Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 23. oktober 1925
arbejder med mine egne Sager
23.10.25. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Niels Jeppesen!
Det var et meget kedeligt Uheld, at jeg ikke fik talt med Dem, da De i Dag var her1. Vor unge Pige sagde Dem vistnok, at jeg kom hjem til Frokost. Havde De dog bare kunnet opsætte Deres Hjemrejse en halv Dag! Siden jeg i Sommer besøgte Dem, har jeg ofte tænkt på Dem. Det glædede mig så meget at se Dem vel installeret i Deres nye Hus; og især var jeg glad ved endelig at få Lejlighed til at lære Deres Frue at kende og se Deres Børn. Dersom De nu ikke havde haft så 2 forbistret travlt i Dag men var kommen her til Frokost, så kunde jeg have fået at vide, hvorledes de allesammen har det, om Deres Frue har holdt sig rask og hvad De selv har oplevet, siden vi skiltes. Jeg formoder, at De har været her i Byen bl.a. for at forhandle med Gyldendal om Deres Bog2, den Levnedstegning af en grumme miskendt Salmedigter, som De har talt til mig om. Det er nu næppe Bøger af den Art, Gyldendal så lidt som nogen af vore andre Forlag logrer for i Øjeblikket; så det skulde ikke undre mig, om De drog hjem med uforrettet Sag. Og – som De indrømmede overfor Åkjær i Sommer – De har ikke hans Evne til at omgive Dem med en Nimbus, 3 der skinner på lang Afstand. Viborg Stiftstidende læses ikke i København, indgyder derfor heller ingen Frygt i Klareboderne; og uden at få en Kniv på Struben udgiver Gyldendal næppe en Bog som Deres – i hvert Fald ikke på egen Risiko. Det skulde af flere GrundeÅrsager glæde mig, om jeg uden Grund har ladet mine Ugler tude. Men så længe indtil jeg ser Bogen på mit Bord, er jeg skeptisk.
Nu må jeg ikke glemme at takke Dem for de smukke Blomster, De bragte. Jeg veed, at der har stået i en Avis, at jeg lå til Sengs. Men det var denne Gang kun et kortvarigt Sygeleje, og jeg er nu igen på Benene, og kan – som De ser – også bruge mine Fingre. Af Efterårets Literatur har jeg intet læstx). [i marginen:] (x udover Thit Jensens Bog3.
Her ligger allerede en anselig Stabel, 4 men det er store Romaner, og dem kan jeg ikke læse, sålænge jeg arbejder med mine egne Sager4. Anker Larsens nye Bog5 havde jeg tænkt at læse; men den skal ikke være god, og da den tilmed er så slet trykt, vil jeg ikke spolere mine Øjne på den.
Hils nu Deres Frue på det bedste. Jeg takker Dem begge for al Venlighed i Sommer.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
