Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
28. marts 1931
skrivekløe
28.3.31.
Kære Galschiøt!
Jeg har længe ønsket at kunne skrive et rigtigt√ Brev til Dem, især naturligvis efter at jeg havde fået at vide, at også De var bleven syg og lå til Sengs. Men endnu efter 4 Ugers Elendighed er jeg ikke kommen videre, end at jeg kun med stort Besvær kan kradse nogle Linjer ned. Det er ikke Benet, der plager mig, (det ligger fastsurret til to Sandposer og holdes "i Stræk" ved et 10 Punds Lod, og jeg mærker det så at sige ikke mere.) Men det er Almenbefindendet, som bliver dårligere og dårligere på Grund af det lange√ Sengelejet. Appetiten er som Regel på Nulpunktet, og jeg får kun lidt, 2 altfor lidt Søvn. Derfor føler jeg mig altid træt og utilpas. – Men nu har Deres smukke Roser givet mig en fornyet Anledning til at samle mig sammen og overvinde Træthedsfølelsen. Det rørte mig, at De havde√ fået Lyst til at sende mig denne Blomsterhilsen for at også jeg skulde have noget smukt for Øje; og så glædede det mig jo, at De trods Ledgigten var i Stand til selv at skrive. Det må vel regnes for et godt Tegn. Men det er måske ikke i højre Håndled, at Gigten sidder. Jeg véd, at Ledgigt kan være en fæl Ting; men den kan også være flygtig og forbigående, og det vil den forhåbenlig vise sig at være i dette Tilfælde.
Hjertelig Tak og god Bedring. Om andre 4 Uger håber jeg selv at være på Benene igen.
[Opad i venstre margin] Deres hengivne
H. Pontoppidan