Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 7. januar 1927
den største Oplevelse
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg takker Dem for Deres venlige Brev, som det af flere Grunde glædede mig at modtage. Jeg har egentlig i nogen Tid tænkt paa at skrive til Dem; men jeg har undladt det, fordi jeg ved, De har haft baade Sorg og Sygdom at tænke paa, og jeg vilde derfor ikke plage Dem med det Besvær at læse Breve fra en Fremmed og heller ikke paaføre Dem den Ulejlighed at skulle besvare det. Dog kunde jeg ikke lade være at sende Dem min Bog1. Paa eet Punkt ligner Søiberg og jeg hinanden; jeg tror, vi begge med lige stor Taknemmelighed og indre Uro lægger en Bog i Deres Haand, Taknemmelighed for, hvad De har betydet for os som Digter, og Uro ved Tanken om, at vort Værk skal forekomme Dem undervægtigt. 2 Selvom jeg ved, at Søibergs personlige Forhold til Dem er helt anderledes underbygget end mit, der – beklageligt for mig – har været kort og flygtigt, vil jeg dog sige Dem, at jeg regner mit Sammentræf med Dem for den største Oplevelse, jeg har haft indenfor Literaturens personelle Gebeter.
Da jeg nu modtog Deres Brev, blev jeg bedrøvet over, at jeg ikke har overvundet min Undseelse for at trænge mig frem til Dem. Da jeg i Sommer læste om Deres Søns Død, var jeg meget nær ved at skrive til Dem, og ligeledes for nylig før Jul og Nytaar tænkte jeg stærkt derpaa. Jeg maa altsaa bede Dem tilgive, at jeg følte mig fremmed og fjernstaaende og derfor undlod at sige Dem, at Deres Sorg ogsaa føltes af mig, og at Deres Frues Sygdom, som jeg forstod var 3 alvorlig, ogsaa ængstede os her. Det glæder os nu at høre, at der er indtraadt en Bedring, og vi ønsker, der maa fortsættes, saa Fruen bliver rask igen til Sommer. Jeg gaar stadigt i det Haab at træffe Dem begge engang igen i Svejbæk; men maaske De helt har slaaet Haanden af denne Egn, som vi i stadigt højere Grad føler os knyttede til.
Det vilde interessere mig meget at høre Deres Indvendinger mod min Bog; men maaske jeg ogsaa kan faa Lejlighed dertil. Antagelig kommer jeg til Kjøbenhavn engang inden længe; jeg vil da gerne hilse paa Dem, om det ellers til den Tid er Dem belejligt at modtage mig.
Ja, jeg er ganske enig med Dem i Deres 4 Vurdering af Aakjærs Kroniker om Blicher. Forøvrigt er disse "hidtil ukendte" Breve jo allerede for Aar og Dag siden offentliggjorte af Søren Vasegaard i Gads Magasin. Helt tragikomisk er det, at de mange Blicherforskere har saa ondt ved at taale hinanden; paa en mærkelig Maade overser de, at de arbejder for samme Sag; deres Strid om den stakkels forhutlede Digters Levninger og Efterladenskaber skal aabenbart aldrig finde nogen Afgørelse. –
Baade min Kone og jeg sender nu Dem og Deres Frue de venligste Hilsener og beder Dem begge modtage vore bedste Ønsker for det nye Aar.
Deres hengivne
Richardt Gandrup
Aarhus, 7/1 27.
