Henrik Pontoppidan til Knud Hjortø
11. marts 1906

hvor højt jeg skatter Dem

11te Marts 1906

Hr. Knud Hjortø!

Når De selv mener, at det vil kunne få Betydning for Resultatet af Deres Ansøgning at ledsage denne med nogle Ord fra mig, så skal jeg med Glæde være til Tjeneste; men jeg vil ikke lægge Skjul på, at jeg ikke har en sådan Tillid til min Indflydelse på så højt et Sted som Kultusministeriet. Til Skade for Dem kan min Anbefaling dog vist ikke være, og da det rimeligvis haster, sender jeg den med det samme. Den giver mig i hvert Fald Lejlighed til at udtrykke overfor Dem selv, hvor højt jeg skatter Dem – ikke alene for Deres store digteriske Evners Skyld, men også på Grund af den fine og kræsne Personlighed, der stedse mere tydeligt har ladet sig tilsyne i Deres Værker. Modtag en oprigtig Hilsen og Tak fra

Deres forbundne
H. Pontoppidan

[Bilag til brevet:]

Forfatteren Knud Hjortø har ønsket at lade sin Ansøgning om en midlertidig, kultusministeriel Understøttelse ledsage af en Udtalelse af mig om hans hidtil udgivne litterære Arbejder. Jeg kan så meget des lettere imødekomme dette Ønske, som jeg med den største Interesse og Opmærksomhed har fulgt hans Produktion lige fra han for henved en halv Snes År siden udgav sin første Bog1. Allerede denne røbede en mærkelig sproglig Begavelse, en ejendommelig, uafhængig Personlighed, en sær og stærk Fantasi. Men det er dog navnlig ved sine senere Bøger, og da især ved sin sidste Fortælling "To Verdner", at han har sikret sig Plads som en af de vejbrydende i den nyere danske Poesi. Den Personlighed, der træder En imøde fra alle disse Bøger, er dybt alvorlig, ofte harmfuld, undertiden spotsk, – altid sjælden ved sin høje og ædle Stræben. Endnu er det vel ikke lykkedes ham at vinde Betydning for det store, læsende Publikum; men der er for Øjeblikket næppe nogen Forfatter, der i samme Grad som Knud Hjortø har vundet Hjerterne hos de få, hvis Dom dog før eller senere altid bliver de manges.

 
[1] Bog: Syner, 1899. tilbage