Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 11. oktober 1938

De mangler 100 Kr


11 Oktb. 38
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund

Kære Hr. H.P.E. Hansen!

Deres Planer med den i Overformynderiet båndlagte Familjearv1 kan jeg ikke have nogen begrundet Mening om. Jeg forstår mig kun dårligt på den Slags Ting. Men jeg erindrer, at jeg en Gang for en Del År siden havde med en lignende Sag at gøre. En Ven af mig søgte – som De nu – at opnå den daværende Justitsministers Billigelse af en ændret Ordning af en båndlagt Kapitals Udbetalingsvilkår2. Det drejede sig også den Gang om noget bagatelagtigt; men alligevel lykkedes det ikke. Der kræves vistnok et Mirakel for at omstemme Myndigheder. Jeg tvivler derfor om, at Resultatet for Deres Vedkommende vil kunne blive bedre, hvor mange Fortalere De så får.

I Deres Skrivelse til Ministeriet nævner De, at De i Deres nuværende Situation mangler 100 Kr månedlig for at kunne opretholde Hjemmet. Dersom De nu kunde samle 6 Venner af Deres Pen, der forpligtede sig til at yde denne 2 manglende Sum pr. Måned, vilde De altså være over de værste Vanskeligheder foreløbig i et halvt År. Man kunde jo så til den Tid måske vente en virkelig Ordning af Deres Forhold. Jeg tegner mig med Glæde for det første Månedsbidrag, der skal være Dem i Hænde, nårsomhelst De har Brug for det.

Med gode Ønsker for Dem og Deres Arbejde.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Familjearv: Hansen fortalte i et brev 8.10.1938 at han ikke kunne låne af sine egne båndlagte midler. Han bad venner og bekendte om støtte ved en henvendelse til ministeriet. Hansen skrev derefter 12.10.1938: "Hjertelig Tak for Deres smukke Tilbud – bliver maaske nødt til at tage imod Deres og en andens smukke Haandsrækning". Og 26.10.1938: "tager med Tak mod Tilbudet om at være Nr. 1 til at støtte med 100 Kr. – som Laan, som de 100, De gav mig for 3 Aar siden". Endelig 31.10.1938: "Tak – hjertelig Tak for det tilsendte Beløb. Skattevæsenet har været der med en ny Fordring". tilbage
[2] vennen var Stuckenberg og justitsministeren var Alberti. Anekdoten fortalte Pontoppidan første gang i En Balance-Konto. tilbage