Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Wiesbaden. 23. oktober 1911

Opbrud sværere end jeg vilde være ved


23/10 1911
Müllerstrasse 6I.
Wiesbaden.

Kære Galschiøt!

Det kniber jo altid lidt med at få sig orienteret i en fuldkommen fremmed By, og det har derfor taget Tid at finde en passende Bolig; men efter tre Dages ihærdig Jagt er jeg nu kommen til Ro og er i Grunden ganske stolt af mit Bytte. 3 smukt møblerede Værelser, to store og ét lille, for 75 Mark om Måneden, Opvartning iberegnet, – det er Prisen i denne berygtede By, der har Ord for at være en Rottefælde for invalide Millionærer. Nå, det er Efterår nu, Folk trækker herfra, Fremmedkvartererne affolkes. Vejret, der i de første to Dage var ganske sommerligt, så jeg havde en Fornemmelse af at være kommen til Syden, forandrede sig pludselig igår og føles nu ganske hjemligt. Der rejste sig endogså i 2 Løbet af Natten en Storm, der satte sig som Gigt i alle mine Lemmer, og da måtte jeg sandelig le. Det var, som om al den Rheumatisme og andet Djævelskab, som Folk befries for her, ved denne Lejlighed vendte tilbage og√ i Flæng hjemsøgte skyldige og uskyldige. En Podagra, der sikkert havde tilhørt en eller anden trøffelfedet Gehejmecommercierat, satte sig i mit ene Ben og holdt mig vågen den halve Nat.

Mit Indtryk af Byen er nu alligevel foreløbig det bedste. Man betaler jo denne forbandede "Kurtaxe", der slet ikke er nogen ringe Sum og bliver inddrevet med en Hårdhændethed, som om det galdt en Bøde; men så bliver der jo åbenbart også ofret store Summer på Byens Forskønnelse og Gadernes Renligholdelse. Så har man fri Adgang til Kurhuset og "Kochbrunnen" og mange andre Herlighed[er], som jeg dog endnu ikke har nået at få blot en Mundsmag af.

Kort og godt: jeg er glad ved at være 3 kommen herned, og jeg tror, at også min Kone vil kunne trives her, ja at det netop bliver noget for hende, og at√ hendes Dårlighed også vil finde det rette Sted her. Jeg glæder mig meget til, at hun skal komme. Af sit Pensionats-Ophold i København har hun næppe stor Glæde.

Tag nu min allerbedste Tak, kære Galschiøt, fordi De er os alle en så god og kær Ven. De har virkelig været mig en uvurderlig Støtte i denne Opbrudstid, der var sværere for mig, end jeg rigtig vilde være ved. Bring også Deres Søster en hjertelig Hilsen fra mig. Og ser De Steffen, så – nej, så ingenting!

Hjemmefra har jeg endnu ingen Brev fået. Men ingen har jo heller vidst min Adresse. Hav det godt! De hører snart igen fra mig.

Deres hengivne Ven
Henrik Pontoppidan.