Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Helsingør. 3. november 1918
retlede i Tidens åndelige Kaos
Helsingør.
3.11.18.
Kære Niels Jeppesen!
Deres Bog1 må man læse mere end een Gang for ret at forstå, hvad den indeholder. Derfor hører De først fra mig nu. Ved den første Gennemlæsning virkede den lidt forvirrende på mig. Jeg syntes, at Personerne i den skiftede Karakter, og at De selv fra Kapitel til Kapitel vendte et forskelligt Ansigt ud imod Læseren, hvem mange af dens Begivenheder overhovedet kom overraskende og uforberedt. Sådanne 2 Stød for Brystet husker jeg i øvrigt fra Deres tidligere Bøger, i hvilke der ligeledes på mange Punkter rådede stor Vilkårlighed. Hvor indtrængende hver Situation end var skildret, og hvor sandt og stærkt de hver for sig end virkede, var det dog ofte vanskeligt at få fat i Sammenhængen og nå til et Helhedsindtryk.
Omtrent på samme Måde er det altså gået mig dennegang. Først ved gentagen Læsning er jeg bleven modtagelig for Fortællingens Grundstemning og har formået at gøre mig til ét med den Forfatterpersonlighed, der her lægger 3 sit Inderste blot. Og endda er jeg ikke helt sikker på, at jeg vilde have forstået Bogen rigtig, dersom De ikke i det foranstående Motto og i Slutningslinjerne havde givet Deres Læsere et Fingerpeg; og jeg er derfor også bange for, at det heller ikke dennegang skal lykkes Dem at bryde det store, træge Læsepublikums Ligegyldighed.
Man burde velsagtens ikke kritisere en Bog, der er sendt En som en ærefuld Gave. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor betydningsfuldt det vilde være, om en Skribent med Deres Evner, Indsigt og Erfaring kunde få det store Folk i Tale. Jeg kan derfor 4 heller ikke lade være med at beklage, at Deres Bøger ikke er lettere tilegnelige for den almindelige Læser, så meget mere som jeg tror, at der kun behøves lidt god Vilje fra Deres Side for at fjerne eller dog formindske Vanskelighederne. Aldrig har vi mere end nu trængt til en folkelig Literatur, der kan virke retledende i Tidens åndelige Kaos og lyse op i Mørket.
Selv er jeg nu en Måne i sidste Kvarter. Adskillige af mine Kritikere2 betragter mig åbenbart allerede som helt udslukt, en afdød Klode, der spøger et Sted i Himmelrummet. Jeg har derfor dobbelt Grund til at påskønne, at De har hædret mig ved at tilegne mig Deres [fortsættes nedad i venstre margin] smukke og vægtige Bog. Jeg bringer Dem min hjerteligste Tak3.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
