Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
22. december 1926
Sagaoversættelser
22.12.26
Kære Niels Jeppesen!
Trods min store Brevgæld til Dem bliver det denne Gang kun en kort Julehilsen1. Min Kones sørgelige Sygdom lægger i denne Tid Beslag på alle mine Tanker. Jeg har i de sidste Måneder levet så at sige udenfor Verden. Min daglige Gang har været til og fra Hospitalet, og udenfor denne Rute er jeg sjelden kommen.
Nu og da har jeg dog læst en Bog, bl.a. Peder Hesselås "Vor Tids Digtere", som De anbefalede mig. Den interesserede mig også, fordi jeg fik en Del at vide om en skrivende Ungdom, som jeg kun 2 kendte lidt eller slet intet til. Men forresten er unge og ældre Forfattere blandet lidt vilkårligt sammen i den Bog. Så har jeg naturligvis også kigget i Dagens Aviser, er således ikke uvidende om Gunnar Gunnarssons Bersærkergang i Anledning af N.M. Petersens og navnlig√ Olaf Hansens Sagaoversættelser. Der kan være nogen Grund for den, synes jeg nok. Men det gælder jo i Virkeligheden om ethvert ægte Digterværk af lyrisk Art, at det er umuligt at oversætte; det kan kun omdigtes. Som Islænding burde Gunnarsson have sagt: lær islandsk, Børnlille, dersom I vil kende vor Literatur. Gider I ikke det, så lad i hvert Fald Kvadene ligge! De kan ikke overføres i den bløde danske Mundart uden at det store i dem går tabt; og at øve 3 Vold på dansk Sprogtone under Forsøget på at eftergøre den islandske, vilde kun være til Skade for begge Parter. Blandt de vindskibelige Skribenter, der straks styrtede til med Tilbud om Overtagelse af en ny Oversættelse, skønt flere af dem end ikke kunde Sproget eller kendte Landet, var også f.Eks. Ludvig Holstein. Men er allerede Olaf Hansen for blød i Mælet i Forhold til de islandske Tidselgemytter, hvor meget mere da ikke denne lyriske Smørblomst. Vi må vist hellere overlade Oversættelsen til Nordmændene, hvorsom i Sprog og Sindelag står Islænderne nærmere.
Vær nu De og Hustru og Børn venlig hilset med gode Jule- og Nytårsønsker fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
