Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
9. marts 1925
Jeg tør ikke lade Galden flyde
9.3.25.
Kære Galschiøt!
Vi blev ikke så lidt opskræmte, da vi i Går fik at vide, at De havde været alvorligt syg og endnu ikke var feberfri. Formiddagens telefoniske Melding lyder dog på en fortsat Bedring af Tilstanden med nedadgående Temperatur og mindre Hoste. Det er da at håbe, at det bliver ved Forskrækkelsen, og at vi inden længe kan være helt uden Bekymringer for Dem. Men der vil nok gå nogen Tid, inden De får Kræfterne tilbage, og vi forstår så godt, at De foreløbig ikke vil vide af Besøg.
Om os er der forsåvidt kun godt at 2 melde, som vi denne Vinter har været forskånet for større Kalamiteter. Siden jeg i December havde et Anfald af min gamle Galdestenslidelse, har ingen af os været syge, og med "os" mener jeg tillige Else og hendes Mand og Børn. Men vi har rigtignok også levet yderst stilfærdigt. Jeg for mit Vedkommende går overhovedet ikke ud, tildels fordi jeg er bleven sat på en ret streng Diæt med Hensyn til Vin, Tobak, Kaffe – og Ærgrelser. Jeg tør ikke lade Galden flyde, og der skal virkelig ofte√ i det selskabelige Liv en god Del Selvbeherskelse til for at holde den tilbage. I Teatret har jeg heller ikke været, fordi jeg lider af Svimmelhed og ikke vil gå Thorvaldsen i Bedene med Hensyn til Dødsmåde1. Nu har jeg dog lovet min Kone, at vi en Aften skal følges til 3 "Regimentets Datter"2, der var det første Syngestykke, jeg – for 50 År siden – hørte i det kgl. Teater, og som blev mig uforglemmeligt på Grund af en Fru Levysohn, der sang "Datterens" Parti3. De husker hende vist.
Men nu tør jeg ikke trætte Dem mere med Snak. Jeg vilde blot sende Dem en Hilsen med den vel forøvrigt overflødige Forsikring, at vi tænker meget på Dem og inderlig ønsker, at De snart må blive helt fri for den generende Hoste. Så kommer De nok på Benene igen med det første, og kan sidde ude i Verandaen, når Forårssolen får rigtig Magt.
Vi sender også Frk. P. en venlig Hilsen, og takker for hendes Opringning
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
