Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Kärramölla ved Båstad. 22. september 1909
snakke Mølleren efter Munden
Kärramölla1
[onsdag] 22/9 09.
Kære Galschiøt!
Til at begynde med var jeg ikke ked af, at De ikke lod Dem friste af Solens Løfter og vore Anråbelser. Vi var knap kommen over til Sverige, før Regnen begyndte, og den varede ved i tre Døgn. Også på anden Måde havde vi Uheldet i Følge. På Grund af en Forglemmelse fra Toldvæsenets Side, var vore Kufferter blevne tilbage i Helsingborg. Kusken, der hentede os, havde fejret Spiritusforbudets Ophævelse ved at drikke sig fuld i Båstad, og det blev bælgmørkt, inden vi ad de skrækkelige Veje her nåede Vejs Ende, 2 så De vil forstå, at det kun var Steffen, der rigtig kunde more sig. Men nu er vi vist over det værste. Deres Lovprisning af Egnen var ikke for stærk, her er overordenlig dejligt, og Møllerfolkene er flinke. Men Huset egner sig ikke til et længere Efterårsophold. For de nu allerede ret lange Aftener er Gæsteværelserne lovlig spartansk udstyrede. Kakkelovne findes ikke, bliver det blot en Smule koldere, kommer vi til at fryse. Jeg kan forstå, at man kan føle sig udmærket tilpas her ved Forårstid og om Sommeren, når man kan færdes hele Dagen ude; men man er lidt i Forlegenhed med, hvad man skal 3 gøre med sig selv i sine Hviletider, når man da ikke vil sætte sig ind til Familjen og snakke Mølleren efter Munden (hvad man for Fredens Skyld helst skal gøre) eller fordybe sig i Pensionats-Biblioteket, hvor Christoffer Boeck og Jakob Pauli2) er de fyldigst repræsenterede Forfattere. Iaftes forsøgte vi dog med en L'hombre, og det gik helt godt.
Vi var et Par Dage de eneste Gæster; nu er her√ kommen to Sygeplejersker.
Det vilde nu være meget morsomt, om De en Dag vilde overraske os her, og da helst tage den Sol med, som vi efterlod hos Dem i Lørdags. Men De må da komme snart eller 4 rettere endnu tidligere, nemlig straks. Dersom De ikke kommer i denne Uge, får vi næppe Fornøjelsen af at være sammen med Dem, og det skulde vi dog gerne.
Tak for den venlige Modtagelse i Lørdags, og Tak for Brevkortet til min Kone med de mange Oplysninger. Trestemmigt råber vi til Dem: Kom endelig! Men samtidigt føler jeg det som min Pligt hviskende at minde Dem om, at De sidst var her ved Forårstid, da man just er glad ved at kunne lade alle sine Stuevaner blive hjemme.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
