Henrik Pontoppidan til Karl Hude
Sendt fra Hillerød. 22. november 1905
kvalmende norsk-dansk Kongebegejstring
Frederiksborg.
22d Novb. 1905.
Kære Hr. Rektor!
Mange Tak, fordi De så venligt har tænkt på os dernede i Slaraffenland1. Breve fra farende Folk må man ganske særlig påskønne; der skal på en Rejse oftest megen Overvindelse til, før man får sig anbragt ved Skrivetøjet, og jeg blev virkelig rørt over, at De havde ofret af Deres kostbare Tid for at sende mig en Hilsen. Tak derfor!
Naturligvis har vi misundt Dem grundigt både det smukke Sommervejr og Fignerne og Druerne for ikke at tale om de mange åndelige Nydelser, hvori De for Tiden svælger; men forresten må vi herhjemme ikke klage over det 2 Efterår, vi har haft. Den sidste Uge har endog været ganske pragtfuld. Vi har haft Sne og Frost med blå Himmel; og da jeg forleden Morgen gik min Tur i Slotsparken, der var ganske vinterligt klædt, gjorde jeg mig selv det Spørgsmål, om jeg nu også vilde bytte med Dem, – så smukt var der. På Betzsckes Bakke har der været stort Slædeståhej, ja selv Skøjteløbere har man set, hvoraf De vil kunne slutte, at det – i Betragtning af Årstiden – har været en lidt usædvanlig Kulde. Men nu er hele Herligheden forbi. Idag har vi Sjap og Søle, og min Hu står atter til Syden, og min Misundelse bulner atter ud!
Noget nyt fra Byen kan jeg ellers ikke meddele. På Skolen går det vist godt, omend jeg nok tror, det mærkes rundtomkring, at der ligesom 3 mangler en øverste Styrelse. Jeg mener egenlig kun dermed, at man – om man ikke netop savner Dem – dog længes efter Dem og glæder sig til at se Dem her igen. Vi heroppe på Jægerbakken imødeser i hvert Fald med stor Forventning Deres og Deres Frues Hjemkomst; det skal blive morsomt at høre lidt om Deres Oplevelser. For man kan sige om Italien alt det onde, man vil, det er dog endnu Eventyrets Land for os Nordboere, og Ingen vender vist tilbage derfra uden at have oplevet et eller andet mærkværdigt.
I København lever man i disse Dage i en norsk-dansk Kongebegejstring, der er ved at blive kvalmende. Den mid[del]alderlige Indvielse, det nye norske Kongedømme har fået hernede, må dog vist falde de gode Nordmænd lidt for Brystet. Men værre er dog de Tårer – kongelige som borgerlige – der ved disse Dages Fester er bleven grædt for Sverig. Jeg tænker, 4 Svenskerne skal have sig al den Medfølelse frabedt; de trænger ikke til den.
De skriver intet om de Landsmænd, De har truffet dernede; og dog lever De og Deres Familje vel ikke helt isoleret. Nu er jo Tiden inde, da den store Strøm går sydpå, og man læser jo snart sagt daglig i Aviserne om bekendte Folk, der er på Vej til Rom. Skulde De støde på Forfatteren Hjalmar Bergstrøm og hans Frue, som allerede er dernede, vil jeg bede Dem bringe dem en Hilsen fra mig.
Til Deres Hustru og Dem selv, til Børnene og Brita sender vi alle her de venligste Hilsner.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
