Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 5. april 1931
Haleluja
5 April 31
Kære Pontoppidan. – Tak for Deres fuldt beskrevne Kort som for Deres venlige Forespørgsel igaar, hvorefter jeg jo ogsaa fik lidt at vide om Deres Befindende. Det er nok ikke til helt ug for nogen af os – næppe nok til mg? men vi maa vel alligevel være ret tilfreds med som vi har det. Naar bare Kræfterne slaar til, kommer vi forhaabenlig godt over det begge to. Jeg vil dog ikke stille mit Tilfælde op mod Deres. Naar jeg engang imellem fristes til at sige: Aa – ja! hvilket jeg for ikke at faa Bebrejdelser af Frk. Pansch har forandret til Haleluja 2 for at betage det lidt af dets Klagelyd, saa siger Frk. P. Tænk paa Hr. Pontoppidan! og saa indrømmer jeg strax villig, at at jeg ikke har Lov til at blive utaalmodig. I Sammenligning har jeg det jo ogsaa storartet. Jeg kan baade spise og sove og jeg tænker med stor Medfølelse paa Dem, som har saa vanskelig ved det sidste – en Nat igennem uden at kunne falde hen og glemme Tid og Omstændigheder er en Taalmodighedsprøve af den værste Slags. Mit "Tilfælde" begyndte med en saadan forbundet med Smerter i Haand og Arm, og saa sendte jeg Bud efter Lægen. Han 3 kommer nu hver 3. Dag og fortæller mig altid, at Haanden ser bedre ud – skønt den er ganske uforandret – men at det vil ta Tid. Hvor længe? – Ja – a – mit eget Tilfælde, svarer han, varede tre Maaneder. Saa siger jeg stille for mig selv: Halejula! Det kaldes Ledgigt og skal være en Infektionssygdom. Jeg hade Feber i den første Uge, men nu er den længst overstaaet. Har dog efterladt Sløjhed og Følelse af Mangel paa Kræfter. Jeg har den venstre Haand indbundet og Armen opbundet – heldigvis den venstre – ellers vilde jeg jo være temmelig hjælpeløs. Nu kan jeg dog gøre et og andet selv. Jeg er oppe 4 et Par Timer om Dagen, men kravler saa med glad Forventning i Seng igen. Det gaar ikke saa godt med at læse – jeg blir hurtig træt – men det er ganske vist ogsaa Mackeprangs "Nordslesvig"1 jeg forlyster mig med og den er ikke overdaadig morsom.
Hils Einar og tak ham saa hjertelig fra mig for hans Meddelelser. Min Hilsen ogsaa til Else! Jeg glæder mig over, at De har saadan en fortræffelig Sygeplejerske. Det er jo mere end den halve Tilværelse under saadanne Omstændigheder. – Jeg lovpriser min Frk. Pansch – hun er vidunderlig i al sin Omhu for mig og hun har som sagt lært mig at sige Haleluja! Stadig god og bedre Bedring!
Deres heng.
M. Galschiøt
