Henrik Pontoppidan til Richardt Gandrup
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 10. januar 1927
et ualmindelig dygtigt Menneske
10.1.27. |
Overgaden n. V. 15 København K. |
Hjærtelig Tak, kære Richardt Gandrup, fordi De så varmt har taget Del i mine Sorger og Bekymringer i det forløbne År. Det er meget mere, end jeg har haft Ret til at vente. Jeg tror ikke, De kan have truffet nogen af mine Sønner, og af mine Døtre vistnok kun den ene, der fulgte os til Ludvigslyst sammen med sin Mand hin Sommer for halvtredje År siden. Men alligevel har De vist forstået, at mit Hjem og mine Børn har været Nødankerne, ved hvis Hjælp jeg under mit Livs Sejlads har redet mangen Storm af. 2 Den Søn, jeg nu har mistet, var et ualmindelig dygtigt Menneske, der i forholdsvis kort Tid havde opbygget en stor Virksomhed på Mejeriområdet. Blandt andet havde han i North-Carolina indrettet et Mønstermejeri, hvortil der valfartes fra hele Amerika. Professoren i Mælkerivæsen ved den store Landbrugsskole i Jowa sendte mig efter min Søns Død et smukt Brev, hvori han skrev, at der i Amerika ikke var en eneste Mand indenfor Faget, som ikke kendte hans Navn og beundrede, hvad han havde udrettet. For godt et År siden fik han Gigtfeber, og hans Hjerte blev svækket. Han døde på Vejen hjem, eller rettere på Vej til New York, og blev af Venner ført tilbage til North-Carolina, 3 hvor han begravedes.
De skriver, at det kunde interessere Dem at høre de Indvendinger mod Deres Bog, som jeg fortav i mit Nytårsbrev. Men det var nu ikke så alvorlig ment med den Fortielse. Kritiken gjaldt nærmest et Par Udtryk i den sidste Afhandling "Det store Opbrud". Jeg forstår ikke, hvad eller hvem De sigter til med den "snæversynede og snæverhjertede Forstandsdyrkelse", der skal have præget den tidligere Generations Kulturbestræbelser. Mig synes disse tværtimod stærkt følelsesbetonede, for ikke at sige sentimentale. Hvad vi oplever for Øjeblikket, er væsenlig Afslutningen ud i Karikaturen.
Men nu ses vi jo forhåbenlig snart, kan krydse Klinger med hinanden 4 Ansigt til Ansigt. Bare Forholdene her i Huset til den Tid må være sådan, at vi kan træffes og tales ved, uden De i altfor høj Grad får Fornemmelsen af at befinde Dem i et Sygehjem.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
