på Mandighed
3de Marts 29. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Niels Jeppesen!
Det gjorde mig ondt at høre om det alvorlige Uheld, der har ramt Deres Kone1. Et langvarigt Sengeleje er altid en stor Plage, men værst for en Husmor, på hvis Skuldre i Virkeligheden hele Hjemmet hviler. Vil De hilse hende mange Gange fra mig og sige hende, at jeg tænker på hende med den største Deltagelse. Men også Dem, kære Niels Jeppesen, beklager jeg oprigtig. De må velsagtens overtage en Del af en Husmors Opsyns-Gerning, og De har jo i Forvejen nok at tage Vare på.
Jeg har forøvrigt selv nylig været 2 bundet til Sengen nogen Tid, idet jeg for en Måned siden overraskedes af en venstresidig Lammelse. Den er endnu ikke helt hævet; men jeg er dog oppe og kan endogså begynde at spasere lidt på egen Hånd. Venstre Ben vil dog ikke rigtig følge med, og jeg bliver hurtig meget træt. Men nu har jeg altså fået et Vink. Det næste Stadium bliver velsagtens Rullestolen.
Tak for Tilsendelsen af Deres fire Kroniker. Ingen af de Bøger, De har anmeldt, kender jeg; og Deres Omtale af dem har just ikke fået Munden til at løbe i Vand på mig. De nævner også Nathansens Digte, som De endnu ikke har læst, endmindre anmeldt. Det sidste skulde De virkelig gøre. Nathansen hører nemlig også til dem, der må betale blodigt for at få sine Bøger ud. Digtene 3 er vist helt og holdent hans egen Entreprise. Kiddes udgivne Breve, som De venligt tilbyder at sende mig, har jeg nu læst; og jeg mener, at man har gjort ham en dårlig Tjeneste ved at offenliggøre disse temmelig ligegyldige, i hvert Fald betydningsløse Venne-Betroelser, der ikke åbenbarer nye Sider hos ham men i det højeste bekræfter, hvad vi vidste om hans Mangel på Mandighed. Som hans Håndtryk var underlig slapt, hans Digtning uden Marv, sådan vedblev der også at være noget ufuldbårent i hans Personlighed. Aldrig fik han Pigedrengen rystet helt√ af Ærmet. Selv ikke da han giftede sig, slap han sin Mors Skørter. I Stedet for at grunde et eget Hjem, slæbte han sin unge Kone med sig ind i det gamle Sneglehus2.
Det glæder mig at høre, at De har 4 en Bog næsten færdig. Blot De nu må få en Forlægger til den, som vil overtage Risikoen, at De ikke igen skal punge ud. Men det bliver åbenbart mere og mere vanskeligt, ikke alene hos os, men også i Udlandet. Det er Oversættelser, vore Forlæggere interesserer sig for. Originale Værker går vist i de fleste Tilfælde ulæste tilbage til Forfatterne. Dertil er det kommet; og vi har ikke længer nogen Kritiker, der formår at gøre lyst omkring en fortjenstfuld Bog og bane Vej for den – sådan som Georg Brandes i sin bedste Tid kunde det.
God Bedring med den syge Frue, og hav det selv godt i denne trange Tid3.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
