Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Snekkersten. 12. april 1916

en stor og dyb Ide

Snekkersten
12.4.16.

Kære Galschiøt!

Tak for Lånet af Bogen1. Jeg har haft Glæde især af dens første Del. Den anden Del er ringere, når undtages Rigmor-Skikkelsen, som netop her interesserer stærkest. Mest må man dog beundre, at Skildringen bæres af en stor og dyb Ide – hvad virkelig er nær ved at blive en Sjeldenhed i vor Literatur. Skade kun, at hun ikke har udformet den i en Roman med større Form. Den anvendte Novelleform 2 er for lille til den. – Men lad os være taknemlige for den alligevel.

Som jeg frygtede, blev det til, at min Kone igen måtte gå tilsengs. Hun er dog allerede bedre, og jeg venter at se hende hernede i Stuerne igen om et Par Dage.

Vi hilser begge!

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Bogen: formentlig Thit Jensens Jorden, 1915 hvori en af personerne hedder Rigmor. [tak til Lise Busk Jensen for oplysningen]. tilbage