Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
24. november 1921
Deres Evne til Portrættegning forbløffende
24.11.21.
Kære Galschiøt!
Sammen med min Kone sender jeg Dem en hjertelig Tak for Bogen1, som jeg for mit Vedkommende just har sluttet. Min Kone har med Sorg måttet lægge den hen, da hun i disse Dage ligger syg med Feber og en grim Hoste. Hun var ligesom jeg stærkt interesseret af den.
Jeg tror nok, at jeg nu kunde gå op til Eksamen i Helsingørs senere Historie med Udsigt til at få Ug med Kryds og Slange. Jeg har lært ikke alene Byens Ydre at kende i dens fordums Skikkelse, er bleven fortrolig med Gader og Stræder lige til Pissekrogene i Oldenborgernes Regeringstid; ogsaa inden Døre, i Kontorerne og Dagligstuerne, 2 har jeg færdedes med noget af Deres egen dybe Hjemmefølelse. To-tre Slægtled har De manet lyslevende op af Graven for Deres Læsere: Embedsmænd og Fattighuslemmer, Skibsklarerere og Toldbodrotter2, en Hærskare af interessante eller bare pudsige Skikkelser, som man ikke vil glemme. Med en lykkelig Hånd har De ordnet og formet dette store Stof og indblæst det Liv ved Hjælp af Deres personlige Erindringer. Jeg kunde have ønsket, at De i endnu højere Grad havde gjort Brug af Deres Evne til Portrættegning, som jo simpelt hen er forbløffende. Med et Par Streger kan De ridse en Skikkelse op√ så man ser den med Hud og Hår, ja durk gennem Vesten. Som f. Eks. Ægteparret 3 Liebe. Min gamle Onkel3 har De også taget godt på Kornet; dog er måske hans mindre heldige Egenskaber lovlig stærkt fremhævet. Hans barske Væsen var således√ i mange Tilfælde kun en Maske for Pudsenmageren4 i ham. Det morede ham at agere Bussemand, som det overhovedet var hans Lyst at bluffe.
Naturligvis har jeg savnet et Kapitel om Reberbanen og det gamle Hjem dér. Men det kommer måske engang i et særskilt Bind. Og så håber jeg også – som De veed – at De vil lade os få Del i Deres italienske Erindringer, når De nu har udhvilet Dem efter dette store Arbejde. Vær overbevist om, at De vil gøre mange en Glæde derved; thi kun få ejer Deres Erfaringer, endnu færre en billedskabende Pen som Deres.
Dersom jeg forskånes for at få en 4 Snært af den Efterårsforkølelse, der grasserer her i Byen for Tiden – altså også hos os – kigger jeg snart op til Dem for at give Luft for, hvad jeg ellers har på Hjerte. Noget specielt har jeg iøvrigt ikke oplevet siden sidst. Jeg har stadig begge mine Sønner hjemme, og Steffen kommer næppe afsted før i Begyndelsen af Januar, så han får altså Julen med, hvad jeg tror han er glad for. Einar skal disputere d. 8d Decb og rejser umiddelbart derefter en lille Tur til England. Om Else følger med, er endnu uafgjort.
Jeg har Hilsner til Dem fra dem alle, mest dog fra min Kone og
Deres hengivne
H. Pontoppidan
