Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Svendborg. 18. oktober 1927 (2)

Linjer faldet ud i Trykmanuskriptet

18.10.27.

f.T. Højskolehjemmet.
Svendborg.

Kære Hr. Direktør Hegel!

Deres sidste Brev, dateret d. 15^de, modtog jeg først i Dag; derfor bliver også dette Svar forsinket. Når De har anset det for nødvendigt at sætte et nyt Oplag af min Bog i Arbejde allerede nu, så har jeg naturligvis kun at samtykke; men jeg beder Dem mindelig om ikke at forcere Salget. Den store Forhåndsinteresse hos Boghandlerne kommer mig meget overraskende, og jeg kan ikke tro andet end, at den vil give Bagslag.

Optaget, som jeg i de sidste Dage har været af andre Ting, fik jeg først 2 i Går Tid til at gennemse de rentrykte Ark for at eftersøge Trykfejl. Jeg begyndte bagfra, fordi Korrekturen af de sidste Ark blev besørget på en Rejse; og nu opdager jeg, at der Side 218-19 (i 14^d Ark) er faldet en Række Linjer ud af i Trykmanuskriptet¹. Jeg gengiver dem nu efter Hukommelsen, da jeg ikke har min Kladde her. De andre Fejl, der er anført på hoslagte Liste², er kun ubetydelige.

Jeg takker for Meddelelsen om de 141,42 Kr, der er indgået fra Mme Charron i Paris. Ligeledes takker jeg Dem, fordi De ikke har taget mig min Grådighed m.H.t. Frieksemplarer 3 ilde op, men endogså vil forøge Antallet med ti.

De venligste Hilsner.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

1. oplag	2. oplag
tiljublet som en ung Dionysos, der henrev til Begejstring. Og nu? Her sad han som en afskyet Skændegæst,	tiljublet som en ung Gud. Ja, hvilke vældige Syner, der den Gang jog ham gennem Sjælen! Hvor stort han havde drømt om Landets og sin egen Fremtid! De gamle Kæmper var stegen frem af deres Gravhøje. Fortidens store Skikkelser drog ham lysende forbi, en straalende Række, der styrkede ham i Troen paa Nationens Genrejsning og en ny Guldalder. Og her sad han nu som en afskyet Skændegæst.