Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
3. april 1925

Jeg selv har det ikke så godt mere

3.4.25.

Kære Galschiøt!

Jeg har i de sidste Dage været blandt de husvilde på Grund af Hovedrengøring. Jeg skulde ellers ikke have opsat at takke Dem for Deres Brev, hvori De så smukt og rørende melder os Deres Tilbagekomst til de levendes Land, og så åbenhjertig fortæller om Deres – heldigvis forhastede – Afskedstanker på Tærsklen ind til de dødes Rige. At det var den uberørte Natur mere end Menneskene, der beskæftigede Dem, er jo ikke uforklarligt; – hvormed jeg ikke vil have sagt, at det rimeligvis vilde være gået mig på samme Måde; for det tror jeg ikke. Hvor meget Livet i Naturen end har betydet for mig, så har dog 2 Samlivet med Mennesker været mine 68 Års væsenligste Indhold, og jeg vilde i Øjeblikket føle det svært at skulle afslutte det. Men når man bliver 80, og navnlig når man som De er den sidste af Slægten, føler man det naturligvis anderledes.

Vi ønsker Dem nu af Hjertet velkommen tilbage til Lysets Strande og den urolige Menneskevrimmel. At De føler Dem svag, er jo ikke underligt efter et så langt Sygeleje; men med Bistand af Solen og Frk. Pansch kommer Kræfterne nok igen, og dermed også Interessen for den Verden, der ligger udenfor Reberbanen. Ja, Influenza kan være en fæl Sygdom. Else, hvem De venligt spørger til, har også fået det at mærke. Hun er først for få Dage siden kommen 3 oven Senge og er svært afkræftet. Og om 14 Dage skal hun med hele Reden flytte fra Rigshospitalet tilbage til den gamle Lejlighed i Rosenvængets Allé, – det bliver ikke så nemt. Heldigvis har min Kone været rask, og har kunnet give hende en Håndsrækning ved Husstyrelsen, mens hun var dårligst.

Fra Steffen havde vi for et Par Dage siden et meget levende Brev. Alt tyder på, at han er kommen godt i Gang derovre; han er bleven både PlantageSkovejer og Medinteressent i en Tømmerhandel, så han har meget at gøre. Han venter at få tjent så mange Penge i År, at han kan komme hjem på Besøg næste Sommer. Forholdene er ellers dårlige i Brasilien1; men på Grund af Revolutionen og de mange ødelagte Byer, er Bygningstømmer steget svært i Pris, 4 skriver han – og gnider sig i Hænderne.

Jeg selv har det ikke så godt mere. Jeg har netop måttet forlade Middagsbordet, fordi jeg ikke kunde få en Bid ned for Smerter. Det trækker med andre Ord sammen til et nyt Hospitalsophold; men endnu har jeg ikke talt med Lægen derom. Han ser jo helst, at der går mindst et År mellem hver Behandling; og der er endnu kun gået syv Måneder.

De har vel nok set i Avisen, at Deres gamle Bekendt William Bloch2 forleden fulgte Dem i Hælene omkring det runde Hjørne. Dagen efter såe jeg et Glimt af ham på Købmagergade. Han krøb lidt besværligt afsted på et Par krumme Ben og var bleven svært ældet. Men en lang Cigar stod ham ud af Munden; og uden en sådan har jeg overhovedet aldrig set ham.

Da jeg veed, at min Kone sidder herinde [fortsat nedad i venstre margin] ved Siden af og gør sin Fyldepen i Stand for også at skrive til Dem, vil jeg stoppe her. Hun rider ganske vist ikke altid den Dag hun sadler; [fortsat opad i venstre margin s. 2] men Brev får De, og hun har altid mere at fortælle om end jeg. – Altså: god Bedring fremdeles; helst også med Hørelsen.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Brasilien: den urolige periode i 1920'erne under de folkevalgte præsidenter endte i 1930 med diktatoren Vargas' magtovertagelse. tilbage
[2] William Bloch: f. 30.3.1845, død 1.11.1926, forfatter og sceneinstruktør ved Det kgl. Teater. tilbage