Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Freys Hotel, Stubbekøbing. 8. juli 1923
som et forkælet Feriebarn
8.7.23. |
Freys Hotel Stubbekøbing. |
Kære Galschiøt!
Det blev alligevel ikke Nysted, der opnåede den Ære at blive vor Sommerresidens. Byens Beliggenhed er ganske vist ikke ilde, og navnlig fra Pensionatet, der ligger på fri Mark et godt Stykke udenfor Staden, er der en prægtig Udsigt over Bugten. Men af Udsigt kan man ikke i Længden leve, og anden Tiltrækning havde Stedet ikke for os. Der var bl. a. ikke Spor af Have, kun en Tennisplads; og Værelserne mindede altfor pinligt om Bygningens oprindelige Bestemmelse1. Det var bittesmå Jomfrubure, hvor der knap var Plads til det nødvendigste Bohave, 2 endsige til, at et velvoksent Mandfolk kunde røre sig i dem. Nu er vi havnet i Stubbekøbing, hvor vi har fundet alt det, vi forgæves søgte det andet Sted, et godt Hotel og i fredelige Omgivelser. Mens der i Nysted ventedes en Indkvartering af c. 40 Pensionærer, der rimeligvis har ladet sig friste af den billige Pris, er vi her – i hvert Fald foreløbig – så at sige de eneste faste Gæster, hvad der er så meget mere mærkeligt som Hotellet skal være viden om bekendt som et fortrinligt Madsted. Så har vi her en stor skyggefuld Have med direkte Nedgang til en Strandsti2, der fører ud til Byens offenlige Anlæg, og det er i disse solvarme Dage ingen ringe Fordel, at man kan gå lige fra sin Dør ud i 3 Skoven. Med sin sidste Udvidelse er dette Byens "Anlæg" virkelig bleven til en hel Skov, der sikkert må strække sig over det meste af et halvt hundrede Tønder Land, og det er helt igennem så smukt og velholdt som nogen Slotspark. Hvor gammel den ældste Del af Anlæget3 er, kan jeg ikke sige; men i Deres "Danmark4" må den vistnok findes omtalt, da det jo nok er Omtale værd, at en så lille By med kun godt 2000 Indbyggere har ofret så meget på en Øjenslyst, mens den f. Eks. endnu ikke har Vandværk.
Vi synes da, at vi har haft Heldet med os, og heldigt var det i hvert Fald, at vi slap bort fra København i Tide, inden Varmen vældede ned. Vi kom hertil i Onsdags, og allerede da var 4 der svært lummert i Jernbanekupeerne. Min Kone retter sig for hver Dag, der går, så hun vil nok få varig Gavn af Opholdet her. Hun beder mig sige, at De snart skal høre nærmere fra hende, også om den Plan, De nævnede for mig, at ville tilbyde os Ophold i det gamle Hus i en Efterårsmåned.
Når jeg tænker tilbage på mit sidste Ophold Besøg i Helsingør, forbavser det mig, at det kun varede fra Lørdag til Mandag. Jeg synes, det var en hel Sommerferie, og det ligger vel i, at Helsingør er bleven det eneste Sted, hvor jeg føler mig helt velkommen. Derfor rejser jeg dertil og derfra med Fornemmelser som et forkælet Feriebarn.
Lev vel, indtil vi atter ses, og Tak for alt.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
