Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Halls Allé 13. 23. januar 1910
mit Besøg deroppe
Halls Alle 13
23/1 10
Kære Galschiøt!
Til Trods for, at det reelle Udbytte, jeg forleden hjembragte fra Helsingør, ikke svarede til mine Forventninger, var jeg dog meget glad for mit Besøg deroppe. Næst efter mit eget Hjem er der ingen Steder, hvor jeg føler mig så fri og unbefangen1 som hos Dem, og når jeg overhovedet har kunnet tænke på at flytte mine Højsædestøtter til Helsingør, er det mindre Hamlets Ånd end Reberbanens, der har virket lokkende på mig. Men foreløbig synes jo Udsigten til at kunne realisere Planen desværre temmelig ringe. Helt har jeg dog ikke slået Villaen i Møllervænget ud af Hovedet; men før jeg foretager mig noget alvorligere Skridt overfor 2 Ejeren, må min Kone ved Selvsyn skaffe sig et Indtryk af den, og hun er jo for Tiden borte. Jeg venter hende dog hjem i Løbet af Ugen. Selv synes jeg godt om Villaens Beliggenhed og om Haven, der skråner smukt mod Syd og vistnok må kunne være til Glæde. Men selve Lejligheden er jo indskrænket, og Lejesummen er lovlig stor til Pladsen. – Forresten var der en af de tilbudte Lejligheder, vi slet ikke fik set. Den ligger ved Marienlyst, og Ejeren hedder Kierulf. Men måske veed De, at den ikke duer for os.
Tak for al Venlighed forleden. Det var mig, som sagt, til stor Oplivelse at være sammen med Dem både√ på den lange Spaseretur og på Rundgangen inde i Byen, som sikkert ellers havde trættet mig. Og hvilken dejlig Mundfuld Luft, jeg fik! Herinde i København havde Vejret og Føret√ den Dag været ubeskrivelig hæsligt. Allerede 3 da jeg kom lidt bort fra Helsingørskanten, såe jeg, at Markerne var hvide. Herinde regnede det. Dersom jeg var mere overtroisk, end jeg er, vilde jeg tage dette Held som et lykkeligt Forvarsel og straks skrive til Hr. Tømrermester Søgård-Pedersen. Men nu venter jeg altså.
De venligste Hilsner.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
