Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 13. august 1931

"Sjæleriet" igen en Fare


13d Avg 31.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Hr. H.P.E. Hansen!

Tak for Deres sidste Breve med den venlige Forespørgsel til mit Befindende. Det går jo fremad; men der er√ ikke noget at råbe Hurra for. Når De mener, at jeg måske spaserer rundt i Skovene her omkring, så er det langt fra Virkeligheden. Jeg kan i det højeste gå rundt om det Hus, jeg bor i, og må så endda hvile under Vejs. Det er i min Alder en mere omstændelig Historie at brække Benet, end jeg havde troet, og det er mærkeligt nok ikke selve Benet men Overkroppen, der sidst og vanskeligst genvinder sin Førlighed. Ikke desmindre forbereder jeg mig på at bryde op herfra en af Dagene og lade mig transportere 2 til et Sygehjem på Landet og derfra videre ud i Verden, så langt som Kræfterne strækker til. Det er et Forsøg, og jeg taber ikke stort derved, dersom det mislykkes.

Jeg takker Dem også for Deres Avisartikel-Serie, om hvilken De rigtig formoder, at jeg ikke overalt kan sige Ja og Amen til Deres Udtalelser om Forhold og Personer. Vi lever i en Tid, da "Sjæleriet" igen er ved at blive en Fare herhjemme. Læg Mærke til, at det ofte er de mest snusfornuftige og beregnende√ Koldsnuder1, der har Sjælen på deres Program, og koketterer med Sjælfuldhed. Der er ved at udforme sig en moderne Jesuitisme afhos Folk, der tager Afstand fra Landskirken, men som til Gengæld omgiver sig med en Nimbus af ophøjet Naivitet og Åndighed, der kan erstatte det præstelige Ornat. Det er disse de sidste Dages Hellige, hvis Tartufferier De synes mig at tage på med Fløjlshandsker nu og da.2

Blot disse Linjer denne Gang.

3 Jeg har travlt med at forberede mig på Udrykning. Når De kommer til København ser jeg Dem vel nok, – dersom da ikke jeg til den Tid er væk herfra.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Koldsnude: ODS kender ikke ordet. tilbage
[2] Hansen svarede 14.8.1931 herpå: "[…] Helge Rode har været med til at genindføre den religiøse Tone i Landet, ikke etisk (De bar de etiske Værdier frem), men rent sjælelig […] Nej. Kristen i en vis Betydning, er De jo langt mer end baade Rode og Chesterton, men det kommer vi atter til i Det sjælelige Gennembruds Afdeling. Dog gad jeg ganske bestemt vide, hvad Helge Rode egentlig mest irriterer Dem ved. […] Forøvrigt er det blevet mig klart, at jeg ogsaa om Dem kommer til at skrive et Essay som om Johs.V. Det ligger i, at jeg ønsker Deres Tvivl videreført i dens etiske Storhed […]". [nævner] Johannes Thrap-Meyer. tilbage